0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grænser for kunst

Lad dog barnet, siger publikum. Og så må kunstneren råbe endnu højere, komme lort på dåse og fisk i blendere. Måske er det faktisk Hitlers og Stalins kultursyn med omvendt fortegn, skriver billedkunstneren J&osla

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad dog barnet, siger publikum. Og så må kunstneren råbe endnu højere, komme lort på dåse og fisk i blendere. Måske er det faktisk Hitlers og Stalins kultursyn med omvendt fortegn, skriver billedkunstneren Jørgen Minor.

Midt i kunstmuseet Louisianas sympatiske arkitektur og fremragende udstillinger er der en lille tidslomme. Godt gemt af vejen, ja på dage med mange besøgende kan man såmænd komme til at overse den.

Pionerer i konstruktivisme og abstrakt kunst. Jeg er der sjældent uden i bogstavelig forstand at støde på mindst én nydelsesfælle, der ligesom jeg trisser rundt med halvt lukkede øjne og saligfjoget skilpaddeansigt. Stille æstetisk blokfløjtefryd i en verden, hvor kunsten helst spiller på udrykningshorn og stortromme.

Det er ikke til at begribe, at det gamle Sovjetunionen fandt denne udtryksform så skadelig, at dens udøvere måtte forlade fædrelandet og søge asyl i Vesten. Havde deres kunst endda haft et antikommunistisk indhold eller en provokerende symbolik ... men disse kulørte klatter og streger sirligt arrangeret i dirrende balance?

Til trods for, at kunstnerne selv havde store forhåbninger til den kommunistiske idé og egentlig havde forestillet sig at stå i dens tjeneste, var deres rolle i Sovjetunionen definitivt udspillet med Stalins udnævnelse af socialrealismen til sovjetisk monopolkunst.

Trekvart århundredes skoleelever blev indoktrineret med formørkelsen og landet fyldt op med blankpandede Lenin-statuer og svulstige, pædagogiske skildringer af krigens og arbejdets helte.

Nok så kendt er nazisternes opdeling af kunsten i tilladt og forbudt, præcist og magtfuldt markeret i udstillingen 'Entartete Kunst' i München i 1937, der omfattede 110 kunstnere med navne som Chagal, Grosz, Ernst, Klee, Nolde og Barlach og nedgjorde hele avantgarden inden for ekspressionisme, impressionisme, dadaisme, surrealisme, kubisme og fauvisme, ja al eksperimenterende kunst, der ikke direkte stod i nationalsocialismens tjeneste og var godkendt af systemets nidkære smagsdommere.

Med sikker pædagogisk sans afholdt man samtidig udstillingen 'Grossen Deutschen Kunstausstellung' med 900 værker som eksempler på 'Gesunde Kunst des deutschen Volkes'. Goebbels var kurator, og Hitler holdt indvielsestalen, hvor han lovede at jage de primitive internationale stenalderkunstnere tilbage til deres forfædres huler.

På afstand er det let at dømme, og vi kender jo legenderne om heltene, men i mangt et tysk kunstnerhjem må de kunstneriske og eksistentielle overvejelser have været frygtelige.

Da Hitler og Stalin satte normer for, hvad der var kunst og ikkekunst, havde det en øjeblikkelig virkning på kunstlivet i Nazityskland og Sovjetunionen.

De klare retningslinjer, de udstak, og de lige så klare konsekvenser ved at vige fra kursen gav på kort tid rum for en ny storladen kunst og en ny ydmyg kunstnertype, og de dekadente eller entartede fik berufsverbot eller nåede i heldigste fald at flygte til udlandet.

Men der var også en langtidsvirkning, der i vores del af verden holder den dag i dag. Da de to onde regimer faldt for krudt og kugler og vestlig valuta, blev det skrevet ind i sejrherrernes historiebog, at undertrykkelse og ensretning af kunsten er alvorlige symptomer på, at friheden og demokratiet er i fare, og ingen - måske bortset fra en korantro muslim - vil i dag argumentere mod denne historiske visdom.

Selv folk, der er mere end skeptiske over for kun-stens direkte indflydelse på demokratiet, har ingen tanker om at forbyde den ene eller anden isme, højst vil man diskutere, hvor meget den må fylde i det offentlige rum, eller hvor lidt fællesskabet kan nøjes med at betale til eksperimenterne.

Så måske er det stadig Hitlers og Stalins kultursyn, der behersker vores opfattelse af kunst og kunstnere. Med omvendt fortegn. Koblingen mellem demokrati og kunstnerisk frihed blev efter Anden Verdenskrig og Murens fald så selvfølgelig, at skepsis over for det nye i kunsten er blevet synonymt med en antidemokratisk holdning, og hvem vil være antidemokratisk?

Og kunstnerne afprøver flittigt folkets tolerance. For en kunst, der gerne vil vække til eftertanke, provokere eller se hvor grænsen går, er publikums friktionsløse velvilje eller flegmatiske overbærenhed måske næsten værre end det klassiske borgerskabs anråbelse af himmelske og jordiske hjælpetropper, når kunstnerne i Victoriatiden brugte for små figenblade på det nøgne marmor.

Når verden i dag reagerer med en lad dog barnet-holdning på kunstnerens råb, må han råbe højere og komme lort på dåse og fisk i blendere for at vække opmærksomhed. Et sted i den udvikling bliver provokationen i sig selv kunstens mål, kunstnerne går i selvsving og refererer til hinanden og ikke til verden.

Et publikum, der reagerer med et overbærende skuldertræk på denne private dialog, er ikke nødvendigvis kunstfjendsk endsige antidemokratisk, måske blot mere solidarisk med livet og kunsten end med kunstnerne.

Fra ideen om at demokrati og fri kunstnerisk udfoldelse er uadskillelige er der ikke langt til den tanke, at støtter man den fri kunstneriske udfoldelse, støtter man også demokratiet.

Denne cirkelslutning er en central fejltagelse i tidens kunstdebat, og med basis i fortidens bitre erfaringer med kommunistisk og nazistisk kunstpolitik har den i et halvt århundrede gjort kunsten til politikernes krammedyr og mange kunstnere til forkælede børn.

Det er simpelthen ikke stuerent at se kritisk på, om samfundets støtte til kunsten har en passende størrelse eller bruges på de rigtige steder.

Siden kirken og fyrsten engang i fortidens tåge var de store kunstkøbere - og både direkte og indirekte også smagsdommere - har dansk kunstliv vel næppe været så gennemreguleret eller modtaget så megen støtte som netop nu.

Man kan næsten blive forskrækket over så megen 'Ordnung'.

Pisk gives der ikke, men gulerødder er også ganske effektive. Alle demokratiske partier på begge sider af midterlinjen går ind for at give en økonomisk håndsrækning til den skabende kunst og dens udøvere, og selv tidens skingre debat om den borgerlige regerings nedskæringer på råd og nævn og bibliotekspenge er kun krusninger på et ocean af politisk og økonomisk velvilje over for kunst og kunstnere. Det er fordelingen, der er problemet.

Ingen dansk kulturminister vil gribes med så meget som en lillebitte Stalin eller Hitler bag øret, og
ingen fornuftig politiker vil stå frem og sige: Det dér er kunst og skal støttes, det dér er ikke kunst og skal ikke støttes.

Når politikere en sjælden gang bryder princippet, går det da også helt galt. Stærke socialdemokratiske kræfter stod bag fejlplaceringen af det hysterisk svulstige monument for Bomholt på Gammel Strand.

Og en magtfuld, liberal borgmester valgte personligt de pinlige blikkenslagerarbejder foran Farum Sportpalatz.

Tanke eller tilfælde, så er det ikke vanskeligt at tænke sig, at disse værker kunne være købt på ophørsudsalget efter DDR.

Men at støtte kunsten kræver nu engang, at man ved, hvor den bor. Og kan politikerne ikke finde den, så går bussemanden på vandring. Først tørres den af på embedsmændene, men kunst og bureaukrati er som olie og vand.

Så videre i udvalg og råd, nogen må da vide, hvad kunst er. Omsider finder bussemanden sit blivende sted blandt henkogte heste, grise på den forkerte side af sidste salgsdag og dekorative blomster af trusseindlæg: Kunstnerne selv har ikke noget imod at sidde i råd og nævn og foretage sorteringen af kunst og ikke-kunst. Og det er et problem.
Ud fra kunstfaglige og demokratiske kriterier er det vanskeligt at kritisere sammensætningen af de råd og nævn, der i et strammere og strammere greb styrer dansk kunstliv.

Medlemmerne har med talent og flid tilkæmpet sig en position i deres metier. De er anerkendte i deres genre, professorer, formidlere og debattører, og de har et bredt kendskab til faget og dets udøvere. De har ofte et organisatorisk bagland, hvor de er blevet indstillet og valgt ved en demokratisk proces, og der er næsten ikke grund til at tvivle på deres redelighed. Kloge folk med forstand på demokratiets maskineri og magtens fristelser har formuleret love, der sørger for bredde i sammensætningen af rådene, relativ åbenhed og korte valgperioder, der skal sikre fornyelsen. Så struktureret, så effektivt og åh så spiseligt for en kulturminister, der gerne vil vide, hvor kunsten bor, så checken kan blive afsendt.

Få har stillet sig tvivlende over for det mantra, at gode kunstnere også er de bedste til at vurdere andres kunst, og færre har sammenlignet tidens magtkoncentration i kunsten med salondiktaturet i begyndelsen af 1900-tallet - eller hos regimer, hvor pisken og ikke guleroden var midlet til at styre kunstens retning.

For kunstnernes organisationer har den kulturpolitiske velvilje og især dens struktur ført til interne splittelser, der i vidt omfang har svækket deres muligheder for at agere på medlemmernes vegne. Budskabet fra den store sponsor lyder i almueoversættelse: 'Vi vil gerne støtte kunsten.

Sørg for at være en passende lille, indiskutabelt professionel flok, så kommer checken'. Hos forfatterne førte det til, at et par hundrede skønlitterære dannede deres egen forening med det fromme ønske, at statens støtte til litteraturen, herunder de forkætrede bibliotekspenge, skulle gå til dem.

Det forudsigelige resultat blev, at både 'den rigtige' forfatterforening og renegaterne satte sig uden for samtalen og i forhandlinger med både forlag og den store sponsor er tragikomisk lette at spille ud mod hinanden. Begge foreninger har opfordret medlemmerne til at ytre sig, og kvaliteten af de mange læserbreve røber ikke i alle tilfælde, at det er landets litterære elite, der er på banen.

Når for eksempel en kendt forfatter skriver: »Den kulturfjendske regering, som selvfølgelig udmærket ved, at ikke én eneste ordentlig forfatter i dette land vil støtte den«, så må man da håbe, at det er en replikstump fra en grum novelle, der er smuttet med i læserbrevet. Skal det læses som menneskesyn, kunstsyn eller oplæg til samtale, så lades meget håb ude.

Medlemskab af forfatterforeningerne opnås ved at have udgivet bøger på anerkendte forlag. Forfatterne tørrer altså smagsdommer-bussemanden af på modparten, forlagene. Taksterne for bibliotekspengene fastlægges centralt, men reelt er det bibliotekscentralens lektører og de enkelte bibliotekers indkøbsudvalg, der er smagsdommere og dermed pengeuddelere.

Hos billedkunstnerne har ønsket om at blive en relativt lille, klart defineret gruppe af støtteværdige professionelle ført til fire års ørkesløse forhandlinger om en sammensmeltning af Billedkunstnernes Forbund med Kunstnersamfundet, der trods navnet vel nærmest skal tolkes som Nationens Vi ved hvad kunst er=Forening.

Under kampråbet 'Konsensus' indførte de to organisationer meget stramme fælles optagelsesbetingelser, der på det nærmeste gjorde det håbløst for ikkeakademikere at slippe ind.

Forhandlingerne skranter gudskelov, men havde initiativtagerne haft magt, som de havde agt, så var gruppen af anerkendte danske billedkunstnere blevet så lille, at 70'ernes utopi om kunstnerløn ville være inden for rækkevidde.

Samtidig ville kunstverdenen slippe af med den frække, uberegnelige kunstnertype, der til alle tider har været fornyeren og den, der ruskede op i stive systemer og vedtagne normer og gjorde en forskel:

Klods- Hans der uden akademisk uddannelse, uden fordomme og fuld af sunde instinkter kommer ridende ind fra den rigtige verden på sin gedebuk og stiller det etablerede på hovedet.

Med de nye stramme adgangskrav til billedkunstens slot bliver der ingen prinsesse og intet kongerige til nye Klods-Hanser i kunsten. Men hans studerte brødre skulle have gode chancer.

I diskussioner om livet og døden, etik og æstetik og kunstens krav plejer det at være en god pointe at sige: Kierkegaard har selv sagt ... Men lige i spørgsmålet om kunststøtte er han - der selv havde sit på det tørre og næppe ville have brudt sig om medlemskab af en kunstnersammenslutning - nok mest imod:

»Tag et Exempel. Hvis Staten blev tilsinds at ville forhindre al sand Poesie, saa behøvede den blot ... den behøvede blot anbringe 1000 Levebrød for kongelige Digter-Embedsmænd: saa skal det snart være nået, Landet stadigt være i den grad overfyldt med bedærvet Poesie, at sand Poesie bliver saa godt som en Umulighed. De Faae, der virkligen have Kald til at blive Digtere, de ville just i det critiske Øjeblik springe af fra den Anstrengelse, som det er paa egen Risico at vove ud, og ind i den Magelighed: et kongeligt Embede; men hiin Anstrengelse er just Betingelsen for, at det kunne blive til Noget med deres Digter-Kald. De Mange ville blot see et Levebrød i det at være Digter, et Levebrød, hvilket man sikrede sig ved at udholde Examens-Læsningens Piinagtighed«.

Dagens kultur- og kunstpolitik er i alt væsentligt skabt af Socialdemokratiet. Kunst for folket og kunst til folket er smukke tanker, og med baggrund i Stalins og Hitlers grusomme overgreb på kunstnerne har man på kunstområdet aldrig hørt den socialdemokratiske pisk smælde eller blot fornemmet antydningen af censur.

Men lyden af gulerødder har været umiskendelig, og der er lidt buffo-opera over de mange revolutionære avantgardekunstnere, der i forbindelse med et regeringsskifte pludselig bliver skræmte, ved tanken om nytænkning og små ændringer i tildelingen af gulerødder.

Til eftertanke kunne de prøve at formulere en tale, der forklarede deres kunstnerkolleger i resten af verden om danske kunstneres ufattelige lidelser.

Den lille kommune, hvor jeg bor har udnævnt sig selv til Kunstens Ø, og officielle og uofficielle lister og brochurer opregner et halvt hundrede personer, der vil kaldes billedkunstnere.

Den socialdemokratiske tanke om brobygning mellem amatører og professionelle er i høj grad tilgodeset. Kommunalrådet, erhvervslivet og turistbureauet støtter begejstret tanken ... kunsten selv kan man jo ikke spørge.

Ganger man op, svarer det til, at der i Danmark skulle være en snes tusinde billedkunstnere. Og det er jo imponerende.

Kunne man - som et politisk højst ukorrekt tankeeksperiment - forestille sig, at den historisk velbegrundede velvilje over for billedkunsten har været for stor!?

Aldrig før har landet i den grad været forsynet med billedkunst. Sygehuse, kontorer, skoler, virksomheder, banker, tog og færger, venteværelser og private hjem ... overalt er der billedkunst - og det, der ligner - i en grad, som nærmer sig det kitschede, katolske kirkerum, hvor ikke den mindste flade lades tom til de troendes egen billeddannende fantasi. Ingen købstad uden en moderne skulptur, ingen bygrænse uden en kunstnerisk portal, ingen rundkørsel eller gågade uden en kunstnerisk markering.

Historisk har det til alle tider været et faresignal for demokratiet og friheden, når der blev sat grænser for kunstens fri udfoldelse, og et varieret, rigt kunstliv er givetvis tegn på en nations demokratiske sundhed.

Men når staten med støtte fra kunstnernes organisationer sætter