I midten af 1990’erne, da jeg begyndte at tumle med ideen om at skrive det, jeg kaldte min ’levnedsskildring’, var det stadig så bandlyst at bruge af hovedstolen, at jeg følte, jeg måtte maskere mit jeg, f.eks. ved at skrive det om til tredje person.

Resultatet kan ses i et tilfældigt stykke fra ’Livet i troperne’ (1998), der begynder sådan her: »Hvad skilte egentlig hans liv fra en nellikes eller en flues liv?«. Her er der tilpas distance til, at det fremstår, som om det er en fiktiv figur, der omtales, ikke forfatteren himself. Figuren optræder endda i datid, så stykket kan lyde som en rigtig fortælling, bekræftet af den næste sætning: »Han gik ud i køkkenet og åbnede et skab, som om svaret lå på en hylde inde i det«. På et tidspunkt gav jeg fanden i maskeringen og begyndte at skrive mere direkte på og om mig selv, som hvis jeg havde taget en Ball Pentel og omskrevet den første sætning, så den nu lød: »Hvad skiller egentlig mit liv fra en nellikes eller en flues liv?«. Selv om ændringen kan virke latterligt uanselig, var det, som om et nyt perspektiv åbnede sig, og et svagt øjeblik kunne jeg ligefrem hidse mig op til at tro, at jeg havde skabt en helt ny genre! Min levnedsskildring var ikke længere skjult biografisk, den var biografistisk, og selvbiografien var blevet til en fortælling om selvet, en selvfortælling. I dag rider denne form for litteratur triumferende gennem undervisningslokaler og litteraturkurser under forskellige etiketter – autofiktion, performativ biografisme, dobbeltkontrakt osv. Men jeg vil alligevel gerne brygge videre på teorien om denne knap så nye genre, hvis aner man kan spore tilbage mindst til Montaignes personlige essays fra slutningen af 1500-tallet. På sin vis er det misvisende at kalde det en genre, det er snarere nogle tendenser eller fællestræk, der dukker op her og der i nyere litteratur med forskellige accenter. Noget af det første, man får øje på i selvfortællingen, er, at den talende eller skrivende ikke er et ’jeg’ på samme måde, som man kender det fra almindelig selvbiografisk litteratur.