I Guds og Sandhedens navn er bøger blevet forbudt og brændt igennem hele vores historie. I det lange perspektiv er det ikke længe siden, oplysningstiden gjorde ytringsfriheden til princip. Men ét er princip, noget andet er de faktiske forhold. Også efter at princippet blev gjort gældende i slutningen af det 18. århundrede i menneskerettighedserklæringen og i den amerikanske forfatning, har der stået strid om ytringsfriheden. Denne strid er ikke forbi. Hverken i vores egne samfund eller i verden uden for vores kulturkreds. Amnesty International og den internationale PEN-klub arbejder på at støtte ofrene for undertrykkelse af ytringsfriheden ude i verden. Den iranske opfordring til at dræbe Rushdie og dem, der formidlede hans roman 'De sataniske vers', var imidlertid en påmindelse om, at vores kulturkreds ikke er adskilt fra den omgivende verden: at Rushdies forlægger i Norge blev offer for et drabsforsøg er blot ét eksempel på, hvordan bestræbelser på undertrykkelse af ytringsfriheden også udefra kan gribe ind i vore egne forhold. Men vi har også set adskillige eksempler på krav fra grupperinger i Europa om indgreb i ytringsfrihed og kunstnerisk udfoldelse; krav, der har været begrundet i henvisning til islam. Sådanne aktioner er helt parallelle med krav om indgreb begrundet i krænkelse af kristne forestillinger. Så meget desto mere er der grund til at overveje vores egne traditioner og præmisserne for holdningerne til ytringsfrihed i vores kulturkreds, det vil sige i de vestlige demokratier, hvis principper ikke alene hævdes som forbillede for den øvrige verden, men også øver stadig stigende indflydelse. Modsætningen mellem oplysningstraditionen på den ene side og kristendom på den anden side var et stridspunkt under forhandlingerne om den europæiske forfatningstraktat. I indledningen til den henvises der til »Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati og retsstaten«. Formuleringen giver indtryk af, at der er én lang sammenhængende udvikling, hvis resultater vi har fået i arv. Dermed tilsløres det, hvordan de nævnte universelle værdier er blevet hævdet i kamp imod de religiøse traditioner og fortsat er i konflikt med dem. Blandt de universelle værdier er netop ytringsfriheden. Dens princip har den kristne tradition ikke været forkæmper for, lige så lidt som andre religiøse traditioner har været det. »Gud maa du ikke bespotte, og dit Folks Øvrighed maa du ikke forbande«. Sådan står der i 2. Mosebog (22.28). Synspunktet har været gennemgående i censurens historie: Religionen og den offentlige myndighed skulle beskyttes. I 3. Mosebog (24.10-23) skildres straffen for blasfemi: »... HERREN talte til Moses og sagde: ... den, der forbander HERRENS Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham«. Forvaltningen af denne opfattelse fulgte ikke nødvendigvis hverken forståelsen af forsyndelsens eller straffens form op. I kristen tradition gik tendensen i retning af en bredere definition, således at også kætteri, altså dette at hævde en anderledes opfattelse af centrale kristne dogmer, kunne betragtes som blasfemi. Paulus skrev (i brevet til Hebræerne 10.26ff): »Thi synder vi med vilje efter at have lært Sandheden at kende, gives der ikke mere noget Offer for vore Synder, men en frygtelig forventning om Dom og en Nidkærheds Brand, som skal fortære de genstridige«. Hvad der var sandheden, den rette tro, det blev i takt med kristendommens udbredelse genstand for debat og siden hen beslutning. En kristen doktrin blev fastlagt ved koncilet i Nikæa i 325, den blev derefter gjort til grundlag for ikke alene bogbrænding, men også trusler om døden. Kirkefaderen Augustin (d. 430) formulerede den grundlæggende opfattelse af forholdet mellem kirke og stat, hvor kirken afsagde dommen og staten eksekverede den. Augustin anbefalede den kristne kejser at »tvinge dem, der førte den kristne fane imod Kristus, til at vende tilbage til den katolske enhed, under pres fra frygt og tvang, snarere end blot ... at lade dem gå fri, så de kan gå på afveje og blive fortabt«. En slags omsorg, kan man forstå, ikke alene for det religiøse fællesskab, men også for den enkelte næste. Bevæger vi os frem til Thomas Aquinas (1225-1274), finder vi tilsvarende opmærksomhed på kættere: De »kan med rette ... dræbes og berøves deres ejendom af sekulære autoriteter, selv om de ikke fordærver andre, for de er blasfemiske mod Gud, fordi de dyrker en falsk tro«. Tanken om falsk tro, der kan retfærdiggøre undertrykkelse, fik særlig betydning i forholdet til jøder. Bogbrænding blev en væsentlig del af kampagnen imod dem. Gregor IX, grundlæggeren af inkvisitionen, beordrede i det tidlige 1200-tal Talmud brændt inden for hele det kristne område. I 1415 forbød et paveforskrift jøder at besidde, studere eller læse Talmud. I 1593 forbød Clemens VIII jøder at besidde ikke alene »ugudelige talmudiske bøger eller manuskripter«, men også skrifter, der »implicit eller åbenlyst rummede kætterske eller fejlagtige udsagn imod den gamle lov og testamentets hellige skrifter«. Også mennesker blev brændt som led i disse bestræbelser på at skabe kristenhedens enhed. Under opbygningen af det lutheranske kirkesamfund bekymrede jødisk agitation Martin Luther. Hans frygt for, at den kunne tiltrække medlemmer af hans eget trossamfund, var baggrunden for skriftet om 'Jøderne og deres løgne' fra 1543, hvor han bl.a. anbefaler øvrigheden at sætte ild til deres synagoger eller skoler, at nedbryde og ødelægge deres huse, at fratage dem alle deres bedebøger og talmudiske skrifter, »hvori der belæres om afguderi, løgne, forbandelser og bespottelser«, at forbyde rabbinerne at undervise. Den afgørende begrundelse, som titlen på skriftet henviser til, er uoverensstemmelsen med, hvad Luther opfattede som den sande kristendom. Først i det 17. og det 18. århundrede blev tolerance og ytringsfrihed hævdet som alment princip, men det var en udvikling med mange modreaktioner og tvetydigheder. Frankrig er et vigtigt eksempel på denne udvikling. Universiteterne opfattes ofte som en ramme om fri tænkning og forskning, men så enkelt er det ikke. »De vestlige intellektuelle var i et vist omfang, men utvetydigt, blevet pavens redskaber«, skriver middelalderhistorikeren Jacques le Goff om prisen for de tidlige universiteters uafhængighed af lokale verdslige og religiøse kræfter. Når universitetet i Paris spillede en væsentlig rolle på censurens område - i 1275 blev boghandlerne underlagt universitetets myndighed - var det således en rolle, der var iscenesat fra pavestolen. I sidste del af det 16. århundrede blev universitetets censurfunktioner imidlertid indskrænket til det teologiske område, og i første del af det 17. århundrede organiserede Richelieu (i 1620'erne) i kongens regi systematisk forhåndscensur. I 1742 blev der etableret et veritabelt censorkorps, og fra midten af 1700-tallet var censuren gået over på verdslige hænder, først og fremmest det kongelige apparats, selv om såvel kirken som retsvæsenet i særlige tilfælde blandede sig. Ganske vist blev censuren i stigende grad lemfældig, bl.a. fordi censorerne og forfatterne tilhørte samme sociale miljø, og fordi en mangeårig chef for censuren ikke var uvenligt stemt over for oplysningstendenserne. Det hører imidlertid med i billedet, at der også i denne periode var tale ikke alene om bogbrænding, men også om forfølgelse og afstraffelse - som fremhævet af historikeren Robert Darnton: »... boghandlere blev brændemærket og sendt til galejerne. Mellem 1669 og 1789 blev omkring 1.000 af bogbranchens folk, heriblandt 300 forfattere, fængslet i Bastillen. Voltaire sad der to gange og tilbragte det meste af sit liv i eksil«. Diderot blev sendt i Vincennes-slottets fangekældre og opgav at udgive flere af sine centrale værker. I slutningen af det 18. århundrede slog den stadig stærkere oplysningstendens imidlertid igennem, og en række af dens principper blev udmøntet i erklæringen om menneske- og borgerrettighederne fra 1789. Tilsvarende principper indgik som nævnt i den amerikanske forfatning, særlig i det første tillæg til denne. Den franske tekst præciserer friheden som frihed til at »tale, skrive og publicere« alt, hvad der ikke er i strid med gældende lov. Desuden nævnes religiøse overbevisninger blandt de tanker og opfattelser, som ikke må give anledning til indgreb. Den amerikanske forfatnings First Amendment afviser tilsvarende statslig indblanding i religiøse anliggender og hævder tale- og trykkefrihed blandt frihedsrettighederne. Igennem det 19. og det 20. århundrede har der så været strid om disse principper og om praktiseringen af dem. Hvordan striden om grænserne for ytringsfriheden kunne udfolde sig inden for det amerikanske retssystem på baggrund af forfatningen kan illustreres med reaktionerne på den fremtrædende italienske instruktør Roberto Rossellinis film 'Miraklet', som i 1952 foranledigede en katolsk organisation til et angreb for »ugudelig og blasfemisk forhånelse af kristen religiøs sandhed«. Også kardinal Spellmann fra New York fordømte filmen. Staten New Yorks regler gav mulighed for at forbyde film, der var »obskøne, upassende, umoralske, inhumane, vanhellige« eller kunne ødelægge moralen eller tilskynde til forbrydelse. Den lokale filmcensurinstans fandt på denne baggrund, at filmen var »ugudelig« og forbød fremvisning af den, fordi »forhånelse og profanering« af en hvilken som helst del af statens borgeres hellige tro var »uforenelig med statens love«. Staten New Yorks højesteret støttede denne opfattelse (og dermed censuren mod fremvisningen af filmen), under henvisning til at dette at »forulempe eller profanere noget helligt« var tilstrækkelig begrundelse for censur. Det betød ifølge denne dom, »at ingen religion ... må behandles med foragt, forhånelse, nedværdigelse og latterliggørelse«. Princippet i disse opfattelser er altså, at de offentlige myndigheder bør beskytte enhver religion imod såvel profanering som forhånelse. USA's højesteret var ikke enig i dette synspunkt, men fandt - under henvisning til First Amendment - at staten »ikke har nogen legitim interesse i at beskytte nogen eller alle religioner imod synspunkter, som byder dem imod«. Det er, fortsatte argumentationen - ikke regeringens opgave i vor nation at undertrykke virkelige eller forestillede angreb på en specifik religiøs doktrin. At medlemmer af et religiøst fællesskab kan føle sig stødt af den ene eller den andens udnyttelse af ytringsfriheden, det er ikke et anliggende for offentlige myndigheder. Denne adskillelse af stat og religion repræsenterer et radikalt brud med den tradition, der kort er skitseret her, og som er hovedstrømmen i vores historiske baggrund, indtil oplysningen vandt frem: den kristent begrundede undertrykkelse af afvigende skrifter og til tider også deres forfattere og distributører. Foreningen af religiøs vurdering på den ene side og afstraffelse i statsligt regi på den anden side er en model, der i mange varianter er blevet gjort gældende siden hen. Hvor der oprindelig var tale om religiøse majoriteters krav til staten, er der siden mange eksempler på, at religiøse minoriteter stiller krav til staten om indgreb på grundlag af deres vurderinger. Det er det, der i de sidste årtier har gjort sig gældende i vores samfund. Rushdies 'De sataniske vers' gav ikke alene anledning til den iranske fordømmelse med deraf følgende forbrydelser, den gav også i England anledning til krav om skærpelse af lovgivningen imod krænkelse af religiøse forestillinger. Hvor straf for blasfemi traditionelt angik majoritetens og i nogle tilfælde statskirkens religiøse forestillingsverden, dér overføres princippet altså nu til minoritetsreligioner, hvis repræsentanter finder, at de eller deres religion er blevet krænket. Det fælles er religiøst begrundede krav om statslig begrænsning af ytringsfriheden. For så vidt er der ingen principiel forskel imellem den kristne tradition og aktuelle aktioner, der henter deres begrundelse i henvisning til islam. Det afgørende er modsætningen mellem oplysningstraditionen og religion. Oplysningstraditionen tilskynder til beskyttelse af ytringsfriheden for alle opfattelser, heriblandt religiøse. De religiøse traditioner ønsker ofte indgreb i ytringsfriheden for andre opfattelser, heriblandt andre religiøse opfattelser. Medmindre de religiøse traditioner er blevet præget af oplysningen. Imidlertid er tanken om statslig beskyttelse af minoriteter imod verbal chikane jo forbundet med vores historiske erfaringer med antisemitisme. Derfor ligger det lige for at betragte det som en selvfølge at lovgive imod forhånelse af religioner. Således kan traditionen for retslig beskyttelse af den fremherskende religion videreføres under henvisning til mindretalsbeskyttelse. Men det er en usalig alliance, der dermed gøres gældende. I dansk sammenhæng er der i diskussionen om forbud mod blasfemi blevet henvist til, at retspraksis er meget restriktiv, og at det kan være meget godt med sådan en paragraf, fordi den kan have forebyggende virkning, også selv om den kun anvendes meget sjældent. De fleste er enige om, at generaliserende nedværdigende angreb på tilhængere af religiøse eller andre forestillinger er til skade ikke alene for dem, de rammer, men for den offentlige debat i det hele taget. For så vidt er der al mulig grund til at modarbejde tendenser i den retning. Men spørgsmålet er, hvordan de skal modarbejdes. Det er at foretrække, at det er i den offentlige debat, normerne etableres, frem for at de hævdes udefra igennem retsvæsenet. Der er ikke nødvendigvis nogen modsætning imellem at bekæmpe censur og at bekæmpe forkastelige ytringer, som fraværet af censur kan give plads til. Hvad der er forkasteligt, det kan der være forskellige meninger om - og de meninger kan brydes i en fri offentlighed.