I år fejrer Tasmanien tohundredåret for den europæiske bosættelse af øen. I denne anledning har den australske regering i samarbejde med Tasmaniens turistråd arrangeret en række kulturelle events for at gøre opmærksom på øens historie og udvikling gennem de sidste tohundrede år. Rodney Dillon, talsmand for 'Aboriginal and Torres Strait Islander Commission' (ATSIC), er en af de kritikere, der modsætter sig 2004 'Bicentenary of Tasmania'. Dillon ser nemlig festlighederne som en direkte skændsel mod de utallige forbrydelser, som europæiske bosættere, især befordret og beskyttet af den britiske regering, pålagde Tasmaniens oprindelige folk. De forbrydelser, som han på vegne af sin organisation vil minde det australske samfund om, er blandt andre de konstante tvangsflytninger til lukkede lejre og de mange massakrer, der næsten endte med en udryddelse af de tasmanske aboriginer, deres samfund og kultur. Lyluequonny-folket er et af de utallige oprindelige tasmanske samfund, der for 200 år siden, ved den britiske overtagelse af Australien, mistede sin territoriale og kulturelle selvstændighed. Som det var kutyme, anså både den britiske regering og de mange europæiske immigranter, der overtog Tasmanien, det oprindelige folk og dets kultur for ganske tilbagestående. Og derfor er der, bortset fra enkelte arkæologiske fund og sparsomme mundtlige overleveringer, ikke særlig mange kulturhistoriske spor, om Lyluequonny-folkets levevis før 1804. En stor del af den dokumentation, der i dag findes om Lyluequonny-folkets samfund stammer fra det rejsemateriale, der udkom i anledningen af en fransk videnskabelig ekspedition til Tasmanien, ledet af admiral Joseph-Antoine Raymond Bruny D'Entrecasteaux, i årene 1792 og 1793. Selv om værdien af disse informationer altid vil kunne anfægtes, eftersom de rejsende var vante til enten at forskønne eller kritisere aboriginernes levevis, alt efter personlige og ideologiske præferencer, så har det videnskabelige hold, som D'Entrecasteaux bragte med sig, også indsamlet aldeles værdifulde oplysninger om eksempelvis aboriginernes sprog, ernæring og kunstvaner. I dette år, hvor Tasmanien fejrer ankomsten af europæerne til øen, er det mere end nogensinde relevant at kigge nærmere på, hvordan de rejsende beskrev og afbildede det tasmanske Lyluequonny-folk. For, foruden at rumme en vigtig indsigt i de forestillinger de rejsende gjorde sig om det tasmanske folk, afslører disse informationer også, hvordan en fransk ekspedition omdannede Lyluequonny-folket til et eksotisk idealsamfund som en modgift til de politiske og samfundsmæssige konflikter, der herskede i deres eget land. D'Entrecasteaux sejlede til det sydvestlige Tasmanien i 1792 og ankrede ved Cape Diemen, den nuværende Rocky Bay. Naturhistorikernes første ærinde var at indsamle dokumentation om tasmanske aboriginer. Men under dette besøg opnåede ekspeditionsholdet udelukkende at gøre ret sporadiske observationer af de tasmanske indfødte. Året efter, i 1793, sejlede D'Entrecasteaux endnu en gang til Tasmanien. Her mødte de endelig en stamme af Lyluequonny-folk. Når man kigger på de rejsendes indtryk af dette første møde med tasmanske aboriginerfolk, er det påfaldende, hvor divergerende deres referater er. Et eksempel herpå er skildringerne af naturhistorikeren Houtou de Labillardière og dennes assistent, gartneren Félix Delahaye. Labillardière, der var en af de mest fremtrædende videnskabsfolk under hele ekspeditionen, beskriver sit første møde med tasmanierne, som var det taget ud fra en pastoralscene, hvor alt foregik i den fredeligste sindsstemning. Delahayes dagbog fortæller en hel anden historie. I det samme øjeblik, som franskmændene så en gruppe tasmaniere, spurtede de forskrækkede tilbage til den lejr, hvor det bevæbnede marinekorps ventede. Disse løsnede straks nogle skud, da de så det franske hold løbe ind i lejren med en gruppe indfødte lige i hælene på dem. Umiddelbart er disse to forskellige sider af mødet mellem europæerne og de fremmede folk ikke noget nyt inden for den rejselitterære tradition. Rejselitteraturen er fyldt med uoverensstemmende beretninger og dokumentation om eksotiske lande og folk. Men hvorfor var det vigtigt for Labillardière at fremstille et positivt billede af mødet med Lyluequonny-folket? Ved en undersøgelse af det billedmateriale som kunstneren Nicholas Piron udfærdigede i anledningen af dette første møde, kan vi måske komme et svar nærmere. Piron var en af de to kunstnere, der var blevet engageret af D'Entrecasteaux til at dokumentere rejsen. Kunstnerens arbejde bestod ganske simpelt i at supplere Labillardière med naturhistorisk og antropologisk billedmateriale. Mellem de mange illustrationer, som Piron udfærdigede på Rocky Bay, findes et gruppebillede og et portræt, der på forbilledlig vis levendegør mødet med tasmanierne. Det er den fredsommelige stemning, der hviler over billedet, som tilskueren først lægger mærke til. Selv de to mænd, der i første omgang synes at være midt i en slåskamp, overvåges af en naturhistoriker, der meget vel kunne være Labillardière, hvilket viser, at kampen er en iscenesættelse til ære for videnskaben; scenariet var noget rejsende videnskabsfolk ofte opstillede med det formål at opmåle de indfødtes muskelstyrke. Piron har ikke alene afbildet de indfødte som helt upåvirkede af ekspeditionsholdets tilstedeværelse og indblanding, men kunstneren har ligesom ønsket at give det indtryk, at ekspeditionsholdet meget godt kunne passe ind i dette lille samfund. Imidlertid er der et andet og mere presserende budskab, som Piron, tilskyndet af Labillardière, havde intention om at videreføre, nemlig at forevige det fredfyldte samvær i det lille Lyluequonny-samfund, repræsenteret af forholdet mellem voksne og unge. Dette afspejler afgjort et af billedets centrale grundtanker, nemlig at skabe en atmosfære af naturligt nærvær børn og forældre imellem. Piron placerede børnene i billedets midte og gjorde dem til aktive deltagere i det lille tasmanske samfund. Børnene er i denne henseende ikke til besvær. Kvinden med det lille barn, der læner sig kærligt op ad hendes ryg for at bede hende om et stykke mad, synes ikke spor irriteret. Hun smiler, mens hun holder en musling i hånden. Det andet barn, der lige har fået mad af sin moder, synes derimod at ville give den til den stående ældre mand som et tegn på medfølelse. Børnene spiller hermed en afgørende rolle, idet Piron har villet vise, at allerede fra barnsben lærer Lyluequonny-folket at respektere fællesskabets idealer, hvor ligestilling og fordeling af goderne er udtryk for et godt og retfærdigt samfund. Men det var jo også disse idealer, som oplyste franske filosoffer længe havde advokeret for: Et samfund ledet efter grundprincipper som lighed og broderskab. Eftersom Piron udstillede de tasmanske børn som individer, der hverken var kuede eller mishandlede, var det for at pointere, at det var i sandhed muligt at oprette et samfund i Frankrig, eller i Europa, der var funderet på et medmenneskeligt ideal. Piron afbildede de tasmanske unger, som om de var bevidste om fællesskabets behov, og fremhævede hermed tankerne bag et kollektivistisk samfund funderet på næstekærlighed, uanset alder og vigtigst af alt herkomst. Der er samtidig en så foruroligende nutidighed over Pirons streg, at den moderne tilskuer helt glemmer, hvor gammel illustrationen egentlig er. Selv når man læser D'Entrecasteaux' og Labillardières skildringer, er man ikke i tvivl om, at fra mødet med Lyluequonny-folket skulle der fremkomme et væsentligt budskab for det kriseramte Frankrig. For et er at beskrive tasmanierne som imødekommende og samarbejdsvillige. Et andet er at skildre dem som et ideal. Selv D'Entrecasteaux, der ellers var kendt for at have en kritisk pen, når han beskrev eksotiske samfund, roser det folk, som han året forinden havde beskrevet som uhumske kannibaler, for deres frisindede imødekommenhed. Han går endda så langt som at kalde det lille Lyluequonny-samfund for en sand 'naturskole'! Et fristed for mennesket. Det samme gælder Labillardière. Naturhistorikeren var himmelfalden efter at have overværet en episode, hvor en fader, der så sit barn kaste en sten mod et andet barn, irettesatte dette omgående, ikke ved at banke hjerteløst på sin unge, men blot ved at slå denne blødt på skulderen. Dette var et gyldigt bevis på, at der fandtes en iboende godhed hos mennesket. Fra mødet med et så fjernt og fremmed samfund, som tasmanierne jo var, rejste der sig et håb om bedre tider, hvor lighed og retfærdighed var nøgleordene. I dette folk så Labillardière et omsorgsfyldt samfund, der ikke alene kerede sig om sine egne, men som oven i købet modtog de fremmede (den franske ekspedition) med et åbent sind. Alligevel rejses der et væsentligt spørgsmål, hvis vi skal forstå baggrunden for Pirons forskønnelse af Lyluequonny-folket. Hvad ville ekspeditionen og især Piron og Labillardière få ud af mødet med dette samfund? Måske kan svaret træde tydeligere frem i portrættet af den unge moder, der bærer sit barn på skulderen, og som også blev gengivet i gruppebilledet. En indledende læsning af de rejsendes journaler viser, at de tasmanske kvinders skønhed blev påskønnet af besætningen. De beskrives som lysere end mændene og med pæne ansigtstræk. Alligevel overgår Pirons kvinde alt dette. Det første indtryk man får, når man studerer Pirons tegning, er, hvor enestående den er i sin fulde størrelse (42 cm x 29 cm). Hendes krops nøgenhed og fylde, det luminøse skær, som Piron har lagt på hendes hud, opvejer selv det misvisende størrelsesforhold mellem moderen og barnet. Pirons tegning fanger tilskuerens opmærksomhed og leder øjeblikkeligt dennes tanker til de æteriske græske kærlighedsgudinder. Den tasmanske Afrodite er fuldt optaget af sit afkom og har som sine græske medsøstre intet at frygte. Alene tatoveringerne, det korte og tæt krøllede hår og det skind, hun bærer ned ad ryggen røber, at hun ikke nedstammer fra de arkadiske sletter, men fra en kultur fjernt fra Europa. Alligevel har den unge moder nogle påfaldende særtræk. I modsætning til tidligere afbildninger af oprindeligt folk, rummer portrættet ingen seksuelle undertoner. Også derfor har Pirons tegning intet tilfælles med de kvinder, som tidligere rejsende havde portrætteret med overdrevne kønsdele og i besiddelse af en nærmest barbarisk kønsdrift. Billeder som disse var udelukkende et produkt af mandlige rejsendes erotiske fantasier. Samtidig rummer billedet heller ingen tegn på en mere realistisk angrebsvinkel, når det gælder afbildningen af de tasmanske indfødte. En af forklaringerne er, at Piron havde fået ganske ubestemte retningslinjer, hvad angik portrætteringen af eksotiske individer og samfund. Den anden og mere væsentlige forklaring er, at Piron havde haft en vigtig ideologisk mentor bag sig, nemlig naturhistorikeren Labillardière. Som person beskrives Labillardière som både gavmild og hårdnakket. Deltagelsen i en ekspedition med et overvejende aristokratisk officerskorps, som mere end ofte så ned på det videnskabelige holds republikanske frisindethed, var ikke let. Også derfor klagede naturhistorikeren ofte til D'Entrecasteaux og kom flere gange i sproglig karambolage med de højtstående officerer. Hans republikanske værdier var nemlig ikke til at tage fejl af. Han troede især på det første princip, i det, der i 1789, blev kendt som menneskerettighedserklæringen, og som stadfæstede, at alle mennesker, uanset socialt lag havde ret til frihed og lighed. Dette ses afgjort i hans skildringer af eksotiske folk, der skønt Labillardières pragmatiske videnskabelige syn også rummer latente træk af et ideal om medmenneskelighed. Et ideal genfødt i Frankrig efter revolutionen. Således portrætterede Piron Lyluequonny-moderen med en så naturlig yndighed, at hendes fyldige underkrop og det blottede køn på ingen måde skulle lede beskuerens tanker hen på elskovshede, men i stedet på det usårlige samvær mellem moderen og barnet. Dette skyldes det faktum, at kunstneren var opsat på at indfange forbilledet på et frit samfund. Et samfund, hvis individer ikke var tæmmede, mindst af alt kuede, som dem i et enevældigt rige. Rank og med et naturligt smil er denne tasmanske nymfe en modgift mod de svære politiske og humanitære kriser, der herskede i Frankrig, men også i Europa. Derforuden afslører den ømhed, der aflæses i både den tasmanske moders blik, og i den ro som forældrene i det andet billede udviser over for deres afkom, at det i sandhed var muligt at skabe et samfund, der var bygget på respekt menneskene imellem. Af mødet med det tasmanske Lyluequonny-folk har Piron og Labillardière udvundet et håb om sameksistens. Og vigtigst af alt tro på mennesket, og hermed tro på en bedre fremtid. I både Frankrig og i Europa! Af denne simple grund kommer Pirons tegninger kun tilnærmelsesvis til at afspejle det tasmanske Lyluequonny-samfund. Som antropologisk vidnesbyrd har Pirons illustrationer en begrænset betydning for den tasmanske aboriginerkultur og ikke mindst til efterkommerne af Lyluequonny-folket. Pirons billeder er i stedet relevante, når det gælder om at få et indblik i eller forståelse af de ideologiske vilkår, der lå forud for den europæiske koloniale indgriben i en kultur, der var helt og holdent anderledes end den europæiske, og af et folk, der havde frabedt sig enhver form for europæisk indblanding. Afbildningerne skal derfor ses som en refleksion af Pirons og Labillardières ideologiske tro, blandet med de overvejelser, disse fik efter deres møde med Lyluequonny-folket. Alene på denne måde kan Pirons arbejde komme til sin rette. Hvad kan vi i dag lære af Pirons afbildninger, ud over at illustrationerne om det Lyluequonny-samfund, som Piron gengav, ene og alene afspejler vores egne præetablerede idealforestillinger? Selv om Pirons afbildninger er en fortælling om, hvordan eksotiske samfund, gennem vort blændværk, bliver til, rummer de indirekte også en grusom virkelighed, nemlig et varsel om Lyluequonny-samfundets ende. Ti år efter at D'Entrecasteaux' ekspedition ankom til Tasmanien, ankrede det britiske Lady-Nelson-skib ved Risdon Cove, nær Hobart, med de første europæiske bosættere. 2004 Bicentenary of Tasmania er en hyldest til disse. En hyldest til den europæiske erobring og hermed ødelæggelsen af Tasmaniens oprindelige kulturer. Skulle Pirons illustrationer have et budskab for de nulevende tasmanske aboriginer-folk, så er det, at det lille Lyluequonny-samfund, der indtil for godt to hundrede år fredeligt boede ved det sydvestlige Tasmanien ikke er blevet begravet i vor glemsel. Afbildningerne vil altid være et vidnesbyrd om dette folks eksistens. Og et vidnesbyrd om Europas og det hvide Australiens forfængelige ærgerrighed.