0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Byen, der aldrig sov

Tiden har sin egen provinsialisme – provinsbyer kan være anderledes med på beatet. Tag nu f.eks. Aalborg ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sidst på vinteren sad jeg på Brandbjerg Højskole og talte med en pensioneret overlæge fra Randers.

Vi havde boet på 4. Maj Kollegium sammen og ikke set hinanden i over fyrre år. Det betød ikke noget, vi snakkede åbent og ordentligt med hinanden bl.a. om livet i en provinsby. Og så siger han pludselig:

Hvis man føler trang til at gå ud, er der arrangementer hver aften i ugens løb!

Udsagnet er blevet hængende i et hjørne af erindringen, ikke mindst fordi jeg efter et halvt århundrede borte fra min hjemby er vendt tilbage og er gået på genopdagelse i mit aldrig glemte Aalborg.

Jeg husker især min ungdoms Aalborg som byen, der aldrig sov. Langs havnen lå en række tunge industrier, og i søvnløse perioder gav jeg den som nattevandrer i gaderne og ved havnen og nød den konstante dunken fra virksomhederne.

Da jeg i 1960 så filmen ’Hiroshima, mon Amour’ i Astoria Bio, gik jeg i spåner, da den kvindelige hovedperson siger: »Jeg elsker byer, der aldrig sover«.

Ja da! Og selv om de fleste af Aalborgs store virksomheder er flyttet ud eller nedlagt, er der stadig et par stykker tilbage, som kører i døgndrift.

Der er naturligvis også byens berømte – eller berygtede – værtshusliv, som er rigt og varieret. Universitetet øst for centrum er ikke smeltet sammen med byens kerne, men har alligevel sat sine spor i form af stadig flere cafeer, hvor man kan nyde en brunch om søndagen.

Der er også sket et mindre brud med den klassiske værtshuskultur, i og med at flere af både de nye og gamle steder er blevet øltempler med vildt kræsne kunder og årlige medaljeuddelinger. Mit foretrukne sted, London Pub, fik en bronzemedalje tidligere på året, og jeg spurgte, hvad det her egentlig handlede om.

Jeg kan jo se på det gigantiske udbud af øl fra overalt – og på bestillingerne! – at der er gang i noget. Men hvad?

Og så forelæste min kære barmand, Jesper, over, hvad der blev krævet for at komme i betragtning til Ølentusiasternes prestigiøse medaljer (bortset fra alle disse forskellige øl).

Man skal bruge de rigtige glas til de forskellige ølsorter, og bartenderne skal vide alt om øl og kunne besvare spørgsmål fra kunderne. I et af barskabene ligger en tommetyk ølmanual, der tit bliver taget frem til fælles læsning.

Den eneste litteratur, der i sommerens løb har kunnet konkurrere med ølmanualen, var de artikler om rygeforbuddet, jeg saksede fra Vor Avis og tog med på pubben til rasende-frydefuld læsning og debat. Lige indtil en af gæsterne kort før Dommedag tørt sagde:

»Hvordan fanden vil de egentlig kontrollere Jomfru Ane Gade!?«.

Så var der ikke rigtig mere at snakke om.

I tiden efter Dommedag har det vist sig, at adskillige værtshuse og øltempler simpelthen er komplet ligeglade med dette miskmask af en lov. Og snakken udvikler sig oftere og oftere til vrede og sarkastiske udvekslinger om Kontroldanmark, Forbuds- og Påbudsdanmark.

Aalborgensere har traditionelt haft et koldt forhold til autoriteter, og den holdning er til min store glæde uændret, selv om industribyen i dag er forvandlet til universitetsby.

Der er andre forvandlinger. Der er stadig kvarterer, hvor der ikke er sket noget endnu, men der er foretaget saneringer af gårde, så det i dag er fortryllende at gå rundt og kikke ind i gårde, hvor der er plantet træer og slyngplanter. I det hele taget er Aalborg blevet en grøn by og har fået flere springvand, mest prægtigt tæt ved fjorden foran den gamle toldbygning.

Åh ja, fjorden, den go’e gamle Limfjord!

Planerne for havneområdet er charmerende og klogt udtænkt. Slottet vil blive mere synligt, der skal laves trapper direkte ned i vandet, og der er planlagt tre parkafsnit, som skal forbinde fjorden og byen. Det mest fornemme bliver Utzonparken, hvor vores bedste og mindst byggede arkitekt i det 20. århundrede får sit anlæg med museum.

Musikhuset bliver alligevel til noget (!), og vores alle sammens Nordkraft ender som kulturhus.

Aalborg er stadig en bisset by, men også utrolig venlig og åben, og det er let at komme i snak med folk – ikke kun på værtshusene, men også i supermarkedernes køer ved kassen og i ventetiden ved busstoppestederne. Og jeg kan blive helt bevæget over at mærke borgernes engagement i havnefrontens fornyelse. For ikke at tale om forventningerne til Musikhuset og Nordkraft!

Tilsyneladende går det kolossale projekt, som det skal. Hvis løfterne overholdes, vil der ske indlysende forskønnelser, men det rå præg skal også bevares, byens hårde fortid som flodhavn ikke glemmes. For sker det, ender Aalborg bare som én blandt mange provinsbyer med blomstersøjler i gågaden.

Jeg beder til kendte og ukendte guder om, at troskaben mod fortiden bevares! Når man ser byen fra et skib på fjorden, er fortiden synlig i form af fabriksbygninger, de mange høje skorstene og først og sidst Portland øst for centrum.

Da Portland gik over på udenlandske hænder, græd jeg. Cementfabrikken, det aalborgensiske arvesølv på niveau med B&W, hvor kunne man! Det var hårdt nok med salget af spritfabrikkerne – men Portland! Fra små vietnamesiske havne ved Det Sydkinesiske Hav til Hamburg Havn har jeg set dem, cementsækkene mærket med det mellemblå PORTLAND. Lige så meget en del af Danmark i udlandet som Carlsberg og Maersk.

Hvorfor taler den åh, så fædrelandskærlige Pia Kjærsgaard ikke om det?

Eller omvendt: Hvorfor taler denne politiker ikke om udlandet i Danmark?

Udlændingene i Aalborg er meget synlige, og der er mange af dem. Jeg tænker ikke på de titusinder nordmænd og svenskere, der tonser rundt i butikkerne og på værtshusene på et day trip sammen med englændere fra krydstogtskibene. Jeg tænker snarere på det mest tålmodige danske symfoniorkester, nemlig Aalborgsymfonikerne. Koncertmesteren er omkring de tredive, en lille spinkel kvinde fra Bulgarien, én blandt mange musikere fra Øst- og Centraleuropa i byens orkester.

Og hvad med mængden af interessante lærere på universitetet? De kommer fra Bretagne, Tyskland, Italien, og hvad ved jeg. Den libanesiske grønthandler med det store udvalg af arabisk kaffe og de målbevidste vietnamesere med deres kungfutsianske arbejdsmoral i grillbaren? De iranske it-ingeniører med børn i byens gymnasier? De afghanske læger og polske sygeplejersker?

Hvor længe kan man holde den gående med fornægtelse af virkeligheden?

Sidst i 1960’erne var der også elementer af virkelighedsfornægtelse i Danmark, en besserwissen-stil, hvor nogle vidste bedst og alle andre ikke fattede noget af betydning:

Med Per Hækkerups firkantede afvisning af en legitim modstand mod krigen i Vietnam blev grunden lagt til en særlig politikerattitude, der topper med Fogh.

Socialdemokraternes afvisning af at gå i dialog med ikke bare ungdommen generelt, men også med deres eget ungdomsforbund, DSU, fik lange slagskygger. Én ting var følelserne i de krigsår, de var stærke, noget andet var argumentationsformen, nemlig dokumentationer. I slutningen af 1960’erne begyndte amerikanske soldater at komme tilbage fra Vietnam, og mange sluttede sig til antikrigsbevægelsen. De fik lidt efter lidt kontakt med europæerne og sendte materiale i form af artikler, udskrifter af taler og fotografier.

Der var også flere og flere intellektuelle, især fra Østkysten, der