»Der er ingen problemer, lad nu indvandrerne være i fred«. Sådan ynder politiske modstandere på højrefløjen at beskrive radikal integrationspolitik. Men det dækker på ingen måde partiets holdning, og det vil ikke være mit udgangspunkt som beskæftigelses- og integrationsborgmester i landets hovedstad. Jeg har tre pejlemærker for hovedstadens integrationspolitik under min ledelse. Det første pejlemærke er, at vi skal anerkende alle de problemer, der kan dokumenteres. Deri ligger to signaler. På den ene side skal vi ikke negligere reelle problemer, hverken fordi vi er blåøjede eller berøringsangste, vi skal tage hårdt fat om dem. På den anden side skal vi ikke – som højrefløjen lever for at gøre, men som mange mainstreampolitikere også er forfaldne til – bruge alle vores vågne timer på at udpege nye udfordringer, finde nye fejl og påpege nye problemer hos indvandrere. Vi vil bruge alle kræfter på de reelle problemer og ikke spilde tiden på billig populisme. Det andet pejlemærke er, at vi skal løse problemerne ved hjælp at indsatser, hvis effekt er bevist. Deri ligger det, som måske mere end noget andet kendetegner radikal politik i almindelighed og radikal integrationspolitik i særdeleshed. Troen på, at udveksling af ideer og best practice nationalt og internationalt virker. Troen på, at solide forskningsresultater kan anvise løsninger. Og troen på, at vi skal lære af fortidens fejl såvel som succeser. Det betyder også, at vi hellere skal have få effektive projekter end en rodekasse af mindre tiltag. Det kræver dokumentation, systematisering af indsatsen og evalueringer. Det tredje pejlemærke er, at vi skal gå efter årsagen til problemerne og ikke efter symptomerne. Deri ligger, at vi skal føre realpolitik – og hverken symptom-, signal- eller symbolpolitik. Vi skal gå efter årsagerne til indvandrerbørnenes lavere karakterer i skolerne. Efter årsagerne til indvandreres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Efter årsagerne til indvandreres lavere beskæftigelsesfrekvens. Det nytter ikke at stirre sig blind på symptomerne, hver gang vi står over for resultatet: En ung indvandrer, som ikke har fået støtte hjemmefra, ikke har følt sig tilpas og ikke har lært nok i skolen, som i stedet har fundet identitet og status i et kriminelt miljø, og som på grund af en plettet straffeattest har svært ved at få et job. Vi skal til roden for at løse det problem. Det er de tre pejlemærker, der vil komme til at gennemsyre Det Radikale Venstres integrationspolitik i København i de næste fire år. Er der noget epokegørende ved dem? På den ene side er der. På den anden side er der ikke. Det kommer nemlig an på, om man sammenligner dem med tilstanden på udlændinge- og integrationsområdet eller praksis på alle andre politikområder.

På alle andre landspolitiske områder kræver enhver seriøs politiker dokumentation for, at der er et problem, før de laver en lov, der enten koster skattekroner eller griber ind i borgernes frihed. Det samme har ikke gjort sig gældende for integrationsområdet, hvor et bølgeskvulp i folkestemningen eller et hævet øjenbryn i Dansk Folkeparti er mere end rigeligt til, at regeringen skrider ind. På alle andre områder kræver enhver seriøs politiker, at pengene og kræfterne bruges på en sådan måde, at det beviseligt vil have en effekt. På integrationsområdet har der været en tendens til, at politikker, værktøjer og projekter alene er blevet vejet på mediernes guldvægt: Kan det skabe overskrifter? På alle andre områder kræver enhver seriøs politiker, at der tages fat om nældens rod og ikke om toppen, selvom det er der, det brænder. Det samme har ikke gjort sig gældende på integrationsområdet, hvor man betragtes som håbløst naiv, hvis man bringer årsagen ’sociale forhold’, ’tendenser til eksklusion’ eller ’søgning efter identitet’ ind i en diskussion om ’symptomet kriminalitet’, ’signalet radikalisering’ eller ’symbolet hovedtørklædet’. Og ikke nok med, at der altså gælder helt andre standarder og præmisser for integrationspolitikken, end der gør for andre politikområder. Der eksisterer også en uudtalt konsensus om, at succeser på området skal ignoreres og forties. Simpelthen fordi en stor del af det danske politiske establishment ønsker at opretholde billedet af, at indvandring og mislykket integration er det absolut største samfundsmæssige problem – større end både klima- og finanskrisen. Frygten for de såkaldt fremmede er højrefløjspartiernes eneste eksistensberettigelse. Frygten for vælgernes flugt til højrefløjspartierne er mainstreampartiernes primære pejlemærke i integrationspolitikken. Så ingen er villige til at gå imod strømmen og pege på succeserne – som der faktisk er masser af, især i København. Det er gennem mange års vellykket skræmmekampagne fra Dansk Folkeparti lykkedes at gøre en del danskere bange for indvandrere – især muslimske indvandrere. Med støtte fra regeringen bliver muslimer konstant omtalt som en trussel mod Danmark, mod dansk kultur og som potentielle terrorister. Frygt er en effektiv måde at lede på – og en effektiv måde at få folk til at stemme på sig. Det er bedre end visioner, hvilket Anders Fogh Rasmussen har vist gennem det meste af det netop afsluttede årti. Ved at gøre folk bange for muslimer, ved at appellere kynisk til de laveste mekanismer og fordomme hos vælgerne er det lykkedes Dansk Folkeparti og regeringen at holde magten i indtil videre tre perioder. Et eksempel på en skræmmekampagne så vi i debatten om en ny moske i København. I kommunalvalgkampen gik Dansk Folkeparti så langt, at Den Blå Moske i Istanbul i en annonce blev afbildet med krumsabler på toppen – for at give indtryk af, at islam er krigerisk og farlig for os danskere. En helt uhørt dæmonisering af en religion og af 40.000 københavnske medborgere. Og hvad der var endnu værre – de slap ret godt fra det i pressen. Kommunikationsfolk roste endda Dansk Folkepartis kommunikation – i stedet for at fordømme det diskriminerende og islamofobiske livssyn, som annoncen illustrerer. Så er vi kommet meget langt i noget virkelig udansk – for er der noget, der i mine øjne er dansk, så er det respekt for og accept af andre kulturer og religioner. Tilmed gentager Dansk Folkeparti hele tiden uden skelen til fakta, at moskeer ofte er arnested for fundamentalistiske islamiske fraktioner, der måske pønser på terroraktioner. De ignorerer, at eksempelvis Hizb-ut-Tahrir er en meget lille forening, at langt de fleste muslimske indvandrere er moderate og pragmatiske troende. Otte ud af ti indvandrere føler sig velintegrerede, så det er Dansk Folkepartis dæmonisering af muslimerne, der adskiller i ’dem og os’ – ikke indvandrerne selv. Der findes enkelte farlige muslimer, der findes enkelte ekstremistiske muslimer, som går med terrortanker, og de skal modarbejdes, det er indlysende. Men langt hovedparten vil faktisk bare gerne accepteres og være en del af det danske samfund. På lignende måde bruger især Konservative utrolig meget energi på at gøre burkaen til et problem. En lynrapport blev sat i gang, og da den viste, at kun en håndfuld i Danmark bærer burka, og mellem 100 og 200 niqab, var den ikke videnskabelig nok. Og alligevel fortsætter regeringens såkaldte burkaudvalg kampen, alligevel bliver debatten brugt af Konservative til at forsøge at skabe frygt. Formand Lene Espersen gik så langt, at hun sidste år talte om et land regeret af »islamistiske mørkemænd, der spærrer kvinder inde i burkaer«, og hun kaldte militant islamisme for den største trussel mod Danmark. Imens steg ledigheden dramatisk, finanskrisen rasede, og klimakrisen truer vores jord. Så har man virkelig slået på islamfrygten. Hvis det ikke var så skadeligt, ville det være latterligt. Jeg vil massivt sætte mig imod frygtens dagsorden. Jeg vil ikke gøre minareter, hvoraf der ingen er i Danmark, til et problem. Jeg vil ikke gøre bederum på virksomheder til et problem – det kan virksomhederne gøre frit, hvis de finder det opportunt for at få et godt arbejdsmiljø og tage hensyn til enkelte medarbejdere. Og jeg vil heller ikke gøre burkaer til et problem.