MANDAG 20. november var en alvorlig dag for alle os, der holder af en god vittighed, for da blev det lissom officielt kundgjort, at vittigheden er død, eller i hvert fald ligger på sit yderste og ikke har langt igen.

Det skete på side 2 i Politikens kultursektion, og med ved sygelejet var Bent Albøge, der i 21 år har redigeret og skrevet vittigheder i Se og Hør. »Jeg er en uddøende race. Vi gider ikke længere læse vittigheder«, sagde han, og så kan vi forstå, at det står rigtig slemt til. Sikkert for at vise hvor slemt, fortalte artiklens forfatter, Rasmus Strøyer, den vits, som i 2002 blev kåret til ’verdens bedste’, og som for fuldstændighedens skyld skal gengives her: To jægere er i skoven, da den ene falder om. Han ser ikke ud til at ånde, så den anden griber mobiltelefonen og ringer til alarmcentralen: »Min ven er død. Hvad kan jeg gøre?«, hvorefter stemmen i den anden ende siger: »Tag det roligt. Jeg kan hjælpe. Lad os først sikre os, at han er død«. Der bliver stille i røret, og så høres der et skud. Tilbage i røret siger den ene jæger så: »Okay, hvad så nu?«. Man må indrømme, at hvis det skulle være cremen af verdens vittigheder, så ser det virkelig skidt ud, men det gør det så måske ikke alligevel. KÅRINGEN af jægervitsen til ’verdens bedste’ blev foretaget af den engelske psykolog Richard Wisemann i forbindelse med ’Videnskabens år i England 2001’. Han og hans stab havde opfundet et såkaldt lattermeter, hvorpå de afprøvede 40.000 vittigheder, og selv om Wisemann er lidt vidtløftig og desuden også en ferm tryllekunstner, må man vel tage det alvorligt, når han hævdede, at det var »et videnskabeligt eksperiment, som skulle afdække selve humorens væsen«. Der var bare den fejl ved eksperimentet, at det kun var en mindre del af verdens vittigheder, der blev testet, og desværre ikke den mest spændende. I et interview, jeg lavede med Richard Wisemann samme år, indrømmede han, at det kun var de ’stuerene’ vittigheder, der slap igennem til prøven på ’lattermetret’. Alle racistiske og erotiske vitser blev på forhånd sorteret fra. De hørte åbenbart ikke med til ’humorens væsen’, som man ville kortlægge. Men hvis man sorterer de racistiske og erotiske vitser fra, står man tilbage med et stærkt amputeret materiale. Det bliver ligesom med selskaber og spiritus: Man kan da sagtens holde et party uden spiritus, men resultatet bliver også derefter! Så selv om der var gode undtagelser, var Wisemanns materiale på linje med det, der fra tid til anden – og især ved juletid – falbydes som ’Den store vitsbog’ og lignende, og det er som regel den rene ørkenvandring. Selv om ørkenvandringer også kan have oplivende momenter. Der var for eksempel de to nuller, der gik omkring i ørkenen. De møder et ottetal, og det ene nul siger til det andet: »At de gider i den varme!«. Men den var nok heller ikke sluppet gennem Wisemanns censur. Den har da vist erotiske, måske ligefrem uartige undertoner? MED I FORSAMLINGEN omkring den skrantende vittighed var også Dorte Reinholdt Østergaard, der har undervist i humor på Aalborg Universitet – hvordan man så ellers gør det. Det lyder som en ret umulig opgave – og hun sagde: »Den traditionelle form for vittigheder, som eksempelvis Eddie Skoller leverer, de er ikke længere morsomme«. Det er et udsagn, man godt kan sitte og filosofere lidt over. Hvordan kan noget, der engang har været morsomt, pludselig ikke være morsomt længere? Et spørgsmål med interessante filosofiske og sproglige aspekter. Skulle man ikke tro, at der fandtes et eller andet urbegreb, som altid har været morsomt? Måske det ’humorens væsen’, som Wisemann prøvede at indkredse med sit ’lattermeter’. Nåh, det gik jo ikke så godt, men han er ikke den første, som har prøvet at finde en videnskabelig forklaring på, hvorfor vi opfatter noget som morsomt. Omkring århundredskiftet var det en meget populær disciplin. Filosoffer og psykologer kastede sig med dødsforagt ud i opgaven med at finde en formel for vitser og humor, og resultatet blev tykke videnskabelige værker, der prøver at analysere sig frem til selve essensen af det, der får os til at grine. En af de mest fremtrædende var filosoffen Kuno Fischer, der i sit værk ’Om vittigheden’ (1889) mente at kunne konstatere, at »vittigheden var en legende værdidom«. Hans kollega Th. Lipps fulgte den i 1898 op med ’Komik og humor’, der beskriver oplevelsen af en vittighed som »forundring og ahaoplevelse«. Endelig kommer så vor gode gamle forkætrede og forgudede Freud med på vognen i 1905, da han udgiver bogen ’Vittigheden og dens forhold til det ubevidste’. Det lyder i sig selv som en vittighed, men det er det ikke. Det var ikke ment sådan i hvert fald. DE GAMLE fyre ofrede meget af deres arbejde på tekstanalyse. Som om de havde en fornemmelse af, at der i selve sproget måtte være noget, der skabte oplevelsen af humor. Både Lipp og Freud tager udgangspunkt i en bestemt vits, som var meget populær på det tidspunkt. Den stammer fra H. Heines ’Rejsebilleder’, hvor Heine introducerer den snurrige lotterisælger og ligtornefjerner Hirsch-Hyacinth fra Hamburg. Han praler meget af sin forbindelse med den superrige baron Rotschild og siger: »Og så sandt, som at Gud skal give mig alt godt, hr. doktor, så sad jeg ved siden af Salomon Rotschild, og han behandlede mig fuldstændig som sin ligemand, helt famillionært!«. Vitsen ligger i fortalelsen ’famillionært’, og i dag synes vi nok, at vi har hørt ting, der er sjovere, men det var altså, hvad man grinede af omkring århundredskiftet. Freud omtaler den som en »pragtfuld« vits, der var »anerkendt som et udmærket og meget lattervækkende eksempel«. Th. Lipp prøver at forklare ’det sjove’ på denne meget omstændelige måde: »Ordet ’famillionært’, som bærer vitsen, optræder først som en fejlagtig orddannelse. Som noget uforståeligt og gådefuldt. På den måde narrer det os. Komikken opstår ved, at gåden løses, og man forstår ordet. Efter det første stadium, hvor man indser, at ordet betyder det og det, følger et andet stadium, hvor man indser, at det meningsløse ord først har narret os og derefter givet os den rigtige betydning. Vi skønner, at det hele skyldes et ord, som efter sædvanlig sprogbrug er meningsløst. Det hele opløser sig i ingenting, og først den anden ahaoplevelse skaber komikken«. Så tørt og kedeligt kan det gøres, hvis man virkelig vil, og egentlig sidder man bare tilbage og ærgrer sig over, at Th. Lipp ikke lever i dag, så han kunne forklare os, hvorfor Jørgen Mylius’ vittigheder er sjove. CITATET er hentet i Lipps bog ’Komik og humor’, der udkom i 1889, og først 16 år senere udgiver Freud sin ’Vitsen og dens forhold til det ubevidste’, men han bruger minsandten også en halv snes sider på at forklare det sjove i Heines famillionær-vits. De tog sig god tid dengang! Men Freud kommer langt videre. Under arbejdet med at dissekere denne og andre vitser finder han nemlig frem til, at vi i ’vitsarbejdet’ er udsat for de samme mekanismer, som styrer vore drømme, og som han fremsatte sine teorier om i værket ’Drømmetydning’ fra 1900. Her forklarede han os, at drømmene kommer fra vores ubevidsthed, hvor vi slæber rundt på en masse brokker, som vi har samlet sammen, men som vi ikke vil kendes ved. De prøver så at komme op til overfladen, mens vi sover, men det vil ødelægge vores søvn, og derfor laver vi brokkerne om til noget andet. Vi omformer dem, sammentrænger dem, lader dem repræsentere ved noget andet eller gør dem absurde. FREUD var også en ret vidtløftig herre. Det ligger måske til psykologer? Men han havde alligevel fat i noget her. Omformning af virkeligheden, sammentrængning, repræsentation ved noget andet og absurditet er ting, vi godt kan genfinde i opbygningen af en vittighed. Ligeledes er vi klar over, at når vi hører en vittighed, bearbejder vi den i vor underbevidstheds brokkasse, hvor der sker en hel masse ting. Et eksempel: Nogle har det sådan, at når de får indtryk af, at nu skal de høre en vittighed om fremmedhad, begynder de at sætte deres forsvarsmekanismer i beredskab. Det gælder om at være politisk korrekt og ikke grine af den slags. Men når pointen kommer, viser det sig måske, at den bare er sjov og ganske ufarlig. Det hele opløses i ingenting, og man griner måske lige så meget af det forsvarsværk, man selv har sat op. Ole Togeby, der er professor og har forsket i humor ved Aarhus Universitet, har i Politiken udtrykt det på denne bastante måde: »Latteren er bare en hæmning, der pludselig er blevet arbejdsløs. Derfor er det kun vittigheder, der sætter værdier på spil, der faktisk er morsomme. Især vittigheder om bøsser, sex, handicappede og indvandrere«. Tjek lige den ud, Wisemann! HVORTIL vi i dag kan tilføje: vittigheder om religion. Især om muslimer, der siden Muhammedkrisen har fyldt rigtig meget i både vor over- og underbevidsthed. Som komikeren Thomas Wivel siger det i sin nye bog ’De hellige køer’: »For tiden kan man jo ikke undgå at skabe panik ved at sige noget sjovt om Muhammed. Og det er altid svært at motivere sig til at levere en joke, hvis man selv og en hel nation står på spil. Og det er for langt ude, hvis vi ikke længere tør ironisere over en bestemt religion. At udelukke den ville også være diskriminerende!«. Da jeg meget nødig vil beskyldes for at diskriminere vore gode venner, muslimerne, følger så her en vits om dem: »En død muslim kommer op til Skt. Peter, hvor han lidt nervøst spørger: »Er det her, Allah er?«. Den gamle hvidhårede ryster på hovedet og peger på en trappe: »Næh, det er det ikke. Så skal du højere op«. På anden sal møder muslimen Jesus og gentager sit spørgsmål: »Er det her, Allah er?«. Men Jesus må igen skuffe ham. »Nej, det er det sandelig ikke. Så skal du højere op«. På tredje og øverste sal møder han Gud, der sidder mageligt henslængt i en stol, og for tredje gang stiller muslimen sit spørgsmål: »Er Allah her?«. Denne gang er der gevinst. »Det kan du tro, min ven«, siger Gud, hvorefter han knipser med fingrene og råber: »Allah, to kaffe!««. OPRØRET mod den traditionelle vittighed startede allerede for mange år siden, da stand-up’erne bragede ind på den danske scene, og det var der flere gode grunde til. De betragter med god grund deres fag som en særlig ny kunstart, og så er de naturligvis nødt til kun at bruge eget materiale, som helst skal handle om deres og tilhørernes virkelighed. Desuden er der noget rent erhvervsmæssigt. Mange stand-up-komikere tjener en betydelig del af deres indkomst ved at optræde i foreninger, ved firmafester og lignende, og de betalende kunder gider ikke betale for at høre en vittighed, som de kender i forvejen. Alligevel vil jeg gerne slå et slag for den ’traditionelle’ vittighed. Det har altid været en del af vores kultur at lave og fortælle hinanden vittigheder, og det skulle nødig gå tabt. Det burde kunne overleve på trods af de mange påstande om vittighedens død. Stand-up, sit-com, og hvad det nu ellers hedder, står for de hårde jokes med de hurtige pointer, men i sin bedste form kan den traditionelle vittighed have nogle helt andre kvaliteter. Den kan forføre os, lede os på vildspor og til slut overraske med en pointe, der måske får os til at vende latteren mod os selv, fordi vi havde forventet en anden og meget mere plat slutning. Derfor slutter jeg med en joke om det emne, som jo optager os alle mest, og som Wisemann ikke ville have med i sit ’lattermeter’, altså sex: En mand er strandet på en øde ø sammen med den underskønne fotomodel Helena Christensen. Der går et stykke tid, og så bliver de grebet af deres sunde naturlige drifter og gør det, som man nu gør. Det går der en måneds tid med, og så siger han: »Du, Helena, gider du ikke tage mit tøj på?«. Det er hun ikke meget for. Men på den anden side: Tiden skal jo gå, og det »kan aldrig skade at prøve noget nyt«, som Cæsar sang engang i 1960’erne, så til sidst trækker Helena i hans tøj, men så har han et andet forslag: »Må jeg godt have lov til at male et overskæg på dig med den her brændte prop?«. Igen gør Helena en masse vrøvl, men til sidst indvilger hun, og så har manden blot et sidste ønske: »Gider du så ikke være med til at lege, at du bare i et kvarters tid hedder Alfred?«. »Nåh, skidt pyt«, siger Helena, og så går manden helt tæt ind på hende og hvisker i hendes øre: »Du Alfred, ved du, hvem jeg har ligget i med i den sidste måneds tid?«.