Sommerhuset prøver forgæves at spejle sig i Kattegat, men bølgerne er for hidsige og flænser billedet af barndommens stråtækte strandgård i samme sekund, det bliver til inde i drengens hoved. Jeg er 12 år gammel og går langsomt ud i det urolige hav, mens kulden spinder sig om min forvoksede krop. »En hulahopring af is!«, skriger jeg til min storesøster og forsvinder hylende i Kattegats bølger, sekundet før hun selv får taget mod til sig. Dommerens husorden er streng, men ens for alle. Møder familiens medlemmer ikke op til måltiderne med vådt hår, er der hverken morgenmad, frokost eller aftensmad. Et vagtskifte finder sted. Sammen med deres egne forældre bliver min far og mor pludselig lige så umyndige, som mig og min storesøster altid har været. Dommeren og hans blide kone overtager med største selvfølgelighed kommandoen. Straks bliver dagene rolige og velorganiserede, måltiderne regelmæssige som perlerne i sølvkæden om mormors hals, børnenes pligter lige så indiskutable som deres sengetid. Alting er nærhed. Lyngen under familiens nøgne fødder, de små bølger, som klukkende kærtegner stranden hele vejen fra strandgården til fyret, vindens leg med flagsnorene på flagstangen og min mormors lille klokke, der kalder de badende op til frokost. Men Niveacremen, familiens kvinder beder mig om at smøre ud over deres store rygge, er et alvorligt problem for den generte dreng, som vil forfølge ham resten af hans liv. Jo mere jeg smører, desto større synes jeg, ryggene bliver, som landskaber, der vokser med længden af de skridt, jeg tager igennem dem. Everlasting landscapes, som aldrig lader mig lægge dem bag mig. Drengen undrer sig over, at kvinderne ikke beder deres egne mænd om at smøre dem ind, men de spiller skak med morfaren, og partierne varer i evigheder. Dommeren tilbringer hele sommeren inde i skyggen med en skakbrik i den ene hånd og Winston Churchills erindringer i den anden.
Som sin cigarrygende helt hader min morfar at tabe både i retssalen, på tennisbanen og frem for alt ved skakbrættet. »Silence, please!«, skriger han arrigt ved den mindste lyd. Selv lyden af en drengehånd, der smører Niveacreme ud over en kvinderyg, får dommerens sirlige tankerækker til at knække som spaghettien, mormoren putter i sommerhusgryden, mens de nyplukkede jordbær fylder hendes fine rosennæse med glæde. Hun er født Rosen, og min mormor er en rose. Selv om det er højsommer, kan dommeren ikke lade være med at synge ’Den yndigste rose er funden’ og kysse den hvide stribe, der løber ned gennem hendes sorte hår som en snedrive, der ignorerer sommeren. At kærlighed kan blive så gammel uden at sygne hen, fylder mig med tro på, at min egen far og mor også vil blive sammen, ’indtil døden jer skiller’, som de har lovet Gud, men har så let ved at glemme. De yngre voksne har deres eget fristed inde mellem gyvelbuske og lave grantræer forkrøblet af hav og salt. De soler sig nøgne. Specielt kvinderne er gode til at være nøgne og forvilder sig ind i mine drømme. Jeg prøver at se den anden vej, men det er svært at se den anden vej med lukkede øjne. Drømmene kommer inde fra mit eget hoved, og ligegyldig hvor jeg vender mig, visker drømmene virkeligheden ud. I starten tror jeg, at jeg er den eneste, der bruger den virkelige verden som et biograflærred til at projicere mine drømme på. Det fylder mig med skam at afbryde virkeligheden, som taler jeg i munden på den gud, som skabte ikke bare mig og resten af familien, men også Århusfærgen ude i horisonten på vej mod Smilets By. »Ti minutter forsinket igen«, vrisser dommeren, som konstant holder øje med, at tingene sker til tiden. En kvinde, som er hyppig sommergæst hos familien på Strandgården, tror specielt meget på Niveacreme. Da hendes mand stædigt nægter at få Niveacreme på sine blege, juridiske hænder, bliver det drengens job at smøre hendes ryg ind i den magiske creme. Smilende krænger hun badedragten ned, så halvdelen af den hvide bagdel, som jeg allerede kender fra mine drømme, springer udfordrende frem imod mine hænder. Ind i hendes porer skal Niveacremen, beordrer hun, hårdt, ellers beskytter den ikke og bliver vasket af, når hun svømmer crawl i Kattegat. Og det er den fine creme alt for dyr til. »You look after the pennies, the pounds look after themselves«, siger kvinden og smiler til den generte dreng bag hendes ryg, som ikke aner, hvad hun snakker om.
