Sidst på vinteren sad jeg på Brandbjerg Højskole og talte med en pensioneret overlæge fra Randers.

Vi havde boet på 4. Maj Kollegium sammen og ikke set hinanden i over fyrre år. Det betød ikke noget, vi snakkede åbent og ordentligt med hinanden bl.a. om livet i en provinsby. Og så siger han pludselig: Hvis man føler trang til at gå ud, er der arrangementer hver aften i ugens løb! Udsagnet er blevet hængende i et hjørne af erindringen, ikke mindst fordi jeg efter et halvt århundrede borte fra min hjemby er vendt tilbage og er gået på genopdagelse i mit aldrig glemte Aalborg. Jeg husker især min ungdoms Aalborg som byen, der aldrig sov. Langs havnen lå en række tunge industrier, og i søvnløse perioder gav jeg den som nattevandrer i gaderne og ved havnen og nød den konstante dunken fra virksomhederne. Da jeg i 1960 så filmen ’Hiroshima, mon Amour’ i Astoria Bio, gik jeg i spåner, da den kvindelige hovedperson siger: »Jeg elsker byer, der aldrig sover«. Ja da! Og selv om de fleste af Aalborgs store virksomheder er flyttet ud eller nedlagt, er der stadig et par stykker tilbage, som kører i døgndrift. Der er naturligvis også byens berømte – eller berygtede – værtshusliv, som er rigt og varieret. Universitetet øst for centrum er ikke smeltet sammen med byens kerne, men har alligevel sat sine spor i form af stadig flere cafeer, hvor man kan nyde en brunch om søndagen. Der er også sket et mindre brud med den klassiske værtshuskultur, i og med at flere af både de nye og gamle steder er blevet øltempler med vildt kræsne kunder og årlige medaljeuddelinger. Mit foretrukne sted, London Pub, fik en bronzemedalje tidligere på året, og jeg spurgte, hvad det her egentlig handlede om. Jeg kan jo se på det gigantiske udbud af øl fra overalt – og på bestillingerne! – at der er gang i noget. Men hvad? Og så forelæste min kære barmand, Jesper, over, hvad der blev krævet for at komme i betragtning til Ølentusiasternes prestigiøse medaljer (bortset fra alle disse forskellige øl). Man skal bruge de rigtige glas til de forskellige ølsorter, og bartenderne skal vide alt om øl og kunne besvare spørgsmål fra kunderne. I et af barskabene ligger en tommetyk ølmanual, der tit bliver taget frem til fælles læsning. Den eneste litteratur, der i sommerens løb har kunnet konkurrere med ølmanualen, var de artikler om rygeforbuddet, jeg saksede fra Vor Avis og tog med på pubben til rasende-frydefuld læsning og debat. Lige indtil en af gæsterne kort før Dommedag tørt sagde: »Hvordan fanden vil de egentlig kontrollere Jomfru Ane Gade!?«. Så var der ikke rigtig mere at snakke om. I tiden efter Dommedag har det vist sig, at adskillige værtshuse og øltempler simpelthen er komplet ligeglade med dette miskmask af en lov. Og snakken udvikler sig oftere og oftere til vrede og sarkastiske udvekslinger om Kontroldanmark, Forbuds- og Påbudsdanmark. Aalborgensere har traditionelt haft et koldt forhold til autoriteter, og den holdning er til min store glæde uændret, selv om industribyen i dag er forvandlet til universitetsby. Der er andre forvandlinger. Der er stadig kvarterer, hvor der ikke er sket noget endnu, men der er foretaget saneringer af gårde, så det i dag er fortryllende at gå rundt og kikke ind i gårde, hvor der er plantet træer og slyngplanter. I det hele taget er Aalborg blevet en grøn by og har fået flere springvand, mest prægtigt tæt ved fjorden foran den gamle toldbygning. Åh ja, fjorden, den go’e gamle Limfjord! Planerne for havneområdet er charmerende og klogt udtænkt. Slottet vil blive mere synligt, der skal laves trapper direkte ned i vandet, og der er planlagt tre parkafsnit, som skal forbinde fjorden og byen. Det mest fornemme bliver Utzonparken, hvor vores bedste og mindst byggede arkitekt i det 20. århundrede får sit anlæg med museum. Musikhuset bliver alligevel til noget (!), og vores alle sammens Nordkraft ender som kulturhus. Aalborg er stadig en bisset by, men også utrolig venlig og åben, og det er let at komme i snak med folk – ikke kun på værtshusene, men også i supermarkedernes køer ved kassen og i ventetiden ved busstoppestederne. Og jeg kan blive helt bevæget over at mærke borgernes engagement i havnefrontens fornyelse. For ikke at tale om forventningerne til Musikhuset og Nordkraft! Tilsyneladende går det kolossale projekt, som det skal. Hvis løfterne overholdes, vil der ske indlysende forskønnelser, men det rå præg skal også bevares, byens hårde fortid som flodhavn ikke glemmes. For sker det, ender Aalborg bare som én blandt mange provinsbyer med blomstersøjler i gågaden. Jeg beder til kendte og ukendte guder om, at troskaben mod fortiden bevares! Når man ser byen fra et skib på fjorden, er fortiden synlig i form af fabriksbygninger, de mange høje skorstene og først og sidst Portland øst for centrum. Da Portland gik over på udenlandske hænder, græd jeg. Cementfabrikken, det aalborgensiske arvesølv på niveau med B&W, hvor kunne man! Det var hårdt nok med salget af spritfabrikkerne – men Portland! Fra små vietnamesiske havne ved Det Sydkinesiske Hav til Hamburg Havn har jeg set dem, cementsækkene mærket med det mellemblå PORTLAND. Lige så meget en del af Danmark i udlandet som Carlsberg og Maersk. Hvorfor taler den åh, så fædrelandskærlige Pia Kjærsgaard ikke om det? Eller omvendt: Hvorfor taler denne politiker ikke om udlandet i Danmark? Udlændingene i Aalborg er meget synlige, og der er mange af dem. Jeg tænker ikke på de titusinder nordmænd og svenskere, der tonser rundt i butikkerne og på værtshusene på et day trip sammen med englændere fra krydstogtskibene. Jeg tænker snarere på det mest tålmodige danske symfoniorkester, nemlig Aalborgsymfonikerne. Koncertmesteren er omkring de tredive, en lille spinkel kvinde fra Bulgarien, én blandt mange musikere fra Øst- og Centraleuropa i byens orkester. Og hvad med mængden af interessante lærere på universitetet? De kommer fra Bretagne, Tyskland, Italien, og hvad ved jeg. Den libanesiske grønthandler med det store udvalg af arabisk kaffe og de målbevidste vietnamesere med deres kungfutsianske arbejdsmoral i grillbaren? De iranske it-ingeniører med børn i byens gymnasier? De afghanske læger og polske sygeplejersker? Hvor længe kan man holde den gående med fornægtelse af virkeligheden? Sidst i 1960’erne var der også elementer af virkelighedsfornægtelse i Danmark, en besserwissen-stil, hvor nogle vidste bedst og alle andre ikke fattede noget af betydning: Med Per Hækkerups firkantede afvisning af en legitim modstand mod krigen i Vietnam blev grunden lagt til en særlig politikerattitude, der topper med Fogh. Socialdemokraternes afvisning af at gå i dialog med ikke bare ungdommen generelt, men også med deres eget ungdomsforbund, DSU, fik lange slagskygger. Én ting var følelserne i de krigsår, de var stærke, noget andet var argumentationsformen, nemlig dokumentationer. I slutningen af 1960’erne begyndte amerikanske soldater at komme tilbage fra Vietnam, og mange sluttede sig til antikrigsbevægelsen. De fik lidt efter lidt kontakt med europæerne og sendte materiale i form af artikler, udskrifter af taler og fotografier. Der var også flere og flere intellektuelle, især fra Østkysten, der gav deres modstand til kende offentligt. Det, der blev kaldt Det Andet Amerika. Jeg husker, jeg i 1967 skrev en Kronik til Politiken om dette andet Amerika og fik den retur med den besked, at det ikke fandtes. Året efter var dette Amerika på alles læber. At få et vidende og anstændigt menneske til f.eks. at være dirigent ved en Vietnamhøring var umuligt. Disse pæne mennesker var demoraliseret og turde ingenting. Jeg husker også vores lidt forkølede kritik af forsvarsminister McNamara, der blev afvist som propaganda. Da den herre en menneskealder senere udgav sine erindringer, viste det sig, at han var langt værre i sine dispositioner, end vi kunne forestille os. Men verden var blevet lukket op, dels gennem personlige kontakter, dels gennem mediernes reportager og ikke mindst billeder og tv-optagelser. Så den partipolitiske lukkethed eller provinsialisme føltes kvælende – hvorfor ville politikerne ikke se virkeligheden i øjnene? Måske vil magtmennesker ikke have noget med virkeligheden at gøre. Karl Rove har sagt det ligeud: »Vi er et imperium nu – vi skaber vores egen virkelighed«. De laver altså selv virkeligheden og tror i deres realpolitiske hovmod, at dem og os-tænkning er nok til at skaffe ro i gaden. Men sådan spillede klaveret ikke sidst i 1960’erne og først i 70’erne. Vi, der var aktive, vidste bedre end nogen politiker, at den anstændige venstrefløj brugte mere tid på at slås med Moskva-tro kommunister end på ministre, der gudhjælpemig kaldte alle krigsmodstandere for – kommunister. Men navnlig den socialdemokratiske mistænkeliggørelse og afvisning af dialog lagde grunden til en politisk stil, vi oplever resultatet af i dag: Der er ikke noget at komme efter! I det hele taget er der kommet noget deja-vu over de offentlige udvekslinger. Der har i september kørt en debat i dagbladene om danske forfatteres engagement i eller modstand mod krigen i Irak. Enten har forfatterne snakket for meget eller for lidt om dette særlige mareridt – sådan er det altid, smagsdommerne vil aldrig tage dét til sig, som bliver publiceret, de vil altid have noget andet. Eller også er der skudt med spredehagl på en måde, som er aldeles uvederhæftig. Eksempelvis er jeg sammen med gode kolleger af unge lektor Zangenberg blevet anklaget for at være pacifist, hvad jeg ved gud ikke er eller har været på noget tidspunkt. Alt det er slemt nok, men vi har prøvet det før – os fra en ældre generation af forfattere. Det, der imidlertid føles som deja-vu, er, at disse formodede pacifister kaldes naive. Ordet naiv hægtes foran pacifisme på samme facon som under den kolde krig, hvor amerikanerne hægtede ’fri’ foran et hvilket som helst substantiv, mens russerne slog sig på demokratisk. Hele denne ordforlængelse var ikke kun underlødig og sløvende for tankevirksomheden under den kolde krig, den var ren og skær automatpilot, som man ville sige i dag. Hvordan kan ellers begavede mennesker falde i sådan et hul? Jeg ved det ikke, men har en mistanke om, at det kan skyldes, at deres verden begyndte i 2001. Tvillingetårnene i september og det danske valg i november kom til at udgøre et år nul, historiens begyndelse. Lad mig vende tilbage til det nordjyske. Jeg har tit sagt, at Danmark begynder ved Hobro. Derfra folder naturen sig ud aldeles H.C. Andersensk: Her er den jyske vælde, det kæmpende landskab med sit sublime lys og stærke modsætninger mellem Himmerland og Vendsyssel. Folk har moret sig over mit udsagn, men sjovt nok er det aldrig blevet opfattet som udtryk for provinsialisme. Et eller andet sted har den hørlige undertext været kærlighed, nemlig kærligheden til en region og ikke mindst til en by. I august var jeg på havnerundfart med Aalborgs borgmester, der fortalte om planerne for havnen. Det var en interessant tur, men det, der gjorde den særlig, var borgmester Jensens åbenlyse, dybtfølte kærlighed til byen. Jeg har aldrig før oplevet en politiker, der bare lod kærligheden komme ud af lysende øjne og hudens porer, det var faktisk ret bemærkelsesværdigt. Dagen efter gjorde jeg rede for havnerundfarten på pubben og sagde, at jeg havde været både glad og overrasket over at opleve en borgmester, der elskede sin by så uforbeholdent. Mild hovedrysten langs bardisken. Hun er da meget sød, hende Inge, men hun er noget tungnem. Alle ved, at borgmester Jensen elsker Aalborg! Der går flere uger, og så en morgen i september læser jeg om industriens kanon med dens 25 industriminder. Jeg har været dybt skeptisk over for kulturens kanoner; der er et præg af nationalisme over dem, der byder mig imod. Anderledes med industriens. Industrialiseringen er fællesgods på tværs af landegrænserne, dens monumenter og menneskelige omkostninger er genkendelige for enhver europæer. At Aalborg har to (stadig virksomme) monumenter med i kanon er ikke overraskende, både spritfabrikken og Portland er en del af byens historiske rødder, af dens sjæl. Det snakkede vi om på havnerundfarten i august – at plus minus alle de fine forskønnelsesplaner skulle byens rå præg bevares langs havnen og dybt ind i byen. Provinsialisme forbindes – rettelig – med et sted, en egn. Men der findes også en tidens provinsialisme, påpegede T.S. Eliot i et essay om Virgil i 1944, nemlig den, der går ud fra, at verden alene tilhører de nulevende, en tidens provinsialisme, fordi de døde ikke har lod og del i en hvilken som helst nutid. I perioder er der talt om epokechauvinisme og generationschauvinisme, om historieløshed – kært barn har mange navne. Men kernepunktet er, at samhørighedsfølelse ikke bare hentes i museer og historieskrivning, den skal findes i gaderne, torvene og havnefronterne, i byens daglige liv og fortidens synlighed fra bindingsværkshuse over renæssancebyggeriet til Nordkraft og gadenavne som Maren Turis Gade, Jomfru Ane Gade (!), Kattesundet og Tiendeladen. Det er dér, Zangenberg og så mange andre unge løver bliver mere provinsielle end en gammel kone, der elsker sin by. For nok er Aalborg en provinsby, den er bare ikke provinsiel – dét er byens offentlige hemmelighed.