De nordiske lande har været bannerførere, når det gælder politik, som gør det lettere at kombinere familieliv og arbejdsliv.

OECD’s store analyse fra nogle år siden viste, at de nordiske lande var ledende på samtlige områder på dette felt. Rapporten roste de nordiske lande, fordi det var lykkedes at undgå et fald i fødselstallet i modsætning til de sydeuropæiske lande, hvor kvinderne i stort omfang fravælger børn til fordel for karrieren. Det giver demografiske ubalancer og problemer med at forsørge de fremtidige ældre. Lange barselsorlovsperioder med lønkompensation, ret til at komme tilbage til den samme arbejdsgiver og offentlig pasning af småbørn er nogle af de goder, som mødre i de nordiske lande for længst har taget til sig. I modsætning hertil står bl.a. lande som USA, hvor der først for nylig er indført 12 ugers ulønnet orlov i forbindelse med en fødsel. Men de familievenlige politikker, der mest benyttes af kvinderne, kan have en bagside. I denne Kronik spørger vi, hvilke (bi)virkninger familiepolitikken har haft for ligestillingen, for familierne og for samfundsøkonomien. Hvorfor er kvindernes løn- og karriereudvikling stort set gået i stå i de nordiske lande, mens højtuddannede kvinder i USA indhenter mændene med hastige skridt? Skader det børn at blive passet uden for hjemmet i en tidlig alder? Endelig, er den skattefinansierede familiepolitik omkostningerne værd i en tid, hvor offentlige budgetter i forvejen er under pres? Udgangspunktet for at svare på disse spørgsmål er – overvejende økonomisk – forskning, som vi selv og andre forskere har arbejdet med igennem årene på Aarhus Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Kvinderne i de nordiske lande var nogle af de første til via overenskomster og lovgivning at vinde ret til ligeløn. Indkomstbeskatningen blev ligeledes ændret, således at ægtefæller ikke længere blev sambeskattet. Det betød, at den økonomiske gevinst i familien, når kvinden fik job, blev øget betydeligt. Kvinderne trådte da også ud på arbejdsmarkedet i stort tal fra starten af 1960’erne. I kølvandet fulgte store udvidelser af den offentlige sektor, som nu i stigende grad varetog de pleje- og omsorgsopgaver, som kvinderne tidligere havde udført i hjemmet. Den offentlige vækst betød en stærkt voksende efterspørgsel efter kvindelig arbejdskraft, men også en stigning i skattetrykket. De nordiske lande er dog langtfra ens, når det gælder måden, som de familievenlige ordninger er bygget op på. I alle lande er barselsorloven lang sammenlignet med det øvrige OECD. Og det offentlige står for en stor andel af børnepasningen, ligesom der er et stort offentligt subsidium til pasning. Men der er betydelig forskel, når det gælder dækningsgraden på tværs af landene. Mens en stor del af de yngste børn under ét år indtil for få år siden blev passet uden for hjemmet i Danmark, har andelen været meget lavere i de øvrige nordiske lande, hvor man i højere grad har satset på, at forældrene (mest mødrene) passede børnene i deres første leveår. Efter udvidelsen af barselsorloven til ét år er Danmark kommet mere på linje med de øvrige nordiske lande. Barselsorlov til mødrene blev indført for over hundrede år siden i Sverige. Siden fulgte de andre nordiske lande! Sverige var også det første land, der introducerede en børnepasningsorlov, hvor der blev reserveret tid til, at faren gik på orlov. I 1995 blev den svenske orlov udvidet til 16 måneder, og der blev indført en ’far-kvote’: en måned blev reserveret til faren (siden 2002 udvidet til to måneder). I Norge har der siden 1993 været reserveret fire af de 52 ugers barselsorlov til faderen. I Finland har orloven siden 2005 været 54 uger, hvoraf fædrene har ret til de to sidste uger. Island har i de seneste år indført den mest lige orlovsordning, tre måneder reserveret til moren, tre måneder til faren og tre måneder, som kan deles. Danmark et det eneste nordiske land, hvor fædrene ikke har en reserveret del. Lønkompenseringen under orlov betyder meget for, hvilke af forældrene der benytter orloven. Kompensationsgraden er høj i de fleste nordiske lande, men så længe lønkompensationen er under 100 procent, gavner det oftest familien økonomisk, hvis det er moren, der tager orloven, da far som regel tjener mere end mor. Udbygningen af de nordiske velfærdsstater har historisk set været en væsentlig faktor bag småbørnsmødrenes høje erhvervsdeltagelse. Mange forskningsresultater peger på, at en formel ret til barselsorlov og muligheden for at komme tilbage til samme arbejdsplads har været utrolig vigtigt for at fastholde kvinder på arbejdsmarkedet i deres fødedygtige alder. Men de nyere studier er begyndt at vise, at når barselsorloven forlænges ud over en vis periode, begynder den at have negative konsekvenser for kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet. Kvinderne taber jobrelaterede evner og kundskaber, mister deres netværker og kan ikke følge med i kravene til opkvalificering og kompetenceudvikling, som kræves på nutidens arbejdsmarked. Udvidelserne af orlovsordningerne i de nordiske lande, som har betydet, at mødrene har tilbragt stadig flere uger på barselsorlov, har skubbet på denne proces. Der er dog forskel mellem de nordiske lande med hensyn til, hvor skævt barselsorloven fordeles på forældrene. I Sverige har fars andel af barselsorloven været støt stigende og er nu på ca. 15 procent. I Island, hvor man først for nylig har indført fædre-kvoter, er fars andel steget fra stort set 0 til nu over en tredjedel af den samlede orlovstid. I Danmark har småbørnsfædrenes arbejdsudbud kun ændret sig lidt de sidste par årtier. I gennemsnit tager den nybagte far ca. 7,5 procent af den samlede orlovstid. Traditionelt har de nordiske lande også ligget i front med hensyn til ligeløn. Det interessante er dog, at løngabet ikke er blevet mindsket de sidste par årtier. Kan dette skyldes de familievenlige ordninger? Et studie lavet af britiske forskere i 2006 finder for 11 OECD-lande en negativ sammenhæng mellem OECD’s indeks for familievenlige ordninger og løngabet for højtuddannede, hvorimod der er en positiv sammenhæng for lavtuddannede. Nøjagtig det samme resultat finder vi i en mere detaljeret analyse af henholdsvis Danmark og USA. Op gennem 1980’erne og 1990’erne, hvor der netop skete en kraftig udbygning af de danske barselsordninger, sakkede de højtuddannede kvinder i Danmark bagud i forhold til deres mandlige højtuddannede kolleger, når man korrigerer for deres erhvervserfaring, arbejdsløshed m.v. Løngabet defineret på denne måde blev faktisk forøget med over ti procent for de højtuddannede danske kvinder og mænd. Det modsatte skete i USA, hvor de veluddannede kvinder i samme periode hentede kraftigt ind på mændene med hensyn til løn og karriere. De familievenlige ordninger har en negativ bagside, som især rammer de veluddannede kvinder, fordi ordningerne er skævt fordelt kønsmæssigt, og fordi det især er for denne gruppe, at karriereafbrydelser har en negativ konsekvens. En undersøgelse viser således, at kvinder ansat i den private sektor mister ca. seks procent i løn hvert år resten af livet for hvert barn, hun får, hvis hun er et år på barsel hver gang. Men hvis nu den enkelte kvinde fravælger at få børn, så slipper hun vel for at betale en pris? Svaret er nej. Når barselsorlovsordninger er udbredt til at dække alle forældre, og når det for knap 95 procents vedkommende er kvinderne, som tager barselsorloven, bliver orloven en potentiel byrde for alle kvinder i den fødedygtige alder – uanset moderskab. Kvinderne bliver i gennemsnit en mindre attraktiv arbejdskraft for arbejdsgiverne, og for den enkelte kvinde vil der ligge en forventning om, at hun vil tage ca. to års orlov i løbet af den fødedygtige alder, uanset om hun rent faktisk ender med at gøre det. Dette kaldes statistisk diskrimination, og det vil eksistere, så længe mødrene tager hovedparten af orloven. Samtidig viser undersøgelser fra lande, hvor fædrene ikke har en andel af orloven formelt reserveret til dem, at det er et dårligt signal, hvis den enkelte mand vælger at gå mod strømmen og tage orlov. Disse mænd straffes hårdere, lønmæssigt, end kvinderne. Kun hvis orlov er reserveret til fædrene, eller hvis det var almindeligt, at fædre og mødre delte ligeligt, ville fædrene undgå at sende et negativt karrieresignal. En anden negativ konsekvens af den nordiske velfærdsmodel er den meget kønsopdelte arbejdsdeling i de nordiske lande, som eksisterer i kraft af, at over halvdelen af kvinderne er ansat i den offentlige sektor, hvor de mange ’traditionelle kvindejob’ befinder sig. Og kønsopdelingen er blevet forstærket over årene, bl.a. fordi der i den offentlige sektor er aftalt flere familievenlige ordninger ved overenskomsterne, ofte på bekostning af lønstigninger. Undersøgelser viser, at danske kvinder ofte opgiver vellønnede job i den private sektor til fordel for den offentlige sektor, når det er tiden at stifte familie. Denne mobilitet, som ikke ses hos de kommende fædre, bidrager til at fastholde kvinder i relativt set lavtlønnede job med færre karrieretrin og en fladere lønstruktur. Et tredje aspekt er, at den sammenpressede lønstruktur gør det relativt dyrt for familierne at outsource husarbejdet. Veluddannede nordiske kvinder – og mænd – laver relativt meget husarbejde, sammenlignet med f.eks. en amerikansk højtuddannet familie, hvor der ofte ansættes en ’nanny’, som tager sig af det praktiske i hjemmet. Nordiske familier benytter i stedet for typisk de offentlige pasningstilbud, og det betyder ofte mindre fleksibilitet, fordi børnene skal hentes og bringes til daginstitutionen, som i øvrigt over årene har fået stadig kortere åbningstider. Vores forskning viser, at selv om danske kvinder og mænd efterhånden har nogenlunde lige meget husarbejde, så er det arbejde, som kvinderne udfører, typisk det mest ufleksible, som skal udføres på bestemte tidspunkter af dagen. Og netop den slags husarbejde skader lønnen og karrieren mest. Selv om opbygningen af velfærdsstaten har haft mange positive effekter på ligestillingen, er der klare ’boomerang-effekter’, som fortrinsvis rammer de veluddannede kvinder. Der har været talt meget om ’glaslofter’ i virksomhederne, som forhindrer kvinder i at nå til tops på grund af diskriminerende mandlige chefer. Måske er det et mindst lige så stort problem, at man utilsigtet har bygget et samfundsmæssigt glasloft via velfærdsstaten over alle kvinder på grund af en paternalistisk velfærdsstat, som lukker kvinderne inde på arbejdsmarkedet, men hindrer dem at komme opad på karrierestigen. Mange studier har kigget på effekten af småbørnsmødres arbejde uden for hjemmet på børnenes helbred og kognitive udvikling. Der er stort set enighed om, at det er bedst for barnet, hvis moderen går hjemme den første tid for at opbygge den livslange følelsesmæssige tilknytning og for at forsikre en god start på amningen. Men efter den første tid finder nogle af de nyeste studier, at der ikke er klare positive effekter at spore på børnenes trivsel af, at deres mødre har passet dem derhjemme. F eks. har et nyt nordamerikansk studie påvist, at en obligatorisk forlængelse af barselsorloven fra seks måneder til et år i Quebec-provins i Canada godt nok fik mødrene til at øge amningstiden, så andelen, som ammede mindst et halvt år, gik fra 20 til 28 procent efter reformen, men at denne ekstra amning ikke gav nogen synlige helbredsmæssige resultater målt på hverken vægt eller andre helbredsmål for børnene. En række ældre britiske og amerikanske studier finder, at moderens arbejde uden for hjemmet har skadet børnene, men disse resultater er fundet i lande, hvor der ikke er offentligt subsidieret børnepasning af høj kvalitet, og hvor kun de mest velstående har råd til at købe sådan pasning privat. Et af de nyeste danske studier udnytter variationen i børnepasning i forbindelse med orlovsreformen i 1984, som øgede barselsorlovslængden fra 14 til 20 uger, dvs. at børnene fik seks ugers mere pasning i hjemmet. Når der sammenlignes børn født før og efter denne reform, er der ikke signifikante forskelle mellem disse to grupper i hverken læsefærdigheder, andelen der kom på gymnasium eller på deres gymnasiale karakterer. Et andet nyt dansk studie finder tilsvarende, at børn passet uden for hjemmet, da de var små, har lige så gode ikke-kognitive kompetencer som børn passet i hjemmet. Der er heller ikke forskel mellem de to gruppers adfærdsmæssige forhold som hyperaktivitet, aggressivitet mv. En anden mulig effekt af de store samfundsmæssige investeringer i børnepasning er på den sociale mobilitet. En hypotese kunne være, at offentlig og subsidieret børnepasning, som også børn fra lavindkomstfamilier benytter, vil øge den sociale mobilitet. Det finder professor i sociologi Esping-Andersen i sit studie af mobilitet i de skandinaviske lande i forhold til Amerika, Storbritannien og Tyskland. Esping-Andersen argumenterer for, at mobiliteten blev øget i de nordiske lande som følge deres unikke pasningssystem, hvor de meget subsidierede priser på børnepasning sikrer, at børnene uanset social baggrund får lige muligheder for at udvikle sig. Der er ingen tvivl om, at den nordiske model er dyr! I gennemsnit bruger disse lande næsten to procent af BNP på offentlig pasning og orlovsordninger. Danmark bruger 2,7 procent af BNP på børnepasning (og især meget på de mindste børn), men ’kun’ 0,5 procent på orlovsordninger. De øvrige nordiske lande bruger mindre på børnepasning, men mere på orlovsordninger. Mange økonomer har kritiseret den offentlige subsidiering af familiepolitik for at føre til tab i samfundsmæssig effektivitet, fordi man først opkræver skatter fra befolkningen og derefter betaler forældrene (kvinderne) for at gøre det samme arbejde, som de ville have gjort i hjemmet. Men er der også stærke økonomiske modargumenter. Med tidens – uden tvivl fremtidens – store fokus på rekruttering af talentmassen kan der let argumenteres for andre typer af efficienstab. Det er inefficient at lade kvinderne gå hjemme i børnepasningsperioden, hvor de måske mister den investerede uddannelseskapital og deres kvalifikationer for resten af livet. Samlet set er spørgsmålet: Er den nordiske model værd at foretrække frem for andre velfærdsmodeller? Det er grundlæggende et politisk spørgsmål, hvilken type samfund man ønsker sig. Men vurderet ud fra de forskningsresultater, som vi har refereret ovenfor, findes der mange positive effekter. Men der er også nogle negative effekter, som det er vigtigt at have opmærksomhed på. Specielt giver den meget skæve fordeling af orlovstiden mellem fædre og mødre i Danmark anledning til at overveje, om ordningerne er skruet hensigtsmæssigt sammen, hvis man fra politisk side ønsker reel ligestilling og ønsker, at de kvindelige kompetencer og talenter udnyttes bedre på fremtidens arbejdsmarked. Island har taget et stort skridt fremad med at ligestille fædrene og mødrene på dette område. Vi har ikke set langtidsvirkningerne af denne politik. Det bliver interessant at se, hvordan den i fremtiden vil påvirke det islandske arbejdsmarked, ligestillingsmæssige forhold og familiernes trivsel og velfærd.