Vi er, lader det til, nået til anden etape af sundhedsbølgen.

Den indledende runde tvang rygerne frem af deres gemmer og ud i lyset og udstillede dem offentligt – ikke kun som en trussel mod dem selv og deres eget helbred, men som en trussel for hele det etablerede samfunds sundhedstilstand. Nu står rygerne udenfor og skutter sig, men snart får de også selskab af de overvægtige, alkoholikerne, diabetikerne og alle de andre individer i samfundet med selvforskyldte skavanker, som er en plage (og en økonomisk belastning) for det offentlige sundhedsvæsen og vores kollektive forestilling om det sunde liv. Det virker, som om vi står midt i en global konkurrencesituation: Danske mænd ligger på en 17. plads, hvad angår middellevetid (for 60 år siden lå vi på fjerdepladsen). Svenskerne fører med to et halvt år. Vi danskere er ikke kun for liberale, hvad angår alkohol, vi er også dovne, vi spiser for fedt, og så ryger vi alt, alt for meget. Sundheden er på mange områder gået hen og blevet et modefænomen. En tendens eller en trend i tiden, som vi alle enten velvilligt eller modstræbende vælger at følge. Meget godt kan og skal siges om sundhedsforebyggelse, men det er ingen hemmelighed, at den stigende modvilje blandt andet mod cigaretter og rygning blot er første skridt, og at vi i fremtiden (fremtiden er her allerede) vil se bivirkningen af de gode intentioner, der øger kløften mellem os og dem, mellem de sunde mennesker og, for at sige det ligeud, de fede og rygerne. At være ryger eller overvægtig i dagens Danmark er ingen dans på roser. Tendensen går mod, at afvigerne ikke kun stigmatiseres i det offentlige rum, men at rygning og overvægt viser sig at være afgørende faktorer, for eksempel når arbejdsgiverne hiver folk til samtale. Motions- og frugtordninger definerer i dag den gode arbejdsplads, og viser arbejdsgiveren i øvrigt ’interesse’ for medarbejdernes vægt, leve- eller spisevaner, så tager de fleste danskere også imod det med kyshånd. Frygten for den passive rygning, for den sundhedsskadelige røg når i disse år nye højder. For et par år siden var jeg i Californien og faldt over et skilt, som i grove træk siger det meste. Skiltet, der hang på en gang på et hotel i Bakersfield, lidt nord for Los Angeles, havde påtrykt med fede typer: ’WARNING: This Facility Contains Chemicals Known to The State of California to Cause Cancer, Birth Defects, and Reproductive Harm’. Skiltet har to klare budskaber: For det første er det et forbehold fra hotellets side mod mulige søgsmål, en debat, der (endnu) ikke er så relevant herhjemme, men som dog netop er udtryk for frygten for det endnu ikke indtrufne, forestillingen om det skadelige, om det inficerede, det beskidte – kort sagt for rygningens følgesygdomme. For det andet, så står der ganske tydeligt mellem linjerne til den menige hotelgæst: Pas på! Der kan være rygere i nærheden. Frygten for det livstruende retter sig altså ikke længere mod den blotte overlevelse. I dag handler det derimod om at leve så længe som muligt og så godt og så sundt som muligt, og jo mere vi bestræber os på det, jo flere faresignaler ser vi i vores omgivelser. Sundhed handler således i stor udstrækning om velvære, om wellness og om ydre social accept. I en ganske almindelig reklameblok på tv er det ikke ualmindeligt i dag, at der, ud over universalrengøringsmidlerne, de fedtfattige madvarer og alle livsstilsprodukterne, også er reklamer for produkter mod allergi, antirynkeprodukter, skælshampoo, hæmoridecremer, piller mod diaré og oppustethed, fodsvamp, ildelugtende udflåd, dårlig ånde og, selvfølgelig, reklamer mod rygning: Tabuiseringen af vores skavanker er altså med andre ord svundet ind, og vi er med sygdomsbevidst forventning gået sundhedskulturen i møde. I denne bestræbelse på at overvinde alderdom og ydre sociale svaghedstegn er rygningen gået hen og blevet den moderne sunde levestils antikrist. Sådan har det dog ikke altid forholdt sig. I gamle dage var det filmheltene, der pulsede løs på de hvide pinde – i dag er det oftest kun undt skurken at tænde en smøg på lærredet. På bedstefars tid var det i flere kredse kutyme at forære den unge konfirmand en ny lighter eller et indgraveret cigaretetui, og ofte så de unge drenge sig derfor også nødsaget til, før den store dag, at øve sig på tobakkens krasse røg, for ikke at tabe ansigt over for den forventningsfulde ældre generation – ja, selv den danske statsminister, Thorvald Stauning, og det danske kongehus har sågar fået tobaksprodukter opkaldt efter sig, for, som Stauning sagde: »En god Cigar styrker Tanken«. Over en forholdsvis kort periode på ti-tyve år har danskernes opfattelse af cigaretter og tobak dog ændret sig ganske radikalt, men rygedebatten (sundhedsdebatten) skal ikke kun ses i et dansk perspektiv. Den må anskues som en tendens, der får stadig større indflydelse over store dele af kloden. Sundhedskulturen er allestedsnærværende, og politisk fokusering og (måske især) mediernes konstante omtale af de problemer, der følger i kølvandet, er diskursivt selvforstærkende blandt befolkningerne. Dette har været medvirkende til det kulturskred og de nye kulturelle normer, der nu automatisk gør, at rygerne er opmærksomme på, at det i dag er høfligt at spørge om lov, inden de tager sig en cigaret, hvis de da ikke helt af sig selv går udenfor. Det interessante er dog, at det netop er denne holdningsændring, der manifesterer sig både blandt rygere og ikke-rygere, der viser sig at være den faktor, der sætter politikernes dagsorden. Rygelovgivningen har med andre ord ikke været mulig, førend politikerne har kunnet spore en overvejende velvilje blandt befolkningen. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen var selv inde på det i tirsdagens sene TV-avis 21.4. Lovgivning og højere afgifter er ikke nok. Hvis danskernes vaner skal lægges om, er politikernes opgave at holdningspåvirke (hårdhændede kritikere vil muligvis vælge at kalde det indoktrinere). Loven om røgfri miljøer i dens nuværende udformning kan ses som et sådant udtryk for en holdningspåvirkning. Der var, da den forrige år blev indført, ikke stemning blandt befolkningen for, at man indførte det totale rygeforbud, hvorfor man i stedet lagde ud med den halve løsning. Efter et års tid har danskerne sandsynligvis vænnet sig til de nye regler og vil derfor ikke gøre indsigelser, når man tager skridtet fuldt ud. Det er i hvert fald det indtryk, man foranlediges til at få. Af disse årsager kan reaktionen mod rygningen i stor udstrækning betragtes som en symbolsk reaktion, og den dækker således over langt mere end blot rygning, præcis ligesom Stein Bagger-sagen dækker over langt mere end blot en enkelt mand og nogle millioner. Mens Stein Bagger er blevet set som selve inkarnationen af et årtis grådighed og blind tiltro til det danske bank- og finanssystem, kan rygepolitikken betragtes som et symbolpolitisk træk ved hele det moderne danske samfund, og omdrejningspunktet er netop sundheden og velværet. Rygepolitikken er på den vis symbolpolitisk, fordi den samtidig er et (kollektivt) tiltag mod usundheden som samlet størrelse. Rygepolitikken er således den skabelon, andre politiske tiltag kan skæres efter, og det er ikke svært at forestille sig samme skabelon blive benyttet i fremtidige tiltag, for eksempel mod den såkaldte fedmeepidemi, mod alkoholmisbruget, det stigende sukkerforbrug blandt danskere eller en af de andre risikofaktorer, regeringen og Sundhedsministeriet har fastsat i deres (og dermed vores) overordnede, forebyggende kamp mod usundheden. Forebyggelsesdiskursen har dog pådraget sig et uheldigt aspekt. Den er gået fra at basere sig på en statslig interesse for det enkelte individs sundhed og velvære til også at kaste en moralsk dom over rygerne. Dette blev blandt andet illustreret tydeligt sidste sommer, da den såkaldte e-cigaret kom på markedet. Den ligner en almindelig cigaret, men er en elektronisk anordning, der ved hjælp af en forstøver danner en nikotinholdig damp. Den elektroniske cigaret er således kendetegnet ved, at den ikke udsender den meget udskældte, sundhedsskadelige røg, men alligevel giver rygeren den ønskede mængde nikotin foruden en autentisk fornemmelse af at ryge – vanddampen suges ind og kan blæses ud ganske som almindelig røg, og så kan den endda lyse, når rygeren tager et hvæs. Hvad producenterne fejlagtigt troede, var dog, at denne ’falske’ cigaret gav rygeren mulighed for atter at indtage det offentlige rum på linje med resten af borgerne så at sige. Men rygning er ikke længere blot en individuel handling, der kan skæres ned til et stykke silkepapir, et filter og lidt tobak, for med til billedet hører også en person, der står i den ene ende og suger. Og med til billedet hører endvidere også en række tilhørere, som bliver påvirket af rygeren. Det er altså ikke nok blot at ændre cigaretten og fjerne årsagen til hele polemikken: den passive røg. Rygning, rygere og ikke-rygere er forenet, og dermed er det ikke blot rygning som sådan, men derimod rygeren selv, der er gået hen og blevet et samfundsmæssigt problem og onde. En ryger, eller en, der ligner en ryger, er per definition – med eller uden røg – sundhedsskadelig og dermed farlig. Det kan med andre ord godt være, at man med e-cigaretten kan omgå rygereglerne, men man kan ikke omgå sine medborgeres dom, man kan ikke omgå de skarpe kommentarer og løftede øjenbryn. Man kan med andre ord ikke omgå diskursen mod rygning – altså den måde, der tales om rygere, og de associationer, synet og snakken om rygeren automatisk, i vore dage, giver anledning til. Grænsen for, hvor langt politikernes ansvar for den samlede befolknings sundhed og velvære kan trækkes – både i forhold til røg og vægt – defineres altså, ganske som sundhedsministeren sagde, af befolkningen selv (selv om også medierne bærer en stor del af ansvaret, om ikke den største). En undersøgelse har vist, at 55 procent af danskerne mener, at samfundet har ret til at blande sig i den enkelte borgers kostvaner, og når flertallet er af den overbevisning, så er det demokratiet, man har at rette sig efter – Folk får det de vil ha’, sang Kim Larsen & Co. i deres one-hit-wonder ’Hold dig på måtten’ og rammer faktisk dermed, om man vil være ved det eller ej, sømmet på hovedet. Med Forebyggelseskommissionens nye udspil, der blev offentliggjort i tirsdags, lægges der nu op til, at reglerne strammes yderligere op. Prisen på en pakke cigaretter skal sættes i vejret til 50 kroner, og rygelovens 40 m{+2}-klausul skal helt afskaffes. Sundhedsministeren er umiddelbart skeptisk indstillet over for det første forslag (idet man skønner, at det vil øge grænsehandelen), men vil ikke afvise, at det andet bliver trumfet igennem, når rygeloven tages op til revision til efteråret (hvilket nok ikke, trods alt, kommer bag på så mange). Men hvor peger denne udvikling hen? Kan man forestille sig, at rygning om få år bliver helt bandlyst? At man, ligesom det er tilfældet i den lille stat Bhutan, ikke bare indfører rygeforbud på offentlige steder, men at salg af cigaretter bliver fuldstændig ulovliggjort i Danmark? »Rigtige rygere er bogstaveligt talt en uddøende race«, kunne man læse i Politiken 25. januar 2009 i en helsidesannonce fra apoteket.dk. Ifølge den franske digter Theodore de Banville (1823-1891) forsvandt den rigtige ryger (dandyen) dog langt før, nemlig i takt med at cigaretterne blev gjort til genstand for masseproduktion sidst i 1800-tallet – og med den rigtige ryger forsvandt også den kunstneriske oplevelse ved at ryge cigaretter. Man kan spørge, om ikke det ændrede offentlige syn på rygerne kan ses som en form for moralsk straf? Rygeren straffes diskursivt for, at han/hun stiller sin last, sit sociale svaghedstegn, til frit skue. Der kan ikke herske tvivl om, at der er sat en bevægelse i gang, som har den konsekvens allerede nu, at rygning og rygere ryger længere og længere ud på sidelinjen. Og, som vi har set det, ikke kun rygerne — den nye tilgang til sundheden bevirker, at der er skærpet fokus på sundhed over en bred kam. Forebyggelseskommissionens 52 forslag lægger blandt andet også op til afgiftsstigninger på de usunde madvarer. Det sunde valg skal gøres lettere og det usunde valg dyrere og vanskeligere. Det er samfundets opgave, lød det fra formanden Mette Wier ved rapportens offentliggørelse. Fornuften er svær at tale imod. Noget bør gøres. Men alligevel smager det lorent. Spørgsmålet er, om tre års længere levetid uden røg for en ellers livsglad vaneryger nødvendigvis vil være lykken? Vil det øge livskvaliteten at leve i påduttet afholdenhed? Risikerer vi ikke at ende med at blive borgere i et samfund, der i forebyggelsens tegn forbyder al sjov, fordi livet nu engang er for farligt? Fagre nye sundhed! Sammenligningen må være en af vor tid største klichéer, men ligger ikke desto mindre ligefor. I Huxleys skrækscenarie prises galskaben til sidst af det medieliderlige publikum. En befolkning, hvis levealder dog kun sniger sig op på 60 år, men hvor ungdommen holdes i ave til det sidste. Måske det er det, vi alligevel uundgåeligt længes efter. I det brede perspektiv er vi i hvert fald godt på vej. Fagre Nye Sundhed.