»Det danske samfund bygger på respekt for ytringsfriheden, religiøs tolerance og ligestilling for alle religioner«. Sådan indledes et brev fra statsministeren til Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, offentliggjort i Politiken 4. marts. Ligestilling for alle religioner? Siden hvornår har vi fået det? Grundloven siger noget andet. Al lovgivning siger noget andet. Al praksis siger noget andet. Alle kulturelle og symbolske og politiske forhold siger noget andet. At give udtryk for, at der i Danmark skulle være »ligestilling for alle religioner«, er helt enkelt misinformation. Én ting er, at der er en lang række større eller mindre symbolske og reelle, kulturelle og juridiske forskelle mellem den position, anerkendte trossamfund har i Danmark, og den position, senere tilkomne godkendte trossamfund har. Og én ting er, hvordan man vurderer disse forskelle mellem trossamfundene indbyrdes. Men folkekirkens særstatus gør da, at der simpelthen overhovedet ikke er tale om »ligestilling for alle religioner« i Danmark. Der er simpelthen ikke ligestilling mellem folkekirkelig kristendom og nogen anden religion i Danmark. Hverken juridisk eller praktisk. Den danske grundlov har siden 1849 og igennem samtlige revisioner fastslået, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Den danske stat er forpligtet til at understøtte den evangelisk-lutherske kirke som folkekirke. Denne understøttelse kan være økonomisk. Den kan være kulturel. Den kan dreje sig om ansættelsesforhold eller placering i samfundslivet eller helligdagslovgivning. En forpligtelse til en særlig relation mellem stat og folkekirke - en relation, der har karakter af en understøttelse af folkekirken - fastslår grundloven. I selve bestemmelsen er der to forudsætninger for statens pligt til at støtte. Den ene, at der er tale om evangelisk-luthersk kirke - og den anden, at der er tale om folkekirke. Der kan forstås mange ting ved folkekirke - men der forstås i hvert fald, at der er tale om den kirke, som folkeflertallet tilslutter sig. Faktisk ville grundlovsfædrene have indføjet denne kvalificerende bemærkning i grundloven, men udelod den som overflødig. Deri ligger, at statens pligt til at understøtte folkekirken ophører den dag, befolkningens flertal ikke længere ønsker at være tilsluttet den evangelisk-lutherske kirke som folkekirke. Bestemmelsen om folkekirken står som en af samfundets bærende søjler i de første fire paragraffer i grundloven. De øvrige handler om henholdsvis riget - kongehuset - og statsmagtens tredeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt. De efterfølgende kapitler fastslår så betingelserne for disse samfundsinstitutioner. Én af betingelserne er en ændring i relationen mellem den evangelisk-lutherske kirke og kongehuset. Hvor folket under enevælden var forpligtet til at være medlem af kongens kirke, så bytter grundloven rollerne rundt og forpligter regenten til fremover at være medlem af folkets kirke. Derfor ser vi prinsgemaler, prinsesser og kronprinsesser få ændret deres religiøse tilhørsforhold som betingelser for indgåelse af ægteskab. Selv om de tre aktuelle alle kommer fra en kristen baggrund og med en kristen dåb i bagagen, har de måttet udtræde af deres oprindelige kirkefællesskab og tilslutte sig den evangelisk-lutherske folkekirke. Derfor var lilleprinsens dåb i januar også en officiel begivenhed. Vel at mærke en begivenhed, der klart og tydeligt viste, at vi ikke har religionslighed i Danmark. Prins Christian Valdemar Henri John døbes i den danske folkekirke af biskoppen over Københavns Stift. Og der var ikke inviteret repræsentanter fra de øvrige trossamfund eller blot de største trosretninger til stede i Christiansborg Slotskirke. Der sad ganske vist en stribe gejstlige i kirkens kor, til venstre for alteret. Men det var ikke den katolske biskop Cheslaw Kozon, overrabbiner Bent Lexner og Fatih Alev eller en anden repræsentant for de muslimske danskere, men derimod præsterne fra den nærliggende Holmens Kirke - modsat dengang i april sidste år, hvor den katolske domkirke i København havde inviteret til mindehøjtidelighed i anledning af pavebegravelsen, og hvor man faktisk bagefter kunne se et pressefoto af den lutherske domprovst, overrabbineren og en muslimsk gejstlig. Imidlertid har grundloven nogle forudsætninger for i sine indledningsbestemmelser at videreføre en særlig relation mellem staten og folkekirken, hhv. kongen og folkekirken, også selv om enevældens formelle religionstvang er ophørt, og der ikke længere formelt set burde kunne tales om et religionsvæsen på linje med postvæsenet, sådan som det var tilfældet i Danske Lov. Forudsætningerne finder vi i grundlovens kapitel VII - ikke kapitel VIII, der finder vi frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden, men et selvstændigt kapitel, der udreder de statsretlige forhold omkring religion, og som man måske burde anskaffe i særtryk i Statsministeriet ved lejlighed. I grundlovens par. 66 fastslås det, at »folkekirkens forfatning ordnes ved lov«. Den bestemmelse er en af de to grundlovsbestemmelser, der aldrig er gennemført i Danmark. Den anden står i par. 69: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov«. Derimod er par. 67 blevet gennemført. Den fastslår, at vi i Danmark har religionsfrihed direkte efter grundloven. Og par. 70 fastslår, at der er lighed for loven, uanset religiøst tilhørsforhold - det var måske det, man tænkte på i Statsministeriet? Endelig siger par. 68, at ingen kan tvinges til at bidrage til nogen anden gudsdyrkelse end sin egen - en bestemmelse, der gør statstilskuddet over finansloven til folkekirkelig forkyndelse ganske forkætret. Selv om grundloven altså gør en forfatningslov for folkekirken til en forudsætning for dens særstilling, er en sådan lov aldrig gennemført. Der er skabt en omfattende lovgivning om medlemskab af folkekirken og om menighedsråd, om folkekirkens økonomi og opkrævning af kirkeskat og i den forstand fastslået en form for forfatnings- og forvaltningslovgivning for folkekirken på lokalt plan. Der er også en lovgivning om præsters ansættelse og afskedigelse, hvoraf fremgår, at de er ansat som tjenestemænd med Kirkeministeriet som arbejdsgiver, en lov om valg af biskopper, hvoraf fremgår at Kirkeministeriet skal udnævne den til biskop, som bliver valgt af menighedsråd og præster - at der altså i modsætning til mange andre statskirkesystemer ikke er nogen mulighed for politisk indflydelse på bispevalget, mens der derimod er rigeligt med adgang til politisk indflydelse på domprovste- og provsteansættelserne, hele det administrative mellemlag i folkekirken. Endelig er der lige i øjeblikket en ganske omfattende udredning af opgave- og byrdefordelingen samt strukturen i folkekirken, helt parallelt med kommunalreformen - så det er ikke sådan, at der mangler lovgivning om folkekirken. Men når vi kommer på det centrale plan, der hvor der spørges om ledelse af folkekirken, der hvor de politiske, de religiøse og de juridiske linjer løber sammen - der har vi ingen lovregulering. Folkekirken har aldrig fået en forfatning, der fortæller, hvem der som folkekirken selv kan tage stilling til ændring i vielsesritualer, tage undervisningsinitiativer, kan initiere en ny salmebog etc., etc. I praksis køres dette plan af biskopperne og kirkeministeren i forening og i løbende orientering af Folketinget. Men det er en praksis, der er i strid med grundloven - eller som minimum er udtryk for, at vi på dette felt har videreført enevælden og ikke har indført grundloven. Denne praksis viser sig også ved, at en del af kirkeskatten - der alene betales af folkekirkens medlemmer, cirka 82 procent af befolkningen - simpelthen opkræves af kirkeministeren. Alene. Uden beslutning af noget andet organ. Og bruges af kirkeministeren. Alene. Uden beslutning af noget andet organ. I praksis er folkekirkens centrale medarbejdere altså statstjenestemænd, og i praksis er folkekirken på centralt plan i langt større grad et statsligt forvaltningsvæsen end formentlig nogen anden offentlig institution i Danmark. De øvrige trossamfund, hvis forhold end ikke er reguleret ved lov, men ved en række enkeltstående lovbestemmelser kombineret med administrative beslutninger en masse, de har i praksis ikke nogen løbende relation til statens lovgivende og udøvende magt - eller til kongehuset. Ingen offentlige myndigheder opkræver kirkeskat fra deres medlemmer eller understøtter deres vilkår i øvrigt. De er helt enkelt ude af billedet, når talen er om det officielle Danmark - hvad enten vi er i symbolsproget eller i den juridiske analyse. Situationen er altså, at ikke alene forudsætter grundloven en klar forskelsbehandling mellem folkekirken og de øvrige trossamfund sådan, at folkekirken skal have en særlig forfatning udstedt af lovgivningsmagten, mens de øvrige trossamfund blot skal have ordnede relationer til staten, og sådan at kongehuset er forpligtet til medlemskab af folkekirken og staten forpligtet til at understøtte folkekirken med en struktur, forskellig fra regeringen. Ikke alene forudsætter grundloven denne klare forskelsbehandling - men i praksis har vi i Danmark gjort forskelsbehandlingen endnu større end forudsat ved ikke at gennemføre grundloven og selvstændiggøre den folkekirke, staten skal understøtte, men i stedet lade den fortsætte som en afdeling af Kirkeministeriets departement. Hvad kan der så gøres ved det - inden for grundlovens rammer? For det første giver det sig selv, at en forfatning for folkekirken ville medvirke til, at man kunne se forskel på, hvornår det er regeringen, der taler, og hvornår det er en kirke, der taler. En sådan sondring ville i sig selv være med til at tydeliggøre rummet for, at regeringen er regering også for de 18 procent af danskerne, der ikke er medlemmer af folkekirken. Men måske kunne man gøre mere på de tekniske linjer. Måske kunne man tilbyde de øvrige trossamfund, at de kunne få mulighed for at få opkrævet deres medlemsbidrag over skattebilletten? Måske kunne man tage stilling til, om sognepræsterne skulle være begravelsesmyndighed for alle danskere - eller de øvrige trossamfunds gejstlige kunne være det for deres medlemmer - eller der var opgaver, som i virkeligheden er kommunale, og som derfor rettere hørte hjemme sammen med folkeregister etc.? En tidligere kirkeminister gik sammen med Justitsministeriet endog så langt, at han antog, at staten kunne støtte etableringen af en muslimsk begravelsesplads, ikke alene praktisk, men også økonomisk. Tankegangen var, at grundlovens par. 4 forpligter staten til at støtte folkekirken - men ikke forbyder staten at støtte øvrige trossamfund. Det var, må man sige, en klar ændring af dansk religionsret, der hidtil har forstået grundloven sådan, at det alene var folkekirken, staten kunne have en relation til - men emnet var måske værd at undersøge nærmere? Det var måske i hvert fald også værd at undersøge nærmere, hvordan situationen egentlig ser ud i landene rundt om os. Det er almindeligt kendt, at Sverige år 2000 har selvstændiggjort Svenska Kyrkan økonomisk, politisk og juridiske. Dog har lovgivningsmagten fastslået nogle grundlæggende betingelser for Svenska Kyrkans funktion - den skal være demokratisk og rigsdækkende, f.eks. - betingelser, der ikke er fastslået for de øvrige trossamfund. Og samtidig er den almene lovgivning fortsat gældende for Svenska Kyrkan i endog meget stort omfang. I Norge gennemførte man allerede i slutningen af 1960'erne en økonomisk ligestilling af alle trossamfund, der indebærer, at alle trossamfund - både Den Norske Kirke, human-etisk forbund og alle de andre - er finansieret over kommuneskatterne efter andelen af medlemstal. Samtidig har Den Norske Kirke længe haft en selvstændig ledelse også på landsplan. Det har altså længe været tydeligt, hvem der var Den Norske Kirke, og hvem der var Kirkedepartementet. Alligevel er der nu forslag om yderligere ligestilling af de norske trossamfund. I Island har man ligeledes omkring årtusindskiftet gennemført omfattende reformer. Den islandske kirke er blevet et selvstændigt retssubjekt med sin egen ledelse - men man har fortsat den statslige ansættelse af præsterne som tjenestemænd, samtidig med at staten har overtaget al kirkejord. Også i Finland er der omfattende reformer på vej. Den Anglikanske Kirke, der på det symbolske plan om nogen symboliserer det engelske kongedømme og England, har en selvstændig ledelse med egen synode, der samles to gange årligt. Endelig kan man pege på den græsk-ortodokse kirke, der også på mange måder er at ligne ved et statsligt forvaltningsvæsen, og hvis betydning for den græske nationale identitet på mange måder svarer til folkekirkens symbolske betydning i Danmark. Men selv i Grækenland er der en selvstændig kirkeledelse, så man kan se forskel på kirke og stat - og så øvrige trossamfund kan opleve, at de, uden at have mulighed for at få samme indflydelse, dog kan stå ved siden af den ortodokse kirkes ledelse over for staten. I Danmark er der »ligestilling for alle religioner«, siges det i Statsministeriets brev til OIC. Mon det er baggrunden for, at to af folkekirkens biskopper var inviteret med i en udenrigsministeriel delegation til møder i Wien og Egypten? Mon ikke der langt snarere er tale om, at man i Udenrigsministeriet glimrende ved, hvilke kort der er at spille med - og ét af dem er at vise, at selv om der i Danmark ikke er ligestilling mellem alle religioner, så kan der glimrende vises tolerance bl.a. ved respektfulde møder mellem folkekirkens biskopper og muftier fra Syrien. Den egyptiske ambassadør var som bekendt for en måneds tid siden anklaget for at misinformere om religionernes stilling i Danmark. Nu ser det efterhånden ud, som om det er Statsministeriet, der misinformerer. Hvis man altså virkelig har skrevet til OIC, at »det danske samfund bygger på ... ligestilling for alle religioner«. Mon ikke det er på tide, at dansk religionsret afklares - for den danske regering? Jeg har tidligere i en Kronik i Politiken foreslået, at man på baggrund af krisen om tegningerne viste de danske ikkefolkekirkelige trossamfund respekt ved at foretage en udredning af deres forhold med henblik på en minimumslovgivning. Jeg har ikke til hensigt at foreslå, at man adskiller stat og kirke i Danmark, bl.a. fordi det kræver en grundlovsændring. Men i lande med nationalkirker er der en meget stor forpligtelse til at have helt klare linjer for, hvornår nationalkirken har en særstilling, og hvornår alle trossamfund behandles lige. Mon ikke det er på tide også at klargøre relationen mellem staten og folkekirken - så vi alle sammen, og ikke mindst Statsministeriet, ved, hvornår folkekirken særbehandles, og hvornår »det danske samfund bygger på ... ligestilling for alle religioner«.