I 2005 kommer gymnasiereformen, som undervisningsministeren har kaldt den mest gennemgribende reform i 100 år. Regeringen har talt varmt for at styrke den naturvidenskabelige faglighed og indføre et »tidssvarende dannelsesbegreb«, men spørgsmålet er, om de smukke ord og de ambitiøse planer kan indfries, sådan som gymnasiereformen foreligger. Med reformen ændres på gymnasiets struktur, faglighed og pædagogik. Linjedelingen mellem 'matematiker' og 'sproglig' ophæves, og der indføres et halvt års grundforløb, efterfulgt af to et halvt års studieretningsforløb, som skal forberede til videregående studier. Samtidig åbnes der for, at de enkelte gymnasier kan have deres helt egen selvstændige profil. Reformen er inspireret af Folketingets Udviklingsprogram fra 1999 og Det Virtuelle Gymnasium fra 2001, hvor informationsteknologien fik rollen som krumtap i undervisningen. Projektpædagogik med virtuelle elementer indføres i forlængelse heraf som bærende studieforberedende arbejdsform, men problemet er, at hvis denne arbejdsform ikke benyttes med stor omtanke, så undergraver den det faglige niveau i gymnasiet i stedet for at styrke det. Derfor må reformen straks følges op med massiv efteruddannelse af gymnasielærerne, som ikke tidligere har undervist projektorienteret og virtuelt. Manglende penge til efteruddannelse kan gå hen at blive et alvorligt pædagogisk problem på de enkelte gymnasier. Decentralisering truer endvidere den nationale ensartethed ved studentereksamen, og denne trussel øges betydeligt, hvis undervisningsplanerne i fremtiden bliver mål- og rammestyrede i stedet for indholdsstyrede. Men det er desværre ikke kun det faglige niveau og ensartetheden i studentereksamen, der er truet af reformen. Gymnasiets dobbelte formål har altid været almendannelse og studieforberedelse. Lektor Harry Haue fra Syddansk Universitet har i sin nyligt forsvarede doktordisputats 'Almendannelse som ledestjerne' vist, at almendannelse har været gymnasiets adelsmærke siden midten af 1800-tallet. I fremtiden er almendannelsen imidlertid truet af en meget tidlig specialisering. På et gymnasium skal der efter 2005 udbydes mindst tre studieretninger, som eleverne kan vælge imellem: en overvejende humanistisk, en overvejende samfundsmæssig og en overvejende naturvidenskabelig studieretning. Og som reformen foreligger, skal eleverne allerede have bestemt sig for en studieretning, inden de kommer i gymnasiet. Det betyder, at eleverne skal være sporet ind på et fremtidigt erhverv, inden de er fyldt femten år, og samtidig vælge en bestemt studieretning uden at kende indholdet. Derfor ligger der en bombe under de kommende studieretningsklasser, hvor man kan frygte, at omvalg snarere bliver reglen end undtagelsen. Dermed starter studieretningerne i kaos frem for at være løbet fornuftigt i gang i grundforløbet. Studieretningerne repræsenterer den berømte tyske sociolog Habermas' opdeling af videnskaberne efter tre adskilte erkendeinteresser. Ifølge Habermas er naturvidenskab styret af en 'teknisk' erkendeinteresse; humaniora er styret af en 'praktisk' erkendeinteresse; og samfundsfag er styret af en 'frigørende' erkendeinteresse. Studieretningerne, hvor en student identificeres som naturvidenskabelig, humanist eller samfundsfaglig, konsoliderer Habermas' opdeling. Almendannelse involverer imidlertid alle tre erkendeinteresser, og derfor indeholder den kommende gymnasiereform en grundlæggende konflikt mellem det studieforberedende aspekt, der lægger op til specialisering i studieretningsforløb på et meget tidligt tidspunkt i gymnasieforløbet, og det almendannende aspekt, som giver en bred orientering og udvikler eleverne til at blive 'hele' og alsidige personer med viden om det almene. Almendannelse er resultatet af, at solide brede kundskaber har sat sig varige spor i sjælen og er blevet en horisont, som den enkelte forstår sin verden ud fra. Gymnasiereformen kan således få den uheldige konsekvens, at fremtidige centrale hverv i samfundet varetages af specialuddannede personer uden almendannelse. I det gode samfund varetages indflydelsesrige poster af personer med almen viden og en bred horisont, og derfor må almendannelsen ikke overtrumfes af hensynet til en specifik erhvervskvalificering. Grundproblemet er, at ønsket om udvikling af det almene gymnasium er baseret på en uhellig alliance mellem nyttetænkning og den progressive pædagogik. Uddannelse er til for markedet. Eleverne i gymnasiet skal derfor kvalificeres til en videregående uddannelse, så de hurtigst muligt kan komme igennem uddannelsessystemet og få sig et erhverv. De skal opdrages til at kunne samarbejde og omstille sig. Det kræver arbejdskraftens fri bevægelighed. Den pragmatisk liberalistiske diskurs fremhæver nødvendigvis individets funktionalitet og sætter fokus på studieforberedelse og samarbejde, men det sker på bekostning af elementer som fordybelse, erkendelse og almendannelse. Nyttetænkning er ikke forkert i sig selv, men den åndelige dimension mangler. Det er vigtigt, at der f.eks. er et tilstrækkeligt antal naturvidenskabelige forskere, ingeniører, arkitekter, molekylærbiologer og læger i fremtidens samfund. Arbejdskraften skal også være samarbejdsvillig, kunne erhverve ny viden på egen hånd og være omstillingsparat. Så langt så godt, men uddannelsessystemet skal ikke blindt følge erhvervslivets banale interesser, og projektarbejde kan ikke i sig selv føre til sammenhængende kundskaber og kvalifikationer. Sociale kompetencer har de unge i rigt mål, og de har været omstillingsparate siden børnehaven og vuggestuen. Det er en misforståelse at sætte udvikling af sociale kompetencer gennem projektarbejde som pædagogiske mål i fremtidens gymnasium. Det væsentlige er at tage udgangspunkt i kompetencerne og gøre dem til kundskaber og overblik, så almendannelse f.eks. ledsager den fremtidige naturfaglige og tekniske arbejdskraft og samarbejde. Et godt samfund kan ikke nøjes med projektarbejdende specialister, men forudsætter, at kompetente teknikere også er humanister, ligesom humanister også bør have naturfaglig indsigt. Det er således en samfundsmæssig fordel, at kommende naturfaglige professioner varetages af almendannede personer. Dansk Industri har påpeget en forventelig mangel på medarbejdere med teknisk knowhow og naturvidenskabelige kompetencer i fremtiden. Da studentereksamen står centralt i et uddannelsesforløb, er der god ræson i at gennemføre en gymnasiereform med balancepunktet skubbet fra de humanistiske fag til de naturvidenskabelige fag. Selv om gymnasiereformen ikke er endeligt vedtaget, står det fast, at både matematik og fysik er blevet obligatoriske fag i det almene gymnasium. Desuden skal alle elever have mindst to af fagene kemi, biologi og naturgeografi. Humanistisk orienterede kritikere har i den anledning kaldt gymnasiereformen et naturvidenskabeligt 'kølleslag'. Da gymnasiereformen imidlertid er en ramme, der skal implementeres lokalt, kan kølleslaget nemt risikere at blive et slag i luften, fordi mange gymnasier kun tør realisere en 'blød' naturvidenskabelig studieretning. Erfaringen viser nemlig, at snæver naturvidenskab ikke virker tiltrækkende på eleverne. Mange elever opfatter megen fysik og kemiundervisning som svær, verdensfjern og uden forbindelse med personlige værdier. Målet med at styrke naturfagligheden kan således ende med at falde til jorden, og det gælder ligeledes det omtalte 'tidssvarende dannelsesbegreb'. Det er aldrig blevet formuleret præcist, hvad indholdet er, og forklaringen på dette misforhold er i virkeligheden ganske enkel. Hensigten med gymnasiereformen er - som antydet - slet ikke almendannelse, men udvikling af studiekompetence og erhvervskvalificering. Almendannelse finder sted, når det enkelte individ bliver sig selv gennem erkendelse af det almenmenneskelige. Traditionelt har almendannelse refereret til den klassiske græske og romerske kultur, men efterhånden er også historie og dansk litteratur typisk blevet opfattet som de centrale dannelsesfag, mens latin og oldtidskundskab er gledet i baggrunden. Forud for gymnasieforliget var de sidstnævnte fag tæt på at blive sløjfet, men kun latin forsvandt som obligatorisk fag. Derimod er de naturvidenskabelige fag - matematik, fysik, kemi og biologi - altid blevet betragtet som primært studieforberedende fag. Unge mennesker skal kende H.C. Ørsted lige så vel som H.C. Andersen - ikke kun af historiske grunde, men fordi naturvidenskabsmænd har haft stor indflydelse på det moderne samfunds udvikling. Det moderne menneske lever i en verden, der er medieret af teknologi, og derfor behøver vi indblik i naturvidenskabens bidrag til den teknologiske og samfundsmæssige udvikling for at forstå betingelserne for vores egen livsform. En øget bevidsthed om naturvidenskab og teknologi er en nødvendig del af et moderne menneskes reflekterede omverdensforståelse og selvforståelse, og derfor må naturvidenskab være kernen i et nyt dannelsesbegreb. Et tidssvarende udvidet dannelsesbegreb må tage udgangspunkt i oplysningstidens rationelle menneske, men må føre frem til det intellektuelle menneske. Derfor må rationaliteten bero på en syntese af teknisk fornuft og etisk fornuft. Almendannelse har naturvidenskaben som kerneområde, men på samme tid humanismen som øverste ideal. Almendannelsesbegrebet blev skrevet ind i gymnasiets bekendtgørelse i midten af 1800-tallet, men allerede i 1806 brugte den tyske tænker Johann F. Herbart for første gang udtrykket 'almendannelse'. Ifølge Johann F. Herbart er et menneske hverken determineret af skæbnen eller helt frit, men midtimellem, hvilket er i fin overensstemmelse med et moderne menneske - og samfundssyn, hvor hverken menneskets natur eller samfundets udformning er givet på forhånd, men skal dannes gennem en proces. Johann F. Herbart var elev af den store tyske oplysningstænker og humanist Emanuel Kant. Kant forsøgte at grundlægge etikken og erkendelsesteorien på det »rent menneskelige« uafhængigt af tro og metafysik. Dannelse blev derfor et oplysningsprojekt. Det, vi alle har til fælles, er fornuften, og derfor handler oplysning om at lære at bruge sin fornuft - at lære at tænke selvstændigt, hvorved et menneske træder ud af »sin selvforskyldte umyndighed«. I sit lille skrift 'Til besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning' skriver Kant, at oplysning er »mod til at bruge sin forstand«. Menneskets fornuft gør ifølge Kant mennesket værdigt og myndigt og giver ret til selvbestemmelse og autonomi. En traditionel opfattelse, der i dag stadig er retningsgivende. Et moderne oplysnings- og dannelsesideal rummer som følge heraf en målsætning om udvikling af selvstændige, tænkende og myndige individer, der kan tage kritisk stilling til, hvad de hører og ser. Det traditionelle dannelsesbegreb er også til stede i reformudkastet til den gymnasielov, der træder i kraft i 2005. Her står: »Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed«, samt at »uddannelsen skal tillige udvikle deres kritiske sans«. Pointen er nu, at for at forstå et teknisk udviklet samfund og en omverden styret af naturlove skal naturvidenskaben stå centralt. At være oplyst i dag forudsætter, at man kan forstå de informationer, man får fra forskellige kilder og medier. Menneskelig autonomi kræver, at man kan læse tabeller, statistikker og diagrammer og ræsonnere logisk og matematisk, og det kan man ikke uden naturvidenskabelige forkundskaber. Mod til at bruge sin forstand forudsætter således naturvidenskabelig indsigt, men også, at man er i besiddelse af etiske værdier, som en eventuel kritik kan rejses ud fra. En ny alliance mellem naturvidenskab og humaniora vil kunne danne grobund for, at dygtige teknikere og naturvidenskabsmænd i fremtiden opnår en bred humanistisk horisont, hvorudfra de har overblik og styrke til at kunne forholde sig kritisk til deres eget professionelle virke. Det pragmatiske nytteperspektiv bag studentereksamen bør derfor underordnes et princip om almendannelse som ideal, fordi den tekniske rationalitet ikke kan regulere sig selv og som konsekvens heraf skal underlægges en etisk og æstetisk rationalitet for samfundets og kulturens skyld. Almendannelse er således hensigtsmæssigt i et moderne samfund, men har ikke et snævert praktisk formål. Den teknisk-videnskabelige kultur er allestedsnærværende i samfundet og kulturen. Den strækker sin indflydelse fra det inderste biologiske liv, dna, til hele jordkloden opfattet som en organisk helhed og efterhånden også helt ud i verdensrummet. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad konsekvenserne kan blive, hvis den videnskabelige og teknologiske udvikling løber løbsk. Klogere på etisk grænsedragning bliver man ved at læse litterære fortællinger og ved at fortolke kunst, fordi fortællinger og kunst tit indeholder en morale, man kan forholde sig til. Huxleys berømte fortælling om 'Fagre nye verden' sætter ord på et sygt samfund med et perverteret teknisk grundsyn. En sådan fortælling skærper opmærksomheden over for et teknisk-naturvidenskabeligt menneske- og samfundssyn, men det betyder ikke, at teknologipessimisme er den rigtige holdning, men blot, at litteratur er vigtigt for at forholde sig kritisk til teknologien.Humanisme idag involverer teknologiske løsninger. Den naturvidenskabelige teknologiske udvikling kan komme endnu flere mennesker til gode, end den gør i dag, men det sker kun, hvis etikken sættes højere end økonomisk tænkning og globale magtinteresser. Rent vand og billig kopimedicin til den fattige del af verden er to eksempler, der hurtigt kan gøre underværker, hvis praktisk visdom om det gode liv forenes med en naturvidenskabelig teknisk fornuft. Nu kan man frygte, at brobygning mellem kulturerne og dermed en humanisering af naturvidenskab og teknologi vil udviske naturvidenskaben, således at et fromt ønske om at slå bro og styrke naturvidenskab i stedet fører til en svækkelse af det særligt naturfaglige. Naturvidenskab skal ikke gøres til et pseudohumanistisk fag. Det vil der komme dårlige læger, ingeniører og biologer ud af. Humanistiske fag i gymnasiet skal i stedet støtte op om naturvidenskabelige projektforløb og anlægge etiske, æstetiske og metafysiske perspektiver på naturvidenskaben og teknologiens indflydelse på livsverdenen. Socialforskningsinstituttets rapport om unges mål, værdier og valg fra 2000 viser, at de unge er teknologi- og udviklingsinteresserede, men samtidig er optaget af etiske og sociale problemstillinger. For dem vil en alliance mellem naturvidenskab og humaniora være naturligt for at kunne se en mening med naturvidenskaben og få overblik over deres eget liv. Et forenet dannelsesbegreb med en naturfaglig kerne peger i retning af et nyt bærende dannelsesfag i gymnasiet. Filosofi er det fag, der kan bringe naturvidenskab og humaniora i et tæt samspil og kommunikation. Filosofi betyder 'kærlighed til visdom', og faget indeholder den samme kombination af viden og visdom, som kendetegner det udvidede dannelsesbegreb. Filosofi er valgfag i det nuværende gymnasium, men at dømme efter elevernes holdninger tyder noget på, at alle vil kunne finde filosofi interessant og oplysende som en del af deres individuelle identitetsprojekt. Et nyt almendannende og studieforberedende filosofikum i gymnasiet vil samtidig kunne bygge bro hen over kulturkløften mellem naturvidenskab og humaniora og forbinde litteratur med teknologi og naturvidenskab med etik og æstetik.