Også på grundlovsdag i år var der røster fremme om, at grundloven bør ændres. Der blev specielt henvist til, at grundloven på menneskerettighedsområdet slet ikke er tilstrækkelig dækkende og tidssvarende. Politisk er en grundlovsrevision ellers en død sild, siger man. Der er næppe nogen politiker i Folketinget, som mener, at et sådant projekt er realistisk. Det er der mange grunde til. For det første er det blevet en del af vores retskultur at betragte grundloven som uforanderlig. I en tid med globalisering og store ændringer i det danske samfund står grundloven urokkeligt fast – den er blevet et symbol for kontinuiteten i vores fædreland. Grundloven har også i sin knappe og prægnante form vist sig særdeles velegnet til at lade sig tilpasse skiftende tider og nye behov. Den er langtidsholdbar. Det er mit indtryk, at de fleste politikere er enige i disse betragtninger, men hertil kommer, at man vil åbne en Pandoras æske, hvis man måtte beslutte at starte det store grundlovsprojekt. Lad mig nævne nogle eksempler: Man kan belært af erfaringerne ikke undgå at overveje, om der bør indføres mere fleksible regler mht. vores deltagelse i det internationale samarbejde, herunder ikke mindst EU. Skal man gøre det sværere for et flertal i Folketinget at gå i krig? Folkeafstemningsreglerne har ikke været anvendt i nævneværdigt omfang. Også dette kræver overvejelse. Det er kendetegnende, at det danske samfund i globaliseringens tidsalder i stigende grad bliver reguleret gennem regler, der kommer udefra. Det har altid virket ejendommeligt på mig, at internationale aftaler, der slår igennem i dansk ret, har lettere ved at passere gennem Folketinget end almindelig lovgivning. Dårlige love kan laves om. Det er mere besværligt med internationale aftaler. Mon ikke også folkekirkens status vil skulle diskuteres og overvejes? Jeg vil endvidere tro, at man må overveje, om man i en ny forfatning skal tage højde for den situation, at Grønland og/eller Færøerne ad åre forlader rigsfællesskabet. Og efter Højesterets tilsidesættelse af Tvindloven er der ingen tvivl om, at Højesterets adgang til at tilsidesætte love nu kan indskrives i grundloven. Det kunne man ikke enes om i 1953, men efter at såvel statsministeren som Folketingets formand roste Højesteret for dommen, er der ikke længere tvivl om, at Højesterets prøvelse er blevet en sædvaneret med grundlovskraft. Magten i Danmark deles mellem regeringen og folketingsgrupperne. Grundloven er meget sparsom med regler om dannelse af regeringer og deres afgang. Dette spørgsmål måtte nok vendes i forbindelse med en grundlovsrevision, skønt jeg tror, at man er bedst tjent med fortsat at lade disse spørgsmål bero på den praksis, der har udviklet sig. Partigrupperne skal måske nok forblive uomtalte, skønt det på en måde er ejendommeligt. Forholdet mellem regering og Folketing kunne give anledning til mange og nyttige overvejelser. Er det ønskeligt, at ministerens ansvar i dag mere er blevet et retligt og ikke som tidligere et politisk ansvar? Har Rigsretten i sin nuværende sammensætning overlevet sig selv, således at man kunne overlade det til Højesteret at afgøre disse sager. Det er blevet almindeligt, at en regering i dag kan blive siddende, selv om den taber en afstemning i Folketinget. Dette problem måtte nok også vendes, selv om emnet ikke egner sig til retlig regulering. Omvendt gælder måske, at statsministerens tilsynspligt over for sine ministre burde finde udtryk i forfatningen. Spørgsmålet blev aktualiseret i tamilsagen. Det såkaldte diskontinuitetsprincip, hvorefter lovforslag bortfalder, hvis de ikke er vedtaget i den samling, hvori de fremsættes, har altid undret mig, og reglen herom i grundloven burde overvejes ændret. Det er klart, at man ved en ændring kunne undgå hastelovgivning, selv om man må erkende, at den nugældende ordning skaber resultater. Også Finansudvalgets adgang til at give bevillinger uden om finansloven bør inddrages i en revision. Pandoras æske gemmer på et mega problem – nemlig statsoverhovedets statsretlige funktioner. Alle er positive over for ordningen, som den er i dag, selv om den har rødder helt tilbage i enevælden. Ved en grundlovsrevision måtte man tage hul på at diskutere denne problemkreds, og jeg tror, at mange politikere ikke ønsker det. Det hører nu engang med til vores land, at statsoverhovedet stadig har visse forfatningsretlige funktioner, og ingen har noget imod, at majestæten fortsat holder statsråd. Et område, som ligger øverst i bunken, er spørgsmålet om en bedre og mere udførlig beskyttelse af friheds- og menneskerettighederne. Her er der efter min mening tale om en hastesag, og det er ikke hensigtsmæssigt, at denne sag står og falder med, om der gennemføres en stor grundlovsrevision. Der er flere grunde til, at sagen efter min mening haster. Den tekniske udvikling kræver, at borgerne får bedre beskyttelse, og det får de kun, såfremt dette indskrives i grundloven. Lad mig nævne nogle problemer: På grund af ny teknologi bliver overvågningen i vores samfund – i den gode sags tjeneste – intensiveret. PET, der ikke er omfattet af persondataloven, kan uden retskendelse indhente oplysninger fra andre myndigheder, såfremt det bl.a. drejer sig om efterforskningen i sager, der er omfattet af straffelovens kap. 12 og 13, herunder terror. Private virksomheder skal – om end i en begrænset periode – opbevare registrerede oplysninger, som PET så – om nødvendigt ved retskendelse – kan kræve udleveret. Noget nyt er også, at man nu også forlanger, at visse virksomheder registrerer oplysninger, som de ikke selv har brug for at registrere, og som de ikke tidligere har registreret. Virksomheder, der berøres af disse nye udviklingstendenser, er bl.a. luftfartsselskaber og udbydere af telenet eller teletjenester. Måske jeg også i forbifarten bør nævne, at politiet i længere tid har kunnet henstille bl.a. til private at foretage tv-overvågning, og man kan give pålæg med hensyn til kvaliteten af optagelserne og længden af opbevaringen af dem. Jeg forstår godt, at disse forpligtelser kan ramme hårdt over for nogle erhvervsvirksomheder, hvilket vi allerede har hørt om, men det må være et politisk spørgsmål, om man mener at kunne pålægge erhvervslivet disse byrder. Mit ærinde er alene at påpege, at overvågningssamfundet udvikler sig, og at private virksomheder nu inddrages i processen. Jeg ved naturligvis ikke, hvor langt udviklingen vil bringe os. Men jeg ved, at der bør være en grænse, og jeg foretrækker, at en sådan grænse trækkes i en lov med grundlovskraft. Omfattende overvågning dræner tilliden i de sociale strukturer. Vil PET f.eks. engang få adgang til at gå online – i første omgang – i alle offentlige databaser? Det vil være mest praktisk og spare ressourcer. Vil erhvervslivet blive yderligere inddraget i overvågningen? Vil man digitalisere de blodprøver fra nyfødte børn, som man opbevarer på Seruminstituttet? Fremtidige sim-kort vil sikkert kunne udstyres med tracking device. Der vil trådløst kunne overføres et aflytningsprogram til vores mobiltelefoner ved brug af bluetooth-teknologi eller ved afsendelse af en mms til ens mobil (er på trapperne). Der udvikles allerede radarer, som kan ’se’ gennem vægge. Vi får nok lov til at beholde vores frihed til at tænke, men en dag vil det teknisk blive muligt at ’aflytte’ vores tanker ved udvikling af de eksisterende og allerede meget raffinerede løgnedetektorer. Man er allerede kommet så vidt, at sikkerheden i maskinernes vurderinger er over 90 procent. Man kunne jo starte med – naturligvis efter domstolskendelse – at udspørge særligt udvalgte samfundskritiske individer. Brugen af sådanne maskiner vil kunne blive særdeles effektiv, såfremt nægtelse af at medvirke vil medføre alvorlige sanktioner. Har man rent mel i posen, har man intet at frygte. Anvendelse af Radio Frequency Identification (RFID), som bruges til identificering og lokalisering ved radiobølger, stiller allerede nu en lang række spørgsmål om brug til overvågning og dermed misbrug. Systemet fungerer ved, at et tag påsættes eller inkorporeres på en person eller et objekt som f.eks. et klædningsstykke. Et særligt kapitel er politiets adgang til efter retskendelse at foretage dataaflæsning. Har man mon styr på teknologien? Tredjemand, som kan være fremmede efterretningstjenester eller kriminelle, som kender politiets softwareprogrammer, kan skanne efter computere på nettet, som er inficeret med politiets dataaflæsningsprogrammer. Hvordan kan man i øvrigt kontrollere fra domstolenes side, at dataprogrammet er blevet slettet efter udløbet af den fastsatte frist, og hvad sker der med det store overskudsmateriale? Det er bestemt ikke mit ønske, at ny teknologi ikke bør kunne stilles til rådighed for myndighederne (politiet), men der er brug for nærmere refleksion, og det bør overvejes at indbygge nogle bremseklodser i vores forfatning. Den europæiske menneskerettighedskonvention er ikke tilstrækkelig. Ingen kan nægte, at Menneskerettighedsdomstolen har betydet og fortsat betyder meget for beskyttelse af menneskerettighederne i vores del af verden. Personlig finder jeg det særlig værdifuldt at konstatere, hvorledes domstolen gennem sin praksis har forfinet og raffineret forståelsen af konventionen. Stort set har der været opbakning til dens afgørelser, men der er også dem, der mener – eller i deres stille sind tænker – at domstolen gennem sine afgørelser i virkeligheden blander sig i forhold, der burde overlades til de folkevalgte politikere. Ingen, vil jeg påstå, havde i sin tid, da vi ratificerede konventionen, forestillet sig, hvad konsekvenserne ville blive. Medens man på den ene side kan være af den opfattelse, at Menneskerettighedsdomstolen går for vidt ved på nogle områder at bevæge sig ind på det politiske område, så kan man på den anden side konstatere, at konventionen på nogle områder alene er udtryk for minimumsstandarder. Der er bl.a. meget brede undtagelsesbestemmelser. For mig er det afgørende, at staterne næppe kan nå til enighed om at indføre tilstrækkeligt restriktive bestemmelser, som skaber sikkerhed ved anvendelsen af ny teknologi af politi og sikkerhedsmyndigheder. Det stigende og nødvendige internationale samarbejde – f.eks. i EU – til bekæmpelse af terrorisme m.v. kan også få som konsekvens, at man lader sig inspirere af hinandens efterforskningsmetoder. Det er vel også meningen. Har et land således beføjelser eller udstyr, som et andet land ikke har, så vil det ’tilbagestående’ lands politi forvente, at man ikke stilles ringere end kollegaerne i det andet land. Og kan en minister i disse terrortider afslå? Der er andre gode grunde til i dansk ret at udvikle og styrke menneskerettighederne. ’Frihedskataloget’ i grundloven har af forklarlige grunde ikke fulgt med i udviklingen på dette vigtige retsområde. Flere menneskerettigheder er slet ikke nævnt. F.eks. er retten til en retfærdig rettergang uomtalt, og retten til et privatliv er kun reguleret ufuldstændigt og indirekte. Jeg vil også gerne nævne ’EU’s charter om grundlæggende rettigheder’. Dette dokument, der er fremadrettet, kan i et reformarbejde være en vigtig inspirationskilde, og det ville være flot, om Danmark som et af de første lande tog højde for disse rettigheder i vores forfatning. Det har altid plaget mig, at en ny grundlov med de tilstrækkelige udbygninger af reglerne til beskyttelse af friheds- og menneskerettighederne vil virke uharmonisk. Tanken om en grundlov, hvor man fastholder de gældende rammende og præcise sætninger, kombineret med et langt detaljeret afsnit – med mange og lange paragraffer – om friheds- og menneskerettigheder forekommer mig juridisk uæstetisk, hvis man kan bruge det udtryk. Mit forslag til en løsning, der stort set fjerner alle indvendinger, er at anvende tronfølgeloven som model. Tronfølgeloven er et selvstændigt juridisk dokument, som paragraf 2 i grundloven henviser til. Herved får denne lov grundlovskraft og kan kun ændres gennem en grundlovsprocedure. Der er vistnok også enighed om, at denne lov kan ændres uden samtidig at ændre grundloven. Efter mit forslag kunne man udfærdige en lov om friheds- og menneskerettigheder, som ved en henvisning til grundloven ville blive en del af denne på samme måde som tronfølgeloven. Dette kan ske ved at indføje en bestemmelse, paragraf 80 a, som kunne have en formulering som f.eks. »Friheds- og menneskerettigheder beskyttes i øvrigt ved lov …«. Ved en sådan ændring efterlader man grundloven urørt med en enkelt skønhedsplet i udtrykket. Og hvad der er afgørende; man får gennemført en nødvendig reform, som ellers ville være forblevet i mølposen. Argumenterne imod er flere. For det første forudsætter forslaget, at politikerne giver hinanden håndslag på, at man ikke vil begynde at trække mærkesager frem, som man lige kunne tage med, når man alligevel skal ændre grundloven. Jeg er forberedt på, at man kan beskylde mig for at være politisk naiv, men jeg har alligevel ikke problemer med at søsætte ideen. En undtagelse kunne accepteres, og det er gennem en ændring af tronfølgeloven at skabe fuldstændig lighed mellem kønnene i den kongelige arvefølge. Man kan også hævde, at mit forslag vil kunne danne et uheldigt fortilfælde. Man kunne jo på samme måde udtage andre grundlovsemner til særlig lovregulering. Denne indvending er jeg ikke bange for. Der findes ikke noget andet emne i grundloven, som nødvendiggør en detaljeret regulering. Man kan jo også hævde, at en sådan ændring ikke kan forventes at kunne få det nødvendige antal vælgere til valgurnerne. Dette kommer for det første an på, hvordan man arrangerer afstemningens gennemførelse, og man kunne kæde denne grundlovssag sammen med en anden grundlovssag om ligestilling mellem mænd og kvinder i tronfølgeloven. I øvrigt er en grundlovsændring ikke så vanskelig at få vedtaget nu; det var før 1953. Dengang skulle et flertal af de i folkeafstemningen deltagende vælgere udgøre 45 procent af samtlige stemmeberettigede. Nu kræves der kun 40 procent, hvilket betyder, at valgdeltagelsen skal være godt 80 procent, hvis der kun er et flertal på 51 procent. Dette er i værste fald. Selv om man har tvivl om dette forslag, og det må være den umiddelbare rygmarvsreaktion, så skader det ikke at få undersøgt, hvorledes en sådan lov kan udformes. Dette kan ske uden politisk deltagelse, men i et bredt sammensat udvalg med repræsentanter fra bl.a. universiteterne og – dette er vigtigt – personer med indsigt i den teknologiske udvikling samt repræsentanter fra erhvervslivet. Så vil man have et grundlag at tage stilling til, inden man politisk forpligter sig. Sagen haster.