Denne scene er velkendt: En mørk vinteraften sidder en gruppe beboere rundt om et bord. Det er farveudvalgets første møde i den nye ejerforening - til foråret skal der males! Den gamle udlejningskaserne har sovet i mere end 100 år. I al den tid er vinduerne blev malet hvert syvende år af udlejeren. Vinduerne har altid været den samme brune farve, den brændte umbra, der ligner chokoladeovertræk. Og portlandcementen på facaden skulle der jo ikke gøres noget ved. Butiksejerne har gennem årene malet forneden, men resten af facaden står i det oprindelige gråbrune cementpuds. Nu er ejendommen udstykket i ejerlejligheder, og stoltheden hos den enkelte låntager er stor. Beboerne er blevet ejere. Dørmåtterne på trappen er pludselig blevet et fælles anliggende. Og facaden! Det er jo husets ansigt udadtil - en slags visitkort for beboerne. På mødet er der en, der siger: Egentlig er vores facade jo ret flot! Det er næsten synd, det hele er ensfarvet. Man lægger slet ikke mærke til gesimserne og al den anden pynt. Man begynder at tale om at bruge forskellige farver på murfladen i forhold til gesimser og anden udsmykning. Jo flere farver, jo flere tilfredse medlemmer af farveudvalget. Man er bange for, at det skal blive kedeligt. Det er i virkeligheden en misforståelse. Lys og skygge giver et rigt farvespil i ensfarvede facaders relief. Rundt omkring i byen ser man krampagtige forsøg på at få velformede facader til at virke mere 'spændende' ved at male visse partier af facaden i en anden nuance. I virkeligheden er lys og skygge langt mere spændende og meget mere varieret end disse påmalede nuancer. Så kommer vi til vinduesfarven. Nu falder bemærkningen på mødet: Er de brune vinduer ikke lidt kedelige? De gamle vinduer skal helst ligne nye vinduer. Nye vinduer er hvide. Det koster nemlig ekstra at få vinduesfabrikken til at skifte farve på vinduernes yderside. Alle byens vinduer er efterhånden blevet hvide. Ser man på gamle malerier vil man finde gule, røde, grønne og blå vinduer. Portene kunne være f.eks. være perlegrå, brune eller citrongule. Den vogngrønne farve, som mange tror er så gammel som byen selv, kom først frem i 1809. Da kunne man fremstille kromgul, som blandet med pariserblå giver en dyb grøn farve. Byens farver er ved at blive trivielle: lakse-abrikos på facaden, hvide vinduer og grønne porte og døre. Under bordlampen i vintermørket ligger farveprøver. Nu opstår der et nyt problem på den farefulde færd fra farveprøve til færdig facade. Lyset. Måske er der en glødepære i lampen, eller måske ligger farveprøverne under en halogenlampe. Næste dag kommer man hen i farvehandlerens lys fra lysstofrør. Farvegengivelserne er vidt forskellige. Et andet problem er forestillingsevnen. En lille køn gul farvelap bliver i areal på facaden ganget med flere tusinde. Det gør gulheden af farven også! Farven på den lille kønne gule lap kan på facaden vise sig at være det mest skrigende gule farvehelvede. Nå, det kan jo males om. Ja, men det bliver det ikke! Farvevalg opfattes som noget, alle kan tale med om. Farvevalg kan dog ikke være demokratisk. Man kan ikke finde 'den rigtige farve' ved at stemme om det. Det siges, at DSB's brune uniformer for år tilbage blev valgt, fordi brun var den farve, færrest havde noget imod. Ved farvesætning af facader ser man ofte, at alle medlemmer i ejer- eller andelsboligforeningen tilgodeses, og resultatet kommer sjældent til at bidrage positivt til helheden. Mange facader, som er skabt til at stå ensfarvede, bliver i disse år malet op i flere forskellige nuancer. Det gælder især facader med kvaderfugede underfacader, gesimsbånd og vinduesindfatninger. Ensfarvede var også brokvarterernes portlandcementfacader, som imiterer den sandsten, man ikke havde råd til. Men som årene er gået, er der kommet kineserskæg under alle vinduesindfatninger, og underfacaden bærer præg af skiftende butiksejeres opmaling. Noget må der gøres. Man ringer efter en maler. Måske skulle man hellere have ringet efter en murer, som kunne retablere den pudsede facade med dens særlige porøse stoflighed og skiften med vejrliget. Farver til facader kom fra jorden indtil omkring 1950'erne. Pigmenterne var variationer af okker: rå okker, brændt okker eller glødet okker - gul, rød eller det blommefarvede pigment dodenkop. Desuden brugte man umbra, som også kunne være enten rå eller brændt. Hvilke pigmenter man særligt anvendte, kom an på handelsruter og arkitektoniske idealer i de perioder, hvor byen udviklede sig som følge af velstand eller bybrande. Disse få farver anvendtes til murfladerne med kalk som bindemiddel. Da kalken kun kan binde en begrænset mængde pigment, blev facadefarverne altid forholdsvis lyse og matte. Igennem århundreder blev byggematerialerne kalket eller malet i deres egne farver. Således bliver røde mursten rødkalket, gule mursten gulkalket, sandsten malet i sandstensfarve, marmor malet hvidt og så videre. Man malede især for at beskytte materialerne, men også for at idealisere dem ved at fjerne farveforskelle i naturmaterialerne. Med farver kunne man også illudere et byggemateriale, man ikke havde råd til. Et pudset bindingsværkshus blev rødkalket for at ligne et murstenshus. På samme måde ligger der en ambition bag de grønne træporte, som skulle ligne antikke bronzeporte. Gulbrune malinger får fyrretræ til at ligne mahogni eller nøddetræ. Det er et system bag facadernes udformning og farvesætning. De bærende og bårne dele af en facade kan være præciseret ved hjælp af farver. De bærende dele som sokkel, søjler og gesimser skal se stærke ud og får derfor stenfarve - også selv om de kun er trukket i puds for at spare. Som regel er der højst to farver på en facade: én på murfladerne og én på de arkitektoniske elementer som sokler, gesimser og indfatninger. Og det er næsten altid den samme stenfarve på de forskellige elementer. I slutningen af 1700-årene, hvor man dyrkede antikken, som man troede var hvid, blev hvide oliemalede facader idealet. I samtiden brokkede man sig over den nye mode, som kunne ende med, at vi »med Tiden komme til at boe ligesom iblandt Kridtbjerge og troe at Kiøbenhavn er forflyttet til Møensklindt«. Læger advarede om, at den hvide farve kunne være skadelig for øjnene. Nogle byer har en særlig farveskala. Paris er som en palet af gråtoner. Rom var indtil for nylig løvefarvet som en mægtig, gylden stenblok, hvori gader og pladser var hulet ud. De pudsede mure med glødende jordfarver er nu punktvis ved at få sine pastelfarver fra 1700-årene igen, og bybilledet opleves derfor i disse år som hullet. Jordfarverne præger derimod stadig Gamla Stan i Stockholm. I København er de enkelte kvarterer kendetegnet ved forskellige farver. Slotsholmen og Frederiksstaden er præget af de lyse stenfarver som sandstenen i de fine palæer. De gråhvide nyklassicistiske kvarterer i Laksegade, Boldhusgade, Højbro Plads, Kompagnistræde og Vestergade følger vindens retning fra sydøst den dag i 1795, da der gik ild i noget tømmer på Gammelholm, og en femtedel af byen nedbrændte. Kulørte farver som bolsjer i en pose finder vi derimod i nogle af de kvarterer, som aldrig brændte: Nyhavn, Christianshavn og Larsbjørnsstræde-kvarteret. Bykvarterernes forskellige farver er en kvalitet. Byen ville blive fattigere, hvis man malede kulørt midt i Amaliegade eller gråt i Nyhavn. Københavns gadebillede er ved at ændre sig. De nye farver er enten ubestemmelige, gullige blandinger eller også meget dominerende farver - et minde fra ferien i de varme lande. Men hvad der ser godt ud på Kreta, er ikke nødvendigvis vellykket i Købmagergade. En enkelt ultramarinblå facade kan få en hel gade i København til at vælte. Vores diffuse lys får farver til at virke stærkere end Sydens stærke sollys. Omgivelserne betyder også meget for oplevelsen. Bybilledet i f.eks. Havana er omgivet af farverige mennesker og kulørte biler. Nordens afvekslende, bløde lys giver afdæmpede farver et rigt liv, som kan være en daglig glæde. Selve farvevalget er præget af formuleringer som 'lyse og venlige' farver. Hvem kunne også ønske sig 'mørke og uvenlige' farver? Den venlige farve viser sig ofte at blive en gullig farve, en såkaldt varm gul, som ikke er okkergul, nærmest lidt laksefarvet - så har man også tilfredsstillet dem, der hellere ville have haft et rødt hus. Og så skal den venlige farve jo være lys. Det betyder, at man kommer hvidt i, hvilket får farven til at se melet ud. I kalkfarver får de hvide prismer, som kalken består af, pigmenterne til at stråle. I malinger er det, som om tilsætning af hvidt æder af lyset i farverne. Samtidig betyder hvidt-indholdet, at farven bliver køligere, og så får man et modsatrettet udtryk: en kold, varm farve. Når man vælger farve til en gadefacade, må man huske, at den indgår i en helhed. En facade i en gade er som musikere i et orkester. Hvis et af medlemmerne pludselig insisterer på at spille solist, går det ud over harmonien. På samme måde med facader. Det drejer sig i virkeligheden ikke om at finde en særlig smuk farve til en facade. Det drejer sig om at opnå en smuk helhed i gadebilledet. Den mest intetsigende farve kan i mange tilfælde være den helt rigtige for at få omgivelserne til at fungere visuelt. Farven på hudfarvet hæfteplaster er alt for lyserød i forhold til huden. Den er et udtryk for erindringen om hudens farve. Samme fænomen oplevede jeg engang i Skt. Petersborg, hvor jeg i et rum i Vinterpaladset så den ultimativt smukkeste rosa vægfarve. Der er den, tænkte jeg. Den helt sublime rosa, som hverken er kold eller varm. Da jeg havde stået lidt og beundret farven, opdagede jeg, at den skallede lidt omkring en stikkontakt. Jeg så mig omkring. Babusjkaen med sit strikketøj var faldet i søvn på sin stol. Forsigtigt pillede jeg en lille skal af og lagde den i en tændstikæske. Da jeg kom tilbage på tegnestuen halede jeg mit trofæ frem: Se, her er den smukkeste rosa farve, man kan tænke sig. Hverken blålig eller gullig. Helt rigtig rosa på den gode måde. Jeg åbnede æsken og holdt den frem. Da jeg så deres skuffede ansigter, kiggede jeg selv ned i æsken. Dér lå en lille grisefarvet malingsskal med en ubestemmelig grumset farve - Jordens dejligste rosa, når den blev malet op i et helt rum. Man skal ikke være bange for, at en farve bliver for kedelig. Er den sjov som lille, bliver den ulidelig som stor. Et overset aspekt er facaders stoflighed. Det fine spil af kontraster mellem mat og blank er glemt. Murfladerne er blevet halvblanke, døde og melede. En svanefjer og en køleskabslåge ser begge hvide ud på et fotografi, hvor man ikke kan opleve stofligheden og nuancerne. Svanefjeren er mat. Der er en anelse okker i det hvide, og så er den hvide farve dyb - som om man kunne se gennem flere lag. Overfladen på muren har tilsyneladende dybde, og farven virker lodden. Blikket inviteres indenfor i en hvid hule. Køleskabslågen er derimod blank, en anelse blålig, og den kaster hvidt fra sig. Blikket afvises på køleskabslågen. Vellykkede facadefarver er som svanefjer. Men de er trængt i disse år. Køleskabslåger truer med at dominere gadebilledet. I de fine kvarterer i Paris og London var det et krav, at man malede sin facade hvert femte år. I København vaskede ordentlige folk deres facader om foråret. Arbejdet blev udført fra de såkaldte pumpestilladser, hvor en mand kunne vrikkes op i højden fra en kurv og derfra rense facaden uden brug af et dyrt stillads. Hele facaden blev penslet over med sodavand, som ætsede det yderste af malingen, og dermed forsvandt også snavset på overfladen. Efter fem-syv år var der ikke længere nogen maling tilbage, og facaden var klar til genbehandling uden et krævende afrensningsarbejde. Systemet fungerede godt, fordi malingen var 'dårlig'. I dag opfattes en facadeistandsættelse som en engangsydelse i priskonkurrence. Alle tænker på, hvad der er billigst nu, og ikke på, hvad der er billigst i længden. Kunne man købe et abonnement på en velholdt facade, ville problemstillingen være helt anderledes. Hvis håndværkeren vidste, at det var ham selv, der skulle tilbage til facaden næste gang, ville han formentlig bruge nogle helt andre produkter end dagens standard. Han ville ikke alene kalkulere med, hvor lang tid der går med at påføre malingen. Han ville især tænke på, hvor lang tid der går med at få den af. Valget af malingstype ville baseres på, om den skulle afrenses med sandblæsning, kemikalier, varmluftpistoler eller andre og mindre kostbare metoder. Med en abonnementsordning ville man se nye valg af både materialer og metoder. Og svanefjer ville besejre køleskabslåger.