Dansk forsvar undergår i disse år en af de største forvandlinger nogensinde.
Forsvaret er nu karakteriseret ved tre markante karakteristika: denationalisering, demokratisering og militarisering. Det betyder, at de væbnede styrker spiller en helt ny og markant rolle i dagens Danmark, internationalt, indenrigspolitisk og samfundsmæssigt. Det betyder, at Danmark er i krig i en række af verdens brændpunkter. Og det betyder, at der overordnet set ikke er noget overraskende ved den danske regerings beslutning om at sende bataljonen i Basra hjem. Det danske forsvar er ikke mere et nationalt forsvar; der står ikke vitale nationale interesser på spil. Det er denationaliseret. Forsvaret er for alvor blevet en vigtig del af indenrigspolitikken. Forsvarspolitikken er nu en demokratisk proces. Danmark fører udenrigspolitik med forsvaret som et redskab for at fastholde Danmark i en central position i en globaliseret verden. Udenrigspolitikken er blevet militariseret. Tilbagetrækningen kan forklares ved, at den ikke vedrører danske vitale interesser, at den er en del af et indenrigspolitisk demokratisk spil, og at den markerer, at Danmark fortsat engagerer sit forsvar globalt ved at øge tilstedeværelsen i Afghanistan og ved muligheden for nye engagementer i Afrika. Hvis man ved krig forstår et lands militære deltagelse i væbnede konflikter, er Danmark i krig. Det er allerede sket tre gange efter den kolde krigs afslutning: i den første internationale intervention mod Irak, i Bosnien i 1994 (operation Bøllebank), i Serbien i 1999. For tiden er Danmark engageret i væbnet kamp i Irak og Afghanistan. Hertil kommer deltagelse i den globale, lange krig mod terror. Nu er begrebet krig bredt og snævert. Ordet krig kan være belastende. F.eks. ville kansler Schröder i 1999 ikke kalde Tysklands deltagelse i NATO-interventionen i Serbien-Kosovo for en krig. Den var »en politisk aktion med militære midler for at opnå fred«. Ordet krig giver en række specifikke juridiske, politiske og samfundsmæssige signaler og konsekvenser. For militæret er der ingen tvivl. Militæret skal kunne gå i krig. Det er dets hovedfunktion: at kunne kæmpe. Det gælder også det danske forsvar. Formålet med forsvaret er, som det nylig er udtrykt af forsvarschefen: »Ved at kunne kæmpe og vinde fremmer forsvarets soldater en fredelig og demokratisk udvikling og et sikkert samfund i Danmark« ( Forsvaret, november 2006). Det er store ord. Men hvem er det, dansk forsvar skal kæmpe mod og vinde over? Det er for længst erkendt, at der ikke er nogen konventionel militær trussel mod Danmark. Konsekvensen er taget. Forsvaret af Danmark er nedlagt. Det store mobiliseringsforsvar er væk. De væbnede styrker tæller nu kun 21.620 personer. Det er planen, at 2.000 soldater konstant skal være udsendt til internationale missioner. Det er et stort antal, som lægger beslag på langt størstedelen af forsvaret som organisation. Det viser, at Danmark forsvarer sig – ikke nationalt, men internationalt: Forsvaret sættes ind der, hvor det internationale samfund – eller centrale dele deraf – peger på, at der er behov for det. Forsvaret er denationaliseret. Det nationale territorium forsvares ikke, fordi truslen er væk. Det er ikke vitale nationale interesser, der står på spil, når forsvaret sættes ind i Mellemøsten, Asien, Afrika. Det er generelt den fredelige og demokratiske udvikling på globalt plan, der skal kæmpes for. Forsvarets hvervekampagner viser det: Opgaven som soldat er ikke at sikre nationen. Det er at gøre verden til et sikrere sted at være, at gøre nytte, at mindske den menneskelige lidelse. Og hvad mere er: Nu er det logisk nok vekslende internationale krav og behov, som er afgørende for, hvordan dansk forsvar skal se ud, hvordan det skal dimensioneres. Konfliktsituationerne bestemmer i sidste instans, hvilket materiel, hvilken struktur der skal til i det danske forsvar for at gennemføre internationale missioner. Det danske forsvar består nu af to søjler: af de internationale indsatsstyrker og af totalforsvaret, som ikke er et forsvar af det danske territorium mod konventionelle militære angreb. Der eksisterer ikke noget militært forsvar af territoriet: For der er ingen trussel. Men hvad så med hjemmeværnet? Det undergår store ændringer. Men det skal ikke forsvare Danmark mod fremmede invasionsstyrker. Hvad med de 7.000 værnepligtige, som indkaldes hvert år? De får nu kun fire måneders uddannelse. De ender ikke som soldater, men som totalforsvarspersoner, som kan håndtere våben, som kan bevogte, men som ikke er uddannet til at kæmpe. De skal sammen med andre institutioner, beredskab, redning, politi og hjemmeværn kunne varetage totalforsvaret, som – på linje med den amerikanske pendant, homeland security – tager sig af terrorangreb, katastrofer, menneske- som naturskabte. Ledelsen og ansvaret er civilt, ikke militært. Det nationale territorium er ikke forsvaret af militære enheder. Forsvaret er med andre ord denationaliseret. Det er afgørende nyt. At forsvaret er demokratiseret er derimod ikke nyt. Det har været set før. Siden demokratiets indførelse i Danmark i 1849 har forsvaret været et glødende indenrigspolitisk stridsemne. Grundloven indførte almindelig værnepligt; mange var imod: Grundtvig kunne f.eks. ikke fordrage folkelige massehære. Efter 1864-nederlaget til Preussen måtte der tænkes helt nyt: Det blev til Højreregeringens centralistiske plan om Københavns befæstning – mod Venstres decentrale levende værn, spredt over hele territoriet. Striden varede ved indtil Første Verdenskrig. I 1920’erne og 30’erne stod striden mellem de socialdemokratisk-radikale visioner om nedrustning og venstre-konservatives ønsker om øget forsvar. Det gik så vidt, at Stauning som statsminister i Folkeforbundet 1924 – på et noget skrøbeligt fransk – opstillede ideen om, at Danmark helt skulle afskaffe sit militær: Tilbage skulle være et gendarmerikorps ved grænsen og en statsmarine. Det blev dog ikke gennemført, men tendensen gik i den retning. Det var således ikke noget problem for tyskerne at løbe landet over ende i april 1940. Efter Anden Verdenskrig var der generelt opslutning omkring devisen: ’Aldrig mere 9. april’. Hvordan, var problemet. Løsningen kom ved optagelsen i NATO i 1949. Herefter blev forsvaret nærmest fastlåst: Forligspartierne Socialdemokratiet – Venstre og konservative stod mere eller mindre last og brast omkring villigheden til at præsentere et forsvar, som var acceptabelt for NATO. Der var mindre kontroverser om konkrete systemer og koncepter (som ’defensivt forsvar’), men der var generel enighed om, at forsvarspolitikken ikke skulle politiseres i indenrigspolitisk sammenhæng. Anderledes med sikkerhedspolitikken. Markant var 1980’ernes indenrigspolitiske kampe i forbindelse med det sikkerhedspolitiske flertal, udtrykt i fodnotepolitikken. Efter den kolde krig blev forsvarspolitikken frigjort til en ubundet og åben demokratisk debat. Hvad skulle man nu med et forsvar, når truslen fra USSR var væk? Tidligere forsvarsminister Hans Engell er gået så vidt som til at hævde, at dansk forsvar kunne være svundet ind til ingenting, hvis vi ikke havde haft stridighederne på Balkanhalvøen i 1990’erne. Forsvaret opgav langsomt, men sikkert ideen om det nationale forsvar til fordel for internationale indsatser. Forsvarsforliget 2005-2009 fjernede alle spor af det nationale. Herved kommer demokratiet massivt ind i billedet. Hvor politikerne under den kolde krig kunne argumentere med, at demokratiske processer skulle nedtones, dels fordi centrale nationale interesser stod på spil i forsvarspolitisk henseende, dels fordi fortrolighed var nødvendigt pga. pågående forhandlinger om dansk forsvar med andre magter, blev situationen markant ændret. Nu havde partierne – som generelt støttede dansk udenrigspolitisk aktivismefrit valg på alle hylder – hvor og hvordan man ønskede at realisere den internationale indsats. Udgangspunktet måtte selvsagt være anbefalinger fra og behov udtrykt af det internationale samfund og af de nære allierede. Aldrig før har Danmark militært set i den grad været uden trusler; aldrig før har Danmark haft et sådant overskud af militær sikkerhed. Hvor Danmark tidligere var afhængigt af at få leveret sikkerhed, er Danmark nu international leverandør af sikkerhed. Det giver stor åbenhed, stor frihed, stort råderum for demokratiet. Det er et forhold, som ikke alene på sigt kan blive, men allerede er på vej til at være en central indenrigspolitisk slagmark. Er dansk forsvar blevet militariseret? Et sært spørgsmål – i betydningen af, at nu deltager forsvaret i reel kamp, må svaret være ja. Men det, der her skal argumenteres for, er, at dansk udenrigspolitik er blevet ’militariseret’. Det henviser til det forhold, at Danmark fra at være et mere eller mindre pacifistisk præget og nedrustningsfremmende land, som støtter politisk-militær afspænding, nu – som det er formuleret af politologen Sten Rynning – fremtræder som en international strategisk, offensiv aktør, der i stadig højere grad anvender sine væbnede styrker som en integreret del af udenrigspolitikken. Det er afgørende nyt. Forsvaret, som under den kolde krig primært havde symbolværdi og var fastlåst i alliancesammenhæng, er nu et markant middel i dansk udenrigspolitik. I den nye verdensorden gælder det om at undgå at blive marginaliseret: Der skal føres højprofileret politik for ikke at sakke bagud i globaliseringsprocessen. Danmark har valgt at følge to linjer: at fortsætte med en aktiv globalt orienteret politik med internationale indsatser på det civile område, nemlig ulandspolitikken, den internationale miljøindsats og stabilitets- og nationbuilding-politikken og så militariseringen af udenrigspolitikken med massiv indsats af danske væbnede styrker i internationale konfliktområder. Her har Danmark spillet højt spil: at sigte på en permanent udsendelse af 2.000 soldater – herunder også med soldater, som skal kunne operere i den skarpe ende af konfliktspektret: at kæmpe i forreste linje. Med et teknisk udtryk: at kunne fungere som ’first-in-first-out’-indsatstropper. Men det er ikke nok at kunne kæmpe. Det danske forsvar følger også et andet spor: samtænkning. En form for harmonisering af civil-militære relationer. Både den militære som den civile internationale indsats er vigtig. For at de militære interventioner skal kunne vindes, skal den civile indsats – genopbygning, nation-building, sikring af civilsamfund, økonomisk udvikling – massivt understøttes. Det har været indlysende i Balkankonfliktområderne. Irak- og Afghanistan-indsatserne står og falder med denne civile indsats. På et tidligt tidspunkt blev der i NATO udviklet et koncept om CIMIC – civilt militært samarbejde. Der blev formuleret en CIMIC-doktrin, og CIMIC-enheder blev etableret. I ikke mindst danske indsatsområder kan man se køretøjer påmalet CIMIC. Det er grupper, som i militært regi løser centrale samarbejdsrelationer. Danmark har imidlertid nu introduceret et bredere koncept – som nu er taget op på NATO-niveau på topmødet i Riga i november i fjor. Det er konceptet om samtænkning. Ideen er enkel og indlysende: Den civile indsats, der i dansk sammenhæng ydes gennem bl.a. Udenrigsministeriet og politiet, og fra ngo’er og fra dansk erhvervsliv, tilrettelægges i sammenhæng med den militære indsats. Supplering, ikke overlapning er sigtet. Når sikkerhedssituationen er ringe – som i Irak – må soldaterne også tage sig af civile opgaver. Det kan være nødvendigt, men kan aldrig være hovedopgaven. Står det internationale samfund over for en nødvendig militær intervention – nødvendig i relation til international fred og sikkerhed – er det nødvendigt at samtænke den militære indsats med en ligestillet omfattende civil indsats både i planlægningsfasen og i udførelsen. En anden oplagt form for samtænkning finder sted i totalforsvaret, den anden søjle i det nye danske forsvar. Her er det den civile side, der er afgørende. For de afgørende trusler i forbindelse med anvendelse af vold er asymmetriske og kommer fra terrorgrupper og fra kriminelle grupperinger. Der opereres i planlægningen af totalforsvaret ikke med nogen form for konventionelle militære trusler mod territoriet. Det er f.eks. i skarp modsætning til Finland, som fortsat har territorialforsvaret som første prioritet og fastholder en krigsstyrke på 350.000 soldater. Selv om det civile beredskab, Beredskabsstyrelsen, administrativt nu er underlagt Forsvarsministeriet, vil totalforsvaret være under civil ledelse. Scenarierne for indsats er her terrorangreb på Nørreport Station eller på Københavns Lufthavn, omfattende naturkatastrofer, forureningsulykker, transportulykker. Her er beregningerne, at de værnepligtuddannede ’totalforsvarspersoner’, som skal stå til rådighed i en treårig periode efter hjemsendelsen af de fire måneders tjeneste, vil kunne være en tilstrækkelig styrke til at kunne klare omfattende nationale katastrofer. Men der er endnu en række løse ender, hvad angår totalforsvarssamtænkningen. Hvilken strategisk rolle skal de frivillige styrker i beredskab, i hjemmeværn, i brandværn spille? Det afgørende er her, at i denne samtænkningssammenhæng er der ikke tale om to sidestillede grupperinger – den civile og den militære. Forsvaret af det danske samfund, hvad angår terror og katastrofer, er primært et civilt anliggende. Forsvaret af Danmark foregår nu globalt og lokalt. Den tunge militære del ligger på det globale plan. For at kunne gøre sig gældende her – med first-in-first out-styrker har forsvaret måttet prioritere. Det blev besluttet at opgive ubådsvåbnet, det jordbaserede luftforsvar, reducere kampvogne og fly, ændre den danske flåde bl.a. for dermed at kunne satse på effektivt udstyr til den enkelte soldat i indsatsområderne. Forsvaret er moderniseret og professionaliseret og i stigende grad akademiseret. Dele af forsvaret er privatiseret: Det gælder langtrækkende transporter og visse former for betjening og vedligeholdelse af materiel og personel. Alt i alt en ændring i omfang og mission, som næppe før er set i historien. Det danske forsvar er nu endelig blevet befriet fra den kolde krigs mølposer. Fremtiden byder på store kriser og udfordringer. Danmark har valgt helt at satse på en form for militær: de deployerbare styrker, som kan sættes ind dér, hvor man fra det internationale samfund peger på nødvendig indsats. Men hvor, hvor længe og hvordan er helt overladt til den danske regering og det danske Folketing. En bataljon skal hjem fra Irak. Det illustrerer bedre end noget andet processerne denationalisering, demokratisering og militarisering.
