Hvad menes der egentlig med middelalderlig tænkning, spørger dagens kronikør. Lettere fornærmet, kan vi godt røbe, for litteraturkonsulent Bent Andersen mener nemlig, at middelalderen misbruges. Måske er Anders Fogh Rasmussen og Tøger Seidenfaden ganske uskyldige! Tilfældige ofre for reformationstidens ubønhørlige henrettelse af den nære fortid! I så fald må vi bringe orden i deres - og mange andres - begreber om en af de mest spændende epoker i vort lands historie: middelalderen. Statsministeren kom for skade at advare mod »religiøs middelaldertænkning« i sin nytårstale, og Seidenfaden fulgte trop et par dage efter ved i en leder at jage en skræk i læserne, da han betegnede dele af regeringens politik som »middelaldertænkning«. Ja, »Saa gaar Barn i By, som hjemme er lærd«, sagde såmænd allerede i vor forkætrede middelalder ordsprogssamleren Peder Laale - ret så clairvoyant (o. 1300)! Nu kan det godt være, at statsministeren tænkte på islam, da han fik middelalderen galt i halsen, men det bliver det nu ikke bedre af. »De mener at bekæmpe de ældgamle Ting, og aner dog, at det er de ny«, skrev Thorkild Bjørnvig i sit berømte essay 'Begyndelsen' (1948), og i denne korte sentens er der megen lærdom at hente. F.eks. at lade være med at bruge 'middelalderen' som skældsord. Selv kan jeg lide middelalderen. Jeg kan også lide min egen tid - det er den, jeg lever i. Og på tværs af alverdens fordomme ser jeg ingen modsætning heri. Ordet middelalderbetyder egentligmellemalder. Det stammer fra 1700-tallet og er i sig selv for så vidt en nedsættende betegnelse for perioden mellem oldtiden og renæssancen. Altså noget, der da blev overstået - set i lyset af den eftertid, der ryddede middelalderens idéverden til side for at give plads til sig selv. Det er i det forhold, Fogh Rasmussen og Seidenfaden og mange andre kan få aflad for deres synder mod historien. For de gik til vaflerne i reformationstiden, når fortiden skulle i skammekrogen. Hør f.eks. her i en nidvise fra 1530 om Povl Helgelsen, 'Vendekaaben', der gik hen og blev ugleset i begge lejre: »Løgn og Tidender har han kær,/ de hører til Pavens Rige«. Peder Palladius var ikke mere kærlig mod svundne dage i sin berømte 'Visitatsbog' (o. 1543): »Ligesom der ikke er brug for mere end een prædikestol, er der heller ikke brug for mere end eet alter. Gud give, menigheden vil bruge det ret og aldrig lade sig forblinde af nogen vildfarelse, selv om papisterne gerne vil til magten igen med alle deres messer. Vi har længe nok været i deres garn, og Gud fri os for nye fejltagelser«. (Egon Nielsens gendigtning). Dette skal derfor være et advokatur for middelalderen, før det bliver gængs sprogbrug at give den skylden for alskens dårligdomme. Det er for smed at rette bager, og det er ikke fortjent. Naturligvis bunder miseren i uvidenhed, et udtryk for den historieløshed, der er en uundgåelig følgesvend, når man stort set holder op med at undervise i og interessere sig for fortiden. Man taler jo rask væk om den 'mørke' middelalder. 'Mørk', fordi reformationstidens folk ville det sådan, og 'mørk', fordi vi ved for lidt om den tid. Og da gør man uvidenhed til en dyd og forfægter en indholdsløs myte. Lad os se på et par eksempler på disse urene tacklinger af middelalderen: En mand følte sig hensat til »en middelalderstat«, fordi han måtte besudle sine fødder ved at frekventere et kirkekontor, da han var blevet far, uagtet at kirkebogsføringen blev indført 17. maj 1646, over hundrede år efter reformationen! En anden taler om »Middelalderens heksebål«. Heksebrændingerne blev såmænd herhjemme sat i system af de første protestantiske konger og nåede sit højdepunkt under den i dag så feterede Christian IV! Middelalderen træller for uvidenheden! Det var i første række reformationstidens folk, der skabte vanære om middelalderen. Man havde brug for et fjendebillede for at legalisere sig selv. En animositet, som vi i nutiden mere eller mindre ukritisk har overtaget. Men det er uhistorisk snak. Så lad os da gå til middelalderen selv og se på dens kompleksitet og indre liv. »Var ej lov i lande, da havde den mest, der kunne gribe mest, thi lov skal gøres efter alle mænds tarv, at retfærdige mænd og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres ret og fred, og tåber og uretfærdige mænd ræddes for det, der i loven er skrevet, og tør ej fuldbyrde deres ondskab, som de har ihu«. Således blevjustitiaopstillet i Jydske Lov fra 1241. En af fædrene bag denne lovsamling var bisp Gunner af Viborg, hvorom det i en beskrivelse af hans levned, der blev forfattet ikke længe efter hans død i 1251, bl.a. hedder: »Skulle han modtage penge i sagefald, var han dog så overbærende og mild, at han for tolv mark lod sig nøje med tre eller mindre, idet han altid tog hensyn til den dømtes formue, og i steden for tre marks bøder tog han altid kun såre lidt eller eftergav dem alt«. Denne humanisme er en nok så typisk målestok for middelalderen end den, reformatorerne prædikede, og som er overtaget af de mange Fogh'er og Seidenfaden'er, der ukritisk argumenterer ud fra vankundighedens evangelium. Forud for Jydske Lov, der var en af landskabslovene, indførtes langsomt en form forsædvaneret,hvor domme blev afsagt i overensstemmelse med sæd, skik og almindelig ret. I kirkelovene fra omkring 1170 blev det bl.a. fastlagt som noget nyt, at slægten ikke var ansvarlig for enkeltes forbrydelser, og hævndrab blev søgt afløst af bøder! Tiden var fuld af retslige tvister, og bonden var en flittig sagsøger, han var stolt og kendte sin ret. Bagefter klang bægrene så flittigt i krostuen! I middelalderens moralitet indrømmes enkeltindividet præference i forhold til magtbegær og uretmæssighed, en etik, der her i landet desværre kun holdt til 1536! Det var først i det 16. og 17. århundrede, at man fandt på at kalde dele af middelalderens samfundsstruktur forfeudalisme.Som fordømmende betegnelse stammer begrebet fra revolutionstiden (slutningen af 1700-tallet) og er historisk ganske illegalt. Feudalismen, herhjemme især kendt fra vornedskabet, var i middelalderen et kontraktforhold, typisk mellem godsejer/storbonde og almindelige bønder, der havde brug for den beskyttelse, som storbonden kunne give, altså så at sige et troskabsforhold, en gensidig pagt og ikke et påtvunget hoveri som senere under enevælden. Ridderen ogmunken ragede op i middelalderens samfund og for så vidt begge i et bundet forhold. Ridderen i forhold til fyrsten og/eller Vorherre og munken i relation til det troskabsløfte, han havde givet klostret og dermed Gud, et løfte, der både indeholdt begrænsninger og uafviselige opgaver. Klostrene blev oprettet som sæder for tro og omsorg. Vel var det ikke altid, de gode forsætter holdt, og altruismen og klostertugten var hist og her noget anløben, men ikke desto mindre var det klostrene og kun dem, der tilbød en egentlig social service for de befolkningsgrupper, de kom i kontakt med. Ved cistercienserklostret Øm i Midtjylland løste man f.eks. en række opgaver af samfundsmæssig karakter: Der var hospitals- og plejehjemsdrift, og portnercellen fungerede som en slags socialkontor. Der var i form af en latinskole undervisning i tilknytning til klostret. Alle disse samfundsmæssige opgaver forsvandt med reformationen. Almuen blev overladt til sig selv. Klostrenes jorder overgik til kronen, der delte ud til adelen. Bønderne fik ingenting. Tiendeskatten blev ikke afskaffet, blot overført til konge og adel. Bønderne betalte ligefuldt. Man afskaffede groft sagt dyderne og beholdt lasterne! Klostrene og kirken fostrede store personligheder i middelalderen. Bisp Gunner og Povl Helgesen er nævnt. Saxo, vor store krønikeskriver, var munk. Den franske augustinermunk Vilhelm, der blev hentet til Danmark af bisp Absalon og senere overtog Æbelholt Kloster som abbed, var ligesom Anders Sunesen, ærkebisp og digter, europæisk orienteret. Det var i det hele taget et grundtræk ved middelalderen, at Danmark vendte sig mod Europa og vedkendte sig fælleseuropæiske kulturværdier. Den nordiske tradition og den klassiske oldtid blev ikke derfor sendt ud i mørket. Det viser tidens digtning! Disse betydelige mænd og jo da flere med dem er ikke blevet ekskluderet af vores historie, fordi en ligeglad nutid har glemt dem! De er der, og vi kan konsultere dem. Middelalderens velnok mest markante evolutionære træk var udviklingen frem mod en egentlig samfundsstruktur, mod dét enhedsrige, som Harald Blåtand så dristigt proklamerede på den store Jellingsten. Et bondesamfund var det, men med adskillige nyttige udløbere fra bondens virksomhed: lægekyndighed, håndværk, handelsruter mod syd, indførelse af titalssystemet, en torvehandel, der gav basis for både byvækst og købstadsrettigheder - og der blev holdt øje med prisudviklingen - en tidlig forbrugerinstitution! Dertil knyttedes hurtigt en retsbevidsthed, der blev grundlaget for et retssamfund, kyndighed i lov og ret blev et fag. Landsbyernes omdrejningspunkt var det sociale liv. Nok kom individet i centrum, men kun få kunne være sig selv nok. Der opstod en social afhængighed, et nødvendigt samarbejde om f.eks. pløjning og husdyrhold, fælles vedtægter om dette og hint - og ikke mindst kæde- og ringdanse efterfulgt af fælles fester med drikkegilder, der ville noget! Men bag det hele var det først og sidsttroen,der farvede tiden. Kirken og klostret var samfundslivets hovedhjørnestene. Om man kanlide det eller ej, så stod her den danske kulturs vugge, først og fremmest markeret af et gigantisk kirkebyggeri i 1100- og 1200-tallet. Rejs blot en tur op gennem Østjylland. De står der på rad og række på deres indviede høje, granitkirkerne fra den romanske periode, og giver landskabet særpræg, gedigne bygningsværker, der i håndværksmæssig henseende ikke siden er blevet overgået. Eller træd indenfor i domkirkerne i Viborg og Ribe - eller den mægtige kirke i Vestervig - og oplev katedralens storhed, skabt i den middelalder, der i vor tid er ved at blive gjort til eksponent for indskrænkethed og primitivitet! I kirkerne skabtes en egen kunst, dels i selve bygningerne, dels bestemt ikke mindre ikalkmalerierne,som Luthers folk så skammeligt malede over, da de fik magt til det. Rent hærværk. I nyere tid er de i mere eller mindre god stand fundet frem igen. Vil man sættes i godt humør, er den smukke dansefrise i Ørslev Kirke ved Skælskør et besøg værd. Eller drag til Vendsyssel og se de gotiske kalkmalerier i Jetsmark Kirke, dragende og uhyggelige på én gang, fuld af historier. I klostrene startede nedskrivningen af vort lands historie, mere eller mindre kildefast og på latin javel, men det var nu engang det sprog, man dengang anvendte i lærde kredse - og så var det jo internationalt! Men latin var ikke enerådende; der eksisterede ved siden af et dansk skriftsprog, der fik et spark fremad i tiden efter år 1300, hvor f.eks. kancelliskrivelser blev udfærdiget på dansk. Saxos 'Gesta Danorum' er kendt af alle. Svend Aggesøn, der var hirdmand og altså ikke klosterbroder, skrev i tiden før Saxo sin 'Lejrens eller Hirdens Lov', der er kendt af færre - for at undgå »Forglemmelsens sorte Dunst«, som han så profetisk skrev det. Der skabtes - næsten naturnødvendigt - også kunsthåndværk i middelalderen, masser endda. Blot skal nævnes en vis dronning, om hvem Ebbe Kløvedal Reich har skrevet: »Vi kende osse flere arbejder fra hendes hånd. Hun syede personligt ny alterdug og nye messehagler til Roskilde Domkirke, og viste derved, at hun manglede sin overkvinde i sit eget køns sysler«. ('Ploven og de to sværd', 1982). Dog ser det jo ud til, at hun i hvert fald har fundet en 'ligekvinde' i vor tids dronning af samme navn! Litteraturen blomstrede i middelalderen og fik sit mest storslåede udtryk i folkeviserne. De er så vist ikke primitive! Hvem vil være 'Terningespillet' foruden: »Hør du, goden Ungersvend,/ leg Tavlebord med mig!«. Visen, der dannede en del af grundlaget for H.C. Andersens og Hartmanns opera 'Liden Kirsten'! Povl Helgesen skrev 'Skibykrøniken' (o. 1534), en humanistisk indgang til specielt samtidshistorien, Anders Sunesen gik på lærdomstogt med sin 'Hexaëmeron' (ca. 1200), en skabelses- og opbyggelsesprojektør for ungdommen. Og det er da værd at fryde sig over dette middelalderlige kærlighedsdigt fra den ringe mand, der elsker en kvinde, han næppe kan nå: »En Liljekvist, at ingen det vidste,/ jeg havde hende saa inderlig kær;/ ihvor hun gaar, ihvor hun staar,/ hun ligger mit Hjerte fuld nær«. ('Ret Elskovens Dyd', sidste halvdel af 1400-tallet). 'Mørk middelalder'? Der er livsens kilder, der springer til alle tider ... Hvad menes deregentlig med 'middelalderlig tænkning'? Er det en énstrenget størrelse, knyttet til religiøse forhold, man enten ikke kender meget til eller ikke har forstået? Middelalderens mennesker kan ikke sættes ind i nogen ligning, de var lige så individuelle og sammensatte som nutidens mennesker. At forestille sig dem som primitive er mangel på viden - men den kan man skaffe sig. Martin A. Hansen viser i sit kendte essay fra 1940 'Den mørke Middelalder', at det billede, man så ofte prøver at give af middelalderen, i nok så høj grad karakteriserer den moderne tid: »Vender vi os mod det, der i Skolebøgerne kaldes Nyere Tid, møder vi Mørket. Flere og forfærdeligere Krige, grummere Undertrykkelse, skrækkeligere Pinsler, mere skiden Politik. Det er Inkvisitionens, Heksebaalenes, Trosforfølgelsernes, Bartholomæusnætternes Tid. De middelalderlige Forbrydelser er individualistiske, hver staar til Ansvar for sine; men i Nyere Tid, hvor netop Individualismen sejrer som Idé, er de frygteligste Forbrydelser kollektive«. Et udsagn, der ikke har mistet noget som helst i aktualitet! Luther gjorde en ende på middelalderen i vor del af Europa. Han var en stor mand, men han var ikke Vorherre og næppe heller hans udsending. Så: Giv Luther, hvad Luthers er, og middelalderen, hvad middelalderens er! Ebbe Kløvedal Reich har sagt: »Jeg holder med middelalderen«. Det gør jeg også! NB. Måske kan det give middelalderen lidt ekstra kredit, at tidens hovedafgrøde - byg - for størstedelen gik til ølbrygning!