Støvet har efterhånden lagt sig igen. Der var ellers nogle uger der i efteråret, hvor det tikkede så truende og ildevarslende i min indbakke, at jeg burde have ringet efter Rullemarie. Børnenes Muhammedkrise blev det kaldt. Jeg havde - forstod jeg - sagt god for et budskab, der var værre end noget, Dansk Folkeparti nogensinde havde sagt om indvandrere. Jeg var med til at fastholde et fjendebillede, man ellers kun ser på højrefløjen i dansk politik. Faktisk var jeg intet mindre end kulturelt afstumpet, fik jeg at vide. Det hele endte med, at jeg blev truet med Marianne Jelved. Havde jeg ikke fattet det før, var det her, jeg endegyldigt forstod, at dette var alvor. Alt sammen på grund af en bog. Oven i købet en børnebog.
Jeg skal nok vende tilbage til balladen om et øjeblik. Der er ikke meget i denne verden, der er større og vigtigere end børnebøger. Det er der, alting starter. Det rene lærred, de åbne ører. Øjnene, der fortsat har alt til gode. Som forfatteren Bo Green Jensen engang formulerede det med bløde og præcise strøg: »Det er mig og min datter sammen under lampen, mens søvnigheden sætter sig. Jeg tror, at den fælles skygge, vi kaster, må være verdens smukkeste dyr«. Det er sådan, børnebøger og højtlæsning kan være. Den store sammensmeltning og faklen, der skifter hånd mellem generationer. Jeg har selv skrevet en halv snes bøger efterhånden. De fleste af dem for voksne, men dem, jeg har nærmet mig med størst ærefrygt, er dem, jeg har skrevet for børn.
