»Jeg stod med min søn foran vinduet og tænkte: Enten smider jeg ham ud, eller også springer jeg selv«. Udsagnet kommer fra en kvinde, jeg kender. En klog, velfungerende og veluddannet kvinde, en kvinde, som udadtil virker stærk, humoristisk og fuld af ressourcer. Det er hun også. Hun er stærk, velfungerende og fuld af ressourcer. Hun er det, man i dag vil betegne som en frigjort kvinde. Og hun er en god mor. Men da hun stod med sit første spædbarn i armene, blev hun svag. Hun følte sig hjælpeløs, forkert, desperat og fuld af kaotiske følelser. Hun var ikke sig selv. Først og fremmest var hun alene. Selv om hun talte med sin nærmeste familie om sin tilstand, så var hun i fysisk forstand alene med sit lille barn. Sundhedsplejersken opfangede ikke hendes signaler. Tilstanden fortsatte i månedsvis og har i dag efterladt et spor af frygt og skam i hendes sind. Tanken om hende, denne stærke, hjælpeløse kvinde, stående foran vinduet med et lille barn i sine arme, er alarmerende. Men det er endnu mere alarmerende at tænke på, at hver fjerde nybagte mor i Danmark står i en situation, der minder om hendes, som det fremgik af en artikel i B.T. for kort tid siden. For hvis hver fjerde kvinde har symptomer på noget, der er decideret behandlingskrævende, hvordan står det så ikke til med resten af de kvinder, som lige har fået børn? Mange af de mødre, jeg kender, har ligesom jeg selv gået til samtaler hos en psykolog, efter at de har fået børn. Enten fordi de var usikre på, om deres moderfølelser var normale, eller fordi de var bange for, at de ikke gav barnet det rigtige modspil, den rigtige pleje, den rigtige opdragelse. Igen taler vi om velfungerende, glade mennesker, der har fuldstændig styr på deres liv, ansvarsfulde borgere, dygtige medarbejdere, kvinder med hjertet på rette sted. Hvad er det, der sker? Det er almindeligt kendt, at den kvindelige hormonbalance slår en saltomortale eller to efter en fødsel. Det er almindeligt kendt, at det er en stor omvæltning at blive mor, rent følelsesmæssigt. Du får ikke alene et barn, du får også en ny identitet. At blive mor er uden tvivl et af tilværelsens store vendepunkter og ikke udelukkende ledsaget af romantisk violinmusik. Men at hver fjerde på barsel reagerer med depression i større eller mindre grad, er stærkt bekymrende. Da jeg selv stod som nybagt mor til tvillinger, befandt jeg mig i en konstant tilstand af stress. Jeg kunne ikke amme. Hver gang jeg tænkte (tænkte, ikke følte!), at dette var mine elskede små børn, græd jeg af udmattelse og præstationsangst. Når de små kiggede på mig med deres tavse, direkte blikke, følte jeg, at de stillede krav, som jeg umuligt kunne opfylde. Jeg var selvfølgelig også glad. Men jeg hvilede bestemt ikke stolt i min nye værdighed. Det er først nu, fire år efter fødslen, at jeg for alvor føler mig på hjemmebane i mit nye liv som mor. I dag kan jeg se, at jeg ikke var forberedt på noget som helst af det, som er forbundet med moderskab. Omstændighederne omkring det at blive mor var omgivet af Den Store Tavshed. Jeg var alene med mine spørgsmål. Verden omkring mig fortsatte med uformindsket hastighed, mens min egen indre verden gik i stå. Som nybagt mor er man et stort spørgsmålstegn. Hvor var svarene? Tidligere kom de fra de erfarne kvinder, de kom med barselspotterne, de kom fra flokken og var en del af en gammel, indgroet tradition. I dag er der stille, når mor kommer hjem. Alt for stille. Under arbejdet med bogen 'Børneopdragelse gennem 100 år' stødte jeg på en jordemor, der havde oplevet overgangen fra hjemmefødsler til hospitalsfødsler. Hun fortæller, hvordan de barslende mødre tidligere havde en mor eller en svigermor, der kunne hjælpe dem til rette. »I dag er det helt anderledes. Naboerne kender de jo knap nok, og når de kommer hjem fra sygehuset, er de fuldstændig afhængige af deres mand. De har ikke den samme støtte som de havde før« (Helen Cliff, 'Jordemoderliv', Borgen). Det lyder kættersk i en postmoderne, feministisk tidsalder, men jeg tror ikke, at nybagte mødre er skabt til at være alene med deres små børn. Det har de aldrig været tidligere i historien, så hvorfor skulle de være det nu? Jeg tror heller ikke, at svarene skal komme fra psykologerne. Vi må finde svarene selv, i os selv, hos hinanden. Og i vores samfund. Det er meget længe siden, at vi har talt om børn og moderskab i Danmark. Det har ligget uden for ligestillingsdiskursen, og derved har moderskabet mistet status og bevågenhed, måske ligefrem legitimitet. Succeskriteriet for kvinder har de sidste 30 år lagt sig lunt til rette omkring uddannelse og karriere. Børn er blevet noget, man bare får i farten, som Tour de France-ryttere, der forretter deres nødtørft; stående op på en flad strækning inden næste opstigning. Der er ingen, der direkte siger, at det at få børn er ligegyldigt. Det er bare ikke noget, man skal tage alt for alvorligt. Man bliver udskrevet fra hospitalet, og så tager man hjem og ordner sagerne uden alt for meget ståhej. Hvis man ikke lige ligger underdrejet med en depression, kan man naturligvis godt gå og hygge sig lidt med sin symbiose og sin mødregruppe, man skal bare ikke komme rendende og påstå, at moderskabet er noget, der skal op på den politiske agenda. Så får man både feministerne og samfundsøkonomerne på nakken. Vil du gøre os til grin? Gøre 30 års kamp for ligestilling til skamme? Du marcherer bare videre, søster, du er datter af en generation af frontkæmperkvinder, og vi kigger os ikke tilbage. Næ, moderskabet er ikke noget særligt. Og de nybagte mødre står og kigger ud ad vinduet. Hvad mon de tænker? Mon de registrerer stilheden, den tomme gade, telefonen, der ikke ringer, og når den gør, mon de så registrerer det ryk, det giver i deres nye, støjsensitive moderkrop? Hvor blev livet af? Stemmerne? Hvem svarer på de spørgsmål, som man ikke kan formulere med ord, men som stilles i den måde, man kigger sig rådvildt omkring på, når barnet skriger? Hvem svarer hende, når hun føler sig så afmægtig, at hun ser det som sin eneste udvej at kaste barnet ud ad vinduet? Ingen. Nu vil nogen måske indvende, at moderskab giver sig selv. At svarene så at sige ligger indgraveret i moderskabet selv, løsrevet fra kultur og tid. Og at vi på den måde kan og bør tage moderskabet for givet. Men det er ovenstående tal jo netop et bevis på, at vi ikke kan. Jeg er ked af at sige det, men nybagte mødre er en skrøbelig størrelse. De bukker under for stress, som tv-værten Anja Steensig modigt fortalte i en søndagsavis forleden (og der kommer flere, vær vis på det!). De bukker under for forventningspres og præstationsangst. Så meget, at mange af dem melder pas, når tanken om barn nummer to melder sig. Og de bukker under for uventede følelsesmæssige reaktioner, der er så omsiggribende og så dybtliggende, at de i værste fald kan føre til deres egen død. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viste i 2003, at antallet af dødsfald som følge af ulykke eller selvmord var tre gange så højt hos kvinder, der havde mistet deres barn. Så galt går det heldigvis sjældent, for langt de fleste børn overlever i dag, i modsætning til tidligere. Jeg nævner det bare for at understrege, med risiko for at blive kaldt biologisk fundamentalist, at kvinder er ekstremt følsomme, når det kommer til deres børn. Ellers havde vi nok heller ikke siddet her i dag, vel? Men hvordan er det kommet så vidt? Hvordan er vores kvinder blevet så isolerede i en af de mest afgørende perioder i deres liv? En stor del af forklaringen ligger som sædvanlig i samfundsudviklingen. Industrialiseringen, velfærden, ligestillingen. Kvinderne er begyndt at arbejde (og det har vi ikke tænkt os at holde op med!), og børnene er blevet gemt af vejen på institutioner. Det tætte liv sammen med børnene er gået tabt, og nye fællesskaber er opstået. Spørgsmålet er, om vi har betalt en højere pris, end vi egentlig behøvede, for vores frihed. Spørgsmålet er, om vi har givet køb på noget værdifuldt, som vi ikke har haft mulighed for at sætte ord på, før det så at sige var for sent? »You don't know what you've got 'til it's gone«, sang Joni Mitchell. Hvornår har du sidst smilet til en nybagt mor? Hvornår har du kigget ned i hendes barnevogn og rost hendes baby? Kan du selv huske, hvordan det var? Hvornår har du ringet på hos en nabo og givet hende en barselsgave? Har du glemt, hvor vigtigt det er at have liv omkring sig, når man lige selv har sat et barn i verden? Har vi glemt, hvor vigtigt liv er? Nybagte mødre hører sammen. De har ikke brug for at blive belejret af statslige overvågningsfiguranter i form af psykologer og pædagoger og pædiatere. De hører sammen med hinanden og med andre mødre. De har brug for at blive mødt med varme, ros og tentativ vejledning, de har brug for at høre, at andre har de samme problemer som dem, at det, de føler, er helt normalt, brug for at mærke, uden at det bliver sagt, at de er en del af en stor, universel historie om fødsel, barsel og moderskab. Man ser dem rundt omkring i byen, samlet på cafeer, med klapvogne og barnevogne stående som et bolværk mod resten af verden. Her er vi! Og vi hygger os! Og snakker om latterlige, dumme ting som røde numser, ammeproblemer, veninder med fødselsdepressioner (!) og mænd, der larmer, når de vasker op. Det skal lige siges, at disse kvinder ikke nødvendigvis har mistet evnen til at læse Weekendavisen. Alligevel bliver tilstanden ofte beskrevet som tåbelig, latterlig (og her får betegnelsen pludselig en hårdere, mere nedgørende klang, læg mærke til det). Undervejs i min research stødte jeg således også på en mor, der i en kronik beskrev, hvordan hun opfattede andre kvinder på forældreorlov. Hun var selv akademiker og gik hjemme med sin treårige datter. På legepladsen observerede hun de andre mødre, mens de fnisende gjorde grin med deres mænd og i det hele taget opførte sig, som om de var medlemmer af et hemmeligt fællesskab og i besiddelse af en viden, som de alene havde adgang til at forstå. »Har vi smidt 30 års kamp for ligestilling ud?«, spurgte den bekymrede, veluddannede kvinde, der gik og funderede over disse og andre vigtige spørgsmål, mens »hun legede mor«. Det, der slog mig - ud over hendes egen følelse af at være udenfor - var den kolde distance i formuleringen »mens jeg leger mor«. Er det i virkeligheden den splittelse, der har ramt os alle? Er vi blevet så frigjorte og pissekloge, at vi ikke vil vedkende os vores eget moderskab og de følelser, der følger med? Varmen i maven, den indforståede glæde, angsten, ambivalensen, kærligheden, fællesskabet, den altfortærende frygt for at miste? Er vi blevet så hjernestyrede/-vaskede, at vi ikke kan rumme to modsatrettede følelser på en gang? Selvfølgelig er moderskabet hæmmende for de hjernestyrede projekter, i hvert fald i en periode. Moderskabet er, som de mange depressioner og svagere efterfødselsreaktioner jo er et vidnesbyrd om, ikke noget, man kan tænke sig til eller lægge strategier for. Man må sidde den ud, må man. Man må overgive sig. Og hvis man ikke kan det, må man have hjælp. Før eller senere finder moderskabet et leje. Det kan tage kortere eller længere tid, afhængig af omstændighederne omkring fødslen og afhængig af, hvor forberedt kvinden er, når hun konfronteres med moderrollen. Men det finder et leje, og i langt de fleste tilfælde finder det et naturligt, glædefyldt leje, hvorfra overgangen til et nyt liv som arbejdende kvinde og mor finder en flydende, ikke-smertelig, ikke-konkurrerende form. En god start for mødre og børn kræver imidlertid et samfund og en kultur, der forstår og respekterer, at der skal værnes om de fødende. Hvor patetisk det end lyder, så har vi ikke råd til andet. Et samfund, som færre og færre har lyst til at føde børn i, er ikke det samfund, danskerne har kæmpet for at opbygge gennem de sidste 200 år. Vi har brug for en ny nøgle til en måde at anskue børn og moderskab på i fremtiden. En anskuelse, som rummer plads til karriere, ambitioner og hjernestyrede projekter. Plads til både-og. Men som indeholder en forståelse, en accept og en anerkendelse af, at mødre, der lige har fået børn, befinder sig i en afgørende fase i deres liv. Vel at mærke i en tid, hvor antallet af tilgængelige søskende, naboer, tanter og bedstemødre er skrumpet ind til et ikke altid bærende støtteantal. Det siger sig selv, at forholdene omkring de mange ulykkelige mødre bør undersøges nærmere. Det er ikke nok i sig selv at råbe vagt i gevær, fordi nogle tal ser alarmerende ud. Måske er det overdrevet, måske har det altid været sådan. I mellemtiden må vi se, om der ikke er noget, vi selv kan gøre bedre. Vi må hjælpe hinanden som de gode samfundsborgere, vi er. De erfarne mødre må være sig deres ansvar bevidst. Vi må rende hinanden lidt mere på dørene, vi må skabe liv hos dem, der skaber liv. Ellers bliver prisen for høj. Kvinder skal ikke være alene med deres små børn. De skal ikke stå foran vinduet med et spædbarn i armene og være fulde af kaos. Hvis det er den pris, vi har betalt for at blive veluddannede lønslaver i et højglanspoleret velfærdssamfund, så er den uden tvivl for høj. Og så har vi svigtet ad helvede til.