På et brunt tilrøget værtshus satte fire kunstnere sig sidste år til modværge.
Mod forfølgelsen af uskyldige rygere, mod helsehysteriet og mod undertrykkelsen af frihed i det hele taget. Den Gule Negl kaldte Kim Larsen, Johnny Madsen, Thomas Helmig og Klaus Kjellerup deres band. De spillede i egen udlægning mod småborgerligheden og intolerancen og levede dermed op til alle gængse forventninger til rigtige kunstnere. Og pressen flokkedes om dem. Her var endelig nogen, der sagde noget nyt, overraskende, frækt, provokerende. Bandet døde godt nok allerede samme dag en naturlig død – de kunne vist ikke blive enige om, hvem der var leder.
Men de levede videre i medierne, og senere på året kunne man i DR’s P1-program Apropos høre lektor Dorthe Refslund Christensen give bandet følgende skudsmål: »Det har jo altid været kunstneres om ikke opgave så dog alligevel i praksis opgave også at tale magten imod, eller tale den offentlige mening imod, eller tale tidstypiske trends imod. Og det er jo det, Den Gule Negl gør«. Man kan sætte spørgsmålstegn ved Den Gule Negls sag og ved seriøsiteten af deres indslag. Men det interessante er i virkeligheden ikke sagen, snarere forestillingen om kunstnerens rolle i den offentlige debat, som Den Gule Negl kortvarigt gav kød og blod, og som medierne almindeligvis velvilligt viderekolporterer: forestillingen om kunstneren som den, der med Refslund Christensens ord taler magten imod. Denne forestilling findes i mange varianter. Vi taler om kunstnere som seere, som nervemennesker, som de undertrykte og oversetes forsvarer, som dissidenter, som særligt sensitive eller moralsk ophøjede osv. Fælles for alle varianterne er en romantisk og romantiserende ide om kunstneren som sandhedsvidne. Vi kender dem jo godt, fra aviserne og fra tv. De kloge, velformulerede og medievante kunstnere med noget på hjerte, en sag eller noget, de gerne vil protestere imod – for demokratiet og ytringsfriheden og imod tyranniet. Og dragningen er umiskendelig mod disse kunstnere, der vover at postulere tilstrækkeligt overblik til at samle alle den postmoderne tilværelses fragmenter i en sammenhængende fortælling med en begyndelse, en midte og en afslutning.
