Omvejen til essayet

På vej ned ad trappen til antikvariatet i Admiralgade tvinges jeg til at indtage en underdanig, næsten ydmygt krybende holdning. Med en akavet krabbegang manøvrerer jeg på bøjede ben og med sænket hoved sidelæns ned ad den korte, stejle trappe og ind under den lave dørkarm. Her famler jeg efter dørhåndtaget, der sidder placeret så langt nede, at jeg må forskyde mit tyngdepunkt faretruende langt forover, og jeg gør en abrupt snublende entré, idet døren pludselig går op under min krops anmassende vægt.

At træde ind ad døren hos en antikvar eller en marskandiser er som at overskride en privatsfære. Det ville på en måde være mere naturligt, om man bankede på, inden man tog i døren. De brugte genstande, der fylder butikken, hvad enten det er bøger, lamper eller spejle, har hver især suget noget ukendt til sig af de hjem, hvori de engang optog plads.

Hvad tingene fører med sig, er umuligt at svare på, hjemlig atmosfære er for vagt et udtryk. Der er snarere tale om beskuerens vished om genstandenes løsrevne liv, at hver genstand er et fragment, en stump af et fremmed hjem - sandsynligvis et atomiseret dødsbo. Genbrugsbutikken fremstår derfor som alle hjems syntese, alt det brugte og slidte er her stuvet sammen i en komprimeret fællesmængde, hvor utallige adresser føjer sig sammen under samme tag.

Med en følelse af, at jeg trænger mig på, lukker jeg forsigtigt døren bag mig. Jeg er her ikke med noget bestemt formål, kun drevet af almindelig nysgerrighed og trangen til at flygte et øjeblik fra Københavns larmende gader.

I kælderlokalet er byens lyde dæmpet til en svag mumlen. Under de lave loftsbjælker føler man sig behageligt nedsænket i en anden tidsalder.

De buede egetræsbjælker ser noget trætte ud, de har båret huset længe, har fået svaj i ryggen under en slidsom alderdom.

Et venligt skilt gør opmærksom på den lave frihøjde. Igen tvinges jeg til at bukke og bevæge mig fremad med en lidt ærbødig kropsholdning. Jeg modtages med et undersøgende blik fra antikvaren, der ser spørgende frem bag en udfoldet avis.

»Jeg kigger bare«, siger jeg og gør en hurtig cirkelbevægelse med en pegefinger i luften. Jeg får et godkendende nik som svar, og antikvaren synker igen ned bag dagens spalter.

På bibliotekerne har vi lært at liste lydløst frem mellem bogreolerne. En adfærd, der uvilkårligt har sat sit præg på antikvariaterne.

Der hviler altid en murrende stilhed over disse lokaler. Folk, der søger efter bøger, bestræber sig altid på at frembringe så lidt lyd som overhovedet muligt.

Jeg hører et øjeblik ikke andet end mit eget åndedræt og mine skosåler, der knirker svagt under mig.

Stilheden afbrydes af et øredøvende skrald, da antikvaren pludselig vender en side i avisen. Fra mit skjul bag en vaklende stabel bøger kan jeg se, at han læser en debatsøgende kronik. Han keder sig.

Han forsøger at undertrykke en skælven i kæbepartiet, men giver så efter og lader sit ansigt stivne i et langt uforløsende gab.

Fra siden ligner han en forrykt, der har skreget sig stum ved udsigterne til en evighed i grufuld kedsomhed.

Og lige ved siden af, i en anden bunke aflagte bøger, ligger - som en tavs kommentar - en støvet udgivelse med artikler af kronikøren Johannes V. Jensen. Over firehundrede kronikker skal han have begået i sin tid. En urørlig rekordholder på sit felt - ikke bare målt på kvantiteten, men også på de litterære kvaliteter i hans bidrag til genren under stregen. I en tid, hvor kronikkernes afmålte spalteplads var forbeholdt andet end debatsidernes længste læserbrev, kunne han fremstille jævne hverdagsbetragtninger i det genfundnes interessante belysning. Han havde øje for det banale, eller rettere: Han kunne se på sine omgivelser med et blik, der overraskende afslører det tilsyneladende banale som nyopdagede fænomener af stor vigtighed. Illusionist eller ej, han var en skribent, der - når han ikke var en perfid samtidsrevser - kunne åbne avislæsernes øjne for tilværelsens mangfoldighed og rigdom på jordiske særpræg.

Et eksempel kunne være dobbeltkronikken 'Knokkelmanden', der blev bragt i Dagbladet København i 1901. Her beskriver han en varieté, han besøger under en rejse, der fører ham gennem Krefeldt. Han ser den misrøgtede danserinde Kate optræde sammen med en abelignende musikalsk klovn. Et par måneder efter genser han ved en tilfældighed den omrejsende duo i London. En satanisk lænkehund i gården under hans logi og en gammel døende sømand i en seng på etagen under ham overtager imidlertid fortællingens fokus.

Det er kendetegnende for Johannes V. Jensens essayistiske skrivestil, at fokus altid er rettet mod en fjern, uklar horisont.

Man spørger sig selv, hvor det skal føre hen. Ofte fører det til intet, fordi tekstens drivkraft er selve fascinationen af det store ingenting. Gensynet med danserinden og klovnen bliver derfor oplevelsen, der i samspil med alt andet får en livssymbolsk betydningsfylde: »Men da jeg nu hørte Tvesangen igen, Kates lille smærtelig skælmske Vise og den skindmagre Abes dybe, musikalske Ravnesang, da slog det mig, at det var en Livets og Dødens Duet, jeg hørte«.

Johannes V. Jensen kaldte lidt kryptisk disse blandede tekster myter. Traditionelt opfattes begrebet myte som en fortælling, der udspiller sig uden for tid og rum, en fortælling, der skal forklare verdens indre sammenhæng. Han brugte lidt besværligt betegnelsen om det, han selv kaldte »en Krydsning mellem Journalistik og Poesi« - enhver tilbeder af den såkaldte objektive journalistik ville korse sig.

Myternes stof er hentet i samtiden, Johannes V. Jensens personlige erfaringer med livet omkring ham. Men hverdagslivets oplevelser formidles gennem et æstetisk bearbejdet sprog, der hæver den enkle detalje til et sindbillede på hele tilværelsens orden. Han kunne udlede verden af et gammelt bornholmerur, der pludselig var holdt op med at slå.

Han kunne skrive fængslende om det lille insekt med det store navn myreløven.

Og i hans nærvær kan kampen mod Sevillas blodsugende myg gøre det ud for en af tilværelsens vigtigste kampe.

Det eneste berøringspunkt, disse tekster har med journalistikken, er nok det medie, de første gang blev trykt i.

Alligevel ville det være forfejlet at stemple dem som ren fiktion. Myterne er resultater af et levet liv. De erobrede kronikspalterne, fordi de er essays, der berører folks liv - og død. De er subjektive betragtninger ordnet med en bevidst mangel på systematik. Engang en højtskattet genre.

I dag er den slags kronikker sjældne. Måske skyldes det, at man ikke længere tåler det uaktuelle.

Enhver ytring må for alt i verden motivere sin placering, gøre det klart, hvorfor den står, hvor den står - retfærdiggøre sin egen eksistens ved at knytte sig tæt til det, der har øjeblikkets bevågenhed.

Men hvis man vurderer, at tiden er for knap til at læse om myg og myreløver, så snyder man sig selv, netop fordi essayisten indimellem formår at udlede det store perspektiv af den lille uanseelige detalje.

Antikvaren nikker lidt, som om han forstår mine tanker. Men de små ryk med hovedet skyldes søvnighed. Han retter sig op og bladrer videre. Jeg overvejer at gøre ham opmærksom på bogen med evigtgyldige kronikker, men beslutter mig for ikke at blande mig - han kender til eksistensen af disse tekster og leder vel bare rutinemæssigt i dagspressen, om der skulle være noget nyt af interesse. Måske er avisen netop for en antikvar en kærkommen lejlighed til at hæve sig op over støvet og iagttage det allernyeste, det, der aldrig før har været læst.

Michel de Montaigne opfandt som forsøg essayet i 1580. Der er faldet meget støv over genren siden. Men det betyder ikke, at den er død, den er bare gradvist - og i en højere oplysnings tjeneste - blevet fordrevet fra avissiderne. Når essayet alligevel en gang imellem optræder der, er det i den engelske Francis Bacons ånd. Hvor Montaigne undrende iagttog og beskrev den brogede og uforståelige tilværelses mangfoldigheder, der forsøgte 1600-tallets Bacon at skabe orden i tilværelsen med en videnskabelig grundighed og fremstillingsform.

Det samme vil nutidens kronikker, de vil fremføre argumenter og belære - allerhelst opstille læresætninger. Hvorfor skal Klaus Rifbjerg altid tiltvinge sig Kroniken som den mavesure debattør, hvorfor slipper han ikke den indre Montaigneske essayist løs og skriver noget mere om spanske vine og tyrefægtning, beriger vores liv med mere usikker undren? Kroniken kunne igen blive et sted, hvor man en gang imellem kunne søge tilflugt fra den evigt politiserende malstrøm, en rolig lagune, hvor man mageligt kunne svømme rundt og tilfældigt dykke ned og fordybe sig i undren over havets mest almindelige vandgopler.

Men det kræver måske lidt mod at kæmpe sig igennem den malstrøm, som også er mainstream. Grunden til, at vi hele tiden ønsker at blive opdateret om det sidste nye, er vel angsten for at sakke bagud, miste kontrol og gå glip af noget. I 'Om essayets kunst' (1957) beskriver Per Lange essayisten som en slentrende lediggænger, der allerhelst går alene ad en snørklet omvej for at opleve noget uforudset på rejsen. Essayisten må dele sin usikkerhed med læseren for ligesom i en fortrolig samtale at udforske verdens uforståelige fænomener, »... hvis der er nogen Huller i hans Viden - og det er der utvivlsomt - bør han fortrinsvis betragte Verden igennem dem«. Der bliver ikke talt ned til læseren, fordi læseren og essayisten er ligemænd. Det er en tale, der foregår i fortrolighed, fordi den ikke skal noteres på Aktualitetens Børs.

For den travle og målsøgende kan det måske være svært at se, hvad man skal bruge et svinkeærinde som essayet til. Men måske er det sundt en gang imellem at komme på afveje, droppe alle spekulationer om nytteværdi og bare acceptere, at den lille udflugt ikke har noget bestemt formål. Som den tyske essayist Hans Magnus Enzensberger har sagt: »Når jeg skriver et essay, er det ikke sådan, at jeg på forhånd har en pointe, en thesis, som jeg så skal forsøge at finde vejen til. Jeg aner ikke, hvor jeg skal hen, jeg skriver for at finde ud af det«. Det kan være, at der dukker noget uventet op undervejs, men det kan også være, at essayet bare bliver et gensyn med noget glemt.

Det er utroligt, hvad man kan finde af glemte sager i antikvariaternes bøger. Folk efterlader sig de mest forunderlige spor. Jeg fandt engang en fladmast flue, da jeg vendte en side i en af Poes mystiske fortællinger. Læseren før mig har været opslugt af fortællingen og var måske blevet grebet af et øjebliks afsindig irritation over fluen, der svirrede om hans hoved. Da plageånden landede i bogen, kunne han ikke modstå fristelsen, og med et smæk lukkede han bogen og lod fluen danne punktum. Mange har helt bevidst sat sig aftryk i bøgerne ved at skrive deres navn på titelbladet eller lave understregninger i teksten og noter i marginen. Men det er de anonyme, ubevidst afsatte spor, der er de mest interessante. Man føler et svagt slægtskab med sin forgænger, når man finder en dosmerseddel, der har været brugt som bogmærke. Folk glemmer deres bogmærker, specielt i bøger, der aldrig er blevet læst færdig. Et avisudklip, en dollarseddel eller et postkort fra Tromsø afslører, hvor læseren gik i stå. Man passerer disse papirlapper med en skjult tilfredshed, som om man derfra betræder uberørt grund: Resten af bogen har man for sig selv.

Af og til stiger der umiskendelige lugte op fra brugte bøger. Piberøg eller fugt. Skjolder fra spildt kaffe danner brunlige nuancer på det gulnede papir. En tilfældig plet tegner et ukendt kontinent med arrede klippekyster og kuperet bjergterræn. Et langt kobberrødt hår ligger pludselig distraherende og snor sig mellem siderne, og man aner en svag duft af parfume. Man retter et æseløre ud og synes et øjeblik, at man rører sin forgængers fingerspidser. Øjeblikket efter kaster man forarget bogen fra sig ved synet af en indtørret bussemand på næste side. Nogle læsere har ingen respekt for bøger og sætter sig uværdige spor.

Jeg bukker på vej ud af antikvariatet i Admiralgade. Jeg har ikke købt nogen bøger, kun forstyrret antikvarens avislæsning. Der var ikke noget formål med turen derned, bare ren og skær nysgerrighed. Måske dukker der noget uventet op. Man kan aldrig vide hvad. Der ligger mange unødvendige, men spændende ting blandt det glemte materiale. Ofte funkler tingene som nye, når støvet er blæst af dem. Gamle kronikker for eksempel, der er kvalitet at hente mellem det affældige skrammel. Genbrugsbutik rimer på genbrugskronik, tænker jeg og lukker døren bag mig.