Skriften på væggen var endnu ikke graffiti. Selv de indviede kunne ikke tyde den. For resten, hvis nogen havde været i stand til at oversætte den mørke trussel, ville ingen have taget den alvorligt: Verden var jo frelst! Vi slikkede måske sårene fra krigen 1939-1945, men var da kommet ud i lyset - og snart ville margarinen smelte helt væk. Koreakrigen var overstået året før (undtagen for koreanerne) - for resten, det eneste vi kendte til den, var hospitalsskibet 'Jutlandia' og McArthurs heroiske profil. Hvorfor Ethel og Julius Rosenberg var blevet elektrokuteret i New York, forstod vi ikke, kendte vi bare deres navne? Frankrig havde for kun et par uger siden lidt nederlag ved Dien Bien Pu i Tonkin, Indokina. Det var signalet til en ny tid, som vi dog ikke skelnede fra linje 2's klemt på Amagerbrogade. Inden længe skulle mennesker igen mødes til sød musik. Rok og rul. At vi var på vej ind i Europas koldeste krig nogensinde, at Stalins død ville vare endnu 30 år, at vi ville blive de magtesløse vidner til en lang stribe blodige revolter i kolonierne, at atomskyerne hvilede tungt over planeten, at vi ville være for gamle i 1968, at helvede var begyndt i Mellemøsten, det og så meget andet af samme skuffe vidste ingen, eller rettere, ville ingen af os vide. Vores kønne prinsesse havde netop fået lovning på riget, og vi troppede op bag al hendes lyse forventning. Vi var atten, nitten år. Verdenskrigen og den tyske besættelse havde givet os en spændende barndom, været en form for interessant uorden, som sikkert hurtigt ville være glemt. Vi skulle have et normalt liv. Pengene kom fra USA, forsvaret blev nordatlantisk. Så bagude havde vi ikke noget personligt på spil. Uden at vide det var vi den historieløse generation. Født i krisetrediverne, men uden at det havde betydet noget for vores barneliv. Det monstrøse stempel på vores tid, nazismen med dens opfindelse, det menneskelignende uhyre, var gledet uden om os. Som en barsk leg, de voksne fandt på. Syv år gammel var jeg feriebarn i Esbjerg. Hver morgen så jeg en deling tyske soldater strunte syngende forbi ude på vejen, og Arne fik om natten besøg af mænd med lommelygter. Var det så krig og modstand? Nej, bare en levende tegneserie. Men så foran os da? Der lå fremtiden, helt sikkert, en lokkende, løfterig fremtid, en bedre, under alle omstændigheder bedre. Fred og ingen fare, stribede bolsjer hele vejen rundt. Alting ville ordne sig, for hver enkelt af os, men sikkert også for samfundet - som vi ellers ikke var optaget af. Vi var en del af en abstrakt helhed. Kun da Lulu blev smidt ud af gymnasiet, fordi hun ventede barn, fornemmede vi en omverden. Skolegården lå op til Vor Frelser, hvad var problemet? Det korte af det lange er, at vi var os selv nok. Det var i juni 1954 på Christianshavns Gymnasium, skråt over for den nu verdensberømte fristad, som endnu var en stor hoben forladte kasernebygninger bag et skident plankeværk. Ingen af os drømte om at bryde igennem og se, hvad der egentlig lå bag plankerne. Der stod jo adgang forbudt. Den hvide hue fra kælderbutikken i Klareboderne gjorde os til unge lykkeriddere, klassens piger så for en gangs skyld rigtig godt ud med håret sat op til narrestreger i hestevogn, svulmende var de af sommer og lysegrønne forhåbninger. Kom an, det alt sammen. Vi var selvnokserne. Under flaghejsningen kastede vi et hastigt blik på en lille klynge gamle, mest mænd. De stod lidt for sig selv og krummede tæer, et par af dem smilede større, end de egentlig kunne. Måske for at lufte det satans gebis. På hovedet bar de en fuldkommen latterlig hvid hue med kort sort skygge og rødt filtbånd. De lignede en delegation fra sporvejenes ældreklub. Vores statelige rektor Bøgh havde været henne at trykke dem i hånden, det blev de kun endnu mere fjogede af. Jubeloldingene var 50-års jubilarerne - studenter fra 1904, herregud. Den rene, levende middelalder. Var der virkelig skole dengang, vores oven i købet? Hvis vi havde set lidt længere på dem, ville vi have fundet dem rørende, deres skrøbelighed ville have svækket os, vi ville have anet, at der nødvendigvis var et eller andet mellem dem og os, hvor utroligt det end forekom. Men det var der nu ikke tid til, Dannebrog gled til tops, bakkedalene blev endnu en gang besunget som et yndigt land, snart var ceremonien vel ovre, et par taler længere henne, nogle forældretårer senere - og så kunne livet begynde! Det er nutiden, der interesserer mig - det er derfor, jeg blev historiker. I juni 1954 var historien landet ved Christianshavns Kanal. Den med stort H, det verdensomspændende sammensurium af uendeligt mange gange historie med lille, kunne vi ikke rumme, forsøgte det ikke engang. Tanken om, at vi var en del af H, end ikke strejfede os. Der var bare os - og alle de andre. Det er så den store forskel på selvnokserne fra halvtredserne og dem, der knejser med den hvide hue i dag. De ved, de kan, de tør. Hvor vi ligusterhækkede os til personligt velvære (vi kaldte det lykken), studerede i fred og ro på Frue Plads (københavnerne), vendte os om efter en neger på gaden, lagde an på livet som på en ny erobring, følte os urokkeligt uansvarlige for andre end os selv og de nærmeste - dér indtager dagens student helt naturligt sin plads på nettet, følger børskurserne i Tokyo, kender den australske regering, taler til Bush som til Maren i kæret, er skiftevis afghaner, iraker, palæstinenser, skiløber i Alperne eller weekendturist på Balearene, har vores lille, blånende klode i sin hule hånd. Han er på, hun ikke mindre. Hvor vi kissemissede i krogene, krænger dagens student navlen ud på Kongens Nytorv (københavnerne igen), de bollede jo næsten med ble på, spankulerer nu sexet omkring uden anelse af blusel (hvad er nu det for noget - et mærke, vi ikke kender?), demonstrerer mod globaliseringen og forureningen, drikker, dejser og lader deres fortvivlede og beundrende forældre slæbe dem både hen til sengen og til køleskabet, mens de, forældrene, kaster op ved synet af de unges læberinge, men sluger det hele igen med et smil. Nej, altså, den ungdom! Overdriver jeg her, skyder jeg ved siden af? Hvad ved jeg i grunden om dagens student? Måske ikke mere, end det vi vidste om den lille klynge gamle i skolegården dengang. De er døde nu, men deres studenternutid fra 1904 stod godt nok lige ved siden af vores den dag. De havde oplevet Første Verdenskrig som voksne, selv om kun sønderjyderne deltog. De havde vidst, at krisen i trediverne var både økonomisk og politisk, for ikke at sige moralsk, og havde ikke undret sig så forfærdelig meget over, at det endte med ragnarok - selv om deres 'latterligt lille land' beholdt skindet på næsen under de fem forbandede år, mens æren, nåh, det er en anden Historie. 1904, 1954, 2004. Hundrede år fra student til student. De første og de sidste kan jeg dårligt vide noget om, kun gisne. De midterste, det er jo mig og mine kammerater, dem, der endnu hænger på. Vi er dagens gamle, vi, de hvidhårede, krumryggede, ude-på-sidesporet, gebisluftende, allerede lidt trætte af at være sentimentale, forlegne ved at være fortidsklynge, men skamløse nok til at vampirisere den flagrende ungdom i skolegården. Men hvad blev der egentlig af selvnokserne? Eller sagt på en anden måde, hvad kom det til at betyde, at vi havde været i den grad selvrundne, ja verdensløse? Hvordan kom vi til at leve med det, hvad er vores tilstand i dag? Det er stadig vi, der skrives, men et 'vi', der nu må skrumpe ind til et jeg. Mere kan det ikke blive til, hvis det også skal være nogenlunde ærligt. Jeg har det ad helvede til. Vi fik jo aldrig beskyttelsesdragt på. Når lykken venter på næste gadehjørne, kan man roligt blive ved med at være tyndhudet. Senere er det for sent, nu mærker jeg alting, før det kommer, er alt for sårbar, forsvarsløs i grunden. Samtidig og i mod al sandsynlighed forestiller jeg mig svimlende naivt, at det onde en dag viger, lader mig få luft. Det er derfor, mine venner kalder mig romantiker. Jeg ved jo godt det hele nu. Pilotløs og programmeret, velnæret og sultende, oplyst og intetanende, voldtaget og velsignet styrer kloden lige ind i muren. Min uskyld blev min dårskab, 'kræfternes frie spil' tog overhånd, jeg ville ikke vide det. Den almindelige forgiftning af luften og sindene, terroren, hævntørsten og panikken råder. Jo mere uskyldig man har været, jo mere er man skyldig, når lokummet brænder. Det er sådan, jeg har det. Tag Rwanda, for eksempel. Langt borte, sorte mod sorte ... men hvad fanden kommer hudfarven det ved, og hvordan kan det være, jeg har fået en rådden sygdom i maven, de siger rwandafeber, det kunne også være aids. En dræberrus greb hutuerne for ti år siden, op mod en million af deres medborgere, der bare var tutsier, blev folkemyrdet. En million. Læg selv al resten til, ude omkring, lige indtil de forkullede amerikanere, man hakker i småstykker i en irakisk by. Massakren i de store søers land, et af verdens smukkeste, er uforklarlig, og det er det værste for os. Nu taler de overlevende og bødlerne sammen i landsbyerne, sådan da, forsoningen er på vej, siger man. Men tutsikvinden, der mistede alle sine børn, manden, resten af familien med, er en levende død. Hun siger det selv. Hvem kan så forsone sig med hende? Lige dér er vi nået til, ingen forstår ingen, og måske er der ingenting at forstå. Vi (over)lever i en tid, der ikke kan tyde sig selv. Alle er fulde, blodrusen breder sig. Student 1954 troede sig sikker på en plads i solen, den sociale elevator fungerede endnu, man kunne således gifte sig til borgerlig anseelse. Pladserne var ledige, ikke kun personerne, og i dag kommer pensionen da også med posten. Men Historien, den med stort, et H, der ligner en mellemting mellem en tv-antenne og en økse, har endelig fået krammet på mig. Jeg ville den ikke, den sluger mig nu. Selvnokseren er klædt af til skindet, hvem ringer klokkerne for? Student 2004! Du kan heldigvis ikke læse, i hvert fald ikke mit sprog. Der er jo ingen grund til at blande malurt i festdrikken. Det var bare en gammel med ondt i gummerne, glem ham, sving huen, og hils på Christianshavn!