0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De 446 heldige

Antallet af anerkendte flygtninge nåede en ny bundrekord i det forgangne år, hvor FN's flygtningekonvention havde 50-års jubilæum. Skal vi ønske regeringen til lykke? Carsten Fenger-Grøn er forlagsredaktør på Aarhus Universitetsforlag. Malene Grøndahl er journalist.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danmark kan bryste sig af, at 2004 blev året, hvor vi slog ny rekord. Det lykkedes at sænke den såkaldte anerkendelsesprocent til 9. Det vil sige, at kun 9 procent af de asylsøgere, hvis sag blev afgjort i Udlændingestyrelsen, fik asyl. 91 procent fik afslag. Omsat til menneskeskæbner vil det sige, at ud af verdens 36 millioner flygtninge (ifølge FN) fik 446 asyl i Danmark - mod 3.868 bare fire år og én regering tidligere.

De danske myndigheder vurderede med andre ord, at kun 446 af de ansøgende personer faldt inden for FN-konventionens definition af en flygtning, det vil sige: »enhver person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse«.

Flygtningekonventionen trådte i kraft i Danmark i 1954. Det år, vi nu kan gøre status over, er altså et jubilæumsår. Mens regeringen jubler højlydt over at have begrænset 'tilstrømningen' til Danmark, er konventionens jubilæum blevet forbigået i stilhed. Det forstår man. Man kunne med rimelighed drikke en stille gravøl. Mens Dansk Folkeparti flere gange har foreslået at trække Danmark ud af konventionen, er det med mindre radikale midler lykkedes at ophæve dens virkning. I dag er det blevet uhyre vanskeligt overhovedet at komme til Danmark og bede om asyl i henhold til konventionen - og meget svært at få et positivt udfald af sagsbehandlingen. Det samlede resultat med hensyn til tildelinger af asyl er regnet i hele tusinder et rundt nul. 446 er 1 procent af tilskuertallet til en fodboldlandskamp. 446 er et fald på 88 procent på fire år.

Det må betegnes som en stor succes for regeringen, som siden sin tiltræden har haft som sit erklærede mål at sænke antallet af nytilkomne udlændinge til Danmark. I forbindelse med offentliggørelsen af Udlændingestyrelsens statistik for asylområdet i 2004 udtalte Bertel Haarder da også, at regeringens strategi på asylområdet »er ved at blive en kæmpesucces, fordi vi nu er ved at kunne vise resultater«.

Det burde tale for sig selv, men alligevel: Resultater og succes vil her sige, at det er lykkedes at undgå at yde beskyttelse til mennesker, der frygter for deres liv og førlighed og ser ophold i Danmark som deres redning.

Det kan ikke diskuteres, at målet er nået. Lad os derfor vende opmærksomheden mod midlerne. De består af en kombination af udenrigs- og indenrigspolitiske tiltag, sværtforståelig jura og en administrativ praksis, som de færreste danskere har nogen indsigt i, og som de fleste menneskeretsjurister vil mene står i stærk kontrast til ånden i den flygtningekonvention, Danmark har forpligtet sig til at overholde. Den danske succes med at holde folk ude i 2004 kan derfor siges at være forsiden af en anløben medalje, hvis bagside er en drønende fiasko. En fiasko for den humanitære tradition, Danmark siden konventionens vedtagelse har hævdet at være bærer af - i mange år med god ret.

I 1983 blev den danske udlændingelov, kaldet verdens bedste, vedtaget. Et af de overordnede mål med den var at øge retsbeskyttelsen for asylansøgere og flygtninge, og det lykkedes. Blandt andet blev princippet om, at enhver udlænding, der kommer til Danmark, har mulighed for at søge asyl, stadfæstet. Men retsbeskyttelsen er siden blevet indsnævret gennem en række lovændringer og administrative tiltag, især hvad angår adgangen til at søge asyl. Allerede i 1986 blev der indført visumtvang for asylsøgere. I sammenhæng med at der rutinemæssigt skal gives afslag på visum til ansøgere fra flygtningeproducerende lande, betyder bestemmelsen stort set et stop for flygtninge.

Eneste chance var i en periode at tage et fly til Danmark fra et land, hvor man var forfulgt, uden at have gyldige indrejsepapirer. I den situation ville det være en direkte krænkelse af flygtningekonventionen at sende folk tilbage. Dette 'hul' blev imidlertid hurtigt lukket med de såkaldte transportørsanktioner, som består i, at flyselskaber straffes med bøder, hvis de bringer en udlænding uden gyldigt pas og visum med til Danmark. En vigtig del af det beskidte arbejde med at holde folk væk fra Danmark er dermed lagt ud til personalet i lufthavne over hele verden.

Et andet afgørende anslag mod retsbeskyttelsen var indeholdt i den danske antiterrorlov, som VK-regeringen fik vedtaget kort efter sin tiltræden, og som i det store og hele var kalkeret over et forslag fra den tidligere regering. Loven giver mulighed for hemmelig retspleje i asylsagsbehandlingen. Integrationsministeren kan nemlig - på baggrund af oplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste og justitsministeren - vurdere, at en asylsøger udgør en fare for statens sikkerhed. Denne vurdering skal lægges til grund for udlændingemyndighedernes behandling af sagen, så ansøgeren nægtes opholdstilladelse som flygtning. Hverken ansøgeren, dennes advokat eller Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har krav på at få en begrundelse for ministerens vurdering. Asylsøgeres sager kan altså afgøres af en minister, hvis erklærede mål det er at mindske tilstrømningen af flygtninge til Danmark. Samme minister har stået i spidsen for en række EU-tiltag og EU-drøftelser, der har som mål at forhindre asylsøgere i at bevæge sig fra nærområderne og ind i Europa.

Ovenstående nedslag i asyllovgivningens historie tydeliggør, at undermineringen af asylsøgernes retsbeskyttelse er foregået gennem en periode på næsten 20 år, og ansvaret kan således ikke kun placeres hos den nuværende regering. Men den nuværende regering har - som det rekordlave antal anerkendte flygtninge i år antyder - sat ekstra tempo på undermineringen af FN-konventionen og har skabt en situation, som allerede i 2003, hvor dog 1.326 fik asyl, fik en af Danmarks førende eksperter i asylret, Kim Ulrich Kjær, til at konstatere, at »Danmark ikke længere er et land, der påtager sig ansvar for at beskytte mennesker på flugt«.

Det har dog ikke fået regeringen til at ryste på hverken hånden eller stemmen, når nye stramninger er blevet lanceret. Tværtimod har ikke mindst integrationsminister Bertel Haarder med arrogance afvist enhver påstand fra internationale organisationer og institutioner om, at Danmark er på kant med diverse FN-konventioner. Det gælder også kritikken fra UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat, der har til opgave at holde øje med, om de stater, der har tilsluttet sig flygtningekonventionen, faktisk lever op til den.

Diverse FN-organer har gentagne gange påpeget, at Danmark er i konflikt med konventionens bestemmelser. Det skete bl.a. i juni 2004, da FN-diplomaten James Rodehaver fra sin post i Kosovo over for Politiken beklagede, at »Danmark som det eneste land i Europa ikke vil anerkende UNMIK's politik, som er fastlagt i en resolution fra FN's Sikkerhedsråd. (...) Der har været en vifte af sager, hvor vi har set enkeltpersoner ankomme til Pristina, som er alvorligt psykisk syge, og hvis sygdomme har manifesteret sig i fysiske symptomer«. På det tidspunkt var langt størstedelen af de knap 3.000 kosovarer, der kom til Danmark som flygtninge i 1999, vendt tilbage. Men 352, som havde fået afslag på asyl, nægtede at rejse hjem og stod til udvisning. Heraf var flere psykisk syge. Integrationsminister Bertel Haarder fastholdt, at de skulle udvises, og at Danmark opførte sig »strengt korrekt i enhver henseende«.

Det var der vist ikke mange andre end ministeren selv, der kunne se, og kritikken fra FN's Menneskerettighedskomité ramte igen Danmark i december. Denne gang gjaldt det en afgørelse fra Flygtningenævnet. Det havde besluttet at udsende en ugandisk statsborger, der er dømt for narkokriminalitet i Danmark, til Uganda. Det skete ud fra en vurdering af, at uganderen ikke havde ret til asyl. Menneskerettighedskomiteen vurderede imidlertid, at det vil være i strid med artikel 7 i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der forbyder tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, at udsende uganderen. Flygtningenævnet vil nu tage stilling til, om sagen skal genoptages, og imens kan uganderen glæde sig over, at FN-organerne fortsat udtaler kritik af en dansk tendens til at se stort på de konventioner, vi selv har underskrevet.

Da flygtningekonventionen blev vedtaget i 1951, skete det i lyset af Anden Verdenskrig og med et ønske om at sikre beskyttelse til personer, som var på flugt fra lignende former for forfølgelse. Der var da stort set heller ingen tøven i den danske befolkning, da opstanden i Ungarn i efteråret 1956 blev brutalt slået ned af sovjetiske tropper. Cirka 2.000 ungarere blev dræbt under opstanden, 20.000 blev såret, og omkring 200.000 flygtede. At hjælpe de ungarske flygtninge blev af mange danskere opfattet som en moralsk pligt, ikke mindst fordi Danmark var et frit land sammenlignet med Ungarn, som var trængt under kommunismens åg. Fra politisk hold - især fra de borgerliges side - blev der udtalt stor loyalitet over for de ungarske frihedshelte, og medierne holdt befolkningens erindringer om ufriheden under Anden Verdenskrig i live. 27. november 1956 bekendtgjorde den danske mindretalsregering med statsminister H.C. Hansen i spidsen, at Danmark var parat til at modtage 1.000 flygtninge fra Ungarn, og DSB sendte et særtog til Wien for at hente flygtningene til Danmark.

Siden har omkring 120.000 personer fået asyl i Danmark. Men synet på og tolkningen af konventionen har ændret sig betydeligt. Mens de ungarske flygtninge fik asyl uden hensyntagen til, om de reelt levede op til kriterierne i FN's flygtningekonvention, har den danske asylpraksis i dag udviklet sig til et forsøg på at holde så mange som muligt ude af Danmark uden bevisligt at bryde konventionens bestemmelser. Ja, på det seneste ser konventionsbrud ikke engang ud til at bekymre i synderlig grad. Denne praksis er udviklet parallelt med, at den danske udenrigspolitik har ændret sig til at blive langt mere aktivistisk.

I dag har vi - som USA's allierede og som fremtrædende aktør i fredsbevarende styrker op gennem 1990'erne - fået en helt anden selvtillid end i 1956. Nu er vi ikke blot længere et lille smørhul, som må putte sig og spille sine kort med stor forsigtighed. Vi er et land, som er parat til at gå i krig for at ændre verden.

Dermed er grunden også lagt til et nyt syn på modtagelse og integration af flygtninge, hvor indenrigs- og udenrigspolitik kobles sammen. Logikken kunne være, at med Danmarks involvering i konflikter ude i verden, må vi også påtage os et ansvar på hjemmefronten - måske endda ved - som Dansk Flygtningehjælp har foreslået - at udvide fortolkningen af flygtningekonventionen til også at omfatte krigsflygtninge. Men i stedet har man lanceret den modsatte kobling. Den danske krigsindsats er nu et argument for ikke at påtage sig et medansvar for modtagelse af flygtninge.

Tanken er åbenbart, at asyl skal erstattes med angrebskrige. Når danske styrker har gjort en indsats for at skabe fred i Afghanistan og Irak, er det tilsyneladende nærmest en fornærmelse mod den danske selvforståelse, at mennesker herfra fortsat søger asyl. En del af baggrunden for årets lave tal for 2004 er netop, at Irak, Afghanistan og Somalia nu regnes som sikre lande, hvor der ikke er risiko for forfølgelse. Som en naturlig følge heraf er tvangshjemsendelser af afviste asylsøgere kommet på dagsordenen, og Dansk Folkeparti fik i november gennemtvunget en aftale med regeringen om at intensivere hjemsendelserne.

Samtidig afviser regeringen at modtage mere end 500 kvoteflygtninge om året - flygtninge, som udvælges af FN i lejre rundt om i verden, hvorfra de har ringe udsigt til nogensinde at vende tilbage til deres oprindelsesland. Undskyldningen for det juridiske slalomløb og det lave antal kvoteflygtninge er, at de penge, der bruges på modtagelse og integration af flygtninge i Danmark, kan bruges mere effektivt ude i verden. »For det, som det koster at hjælpe en kvoteflygtning i Danmark, kan vi hjælpe 100 i nærområdet«, udtalte Bertel Haarder kort før jul som en kommentar til et forslag fra Dansk Flygtningehjælp om at hæve det årlige antal af kvoteflygtninge til 1.500 - som i Sverige og Norge. Tidligere på året foreslog regeringen, at kvoteflygtningene ikke længere skal vælges blandt de svageste flygtninge, men i stedet ud fra deres integrationspotentiale og muligheder på det danske arbejdsmarked. Fokus er altså skiftet fra flygtningenes beskyttelsesbehov til Danmarks behov for arbejdskraft. Man kunne også kalde det et skift fra humanisme til økonomisme.

Som Anders Fogh Rasmussen udtalte under valgkampen i 2001: »Danmark kan ikke være bistandskontor for hele verden«.

Til det er der kun ét at sige: Det er vi heller ikke. Vi er formodentlig ikke engang et land, som kan bryste sig af at overholde FN's flygtningekonvention. I hvert fald har vi reelt sat den ud af kraft. Så er det næsten mere reelt med Dansk Folkeparti, hvis indfødsretsordfører, Søren Krarup, i 2003 udtalte: »Vi bør opsige flygtningekonventionen, der (...) begrænser landets muligheder for at give danske borgere særbehandling«. Det er status ved udgangen af 50-året for FN's flygtningekonvention: Regeringens støtteparti flirter med tanken om at droppe konventionen og har som officiel politik at omskrive den; flere regeringer efter hinanden har efterhånden formået at sætte den ud af kraft. Skål i gravøl og velkommen til de 446 flygtninge.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage