Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS' koldkrigsredegørelse har vakt store følelser og udløst skarp kritik. Kritikken har mest været rettet mod enkeltaspekter af redegørelsen, først og fremmest fremstillingen af Sovjetunionen samt trusselsvurderingen og tolkningen af den 'anden' kolde krig i 1980'erne. Omvendt er andre dele stort set ikke blevet debatteret. Forfatterne har delvis sig selv at takke for dette ved at levere en mastodont af en redegørelse, som ingen kan overskue i sin helhed. Det er derfor gået som med den blinde og elefanten: Vurderingen har taget udgangspunkt i enkeltdele og ikke haft blik for den samlede redegørelse og dens kvaliteter. Det betyder ikke, at kritikken har været uberettiget, for der er absolut stærkt diskutable sider i redegørelsen, først og fremmest vedrørende trusselvurderingen. Men det har på den anden side bevirket, at DIIS-forskerne ikke har fået den fortjente kredit for det store og nyttige arbejde, som redegørelsen udgør i sin helhed. Væsentlige dele af den består af solid ny forskning på grundlag af et omfattende ikke tidligere tilgængeligt materiale, som forskergruppen har fremskaffet, vigtigst efterretningsmaterialet fra FE og PET og et omfattende polsk og østtysk materiale om Warszawa-pagtens militære planlægning og østlandenes efterretningsmæssige og undergravende aktiviteter mod Danmark. Man bør også fremhæve analyserne af den danske offentlige debat, hvor der kommer interessante nuancer frem - simpelthen fordi man har givet sig tid til at gennemgå det åbne materiale fra ende til anden. Samtidig er der også store dele af redegørelsen, hvor andre nye værker, først og fremmest Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5 og 6, har leveret en første analyse, og hvor det mere er tolkningen end selve den historiske rekonstruktion, der er af interesse. Redegørelsen er som helhed lagt på et ambitiøst analytisk plan. For eksempel er det bemærkelsesværdigt, at den formår at udvikle og langt hen ad vejen også fastholde et klart teoretisk fokus. Mest klargørende er her dens skelnen mellem systemkonflikt- og sikkerhedsdilemma-aspekterne i vurderingen af den kolde krig. Under den første synsvinkel lægges vægt på det ideologiske og strategiske modsætningsforhold mellem Sovjetunionen og de vestlige lande, mens sikkerhedsdilemma-vinklen betoner risikoen ved konfrontationen og retter opmærksomheden mod den fælles interesse i at undgå krigen. Ved vurderingen af redegørelsen må man tage i betragtning, at DIIS er blevet stillet en vanskelig opgave af regeringerne Nyrup Rasmussen og Fogh Rasmussen. Da DIIS' forgænger DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut) i år 2000 blev anmodet om at lave en redegørelse for truslen mod Danmark under den kolde krig, var jeg som medlem af DUPI's bestyrelse betænkelig, fordi opgaven lugtede meget af indenrigspolitik, nemlig af en kompensation til oppositionen for den stærkt omstridte nedsættelse af PET-kommissionen (hvis redegørelse vi stadig har til gode). Og betænkelighederne blev ikke mindre af det reviderede kommissorium fra 2002, hvori de politiske overtoner var endnu klarere. I en situation præget af 'kulturkamp' og 'opgør' med fodnoteperioden var det ikke nogen taknemmelig opgave, som DIIS arvede fra DUPI ved sin start i 2003. Forfatterne har dog ikke af den grund ladet sig friste til at levere en tandløs eller politisk korrekt besvarelse. Tværtimod giver de en ganske kontroversiel tolkning af den anden kolde krig i 1980'erne og af dens danske hjørne, som denne Kronik vil koncentrere sig om. Redegørelsen rummer nemlig en i hvert fald delvis legitimering af fodnotepolitikken ved at se den som en respons på en farlig og uansvarlig amerikansk sikkerhedspolitik. Den er nok yderst kritisk over for Socialdemokratiets konkrete politik i 1980'erne, men på den underliggende præmis, at partiet - hvis det havde været mere analytisk og mindre taktisk i sin tilgang - faktisk kunne have leveret et plausibelt rationale for denne. Redegørelsens grundtese er, at USA og Europa i 1980'erne havde to forskellige opfattelser af 'the grand strategy', det vil sige den overordnede politisk-militære strategi, over for Sovjetunionen. De forsigtige, status quo-orienterede europæiske regeringer holdt - så godt som det nu lod sig gøre - fast ved 1970'ernes ligevægts- og afspændingsstrategi, mens USA under Reagan sporede sig ind på en 'sejrsstrategi', hvis sigte var at stresse de sovjetiske ledere til et storpolitisk tilbagetog, både ved åbent politisk pres mod 'the evil empire' og ved dybt hemmelige militære udfordringer af det. Analysens anden grundtese er denne strategis farlighed og uansvarlighed. Her tilter analysen. Nok dokumenteres det, at USA's politik var mere risikovillig end almindeligt kendt, og at krisestemningen i Kreml på den baggrund i efteråret 1973 nåede et farligt niveau, som man i Vesten ikke havde en klar fornemmelse af. Men det sker i en analyse, der får de sovjetiske ledere til at fremstå som den 'ansvarlige' part - uanset at situationens farlighed (som kan diskuteres) ikke blot skyldtes den amerikanske stresspolitik, men i mindst lige så høj grad i den farlige cocktail af samfundskrise, ledelsessvaghed og et autonomt militær-industrielt kompleks, som Sovjetunionen da udgjorde. Uanset Reagan-regeringens skærpede politik fremstår firsernes store sovjetiske efterretningsoperation RJAN som et dybt paranoidt foretagende, når man betragter dens præmis, nemlig forventningen om et forestående amerikansk kernevåbenangreb. Paranoide ledere er ikke 'krisesikre' - specielt ikke hvis de som de sovjetiske har valgt at basere sikkerheden på en stærkt offensiv strategi med klare elementer af forkøbstænkning. Et af de væsentligste kritikpunkter mod redegørelsen er netop, at den underspiller de destabiliserende aspekter af Sovjets offensive (men ikke nødvendigvis aggressive) militærstrategi. Via den stærkt profilerede tese om sejrsstrategiens farlighed udgør redegørelsen et forsvar for de europæiske regeringers forsøg på at fastholde ligevægts- og afspændingsstrategien, samtidig med at forsvaret i hvert fald et stykke af vejen udstrækkes til Socialdemokratiets politik, som redegørelsen nærmest opfatter som en slags ligevægts- og afspændingspolitisk plus, altså som en videreudvikling af denne. Jeg er meget enig i, at partiets politik i 1980'erne ikke kan forstås, uden at den ses som en reaktion på Reagan-regeringens politik og som et - krampagtigt - forsøg på at fastholde afspændingspolitikken. Her lå det på linje med andre nordeuropæiske socialdemokratier, der mødtes i den såkaldte Scandilux-gruppe under det tyske SPD's idemæssige førerskab. Men de danske og tyske socialdemokratier nøjedes jo ikke med det forsvar af ligevægts- og afspændingsstrategien, som de fleste europæiske regeringer stod for. De gik videre og udformede omridset (mere blev det ikke til) af en rivaliserende grand strategy, der nærmede sig en ren samarbejdsstrategi, hvor begreber som militær balance, afskrækkelse, kernevåbnenes stabiliserende rolle eller flexible response gradvis gled ud af diskursen. Tilbage stod ganske vist NATO-medlemskabet og forestillingen om et 'troværdigt' forsvar, men koblingen i form af støtte til NATO-strategien var stort set forsvundet. Der var således ikke to, men tre grand strategies, der kæmpede om magten: de europæiske regeringers fastholden ved ligevægt og afspænding og to revisionistiske strategier: den amerikanske og den euro-socialdemokratiske. Hvor de europæiske regeringer stort set fastholdt en politik, der kombinerede og balancerede mellem systemkonflikt og sikkerhedsdilemma, fokuserede USA nu ensidigt på systemkonflikten, mens de socialdemokratiske partier til gengæld næsten glemte denne i deres optagethed af sikkerhedsdilemmaet, dvs. farerne ved den forstærkede konfrontation. Systemkonfliktens fortoning gav sig udtryk i en svag støtte til oppositionen i Central- og Østeuropa, i et vist samarbejde med Øst på partiplan, i en tendens til parallelisering af de to supermagter og af autoritære regimer i øst og vest. Samtidig førte betoningen af sikkerhedsdilemmaet til kritik af kaprustning og især af kernevåbnenes rolle i vestlig strategi. Analysen fokuserer ikke tydeligt på de revisionistiske elementer i Socialdemokratiets politik og skiller den ikke klart ud fra den herskende europæiske 'Genscherisme', det vil sige den midterkurs, som den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher stod for. Det er jo en kendsgerning, at 'Gencheristerne' og Helmut Schmidt'erne - trods alle deres forbehold over for USA - ikke gik imod INF-deployeringen, ikke gik ind for kernevåbenfrie zoner, ikke vendte sig frontalt mod SDI (stjernekrigen) og så videre. Dette har relevans for diskussionen om begrebet 'alliancesammenhold/solidaritet', som redegørelsen relativerer på næsten post-modernistisk vis. Det er rigtigt, at det kan være et tricky begreb, når det ikke står klart, hvad alliancens politik er. Men så er det heller ikke sværere. Kravet til alliancesammenhold og solidaritet, som de europæiske lande stod over for, gik jo ikke videre end til en forventning om at holde fast ved trufne beslutninger om ikke at formulere krav til alliancen, som var åbenlyst revisionistiske i forhold til det eksisterende grundlag, og ikke stille sig i 'splendid opposition'. Redegørelsen forklarer primært Socialdemokratiets politik med eksterne forhold: Reagan-politikken og påvirkningen fra Scandilux. Det er jeg enig i, og man kunne her ydermere have påpeget, at NATO-medlemskabet fra anden halvdel af 1970'erne stillede større krav end før i form af medansvar for store kollektive beslutninger som dobbeltbeslutningen i 1979, den såkaldte 3-procent-beslutning af 1978 og udformningen af en detaljeret forstærkningspolitik i begyndelsen af 1980'erne. Det blev dermed politisk sværere at være medlem for et lille land. Men samtidig underspilles de interne faktorer. Redegørelsen kunne f.eks. have gjort mere ud af kontinuiteten - de lange linjer - i partiets politik. Desuden er der grund til at gøre mere ud af den socialdemokratiske folketingsgruppes rolle. For det første var denne (som redegørelsen også er opmærksom på) stærkt splittet i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, noget, der gik tilbage til 1971-valget, men som forstærkedes fra 1979. Det kom - på grund af en svag ledelse, der mere og mere hældede i retning af venstrepositionen - til at betyde, at hensynet til gruppesammenholdet, forstået som en præference for den position, der uanset indholdet skabte mindst dissens udadtil, kom til at spille en afgørende og selvstændig rolle i mange situationer. Som der også bliver gjort klart rede for, fik de højt motiverede og stærkt artikulerede kritikere af den traditionelle partilinje herigennem et stort ord at skulle have sagt over for gruppens 'tavse' flertal - især da de i stigende grad fik Anker Jørgensens øre. I det hele taget var Anker Jørgensen den centrale spiller, hvis følelsesmæssige aversion mod kernevåbnene i stigende grad bestemte partiets politik. For det andet prægedes partigruppen efter 1982 af en hurtigt indtruffet og med årene stigende frustration over oppositionsrollen, der fik den til at markere sig, hvor der kunne skabes et parlamentarisk flertal - uanset dette flertals politiske levedygtighed undtagen som opposition. Sikkerhedspolitikken blev herved et led i den indenrigspolitiske magtkamp, ikke blot i form af parlamentarisk drilleri, men en seriøs kamp om magten - om hvor det sikkerhedspolitiske skab skulle stå. Redegørelsen gør udmærket rede for det alternative flertals ubrugelighed som bærer af en alternativ regeringspolitik, men stiller sig ikke klart spørgsmålet om ansvarligheden af den førte oppositionspolitik. Det blev efterhånden noget, der anfægtede partiets ledere. I april 1988 appellerede Auken således næsten desperat til gruppen om at vise ansvarlighed, det vil sige at afstå fra at score partipolitiske point på anløbssagen. Det endte med et brag, da gruppen med Anker Jørgensens velsignelse i 1988 overtrumfede partiformanden og dermed lagde grunden til hans fald fire år senere. Og til partiets sikkerhedspolitiske svaghed siden da. Det samme spørgsmål - om politisk ansvarlighed - kan og bør rettes mod Schlüter-regeringens klare prioritering af indenrigspolitiske hensyn, ikke mindst frygten for at miste magten, hvis den sikkerhedspolitiske konflikt blev sat på spidsen, over de udenrigspolitiske. Som den amerikanske regering ved flere lejligheder fortalte de danske ministre, lå det grundlæggende ansvar for fodnotepolitikken hos regeringen. Mens redegørelsens behandling af Socialdemokratiet er grundig, analyseres regeringens og de borgerlige partiers politik mere kursorisk. Jeg vil dog fremhæve flere interessante iagttagelser. For det første, at der sker en ægte polarisering mellem partierne, således at ikke blot Socialdemokratiet, men også de borgerlige fjerner sig fra den traditionelle konsensustradition, for det andet, at Venstre i denne proces rykker til en ny plads til 'højre' for de konservative, og for det tredje, at skiftet begynder allerede i 1979. Redegørelsen kobler det sammen med by-Venstres fremmarch og Uffe Ellemann-Jensens rolle. Jeg er ikke helt sikker på det med by-Venstre. For det første placerede land-Venstres fører, Ivar Hansen, sig ofte på et hårdere standpunkt end Ellemann-Jensen. For det andet var mange af dennes forgængere som Per Federspiel, Th. Kristensen, Hartling, Poul Nyboe Andersen og Henning Christophersen by-Venstre og samtidig repræsentanter for en moderat, pragmatisk udenrigspolitik, der lå tæt på den traditionelle socialdemokratiske linje. Derimod har Ellemann-Jensen som person og som minister på en uriaspost betydet meget for profileringen af partiets politik. Men ellers skal vi snarere søge i tidsånden - nyliberalismens fremmarch - for at finde forklaringen. Under alle omstændigheder er det en problemstilling, som kunne trænge til en nærmere efterforskning, ikke mindst fordi der går en klar linje fra 1980'ernes til dagens borgerlige udenrigspolitik. Redegørelsens overordnede vurdering af fodnotepolitikken har en 'ydre' og 'indre' side. Den ydre består i en vurdering af konsekvenserne for den internationale udvikling, der er den 'beroligende', at dansk politik ikke fik nogen påviselig indflydelse, blandt andet fordi fodnoterne kun var beskedne, om end uvelkomne afvigelser fra NATO's politik. Det sidste er jeg uenig i, og jeg vil lægge mere vægt på den sætning, som Uffe Ellemann-Jensen holder så meget af - måske som den eneste i redegørelsen - om regeringen som modvægt mod oppositionens 'kaosmagt'. Altså var dansk politik 'viel Geschrei und wenig Wolle' - skal man le, eller skal man græde over en sådan konstatering? Også vurderingen af de allianceinterne konsekvenser er 'beroligende': Man var i NATO-kredsen klar over, at der mest var tale om dansk indenrigspolitik, og heftede sig mere ved, at Danmarks NATO-medlemskab ikke var i fare, og at det danske forsvar blev stadig mere integreret i alliancen, f.eks. gennem den nye forstærkningspolitik. Danmarks indflydelse i NATO led derfor ikke voldsom skade - en vurdering, de involverede politikere og embedsmænd næppe vil skrive under på. På lidt længere sigt blev fodnoterne rigtignok snart glemt, men det skyldtes jo, at problemstillingen blev gjort uaktuel af den kolde krigs ophør. En af redegørelsens lidt ironiske konstateringer er, at firsernes strid blandt andet havde rod i en manglende sikkerhedspolitisk debatkultur. Denne sommers 'koldkrigskrig' viser, at det ikke står meget bedre til i dag. DIIS' koldkrigsredegørelse er naturligvis ikke, lige så lidt som de sidste to bind i Dansk Udenrigspolitiks Historie, den definitive analyse, og det er derfor positivt, at røret omkring DIIS-redegørelsen har skabt interesse for yderligere forskning. Men de klare forsøg på politisk og bevillingsmæssig styring af denne forskning er stærkt bekymrende, og man kan kun håbe, at forskningsmiljøet vil være stærkt nok til ikke at lade sig spænde for nogen politisk vogn, men vil insistere på friheden til selv at vælge sine emner, sine metoder og sine synsvinkler.