Abstraktionsniveauet i den danske debat er påfaldende lavt. Vi har masser af meninger, men savner viden og visdom, skriver idéhistoriker Dorthe Jørgensen. Fordi vi har holdt os på afstand af det dannede Europa. Ordet 'provins' betragtes i almindelighed som en geografisk betegnelse for landet uden for hovedstaden. Men denne betegnelse er ikke neutral. 'Tegneseriefiguren' Polle fra Snave demonstrerer, at det ikke er nogen kompliment at blive betragtet som provinsiel. Ordet 'provins' kan med andre ord ikke bare fungere som en geografisk betegnelse for det, der ligger uden for hovedstaden. Der findes også en tankens geografi, i hvilken man placerer sig i provinsen ved at være indskrænket. Det danske debatniveau er kendetegnet ved en sådan åndelig provinsialisme. For øjeblikket er det mest iøjnefaldende, at alle kritiske røster latterliggøres som »fornærmet klynk«. Selvom denne skingre afvisning af enhver analyse, der sætter spørgsmålstegn ved de aktuelle tilstande, er fordummende, er der imidlertid noget, som måske er mere ildevarslende. For kritiske røster forstummer ikke så let. Men på grund af voksende uvidenhed og modvilje mod visdom er grundlaget for overhovedet at diskutere med hinanden ved at være temmelig tyndt. Diskussionen om migration og globalisering er f.eks. præget af den vrangforestilling, at vi er de første i verdenshistorien, som står over for at skulle fungere sammen på tværs af kulturelle skel. Men faktum er, at verden stort set altid har været 'globaliseret'. Den såkaldt mørke middelalder var f.eks. ikke mere mørk, end at vikinger og arabere handlede med hinanden, irsk bogillustrationskunst blev inspireret af mellemøstlig ornamentik, og danske kirker blev bygget af håndværkere sydfra. Selvfølgelig er situationen i dag unik, eftersom historien aldrig gentager sig på nøjagtig samme måde. Men den er ikke mere enestående, end at den ligner, hvad andre før os har oplevet. Vi ville derfor kunne lære af historien, hvis flere havde kendskab til den. Tilsvarende bevirker modviljen mod visdom, at enhver, som forsøger at højne niveauet i den danske debat, støder hovedet mod et glasloft. Der er en meget mærkbar grænse for, hvilket abstraktionsniveau diskussionen kan komme op på. Dette er blevet afsløret under debatten om de intellektuelle. Ord som 'intellektuel' og 'teknokrat' er uvilkårligt blevet opfattet som betegnelser for sociologisk eller politisk definerede grupper af konkrete mennesker. Resultatet af denne ufilosofiske omgang med begreberne har været, at man har opfattet diskussionen som en krig - det vil sige som et forsvar for én gruppe og et angreb på en anden gruppe af konkrete individer iblandt os. For at undgå denne fejltagelse har jeg i min bog 'Viden og visdom - Spørgsmålet om de intellektuelle' (Det Lille Forlag 2002) lagt stor vægt på at forklare, at der ikke er noget lighedstegn imellem en teknokrat og en ingeniør eller en intellektuel og en humaniorauddannet. Ordene 'intellektuel' og 'teknokrat' sigter ikke til konkrete grupper i befolkningen, men derimod til bevidsthedsformer, som går på tværs af sociologiske og politiske skel. Det vil sige, at ordene 'intellektuel' og 'teknokrat' betegner idealtyper, som man ikke kan finde i empirien, men som er udledt af den. Der eksisterer derfor ikke noget konkret individ, som fuldstændigt svarer til definitionen på den intellektuelle. Til gengæld findes der i alle samfundslag og på højre- såvel som venstrefløjen en række personer, som er bærere af en intellektuel bevidsthed. Idealtyper kan man f.eks. bruge til filosofisk at identificere tendenser - eksempelvis i den offentlige debat - og til at foregribe disse tendensers konsekvenser. Ved hjælp af idealtyperne 'intellektuel' og 'teknokrat' kan man spidde den tendens, der præger den aktuelle politiske diskurs, nemlig dens teknokratisering og en hermed sammen-hængende mistænkeliggørelse af den intellektuelle tænke- og talemåde. Men det forstår man ikke, hvis man anser ordene 'intellektuel' og 'teknokrat' for at referere til sociologisk eller politisk definerede grupper i befolkningen. Så tror man, at der bare er tale om en ny version af 'dem og os'. Den danske debat er i høj grad forstyrret ikke bare af mangel på viden om historiske forhold, men også af en manglende evne til at tænke filosofisk og dermed af mangel på visdom. Debatten foregår stort set kun på 'doxa's niveau. Platon skelnede imellem doxa (meninger), episteme (viden) og sophia (visdom), og han anså det for vigtigt at komme fra doxa til episterne og helst helt frem til sophia. I dag er det imidlertid blevet moderne at mistænkeliggøre sophia, eventuelt at prise episteme og i øvrigt selv at bevæge sig på doxas niveau. Det er dog heller ikke så underligt, at det er, som det er, for aktørerne i den offentlige debat er produkter af det danske uddannelsessystem. I børnehaver, skoler og gymnasier har man igennem mange år prioriteret børns og unges selvstændighed, men uden at give dem et redskab til at praktisere den på en kvalificeret måde med. Derfor tror mange unge, at selv på universitetet handler det om meninger, og at det eneste alternativ til doxa er en positivistisk form for videnskabelighed. Episteme er imidlertid kun et skridt på vejen mod sophia. Alternativet til at divertere andre med sine meninger består ikke i en teknokratisk pukken på såkaldt objektive kendsgerninger, men derimod i analytisk forankret og velargumenteret indsigt. Der er med andre ord intet vundet ved bare at udskifte meninger med viden; der skal også visdom til. Og viden og visdom står ikke i noget enten-eller-forhold til hinanden; det er særdeles bevidst, at der i titlen på bogen 'Viden og visdom' står 'og' og ikke 'eller'. Visdom er slet ikke mulig uden viden. Det ligger i sagens natur, at visdom er utænkeligt uden viden, eftersom den er viden, der er sat i perspektiv! Til gengæld er viden muligt uden visdom (det kender man fra fagidioti), og doxa befinder sig simpelthen under episternes niveau (derfor kan man have en mening om hvad som helst). Subjektive meninger er altså ikke det eneste indskrænkede, vi kan komme ud for. Det er også udtryk for åndelig provinsialisme, hvis man klamrer sig til viden. At bevæge sig på sophias niveau er derimod det samme som at have lagt meningerne bag sig og have omsat sin viden i visdom ved at transcendere og dermed perspektivere den. VK-regeringens opgør med 'smagstyranniet' kan for en naiv betragtning se ud som et opgør med doxa, men det er blændværk. Det kan man se deraf, at den offentlige debat er endnu mere præget af doxa i dag end for et halvt år siden, og at dette skyldes regeringsmedlemmers egne bidrag til debatten. Sjældent er der blevet anvendt så mange usaglige ord om oppositionen som nu (fornærmet, klynkende, sur, vranten og så videre). Endvidere har VK-regeringen vist sig ikke at være imod doxa som sådan, derimod kun bestemte doxa, nemlig dem, der strider mod dens egen ideologi. De såkaldte smagsdommere er ikke blevet afskaffet, men erstattet af en anden type. Man har udskiftet eksperter, som hælder mere til den intellektuelle end den teknokratiske side, med andre, som gør det modsatte. Det er sket med det argument, at de førstnævnte er subjektive, de sidstnævnte derimod objektive. Med denne argumentation har VK-regeringen og dens proselytter imidlertid ikke ryddet op i doxa, men derimod afsløret, at de ikke kan kende forskel på doxa og sophia - formentlig fordi de slet ikke ved, hvad sophia er. Takket være denne åndelige provinsialisme bliver analytisk forankrede og velargumenterede indsigter plat afvist som subjektive. Man forsøger i stedet at holde de intellektuelle fast på episteme, hvilket er det samme som at ville lukke munden på dem. For den intellektuelle bevidsthedsform er netop kendetegnet ved at overskride episteme med retning mod sophia. Den er karakteriseret ved ikke bare at være vidende, men også at være vis. Klapjagten på de intellektuelle blev indledt af politikere, som selv er akademisk uddannede, og den har ikke bare vundet genklang hos globaliseringsangste borgere og populister. Visse akademikere på såvel højre- som venstrefløjen har også naivt bedyret, at statsministerens nytårstale mod de såkaldte eksperter (som han nedladende sagde) bare handlede om at bringe viden i højsædet og overlade resten til befolkningen. Forklaringen på dette er, at mange akademikere allerede for længst var teknokratiserede og postmoderniserede i hovedet, inden VK- regeringen overtog magten. Højreorienteret teknokrati og venstreorienteret postmodernisme er nemlig to sider af samme nihilistiske sag. Begge dele er kendetegnet ved en komplet mangel på visioner, som i begge tilfælde bliver idealiseret under henvisning til at metafysik er illegitimt. Således orienterer teknokrater og postmodernister sig alene efter det praktiske og pragmatiske og gør en dyd ud af denne snæversynede nødvendighed. Af samme grund kan begge parter i fællesskab bedyre, at distinktionen imellem højre og venstre er passé. For hvad enten de er højre- eller venstreorienterede, er deres opmærksomhed i hvert fald koncentreret om det samme, nemlig deres egen karriere. I den brede befolkning er der imidlertid mange, som ikke deler denne åndelige provinsialisme. Det har ganske vist forlydt i 15-20 år, at verden er blevet postmoderne. Det vil sige, at de store fortællingers tid er forbi, fordi vi nu er klar over, at selv fortællingen om, hvad der er sandt, er et produkt af vor egen fantasi. Vi vil måske nok blive ved med at skabe den slags fortællinger, men de vil i så fald ikke være store, for ingen vil længere have noget troende forhold til dem. Fortællingerne vil derimod være små, i den forstand at de vil blive anset for at være udskiftelige. I realiteten lever de fleste af os imidlertid enten på nogle værdier, som vi har arvet, det vil sige som traditionalister, eller også som moderne, det vil sige med en længsel efter en mere holdbar grund end den, der er. Traditionalisterne er alle de såkaldt almindelige mennesker, som mange af os tilhører, og andre af os møder ved familiefester, dvs. mekanikere og ekspeditricer, taxachauffører og sygeplejersker, fuldmægtige og ingeniører osv. Disse mennesker er ikke kendetegnet ved at være højre- eller venstreorienterede, selvom de fleste selvfølgelig stemmer på et parti. De er derimod karakteriseret ved at holde en række værdier i hævd, som de ikke opfatter som selvopfundne og udskiftelige, og som grundlæggende handler om at leve som et 'anstændigt' menneske. De moderne sætter derimod spørgsmålstegn ved de overleverede fortællinger, fordi de mener, at enhver stor fortælling er et produkt af menneskets fantasi, hvorfor den også er relativ. Og fordi de anser fortællingerne for at være blevet skabt med det formål at privilegere én sandhed på nogle andre sandheders bekostning. Men disse mennesker er ikke postmoderne, selvom nogle af dem selv hævder det. For de længes stadig efter, at en eller anden stor fortælling kan give mening til deres tilværelse. Paradoksalt nok blev teorien om de store fortællingers død hurtigt selv en ny stor fortælling. Derfor har intet været mere politisk korrekt i de sidste 15-20 år end at bekende sig til denne teori. Men teorien om det postmoderne tager hverken højde for traditionalisternes eller for de modernes livsform. Om dens teknokratiske og postmoderne fortalere kan man derfor ikke bare sige, at de mistænkeliggør de intellektuelle på grund af disses metafysiske tankegang. De ignorerer også det meste af befolkningen, samtidig med at de populistisk bedyrer, at de kæmper dens sag ved at skære »fedtlaget af smagsdommere« bort. Den antimetafysiske modstand mod de intellektuelle, der kommer til udtryk i den teknokratiske og postmoderne ideologi, begrænser sig ikke til det danske rige. Også andre steder har teknokratiseringen og postmoderniseringen floreret i mange år. I Danmark skærpes situationen imidlertid af, at der aldrig har fandtes nogen højborgerlig kultur, som kan måle sig med den i f.eks. Tyskland. Derfor møder mange danskere det moderne videnssamfund med en bevidsthed, som har rødder i almuekultur og moderne kulturindustri, men ikke i den klassiske europæiske dannelsestradition. Konsekvensen er, at der mangler en modvægt til den teknokratiske og postmoderne ophøjelse af målestokken fra det praktiske og pragmatiske til altings målestok. For det er den klassiske europæiske dannelsestradition, der repræsenterer den indsigt, at ikke alting har sit formål uden for sig selv. Der findes også noget, som har værdi i sig selv. Dette i sig selv værdifulde, som ikke tjener noget andet formål end at være, kaldte de gamle grækere for det skønne (gr. to kalon). Og for grækerne var dét samtidig også sandheden: at alting netop ikke kan måles med det praktiske og pragmatiskes målestok. I Danmark har man åbenbart kun foragt tilovers for denne indsigt, som ikke kun de gamle grækere, men også senere tiders tænkere har formidlet til eftertiden. For siden Holbergs dage har man her i landet klamret sig til en sort-hvid-agtig måde at diskutere spørgsmålet om de intellektuelle på. Det er således karakteristisk, at man enten insisterer på episteme, dvs. viden- symboliseret ved Erasmus Montanus. Eller også gør man det modsatte, hvilket samtidig er det mest almindelige: Man forveksler doxa med sophia, meninger med visdom, idet man idealiserer løjtnanten forstået som symbolet på folkelig fornuft. Hvis vi ikke havde været så optaget af os selv i Danmark, men derimod havde interesseret os mere for den europæiske dannelsestradition, kunne vi i stedet have opdaget, at der findes en tredje vej i tankens geografi. Det vil sige, at der eksisterer et alternativ til Erasmus Montanus (den jargontalende boglærde) og løjtnanten (den folkelige fornufts snu repræsentant). Sande intellektuelle, som formidler indsigt til andre mennesker, er faktisk også en mulighed; de findes f.eks. i Tyskland, Frankrig og Italien. Men hvis vi vil, kan vi jo prøve at sætte en stopper for vor åndelige provinsialisme. Det forudsætter imidlertid, at niveauet i den offentlige debat bliver højnet. Og da debattens aktører er produkter af det danske uddannelsessystem, er det hele i sidste ende et uddannelsespolitisk spørgsmål. For hvad har vi brug for i det moderne videnssamfund? Ikke kun viden, men også visdom. Hvordan lærer de unge at skelne imellem meninger, viden og visdom? Ved at øve sig i selv at komme fra doxa videre til sophia. Og hvordan træner vi dem i det? Ved at sætte tænkning på skemaet i skolen.