0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk forsvar under forandring

Forsvaret, som under den kolde krig primært havde symbolværdi og var fastlåst i alliancesammenhæng, er nu et markant middel i dansk udenrigspolitik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dansk forsvar undergår i disse år en af de største forvandlinger nogensinde.

Forsvaret er nu karakteriseret ved tre markante karakteristika: denationalisering, demokratisering og militarisering. Det betyder, at de væbnede styrker spiller en helt ny og markant rolle i dagens Danmark, internationalt, indenrigspolitisk og samfundsmæssigt.

Det betyder, at Danmark er i krig i en række af verdens brændpunkter.

Og det betyder, at der overordnet set ikke er noget overraskende ved den danske regerings beslutning om at sende bataljonen i Basra hjem. Det danske forsvar er ikke mere et nationalt forsvar; der står ikke vitale nationale interesser på spil. Det er denationaliseret. Forsvaret er for alvor blevet en vigtig del af indenrigspolitikken. Forsvarspolitikken er nu en demokratisk proces. Danmark fører udenrigspolitik med forsvaret som et redskab for at fastholde Danmark i en central position i en globaliseret verden. Udenrigspolitikken er blevet militariseret. Tilbagetrækningen kan forklares ved, at den ikke vedrører danske vitale interesser, at den er en del af et indenrigspolitisk demokratisk spil, og at den markerer, at Danmark fortsat engagerer sit forsvar globalt ved at øge tilstedeværelsen i Afghanistan og ved muligheden for nye engagementer i Afrika.

Hvis man ved krig forstår et lands militære deltagelse i væbnede konflikter, er Danmark i krig. Det er allerede sket tre gange efter den kolde krigs afslutning: i den første internationale intervention mod Irak, i Bosnien i 1994 (operation Bøllebank), i Serbien i 1999. For tiden er Danmark engageret i væbnet kamp i Irak og Afghanistan. Hertil kommer deltagelse i den globale, lange krig mod terror.

Nu er begrebet krig bredt og snævert. Ordet krig kan være belastende. F.eks. ville kansler Schröder i 1999 ikke kalde Tysklands deltagelse i NATO-interventionen i Serbien-Kosovo for en krig. Den var »en politisk aktion med militære midler for at opnå fred«. Ordet krig giver en række specifikke juridiske, politiske og samfundsmæssige signaler og konsekvenser.

For militæret er der ingen tvivl. Militæret skal kunne gå i krig. Det er dets hovedfunktion: at kunne kæmpe. Det gælder også det danske forsvar. Formålet med forsvaret er, som det nylig er udtrykt af forsvarschefen: »Ved at kunne kæmpe og vinde fremmer forsvarets soldater en fredelig og demokratisk udvikling og et sikkert samfund i Danmark« ( Forsvaret, november 2006).

Det er store ord. Men hvem er det, dansk forsvar skal kæmpe mod og vinde over? Det er for længst erkendt, at der ikke er nogen konventionel militær trussel mod Danmark. Konsekvensen er taget. Forsvaret af Danmark er nedlagt. Det store mobiliseringsforsvar er væk. De væbnede styrker tæller nu kun 21.620 personer.

Det er planen, at 2.000 soldater konstant skal være udsendt til internationale missioner. Det er et stort antal, som lægger beslag på langt størstedelen af forsvaret som organisation. Det viser, at Danmark forsvarer sig – ikke nationalt, men internationalt: Forsvaret sættes ind der, hvor det internationale samfund – eller centrale dele deraf – peger på, at der er behov for det. Forsvaret er denationaliseret. Det nationale territorium forsvares ikke, fordi truslen er væk. Det er ikke vitale nationale interesser, der står på spil, når forsvaret sættes ind i Mellemøsten, Asien, Afrika. Det er generelt den fredelige og demokratiske udvikling på globalt plan, der skal kæmpes for. Forsvarets hvervekampagner viser det: Opgaven som soldat er ikke at sikre nationen. Det er at gøre verden til et sikrere sted at være, at gøre nytte, at mindske den menneskelige lidelse. Og hvad mere er: Nu er det logisk nok vekslende internationale krav og behov, som er afgørende for, hvordan dansk forsvar skal se ud, hvordan det skal dimensioneres. Konfliktsituationerne bestemmer i sidste instans, hvilket materiel, hvilken struktur der skal til i det danske forsvar for at gennemføre internationale missioner.

Det danske forsvar består nu af to søjler: af de internationale indsatsstyrker og af totalforsvaret, som ikke er et forsvar af det danske territorium mod konventionelle militære angreb.

Der eksisterer ikke noget militært forsvar af territoriet: For der er ingen trussel.

Men hvad så med hjemmeværnet? Det undergår store ændringer. Men det skal ikke forsvare Danmark mod fremmede invasionsstyrker.

Hvad med de 7.000 værnepligtige, som indkaldes hvert år? De får nu kun fire måneders uddannelse. De ender ikke som soldater, men som totalforsvarspersoner, som kan håndtere våben, som kan bevogte, men som ikke er uddannet til at kæmpe. De skal sammen med andre institutioner, beredskab, redning, politi og hjemmeværn kunne varetage totalforsvaret, som – på linje med den amerikanske pendant, homeland security – tager sig af terrorangreb, katastrofer, menneske- som naturskabte. Ledelsen og ansvaret er civilt, ikke militært. Det nationale territorium er ikke forsvaret af militære enheder. Forsvaret er med andre ord denationaliseret. Det er afgørende nyt.

At forsvaret er demokratiseret er derimod ikke nyt. Det har været set før. Siden demokratiets indførelse i Danmark i 1849 har forsvaret været et glødende indenrigspolitisk stridsemne. Grundloven indførte almindelig værnepligt; mange var imod: Grundtvig kunne f.eks. ikke fordrage folkelige massehære. Efter 1864-nederlaget til Preussen måtte der tænkes helt nyt: Det blev til Højreregeringens centralistiske plan om Københavns befæstning – mod Venstres decentrale levende værn, spredt over hele territoriet. Striden varede ved indtil Første Verdenskrig.

I 1920’erne og 30’erne stod striden mellem de socialdemokratisk-radikale visioner om nedrustning og venstre-konservatives ønsker om øget forsvar. Det gik så vidt, at Stauning som statsminister i Folkeforbundet 1924 – på et noget skrøbeligt fransk – opstillede ideen om, at Danmark helt skulle afskaffe sit militær: Tilbage skulle være et gendarmerikorps ved grænsen og en statsmarine. Det blev dog ikke gennemført, men tendensen gik i den retning. Det var således ikke noget problem for tyskerne at løbe landet over ende i april 1940.

Efter Anden Verdenskrig var der generelt opslutning omkring devisen: ’Aldrig mere 9. april’. Hvordan, var problemet. Løsningen kom ved optagelsen i NATO i 1949. Herefter blev forsvaret nærmest fastlåst: Forligspartierne Socialdemokratiet – Venstre og konservative stod mere eller mindre last og brast omkring villigheden til at præsentere et forsvar, som var acceptabelt for NATO. Der var mindre kontroverser om konkrete systemer og koncepter (som ’defensivt forsvar’), men der var generel enighed om, at forsvarspolitikken ikke skulle politiseres i indenrigspolitisk sammenhæng. Anderledes med sikkerhedspolitikken. Markant var 1980’ernes indenrigspolitiske kampe i forbindelse med det sikkerhedspolitiske flertal, udtrykt i fodnotepolitikken.

Efter den kolde krig blev forsvarspolitikken frigjort til en ubundet og åben demokratisk debat. Hvad skulle man nu med et forsvar, når truslen fra USSR var væk?

Tidligere forsvarsminister Hans Engell er gået så vidt som til at hævde, at dansk forsvar kunne være svundet ind til ingenting, hvis vi ikke havde haft stridighederne på Balkanhalvøen i 1990’erne.

Forsvaret opgav langsomt, men sikkert ideen om det nationale forsvar til fordel for internationale indsatser. Forsvarsforliget 2005-2009 fjernede alle spor af det nationale. Herved kommer demokratiet massivt ind i billedet. Hvor politikerne under den kolde krig kunne argumentere med, at demokratiske processer skulle nedtones, dels fordi centrale nationale interesser stod på spil i forsvarspolitisk henseende, dels fordi fortrolighed var nødvendigt pga. pågående forhandlinger om dansk forsvar med andre magter, blev situationen markant ændret. Nu havde partierne – som generelt støttede dansk udenrigspolitisk aktivismefrit valg på alle hylder – hvor og hvordan man ønskede at realisere den internationale indsats.

Udgangspunktet måtte selvsagt være anbefalinger fra og behov udtrykt af det internationale samfund og af de nære allierede. Aldrig før har Danmark militært set i den grad været uden trusler; aldrig før har Danmark haft et sådant overskud af militær sikkerhed. Hvor Danmark tidligere var afhængigt af at få leveret sikkerhed, er Danmark nu international leverandør af sikkerhed. Det giver stor åbenhed, stor frihed, stort råderum for demokratiet. Det er et forhold, som ikke alene på sigt kan blive, men allerede er på vej til at være en central indenrigspolitisk slagmark.

Er dansk forsvar blevet militariseret? Et sært spørgsmål – i betydningen af, at nu deltager forsvaret i reel kamp, må svaret være ja.

Men det, der her skal argumenteres for, er, at dansk udenrigspolitik er blevet ’militariseret’. Det henviser til det forhold, at Danmark fra at være et mere eller mindre pacifist