Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Mærkelig Munkforskning

Den antiparlamentariske dramatiker Kaj Munk får et nyt forskningscenter. Med hvilket formål, spørger dagens kronikør undrende.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I forbindelse med finansloven for dette år er der på foranledning af Dansk Folkepartis to prælater Krarup og Langballe blevet ydet 7 millioner kroner til etablering af et Kaj Munk-forskningscenter ved Aalborg Universitet. Opgaven skal være at gennemføre »en nutidig forskning« vedrørende emner, som Munk »kastede et kritisk skrålys på som f.eks. stat, parlamentarisme, fascisme ...«. Der skal arbejdes med »idehistoriske temaer vedrørende ... Munk-inspirerede problemstillinger med moderne relevans«. Desværre står der ikke noget om, hvori denne relevans skulle bestå.

DF-pastorerne tilhører som bekendt den tidehvervske teologiske retning. Den blev dannet i protest mod en overspændt og sentimentaliseret kristendomsforståelse, som greb mange i 1920'erne. Efter at have fået iværksat en forskning vedrørende 'den kolde krig' får Krarup og Langballe altså etableret endnu en sådan, som kan imødekomme deres særlige interesser. Men det er tankevækkende, at de vælger at lade Munk være forskningsgenstanden. Han var nemlig i høj grad selv præget af den kristendomsforståelse, som de første tidehvervsfolk opponerede imod. De ydede et påskønnelsesværdigt teologisk oprydningsarbejde. Men nu har tredjegenerationen under ledelse af Søren Krarup som bekendt gjort Tidehverv til en stærkt højreorienteret underafdeling af Dansk Folkeparti.

Når Krarup og Langballe har kastet deres kærlighed på Munk, skyldes det formentlig hans støtte til modstandsbevægelsen under besættelsen. Men Munk havde jo et liv før besættelsen, hvor han - som det siges i begrundelsen for det kommende forskningscenter - kastede »et kritisk skrålys« på parlamentarismen. Så kan det vist ikke siges meget blidere. Hans groft antiparlamentariske holdninger gør det svært at forstå, hvorfor der skal oprettes et særligt Munkforskningscenter.

Nu har vi ganske vist Per Stig Møllers ord for, at Kaj Munk under besættelsen lagde afstand til sine fascistoide holdninger. Men ikke med et eneste citat godtgør Møller denne sin hovedpåstand i den store Munkbiografi, som han udsendte i år 2000. Det har dog ikke hindret en positiv modtagelse af biografien - til højre såvel som til venstre - ligesom den indbragte Møller DR's Rosenkjærpris.

Munk var formentlig lige så antiparlamentarisk i besættelsesårene, som han havde været det i mellemkrigstiden. Tilliden til folkestyret synes aldrig at have indfundet sig. Munk afviste ifølge Møller »alle kendte (politiske) systemer«. I stedet ønskede han »et helt tredje og aldrig før prøvet: den kristne verdens- og samfundsorden« - hvad det så er for noget? Munk forestillede sig et samfund baseret på den »kristne heroisme« og en styrket kongemagt med rådgivende stænder. Her er således ikke, som Aalborgfolkene hævder det, tale om, at Munk kaster et kritisk skrålys på folkestyret. Her er tale om en klar afstandtagen.

Hvad fik nu Munk til at beundre Mussolini og Hitler? Med hensyn til sidstnævnte henviser Møller til dennes opgør med nazismens venstrefløj ledet af Ernst Röhm. Da han var ved at udvikle sig til en farlig rival, beordrede Hitler i dagene omkring 30.6.1934 et blodbad på Röhm og hans folk. »Dette at Hitler selv turde stå frem og tage ansvar har nok imponeret Munk« - skønner Møller - mens han »bebrejdede de demokratiske politikere, at de skubbede ansvaret fra sig (hvilket ansvar?). Det var dette mod til at handle og bryde alle konventionelle (det vil sige demokratiske!) spilleregler, der formentlig overbeviste Munk om Hitlers enestående kvaliteter sammenlignet med de demokratiske politikere, som han ikke havde meget tilovers for. ... Nu var han ikke i tvivl om mandens historiske mission og storhed« (mine fremhævelser).

Hvordan kan Møller dog få sig selv til at angive dette Röhmopgør som selve årsagen til Munks Hitlerbeundring? Hvordan skulle det kunne begrunde Hitlers »enestående kvaliteter« og »historiske mission og storhed«? Er handlekraft i sig selv et gode - ganske uanset dens mål og midler?

I biografien fastslår Per Stig Møller beroligende, at Munks Hitlerbeundring kun varede et års tid, nemlig i perioden 1934-1935. Men hvis han havde læst sit værk lidt grundigere, ville han have kunnet konstatere, at påstanden om Munks kortvarige Hitlerbegejstring ikke holder stik.

26.9.1936 skrev Munk således: »Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg«. I en kronik 13.3.1938 fandt han det »umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab«. 29.1.1939 postulerede han, at Hitler var så »nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske«. 5.11.1939 mente Munk, at Hitler er »den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens vældige navn«. Det er skrevet to måneder efter, at Hitler angreb Polen og dermed indledte Anden Verdenskrig.

Hvad der imidlertid virker særlig provokerende er, at Kaj Munk fortsatte sin Hitlerbeundring, også efter at Danmark var blevet besat af Nazityskland. Første gang det skete var 28.7.1940 på Ollerup Gymnastikhøjskole. Her blev Hitler bl.a. karakteriseret som »en af verdenshistoriens største skikkelser«.

Denne tale har spillet en meget stor rolle for Munkapologeterne. De har henvist til, at de dele af talen, hvor Munk lagde afstand til Hitler, blev udeladt i det referat i Svendborg Avis, som siden har dannet grundlag for kritikken af denne tale. De punkter, som var udeladt af Kaj Munks tale, drejede sig imidlertid blot om en opfordring til at møde besættelsesmagten med »korrekthed og kulde« - Munks egne ord - en beklagelse af, at aviserne ikke 9. april 1940 var udkommet med sørgerand, og en kritik af, at Danmark ikke havde kæmpet. Men hvor er de kritiske ord om Hitler i Munks Olleruptale, som til Munkforsvarernes ærgrelse ikke var med i Svendborg Avis' beskårede udgave af talen. - De er der ikke!

Måneden efter talte Munk ved et møde på Gerlev Højskole for medlemmer af Studenterforeningen ved Københavns Universitet. Her udbredte han sig bl.a. om, »at demokratiets sandhed blev til løgn, at folket ikke styrede længere, men en præstekaste af golde debattører holdt sig ved magten ved brød og skuespil: Brød i form af understøttelser og skuespil i form af periodisk tilbagevendende hanekampe, der kaldtes for valg«.

Til stede ved Gerlevmødet var bl.a. Per Stig Møllers far, den senere finansminister i VKR-regeringen og EF-parlamentariker Poul Møller. I forbindelse med en videosamtale for nogle år siden spurgte jeg ham, om der dog ikke lød protester mod Munks tilsvining af demokratiet? Svaret var nej. Det har de altså siddet og hørt på de vordende professorer og departementschefer og kontorchefer og højesteretsdommere og advokater og overlæger og underlæger og biskopper og stiftsprovster og rektorer og lektorer - uden at protestere.

Her er vi ved et punkt, som kunne trænge til mere forskningsmæssig opmærksomhed end Kaj Munks forfatterskab.

Det danske naziparti fik aldrig noget stort omfang. Først i 1939 blev DNSAP repræsenteret i Folketinget med kun tre mand. På baggrund af denne beskedne tilslutning har den fejlopfattelse fæstnet sig, at den fascistoide eller nazistiske fristelse var beskeden i Danmark. Men det passer ikke! Vidt ud i mange pæne borgerligt-kirkelige kredse var der en ikke ringe beundring for Mussolini og Hitler. I ganske særlig grad glædede man sig i disse kredse over likvideringen af de socialdemokratiske partier og fagbevægelser, som udgjorde demokratiets stærkeste værn og endvidere det eneste håb om realiseringen af en velfærdsmodel - en samfundsform, som dengang stødte på en stærk borgerlig modstand, hvad der ikke har hindret faghistorikeren Bo Lidegaard i at påstå, at det 20. århundredes danmarkshistorie var præget af politisk enighed om udviklingen af velfærdsmodellen.

Da Berlingske Tidende for et par år siden bragte en række artikler i anledning af Den Store Danske Encyklopædis ukritiske omtale af venstrefløjens kommunistiske fortid, foreslog jeg, at avisen også redegjorde for, hvordan store dele af den danske borgerlighed og kirkelighed nærede beundring for dele af fascismen og nazismen. I en kommentar til mig fandt professor Bent Jensen, Syddansk Universitet, en sådan artikelserie irrelevant, fordi denne borgerlige fascismesympati er »særdeles velkendt«. Men det er ikke rigtigt, hvad DF's hofhistoriker her påstår. Kendskabet til, hvor langt ude til højre mange danske borgerlige var, er langt mindre end kendskabet til den lille skare af danske venstreintellektuelles pinlige beundring for sovjetkommunismen.

Konservativ Ungdom har måttet bære hovedbyrden af fascismebeundringen her i landet. Men de ældre konservative var nu godt med - med formanden for Den Konservative Rigsdagsgruppe 1920-31, Victor Pürchel, i spidsen. Han forlod siden de konservative og dannede sit eget lille naziparti. Og i 1932 kunne den senere konservative udenrigsminister i VK-regeringen 1950-1953, Ole Bjørn Kraft, udsende sin bog 'Fascisme - Historie, lære, lov' på Gyldendals Forlag. Her skønner han, at fascismen kunne »inspirere endogså gamle demokratiske, folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer«.

I 1934 skilte Venstres højrefløj sig ud som Det Frie Folkeparti - fra 1939 Bondepartiet. Det blev den i 1931 grundlagte Landbrugernes Sammenslutning, LS' talerør i Folketinget. LS' ledelse var åbenlyst naziorienteret. Alligevel organiserede denne alternative landboorganisation omkring halvdelen af de danske landbrugere. Bondepartiet gik senere i direkte samarbejde med det danske naziparti.

I Indre Mission var mange glade for Hitler. Han talte meget om Vorherre, var puritansk moralsk og afskyede såvel pornografi som homofili. Mange grundtvigianere sværmede åbenlyst for nazismen. Den dengang meget læste sønderjyske forfatter Marcus Lauesen skønnede, at det ligefrem drejede sig om halvdelen af højskoleforstandergruppen - med Aage Møller, Rønshoved Højskole, som fløjmand. Lauesens konstatering vakte megen opsigt, og den medvirkede til, at højskolefolket afholdt et stort møde i Odense 3.4.1934 - cirka 1.500 mødte frem. Men forsamlingen kunne end ikke enes om at vedtage en ganske intetsigende resolution mod nazismen.

I 1936 dannedes det kristeligt-sociale parti Dansk Samling, som også nærede sympati for dele af nazismen. Og senest er det kommet frem, at Ole Wivel og Knud V. Jensen i deres yngre dage nærede fascistoide sympatier. - Kaj Munk stod ikke alene.

Endelig udtrykte en række borgerlige aviser sympati for Mussolini og Hitler. Det kan man få et indtryk af ved at læse Gerhardt Eriksens bog om Jyllands-Posten, 'Sider af avisens historie' (1990) - i 1931 blev Kaj Munk knyttet som fast skribent til denne avis - Rasmus Kreths 'Pilestræde under pres' (1998) om de berlingske aviser 1935-1945, og det socialdemokratiske tidsskrift Louis, der kun nåede at udkomme med et enkelt nummer i 1988. Det er rystende læsning.

Hvornår får vi en forskningsbaseret belysning af den fristelse, som fascismen og nazismen udgjorde for mange borgerligt-kirkelige danske i mellemkrigstiden? Der havde været større grund til at yde 7 millioner kroner til et sådant projekt end til et Kaj Munk-forskningscenter.

I sin helsides Politikenanmeldelse 24.10.00 af Per Stig Møllers Munkbiografi med overskriften 'Mesterlig bog om Kaj Munk' mente Steffen Heiberg, at senere generationer har haft vanskeligt ved at få Munks »nationale martyrium til at hænge sammen med hans kritik af demokratiet«. Heiberg er her helt på linje med forfatteren Tom Kristensen, som i disse spalter anså Munk for at være »splittet«, fordi han både var »diktatorvenlig og national« 11.9.1946. Men man kan da udmærket være nationalist og glødende antidemokrat på samme tid, sådan som det f.eks. var tilfældet med den danske nazileder Frits Clausen. Ja, det er vel et fællestræk for de fascistoide, at de alle var yderst nationalistiske.

»Munks kritiske udtalelser om demokratiet i 30'erne gjorde det let at mistænkeliggøre hans minde«, lød det videre i Heibergs anmeldelse af Møllers Munkbiografi. For det første var der nu ikke blot tale om kritiske udtalelser, men om en aggressiv mistænkeliggørelse af demokratiet fra Munks side. For det andet er det svært at forstå formålet med Heibergs anvendelse af det bebrejdende udtryk 'mistænkeliggørelse' om kritikken af Munk. Finder han den uberettiget?

Per Stig Møllers egentlige formål med sit forsøg på at rehabilitere Munk synes at være et ønske om at æresoprejse de mange borgerlige og kirkelige, der var på den samme vildvej som Vedersøpræsten. Det forekommer mig, at Hans Hertel støttede denne vurdering, da han i sin Politikenanmeldelse 10.2.03 af de seks radioforedrag, som Møller holdt efter sin modtagelse af DR's Rosenkjærpris, hæftede sig ved, at Munk blev en »national-kristen inspirator for gruppen omkring tidsskriftet Heretica«.

Hertel beklagede, at Møller »i nogen grad bagatelliserer Munks totalitære fascination«. I nogen grad - jamen, biografien og radioforedragene er jo ét langt forsøg på at bagatellisere Munks totalitære, antiparlamentariske holdninger. Og eftersom Møllers egentlige formål med Munkbiografien synes at være den nævnte kristeligt-borgerlige æresoprejsning, undrer det mig, at Hertel kan udråbe ham til en »ægte humanist«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden