Til hvad kan man bruge en forhistorie? En efterårsdag i 2003 diskuterer Bahrains parlament, hvordan den lille østat skal forholde sig til spørgsmålet om verdenshandel og den internationale politik på området. For ikke længe siden havde WTO sin sidste konference i Mexico, og ligesom andre små lande er Bahrain bekymret for at blive løbet over ende af de store økonomiske magter. Skal man åbne sig for denne globalisering eller skal man søge indad og styrke de lokale alliancer? Et velkendt spørgsmål. Handelsministeren selv er ikke i tvivl. Han henviser til, at Bahrain altid har været et åbent samfund, altid har været en del af de store handelsruter, og altid har været under indflydelse af og påvirket af disse. Siden Dilmuns dage, forklarer han. Det vil sige to-fire tusinde år tilbage i tiden, da Bahrain og området omkring var kendt som Dilmun og ganske rigtigt var et vigtigt punkt i de handelsruter, der via søvejen forbandt Indusdalens tidlige byer med den mesopotamiske civilisation mod nord. Globaliseringen, som handelsministeren ser det, er altså ikke noget nyt fænomen. Men debatten er ny, ligesom de der fører den og de argumenter den bliver grundlagt på. Parlamentet på Bahrain er helt nyt, det blev åbnet for godt et år siden og er en del af den demokratiske fornyelse, der skaber optimisme i befolkningerne i landene omkring Den Arabiske Golf. Indtil for 30 år siden så bahrainierne ingen grund til at tage del i en sådan debat, for udenrigspolitikken blev dengang dikteret fra London, selv om landet formelt var selvstændigt. Og blot 50 år tilbage havde handelsministeren ikke kunnet bruge sit historiske argument, for dengang anede ingen, at Bahrain var det samme som Dilmun, og slet ikke at øen kunne spille en historisk rolle i internationale handelsnetværk. For halvtreds år siden kendte man meget lidt til Bahrains historie før islam. De tusindtallige gravhøje, som ikke mindst dengang gav øens landskab sit særpræg, troede man almindeligvis skyldtes portugisernes tilstedeværelse i 1500-tallet. De store ruiner på en bakke ved den nordlige kyst var jo i alt fald kendt som Qalat Al Portugal, det portugisiske fort. Dilmun havde man kun hørt om, hvis man havde læst oldtidens mesopotamiske skrifter, og de kunne ikke forbindes særligt til Bahrain. De mere end 100.000 gravhøje havde ganske vist påkaldt sig en vis international interesse, og med spredte mellemrum var nogle af dem blevet udgravet af enkelte arkæologer på kort visit. Derfor var man i fagkredse klar over, at de ikke skyldtes portugiserne, men havde en langt højere alder. Imidlertid mente man ikke, at en så lille ø kunne befolke en så stor mængde gravhøje, og derfor var tesen at øen var begravelsesplads for det arabiske fastlands folk, og at øen selv var ubeboet. Skæbnens veje førte denne tese til Århus i begyndelsen af 1950'erne, da byens lille museum ansatte en engelsk magister, T.G. Bibby, der var blevet dansk gift. Han kendte Bahrain, fordi han i årene efter Anden Verdenskrig havde arbejdet der for et olieselskab, og selv om han ikke selv havde haft mulighed for at udføre udgravninger, havde han læst og hørt om de undersøgelser, der havde været på øen. På museet i Århus skulle han assistere den nyudnævnte museumsdirektør og professor i arkæologi, P.V. Glob, der som museets første faglige leder netop havde ambitioner om at føje international forskning til dets arbejdsmark. Bibbys fortællinger fra den fjerne, næsten ukendte ø med den næsten uudforskede forhistorie kom derfor som sendt fra himlen, og sammen gik de to i gang med at rejse penge til projektet. På trods af velvilje i danske forskningsfonde, var det først med den overraskende støtte fra Shaikh Salman, Bahrains emir, at ekspeditionen kunne tage af sted. Det var dengang højst usædvanligt at en lokal regering gav penge til et sådant projekt. Glob fattede fra begyndelsen mistro til tesen om den ubeboede ø, og da han og Bibby i foråret 1954 begyndte at grave i bakken omkring det portugisiske fort viste det sig snart, at portugiserne ikke blot havde bygget oven på en naturlig bakke, men på adskillige lag af antikt byggeri. Hele bakken skjuler rester af en antik by, som arkæologerne nu regner for centrum for en selvstændig Dilmunkultur. Danske arkæologer tog de efterfølgende 12 vintre til Bahrain og gravede i denne by, samt udgravede et tempel i landsbyen Barbar nogle kilometer derfra. Det meste af byen er endnu skjult og kan give arkæologerne arbejde mange år frem, men Dilmun er lokaliseret og Bahrain for længst anerkendt som dets centrum. I dag navngives stedet ikke længere efter det portugisiske fort, men som Qalat Al-Bahrain efter det der var før. I den forstand har arkæologien sat parentes om kolonitiden og ført navngivningen tilbage til stedet selv. Glob, Bibby, Bovin, Karen, Bejarn, Malene, Hellmuth, Filo. Mange af ekspeditionens navne huskes endnu på Bahrain, nu 40-50 år efter de arbejdede på øen. Vi er i dette efterår taget til Bahrain for at finde de lokale medhjælpere, der arbejdede på udgravningerne. Til en udstilling, der i 2004 vil fejre 50-året for opdagelsen af Dilmun, vil vi finde ud af hvordan bahrainierne husker arkæologerne og arkæologien, og for at få at vide, hvilke indtryk dette store projekt har givet lokalt. Men det er ikke kun medhjælperne der kan remse navne op. I landsbyerne omkring de steder arkæologerne arbejdede husker alle med en passende alder deres danske gæster. De kendte dem, fordi de var tæt på dem; landsbyernes folk besøgte udgravningerne for at se hvad der foregik, og danskerne besøgte landsbyerne. »Der er noget særligt ved danskerne«, forklarer Yussuf Shirawi, den senere minister der allerede i 50'erne kendte ekspeditionen gennem sit arbejde for regeringen. »De levede ydmygt, fordi de ville bruge alle ressourcer på arbejdet«. Efter de første par sæsoner, da ekspeditionerne var blevet etableret, opførte Glob en lejr af palmebladshytter, de lokalt traditionelle barasti. Disse blev bygget inden for selve det portugisiske fort, og det var iøjnefaldende at danskerne ikke boede i byens internationale atmosfære. På denne måde kom arkæologerne tæt på deres udgravning, men de kom også tæt på bahrainierne. Barastilejren blev et særligt symbol for de danske ekspeditioner; ikke blot blandt de danske arkæologer bestyrkede den projektets eksotiske karakter, også bahrainierne fik en styrket fornemmelse for de fremmedes tilstedeværelse, og den kulturelle nysgerrighed var gensidig. Fra landsbyerne omkring rekrutterede arkæologerne deres arbejdshold, og det årligt tilbagevendende sæsonarbejde blev et vigtigt økonomisk supplement for de mange, der dengang ellers kun havde lidt landbrug og fiskeri at leve af. Lønnen svarede til det lønarbejde, der var ved at dukke op i de fremstormende olieselskaber og tilknyttede virksomheder. Alligevel var arbejdet ofte mere tillokkende, det var måske mindre anstrengende og arbejdsånden var god. »Jeg kunne godt lide at arbejde med dem«, fortæller Ibrahim Mansur, som var med år efter år. »De var beskedne og meget respekterede. Jeg arbejder med dem som kan lide mig, og jeg kan lide dem«. Fundene så de lokale medhjælpere dog ikke meget til. De vidste hvad danskerne ledte efter i sandet, men når noget blev fundet tog arkæologerne sig af det og tingene blev bragt bort. Somme tider var man heldig at få en særlig findeløn. Man blev klar over at disse ting var værdifulde for arkæologernes viden om fortiden, men den viden tilhørte arkæologerne. »Når man har viden ved man godt at Dilmun er Bahrain«, forklarer Mirze Hassan Mubarak. »Jeg tror på dem fordi jeg ikke har så stor viden som de har«. Men man kan også fornemme stedets gamle historie umiddelbart, som Mansur Mohamed i Barbar: »Arkæologien er vigtig fordi den fortæller om de gamle tider, og den giver flere ting at tænke over. Det er som en mand der fortæller gode historier om fortiden, og når man hører dem begejstres man over fortiden. Når man ser arkæologiske steder får man ideer om fortiden, sådan er det, takket være Gud«. I arbejdet sammen kunne bahrainiere og danskere lære af hinanden, hvordan livet udfoldede sig blandt fremmede folkeslag. For danskerne gav disse rejser til Bahrain og siden andre Golflande et eksotisk førstehåndskendskab til hidtil ukendte verdener, men det gjaldt også omvendt. For det første var danskernes mystiske interesse i fortiden eksotisk, fordi ingen førhen havde tænkt på, hvad der kunne ligge under sandet, og fordi de kunne fremtrylle så mange ting og så megen viden som ingen førhen havde anet noget om. Men som arbejdskammerater mødte danskere og bahrainier hinanden med samme nysgerrige interesse for de andres levemåde. At det netop er de ovennævnte danskere, der igen og igen omtales af landsbyfolkene, skyldes deres interesse i at komme tæt på også nutidens Arabien - og i disse gensidige besøg kom bahrainierne ligeledes tæt på nutidens Europa, som var det fremmede for dem. Af samme grund modtog udgravninger og lejr mange besøg fra alle miljøer på Bahrain. »For os var det et første møde med vores oldgamle fortid«, husker Munira Fakro der som 14-årig besøgte stedet med sin skoleklasse i 1956. »Men det var også første gang vi mødte europæere uden våben«. Netop året 1956 prægedes af store opstande i den arabiske verden, særligt vendt mod kolonimagterne. I det lys var besøgets afgørende indtryk det åbne, spændende møde med de fremmede arkæologer, hvis egentlige arbejde hun først senere læste sig til viden om. Såvel de lokale smådrenge fra landsbyerne som unge sheikhe kom på samme måde snarere for at opleve arkæologerne end arkæologien. Sheikh Ahmed Al Khalifa tog sin lut med på sine besøg, spillede og sang Golfens traditionelle musik og var med til at skabe festlige aftener i lejren. Han inviterede også danskerne til middag i sit havehus, og den unge sheikhs første digtsamlinger brugte Glob som gaver til nabolandenes regenter, når arbejdsmarken skulle udvides. Faglige besøg var der dog også. Sammen med sin familie besøgte Shaikha Haya Al Khalifa som ung pige udgravningerne. Fra barnsben havde hun gjort private indsamlinger, og da Bibby gav hende en første indføring i den arkæologiske metode kom hun på sporet af egentlige studier. Siden har hun arbejdet inden for dette område, og var i 1980'erne direktør for Bahrains Nationalmuseum, da det flyttede fra sine første beskedne forhold til de nyopførte, imponerende bygninger ved hovedstadens strandpromenade. Stadig rejser hun rundt i regionen for at holde foredrag om Dilmuns arkæologi. Bibby, der resten af sit liv fortsatte sine besøg på Bahrain, blev også en skattet fødselshjælper for et livsværk, der ikke er arkæologisk men som står i direkte forbindelse til udgravningerne. Bahrains førende kunstner Rashed Al-Oraifi besøgte udgravningerne som ung mand og blev grebet af historien om det sagnomspundne Dilmun. I myterne og i de fundne seglsten fandt han motiver til malerier og skulpturer som stadig udgør hovedhjørnestenen i hans omfattende produktion. Hans private museum består udelukkende af denne samling, som for ham og museets besøgende bringer fortiden til live og sætter den ind i nutiden. Motiver fra myter og sagn har lige så stor værdi nu som dengang, kunstnerisk og symbolsk. Rashed Al-Oraifi har sammen med sin nære kollega Abdel Karim Al-Orayed været foregangsmænd for moderne kunst på Bahrain, og sammen har de været læremestre for en ny generation af kunstnere. I 1956 fik Al-Orayed selv sine første malertekniske lektioner i mødet med den danske maler Karl Bovin, der i flere sæsoner rejste med arkæologerne for at male motiver fra Bahrain. »Jeg var en ung kunstner der ledte efter inspiration, og mødet med Bovin var et chok for mig«, mindes Al-Orayed i dag. I 1960 åbnede han det første kunstgalleri på Bahrain. Her vistes særligt billeder fra Bahrains natur, for ligesom Bovin fandt han i disse år sine yndlingssteder langs vandet og i palmehaverne. »For de arkæologer, der genfandt Dilmunfolket, deres hovedstad og templer, er de fagre haver omkring Qalat Al-Bahrain og Barbar stadig et paradis«. Sådan slutter Glob sin bog om ekspeditionerne til Bahrain. Øen kunne forbindes til et forhistorisk paradis, både på grund af gravhøjene, hvis placering kunne skyldes at netop dette var evighedens ø, og på grund af de mesopotamiske myters omtale af landet Dilmun, der minder om det bibelske paradis. Ekspeditionens deltagere fandt imidlertid ikke blot deres paradis i forhistorien, men i det nutidige Bahrain de lærte at kende. Efter en dags hårdt arbejde i støv og sol var der svale at finde i de smukke omgivelser i de nærliggende palmehaver skabt af øens rige ferskvandskilder. Det er ikke sært at arkæologerne i denne frodige oase har forestillet sig paradisets forbliven på Bahrain. Denne varme fornemmelse for stedet er både eksotisk og romantisk, ligesom bahrainiernes egen erindring om de danske gæster. Ikke mindst i disse år høres ellers helt andre, gruopvækkende historier om livet i landene omkring Den Arabiske Golf. I det lys har mødet mellem danskere og bahrainier omkring den tidlige lokale historie været anderledes givende for en ny bevidsthed om dette områdes betydning for og integration i den store verdens udvikling. De danske aviser skrev dengang begejstret, at danskerne skænkede Bahrain dets forhistorie. Måske er et sådant billede mere optaget af den europæiske opdager end selve opdagelsen. Men rigtigt er det, at ekspeditionerne skabte afgørende ny viden om dette områdes tidlige historie, og i bahrainiernes møde med arkæologer og arkæologi er der skabt en fond af gode fortællinger og ideer om noget ellers fjernt og uvist. En del af det støv, der adskiller fortid og nutid er blevet fjernet. Og dermed skabtes også en forbindelse mellem fjerne, men samtidige verdener.