To hunde står over for hinanden og krænger kæberne i en øredøvende gøen i forsøget på at virke mere frygtindgydende end modstanderen. Mens snuderne gnider sig op og ned ad hinanden, står ånden ud af gabet fra dem begge, som var de tyre, der snart skulle slippes løs. De blottede tænder ligner små isbjerge, der længes efter kød og aggression. En mand råber, en anden beder den første om at holde kæft, en flaske smadrer mod fliserne, og lyden blander sig med en flimren af skrig og hundenes glammen - »har du nogle småpenge?«, spørger en af punkerne mig, som var det en trussel. Det meste af hans hår er blåt, noget af det er vist også gult, han er ranglet, og læderjakken, der er alt for stor til ham, dækker det meste af den beskidte hånd, han rækker frem. I den anden hånd holder han en halv liter Sternburger Pils, og jeg når at tænke, at han sikkert har flere penge i lommen end jeg, inden jeg alligevel beslutter mig for at sponsorere endnu en tår til tørsten. Mens jeg leder i lommen efter nogle cent, rejser de andre punkere sig op og begynder at gå, og dér, hvor de sad op ad muren, kan jeg nu se teksten: 'Die Welt dreht sich schneller als du gehen kannst', intet kunne være mere rigtigt på dette sted, hvor alt tilsyneladende drejer hurtigere rundt, end man kan gå. Jeg står på Eberswalder Strasse Station i Berlin i det gamle arbejderkvarter Prenzlauer Berg, der nu i efterhånden mange år har været hjemsted for Berlins venstreorienterede og intellektuelle, og spekulerer over, hvordan man skal forstå denne by. I dette østkvarter, der ligger tæt op ad Mitte, holder punkerne til. Her går de op og ned ad Schönhauser Allee med deres hunde eller står foran supermarkederne og tigger. Hvis man ikke tidligere har været i Berlin, kan det være svært helt at forstå punkkulturens stædige overlevelse i byen, hvor helt unge teenagere sammen med voksne på op til 40 år tilsyneladende går rundt og gentager forældregenerationens oprør. Subkulturerne, som Berlin er fyldt af, er rige på tegn; nogle punkere ynder stadig at vise Mercedes-stjerner frem på deres læderjakker, og i det tilfælde er budskabet klart; fjendens symbol er erobret, og sammen med blåt hår og et metalansigt dækket af piercinger bliver stjernen ikke et symbol på prestige, men derimod på fjendens eller kapitalismens svaghed. Et forsøg på ydmygelse og provokation og samtidig et signal om, at symbolets styrke nu tilhører erobreren. Et andet element, der går igen i den rette punkudklædning, er det bæger, der bruges til at tigge med, f.eks. et gammel plastkrus, der har den fordel, at det forsynet med et lille hul kan hænge i en kæde fra bæltet. Med deres tiggergang får de én til at tænke på en dystopisk udgave af buddhister. De to grupper har formentlig ikke meget til fælles, i hvert fald ville det være synd at tale om nogen religiøst motiveret askese hos punkerne, men på trods af det ligger der en demonstrativ nægtelse af at deltage i det, vi andre opfatter som livet, hos dem begge, og det er uanset, om det er egoet eller samfundet, der er fjenden og gerne skulle udslettes. Hvordan et punkens nirvana så ser ud, kan man kun gisne om. I Berlin tilhører alle en stamme, og det kan være svært for en udenforstående at identificere tilhørsforholdet - støvlerne er de samme, om man er højreorienteret eller venstreorienteret, men farven på snørebåndene kan være altafgørende. Et utal af grupperinger, alle med hver deres foretrukne tegn, dominerer gadebilledet. Der er dog en regel, der gør sig gældende for dem alle; man definerer sig som modsætning, selv inden for gruppen skal man helst skille sig ud med sin egen stil, og jo mere subtil den er, desto bedre, intet er tilfældigt, beklædningsstykkerne henviser altid til noget andet, og jo mere originalt dette andet er, desto bedre; det handler om at bemægtige sig den rigtige betydning. Hvordan skal man forstå denne by? Få steder i verden er så grimme, at det kan suge livskraften ud af én; en tur med sporvognen ned ad den kilometerlange Danzigerstrasse, der forbinder de to østkvarterer Prenzlauer Berg og Friedrichshain, er en farlig beskæftigelse, her er trøstesløsheden formet i alle ansigter med hammer og mejsel, og folk går i ét med deres bygninger, der hænger ind over gaden med malingen løbende ned fra vinduerne. Da jeg endelig nåede til Friedrichshain, længtes jeg mere end nogensinde hjem til København og synet af en velplejet reklamefamilie, der går tur rundt om Søerne. Alligevel falder kunstnere og andre med trang til en alternativ livsstil over hinanden i disse to østkvarterer, der de sidste år har udviklet sig til en vaskeægte limpind for Europas kreative ungdom. En del af forklaringen skal findes i boligpriserne, der efterhånden har nået et så lavt niveau, at det får livet i København til at ligne en regning fra D'Angleterre. Byen har dog også sine smukke øjeblikke som f.eks. området omkring Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg - her blev Husemannstrasse shinet op i DDR-tiden, så den lignede lykken selv, og vist frem for internationale gæster- at det så var den mindst repræsentative gade for Østberlin, var ikke pointen. I Berlin er der tegn over alt; i stort set alle gamle bygninger i Berlins Mitte lige fra den imponerende kirke Berliner Dom til statsbiblioteket på Unter den Linden er der stadig skudhuller i murene fra kampene om hovedstaden i 1945. Forleden dag gik jeg rundt inde i statsbibliotekets gård, og mens sneen faldt som en smeltende melodi, fik jeg øje på et af disse skudhuller bag nogle rosengrene; der var ingen mennesker i gården, og da jeg stak min frostrøde finger ind i muren, var det som at gøre noget forbudt, som at kærtegne døden eller at komme fortiden nær - i lokaler, der nu er fyldt op af bøger og flittige studerende med deres bærbare computere, har der ligget soldater og forsvaret sig - tiden er opløst i Berlin, i et evigt nu blander soldaternes skudsår og kuglernes smæld sig med travle handlende på Friedrichstrasse, en gammel stolt østgade, der nu er søbet ind i kapitalismens fineste sauce i form af moderne pejlemærker som Gucci og Louis Vuitton; har man stadig penge tilovers efter at have handlet dér, kan man jo altid få en kop kaffe på Starbucks, der er caféernes svar på McDonald's. Berlin er tegnenes by. Hvis man vil vide, hvor man er, må man lære at læse tegnene. I Østberlin ser gadelamperne anderledes ud end i Vesten; de hænger mere ind over gaderne som krumryggede gamle koner, der kun kan se en meter frem for sig, og desuden lyser de ikke så meget, hvilket gør mange kvarterer mørke om aftenen. En bekendt ved navn Florian var ved en tilfældighed kommet forbi nogle arbejdere, der skulle skifte den øverste top af gadelamperne ud med en vestlig model, da han straks øjnede chancen for at sikre sig en del af den visne røde drøm, inden den helt forsvinder fra gadebilledet. Få timer efter gjorde vi dem rene og lavede dem om til store standerlamper. De ser ikke ud af meget, når de hænger i 3. sals højde, men nede på gulvet mellem hænderne nåede de mig til brystet, og da jeg kørte hænderne over de mærker, som drenges stenkast havde efterladt, var det et øjeblik, som om man kunne høre dem råbe og gejle hinanden op; når man er dreng, er glaspærer mest af alt en indbydelse til at se, om man kan ramme. Sådan er Berlin; en mangfoldighed af ready mades, der ligger hjemme hos folk som små tegn, der peger mod en anden virkelighed i en anden tid. Hvis man ikke er i nærheden af en gadelampe, men det til gengæld er vinter, kan man i de fleste gader i især østkvarterer som Prenzlauer Berg og Friedrichshain stadig lugte en sødme, der stammer fra de mange kaminer, der fyrer med kul eller koks. Hver gang jeg har været hjemme i Danmark og igen sætter mine ben i Østberlin, kommer denne bevægelse mod mobiltelefonen i lommen, det lugter af brand, men som er blot endnu et tegn på, at Øst stadig er Øst, og at man nu igen skal ned i kælderen, hvor kilden til at få varmet kaminen op ligger. Men tegnet over dem alle på Øst er de såkaldte Ampelmännchen; de grønne og røde mænd, der angiver, om man skal gå eller blive stående i et kryds. I Vest har man de samme, som vi kender dem fra Danmark, men i Østberlin er der mere cigar og høj hat over den lille grønne mand, der frejdigt skyder sin støvle frem, mens hatten troner mod himlen. Med ham er der ingen palaver, han går raskt til i hverdagens march, der fører ham mod dagens dont, som han udfører med glæde og uden at klage. Den uskyldige lille mand er blevet regent i et kongerige af Ostalgie (nostalgi efter Øst), der for alvor accelererede med Wolfgang Beckers tragikomiske film 'Good Bye Lenin!' fra 2003. Ostalgien dækker over, at alt, hvad der kommer fra det tidligere Øst, er blevet hipt, lige fra gadelamper til pålæg. Berlin kan ikke flygte fra sin fortid; når man går tur i byen, kan man ikke undgå at lægge mærke til markeringerne af, hvor Muren engang stod - som ét langt brændemærke skærer en lang stribe af brosten sig vej nøjagtig dér, hvor Muren var placeret; at gå over den linje er en uvirkelig fornemmelse, man overskrider en grænse, der også er en tids- og bevidsthedsgrænse, »var der virkelig en mur her?«, spørger man og vender sig om som for at se, om man har fået kroppen med, eller om den rev sig løs i bevægelsen og stadig står og dirrer som en østtyskers drøm om flugt. Kan man ikke flygte fra sin fortid, kan man lige så godt grine af den; ostalgien virker som den nervøse latter, der kan iagttages hos børn, der ser deres første gyserfilm, en ironisk distancetagen, der gør det hele lidt lettere at sluge. Selv om kroppe og biler tilsyneladende bevæger sig uhindret gennem byen, tyder en del på, at den mentale grænsemur lever i bedste velgående; en undersøgelse sidste år viste, at en femtedel af tyskerne ønsker sig Muren tilbage. Og måske er det i virkeligheden dét, ostalgien handler om; efter at Øst i mange år har været defineret som alt, der var af dårlig kvalitet og usselt, kommer der nu denne modreaktion, der i virkeligheden er en identitetskamp, mere end det er en politisk kamp; det handler om at få anerkendt livet i Øst som noget værdifuldt eller i det mindste ligeværdigt og ikke blot som et spøgelse, man skal lære at føle sig tryg ved. Men som med alt andet i Berlin er der flere sider af historien; af mange wessies dyrkes DDR med en brutal ironi, der ganske simpelt er én lang latterliggørelse. Men til historien hører også, at vesttyskerne er i flertal, når det handler om længslen efter Tysklands svar på Morten Korch, det vil sige dengang, en mur var en mur, og østtyskerne var forsvarligt indhegnet bag beton og pigtråd. Krisestemning i de vesttyske delstater og en støt stigende arbejdsløshed får skylden for denne 'vestalgi'; trangen til igen at opleve dagene, hvor Tyskland var lig med D-mark og en velstandsmaskine, der producerede respekt og skinnende superbiler på samlebånd. Berlin bærer stadig præg af sin årelange deling både kulturelt og arkitektonisk, og måske derfor peger den i så mange retninger, det virker, som om kvartererne snakker i munden på hinanden på hver deres sprog. Byen fremtræder ikke som en organiseret helhed som f.eks. Paris, formen er sprængt, og i stedet breder den sig og forandrer sig i en bevægelse, der ikke kender til fastlagte baner, men snarere følger uforudsigelige ruter som lava, der fylder alle huller. Byen er en mangfoldighed af modsatrettede rum, hvor der ustandseligt fremkommer nye og væsentlige knopskydninger, der forvandler den eksisterende struktur. Af samme grund vil det i dag være forkert at tale om et forkromet centrum; byen er anti-hierarkisk og polycentrisk. Denne struktur eller rettere anti-struktur spejles i de mennesker, der lever i byen. Her er ingen dominerende type, kun en stadig forandrende mangfoldighed, der konstant forsøger at finde uprøvede retninger i jagten på det nye som myrer, der bevæger sig i underjordiske gange og dukker op igen farvet af ukendt territorium. Berlin er en skælvende drøm bygget på historiens epicenter, og måske derfor er den så fuld af syner; her går enlige mødre rundt med pink hår og nitter, mens de holder deres blonde børn i hånden på vej til skole. I denne by kan man ikke regne med noget, heller ikke vejret, der skifter fra det ene sekund til det andet; skyer kan være tegn på solskin, og årets første rigtige snevejr kan vise sig at bane vej for foråret den efterfølgende dag. Forandring er et berlinsk begreb, at være i Berlin er at være på vej et andet sted hen uden mulighed for at vende tilbage, fordi gaden, man kom ad, ikke længere eksisterer eller fører et nyt sted hen.