0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tjekket tro eller blind tro

Oprigtigt talt – er skabelsesberetningen ikke temmelig værdiløs, for ikke at sige vildledende? Kom med din kommentar til kroniken i bunden af siden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kristendommen er på tilbagetog.

Og kirkens folk er blevet urolige for deres levebrød. Både biskopper og domprovster føler sig i stigende grad kaldet til at komme vores statsreligion til undsætning. Thi de er jo alle ansat til at forsvare den grundlovssikrede kristne tydning af tilværelsen – og kun den. Deres aflønning finansieres bl.a. ved, at staten må udskrive tvangsskatter fra alle de efterhånden mange, der ikke er medlem af folkekirken.

Fjenden er ikke denne gang en større konkurrerende religions indtog i Danmark, men en hastigt voksende ateisme i selve den danske befolkning. Og det bekymrer præsteskabet. Det opleves som et bagholdsangreb med en kniv i ryggen.

De kirkelige modangreb kan ind imellem dog være lidt tvetydige. Nogle gange går det ud på, at også ateismen blot er en tro, bare en anden tro end kristendommen (biskop Karsten Nissen). Andre gange karakteriseres ateismen som rent ud latterlig, når den sætter så meget ind på at bekæmpe en Gud, som den alligevel ikke tror på (domprovst Poul E. Andersen). Chefredaktøren af Kristeligt Dagblad (Erik Bjerager) og andre med ham stempler ateismen som en tilbagestående livsanskuelse, der både er perspektivløs og selvmodsigende.

Perspektivløs, fordi den hævdes ikke at anvise noget håb, noget stræbemål at gå efter som ledetråd for menneskelivet. Og håbløst selvmodsigende på grund af selve betegnelsen ’a-teisme’, der betyder »uden tro på noget guddommeligt«. Desuden er dens henvisninger til videnskaben en naturalistisk fejlslutning, da man ikke kan udlede etiske normer fra fakta (G. E. Moore).

Men er det nu rigtigt?

Det skal GERNE medgives, at alle vore forestillinger om verden som udgangspunkt bygger på en tydning af tilværelsen, ligesom de religiøse tolkninger jo gør.

Det gælder selvfølgelig også de videnskabelige begreber. Et sted skal man jo starte. Men i modsætning til den kristne lære og al religion i det hele taget er der i videnskaben tale om en ganske anderledes og velbegrundet tro – en ’checket tro’ contra en ’blind tro’.

Når det gælder den videnskabeligt checkede ’tro’, er reglen den, at samtlige tolkninger (hypoteser) om tilværelsens dunkle fænomener altid skal underkastes en systematisk prøve. Det kan f.eks. være en prøve, der bygger på eksperimenter, undersøgelser eller gentagne observationer.

Prøven skal afgøre, om de anvendte begreber og deres indbyrdes relationer afbilder en formodet objektivt eksisterende realitet. Det behøver ikke altid være med ét hundrede procents sikkerhed, men dog sandsynliggjort i et eller andet defineret omfang (epistemologisk kaldet sandsynlighedsdeterminisme).

Gennem genetiske undersøgelser har det således med stor sikkerhed kunnet godtgøres, at vore forfædre måtte kravle ned fra træerne i Det sydøstafrikanske Søhøjland for 5,1 mio. år siden. Det står også ret klart, at disse første mennesker efterfølgende måtte klare sig igennem på to ben nede på savannen pga. en markant klimaforværring i troperne med udbredt skovdød til følge. De kunne derfor ikke kravle tilbage igen, når livet på græssletterne undertiden blev for surt. Nede på jorden måtte de pga. de uvante forhold udstå store trængsler med periodevist voldsomme udskillelser af de mindst egnede iblandt dem, indtil en mere optimal tilpasningsgrad til de aktuelle omgivelser efterhånden havde udviklet sig.

Den alternative religiøse skabelsesberetning, at et ungt par ved navn Adam og Eva blev drevet ud af Paradisets Have i det nuværende østlige Irak for kun ca. fem tusinde år siden og udvist til verden udenfor pga. en eller anden lovovertrædelse, har jo ikke kunnet bekræftes i nogen måde.

Denne ca. 3.500 år gamle nedskrevne myte er ganske vist en både smuk, poetisk og dramatisk fortælling. Men nu er det hverken etik eller æstetik, men sandt og falsk, der her er til debat. Og myten blev formentlig konstrueret til at udfylde nogle huller i vore forfædres manglende viden og i mangel af bedre give et forståeligt svar på nogle af livets centrale spørgsmål. Set med nutidige øjne er fortællingen dog temmelig værdiløs – for ikke at sige aldeles vildledende. Og det uanset nok så mange senere omfortolkninger eller nyfortolkninger med henblik på at forsøge at gøre historien mere tidssvarende og dermed mere acceptabel.

Med vort nuværende verdensbillede er det mildt sagt også vanskeligt at kunne acceptere de efterfølgende nytestamentelige myter. Især myten om en vis tømrersøn fra Nazareth, der hævdes født af en jomfru for mere end to tusinde år siden.

Mange krummer uvilkårligt tæer, når præsten i sin prædiken forsikrer, at denne omvandrende prædikant ikke alene var født af en jomfru, men også kunne gå på vandet og på given foranledning endda lave det om til vin ved festlige lejligheder. Han kunne tilmed narre både døden og sine fjender ved at rejse sig fra sit dødsleje blot tre dage efter sin henrettelse på korset og uantastet spadsere frit omkring.

Ja, blot halvanden måned efter var han endog i stand til ved egen hjælp at kunne flyve op i himmelen og tage fast ophold dér. Han er ikke siden vendt tilbage til os andre på Jorden, trods gentagne forsikringer om, at det snart vil ske. Alligevel bedyres det i ramme alvor, at han indtil videre kan spises som en kiks hver søndag foran ethvert kirkealter her på Jorden – en påstand, der bl.a. har givet anledning til de mest grusomme religionskrige mod folkeslag, som ikke kunne acceptere denne tese.

Ak ja. Credo quia absurdum! Sikke forestillingsbilleder endnu her anno 2008. Selvfølgelig skal verden da både tydes, tolkes, udlægges, forklares og forstås. Men skal det virkelig fortsat foregå ved hjælp af så komplet utidssvarende og ofte ligefrem stødende fantasterier? De hører en for længst svunden tid til, hvor man af gode grunde ikke vidste bedre.

I vore dage må befolkningen gennemgående formodes at være betydeligt mere oplyst end dengang. Mange hæfter sig nu i stigende omfang ved, at empiriske afprøvninger i katastrofal grad glimrer ved deres fravær inden for samtlige de humanistiske discipliners metodologi. Og det gør de i særdeleshed blandt teologiens egne hermeneutiske analyseredskaber.

Præsten prædiker fortsat højt hævet over menigheden. Uden at tåle indsigelse fra menigmand på bænkeraderne appellerer denne til blind tro på de mest utrolige begivenheder som f.eks. dødeopvækkelser, djævle- og dæmonuddrivelser, dommedag o. lign.

Det ville være anderledes overbevisende, dersom præsten turde stoppe sin ordrige talestrøm og i stedet stige ned fra prædikestolen og træde frem for at anstille nogle forholdsvis enkle, befriende, afklarende eksperimenter på kirkegulvet. Her kunne præsten til ære for evt. vantro hedninge bl.a. søge at godtgøre virkningen af bønnens kraft. Og det kunne for øvrigt passende ske under en direkte sammenligning med en ikke-religiøs måde at håndtere samme situationer på (til brug for den videnskabelige kontrol).

Men nej! En så verdslig måde at afgøre, hvad der er sandt eller falsk på, viger kirkens folk altid forskrækket tilbage fra. Man henholder sig til skriftens ord om, at »enhver, som tror, skal have evigt liv« og at kristendommen »er vejen, sandheden og livet« (Johs. 3,15 og 14,6). Og det vel at mærke uden at stille krav om yderligere beviser, endsige om fornuftige begrundelser herfor. Ingen snavsede fingre her. Man forbliver oppe på sin høje prædikestol, godt skærmet bag de høje pilastre. For ord er anderledes mere taknemmelige redskaber end handlinger. – Men ærlig talt, hvor fornem kan man være? Det er dog for ringe en holdning at gemme sig bag!

Imidlertid er sådanne stort anlagte og ganske velkontrollerede religiøse eksperimenter trods alt alligevel for nylig foretaget. Endda op til flere gange af forskere inden for religionspsykologien, bl.a. på amerikanske børnehospitaler for kræftsyge patienter. Og som forventeligt med nøjagtig samme virkningsløse resultat hver gang – hvis nogen ellers skulle være i tvivl!

Det er i det hele taget et noget tyndt forsvar for kristendommen at anklage ateismen for også blot at være en religion på ligervis. Religioner opererer alle med overnaturlige kræfter til brug for en tydning af livet, mens ateismen lige så konsekvent afholder sig herfra og kun tager udgangspunkt i det foreliggende – f.eks. i evolutionslæren, astrofysikken eller de humanistiske idealer o. lign. De to helt forskellige fremgangsmåder til at søge en forståelse af tilværelsen kan på ingen måde sammenlignes.

Og hvad har da kristendommen hertil at byde på? I alt fald ikke nogen synderlig stor respekt for det jordiske liv – om overhovedet nogen. Den kristne målsætning er mere end noget andet det enkelte menneskes helt private optagethed af sin egen personlige frelse fra diverse former for vantrivsel, ubehag og alt angstvækkende!

En ekstrem form for privat selvoptagethed, der reelt giver pokker i menneskehedens hele overlevelse og videre fremtid på denne Jord. Dommedag er jo alligevel nært forestående. Det såre naturlige og livsnødvendige fænomen, døden, bandlyses som en særlig uting, der må vige for en påstået eksistensmulighed ved et fortsat evigt liv i Himlen – menneskelivets egentlige og endegyldige slutmål.

Det kunne være ønskeligt, om kirken ville se realiteterne i øjnene, at døden faktisk er et naturligt gode for alle de kommende slægter, der skal efterfølge os. Uden døden ville der ikke kunne gives plads for nye individer at komme til, og der vil aldrig kunne ske nogen fornyelse af menneskeslægten.

En sådan fornyelse (via små fortløbende ændringer i vore arvelige egenskaber – de såkaldte mutationer) tilsikrer mennesket en vedblivende optimal afstemthed over for en evig foranderlig omverden. Vi skal alle være taknemmelige for, at vore forfædre kunne dø for vores skyld. Et Neandertal-menneske, som vi delte fælles forfader med for ca. en halv mio. år siden – for ikke at tale om de endnu ældre Australopithecus-mennesker (tre-fire mio. år tilbage) – ville således få det temmelig svært med både at leve og overleve under vore nuværende livsbetingelser.

Modsat kirkens lære er pointen kort og godt: Uden døden, intet liv! Det er rent ud tåbeligt, at vi fortsat så hysterisk vedbliver at regne døden for en kolossal katastrofe – et gigantisk tab med en gruelig afslutning på et måske ganske frodigt og givende livsforløb, der havde fortjent bedre.

På langt sigt er der jo ikke tale om noget tab. Tværtimod. Som levende væsener kan vi anderledes glæde os ved, at vi alle er et betydningsfuldt led i en lang ubrudt kæde af det liv, der tilhører menneskeheden.

Vi er en del af noget, der er større end os hver især som enkeltindivider, og som rækker langt ud over os selv og ind i fremtiden. Et sådant (dennesidigt) projekt forekommer dog i det mindste at være lige så meget værd at understøtte og leve for – mindst lige så perspektivrigt som nok så mange religiøse opstandelsesteorier af den reneste fiktive beskaffenhed.

Praktisk taget hver eneste af os i dag levende er jo i virkeligheden en enestående succes! En evolutionær succes. Det er os, der er de udvalgte og privilegerede – og bestemt ikke, som kristendommen hævder, nogle fortabte mislykkede syndere, der har et livsvigtigt behov for at blive frelst.

Vore specielle arvelige egenskaber har bevisligt vist sig livsduelige ved at have overlevet alle farer og udfordringer i lige linje siden vore respektive forfædres nedstigning fra træerne i Afrika. Utallige af vore slægtninge er undervejs i de forløbne millioner af år gået til grunde uden at efterlade sig spor. De har af forskellige årsager ikke været i stand til at kunne føre deres efterkommere videre frem til i dag. Men mange af disse har utvivlsomt mere eller mindre hjulpet til med på forskellig måde at værne om menneskehedens samlede overlevelse. Og vi, de nulevende, med vores særlige personlige egenskaber og øvrige evnemæssige udrustning, har i hvert fald notorisk været i stand hertil. Vi fortjener i sandhed vort tilmålte livsforløb og at få lov til at leve som den person, vi via arv og miljø hver især er gjort til. Det er aldeles urimeligt, at vi fortsat skal nedkæmpes og knuges af det kristne utilstrækkelighedsbudskab, som kun synes at kunne appellere til et livsødelæggende dårligt selvværd hos de mest svage iblandt os.

For vi er jo frelst! – Naturen selv med sine magtfulde selektive kræfter har frelst os.

Det kan selvfølgelig undre, at livet ud over sine mange opbyggende konstruktive livskræfter også giver plads for en række destruktive kræfter – i religiøst sprogbrug gerne stemplet som ’det onde’. Men lægger man både de positive og negative sider ved livet sammen, vil man uvægerlig finde, at de positive gennemgående langt overvejer de negative. I modsat fald ville menneskeheden såmænd også allerede for længst være gået til grunde. Dette særlige forhold ved livet skyldes navnlig, at hele evolutionen altid forløber på basis af ’nettogevinster’ frem for at afvente udviklingen af ideelle løsninger. Paradiset (såvel som den treenige Gud) er og forbliver en ønskedrøm i et smertelig desperat forsøg på ved magisk tænkning at kompensere for evolutionens mangler. Det er en idylliserende konstruktion, der i bedste fald desværre kun kan blive et dårligt afsæt for en mere effektiv håndtering af livets konkrete realiteter på godt og ondt!

Nu gælder det om med nye og mere tidssvarende indsigter at se fremad og få forvaltet vore naturgivne egenskaber bedst mulig.

Det være sig til gavn ikke alene for os selv, men også for vore efterkommere – dem vi i fællesskab vil dele slægtskab med. Det er bl.a. det, der ofte ses at være et af de underliggende projekter i ateismen.

Og det skal vel at mærke ske i et samarbejde med naturkræfterne – ikke ved at modarbejde dem, hverken med smertelige martyrier, cølibat-forordninger, bodsøvelser, faste, el.lign., endsige ved forfølgelse af anderledes tænkende, som f.eks. både Jesus og Muhammed opfordrede til (Mark. 9,42 og Sura 9,23).