Et vigtigt element i det vestlige verdensbillede i dag er forestillingen om menneskets magt - eller afvisningen af menneskets magtesløshed. I vore dage er der mange mennesker, som tænker, at de har magt over liv, at de kan kontrollere tingene. Hvis bare jeg spiser rigtigt, motionerer nok, lader være med at ryge, sørger for at gå til helbredstjek og screeninger og i det hele taget tænker mig om, kan der vel ikke ske mig noget ondt. Det burde der i alt fald ikke kunne. 'Det kan ikke være meningen', som replikken ofte lyder, hvis man alligevel bliver ramt af sygdom eller ulykke. De mange teknologiske fremskridt som insulin, antibiotika, vacciner, behandling af hormon- og vitaminmangelsygdomme, narkose, respiratorbehandling, fødselsvidenskab m.m. har samtidig skabt store forventninger til, hvad læger magter, både hos lægen selv og hos omgivelserne. Den manglende indfrielse af forventninger kan af patienten opleves som et svigt. At være magtesløs over for sygdom og død bliver mere end tidligere en falliterklæring. Lægen er gået konkurs og snyder kreditorerne. I Aldous Huxleys bog fra 1932, 'Fagre nye verden', har man realiseret den totale beherskelsesutopi. Men den tilværelse, som beskrives i bogen, virker skræmmende og frastødende, og en af personerne Mr. Savage protesterer. I en samtale med lederen, Mustapha Mond, kræver Mr. Savage retten til at være ulykkelig, til at lide, til at have kræft - hvor paradoksalt det end kan lyde, når man nu har gjort sig så store anstrengelser for at afskaffe alt, hvad der er ubehageligt i tilværelsen. Sundhedsbudskaberne og forebyggelsesstrategien er gennemsyret af tanken om kontrol. Af, hvad vi magter. Og jo mere vi fokuserer på sundhed, des mere beskæftiger vi os med sygdom. På mulig sygdom. På, hvad der kan ramme os. Det er vor tids mantra, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Men sådanne ord kan forføre. Til udsagnet: 'Det er bedre at forebygge end at helbrede' må protesten i første omgang være: Det kommer da an på omkostningerne! Man kan forebygge koldbrand i benene ved at amputere dem - for at karikere det. Forebyggelse kan ske ved hjælp af screeninger. Screening kommer af det engelske ord 'screen'. Det betyder som bekendt 'skærm', men ordet betyder også en si eller en sigte, og det er i den betydning, ordet er relevant her. Med sigten vil man sigte de syge fra de raske. Da hensigten er at gøre sunde mennesker sundere, kan det forekomme nærmest kættersk eller i det mindste overflødigt at spørge, om der kan være etiske problemer med screening. Hvis man stiller spørgsmål ved screeninger, vil folk stirre vantro på en, eller de vil måske foreslå, at man bliver screenet for et eller andet. Et berømt eller næsten berygtet slogan lød: 'Kræft kan helbredes, hvis det opdages i tide!'. Hvad er i tide? Jo, at det kan helbredes. Alt andet er jo så ikke i tide. Det er ikke bare en slags cirkelsætning. Men det er også en hård sætning. Den patient, der har fået den kræft, der ikke kan helbredes, læser sætningen bagfra: Jeg kom ikke i tide! - Det er min skyld. Sloganet blev kritiseret så meget, at Kræftens Bekæmpelse kun brugte det i kort tid, men alle husker det alligevel. Det er nemlig også en forførende sætning, og da den både er hård og forførende, kan den berettige næsten ethvert tiltag, og næsten enhver omkostning. Med det slogan i bevidstheden 'Kræft kan helbredes, hvis det opdages i tide!', bør der vel screenes bredt. Det må da være så beroligende at få at vide, at man ikke har æggestokkræft, lungekræft, tyktarmskræft, brystkræft, mavekræft, blærehalskirtelkræft, testikelkræft, livmoderhalskræft og ikke har forhøjet blodtryk, sukkersyge, grøn stær, knogleskørhed, risikofaktorer for hjertesygdom, og så videre. Der er faktisk ingen ende på, hvor beroliget man kan blive. For 30 år siden sagde man, at noget var rigtigt, forudsat at det var fælles. Nu er det rigtigt, blot det er individualistisk. Det er tidens bestikkende budskab. Jeg vælger, jeg bestemmer. Det er mig, det drejer sig om. Jeg bestemmer naturligvis frit og selv, om jeg vil tage imod screeningstilbuddene, efterhånden som de indløber. Livet er mit. Jeg er selvberoende. Det er en udbredt opfattelse, at selvbestemmelse, autonomi, under alle forhold er et gode og altid kan udøves frit, når blot der foreligger fuld information som beslutningsgrundlag. Men man glemmer at fortælle, at det kan være umuligt at opfylde. Når det i lov om patienters retsstilling hele tiden understreges, at patienten skal give 'informeret samtykke', ville det være meget tidsfjendsk at være imod, og samtidig er det meget tidstypisk at tro, at det altid kan lade sig gøre. Argumenter, som læner sig op ad autonomi, har på forhånd gode chancer for at trænge igennem. For naturligvis skal vi bestemme selv, hvem ellers? Autonomi er så sakrosankt, at det er profant at rejse den mindste tvivl om den - ja, man bliver snart beskyldt for at være hoven og nedladende, hvis man blot antyder, at betingelserne for selvbestemmelsen i nogle tilfælde kan være umulige. Et nyligt eksempel eller symptom på ideen om kontrol og autonome valg er Sundhedsstyrelsens forslag fra sidste forår om screening af alle gravide. Screening af alle i en fødselsårgang, som er på cirka 65.000, beregnes at ville øge antallet af provokerede aborter på grund af anomalier fra nuværende 250 til 375 årlig. 64.625 vil være 'raske', men cirka så mange må altså gennemgå screeningen. Førhen kunne det være en ulykke at blive gravid, ja, man kunne endda bruge et grusomt udtryk: Hun er kommet i ulykke!, når en kvinde var i lykkelige omstændigheder. I dag er det sjældent en ulykke. Men nu er det næsten blevet en ulykke at være gravid. I alt fald bekymrende. Bliver mit barn normalt? Har det en kromosomfejl? I forbindelse med fosterscreening kan resultatet afleveres som en brøk. F.eks. kan man fastsætte, at hvis den beregnede risiko er mere end '1 til 250', kan der være noget galt. Men kan den vordende moder overskue det tal? Kan lægen? Kan nogen som helst? Hvad er f.eks. forskellen på 1:245 og 1:255? Det er hyppigheder, som imidlertid ligger på hver sin side af denne grænse for, om der skal foretages fostervandsprøve eller moderkagebiopsi. Sandsynligheden bygger på statistik, som udregnes på basis af mange. Men den enkelte gravide har brug for at vide, om hun er den ene, som har et sygt foster, eller om hun er en af de 249, hvor der ikke er problemer. Og nu er der fokuseret på risiko og usikkerhed og utryghed, og fortsætter graviditeten, fortsætter utrygheden måske også. Længere henne i graviditeten foreslås en sen misdannelsesscreening, som hun kan gå og se frem til. Er det ikke den bestikkende argumentation bag det såkaldte frie valg, at kvinden og den, som skal informere, overhovedet er i stand til at gennemskue - og dermed beslutte ud fra - hyppigheder, sandsynligheder, oddsratioer og så videre? Lov om patienters retsstilling fremhæver, at patienten skal tage sin beslutning på grundlag af information - fuld og grundig information. Indholdet af informationen kunne være: Din risiko for, at der er noget galt med fosteret, er '1 til 240' (1:250). Risikoen for at miste barnet ved fostervandsprøven er større, nemlig 1:100. Hvis du vælger at føde barnet, og det viser sig at være en mongol, kan du enten have barnet i familien, eller du kan overveje eller du kan og så videre. Patienten befinder sig hurtigt i et inferno af informationer, og jo flere hun får, des bedre er hun informeret. Men hun får ikke rådgivning, for rådgivning er ansvarspådragende, og lægen kan tage fejl. Det her skal jo være kvindens valg. Hun har autonomi. Hvis kvinden nu ikke kan beslutte sig og derfor kommer i den største kval, ser mange kun to mulige forklaringer eller to mulige domme: den ene, at så har informationen ikke været grundig nok, hvor sandheden er, at jo grundigere den gøres, des mere uoverskuelig og uvedkommende bliver den. Og den anden dom er, at hun ikke er en autonom og moden person, hvor hun måske blot ikke er en moderne person, men en person, som ikke kun vil se sit liv i forhold til sig selv, men også i forhold til noget uden for sig selv. Over for teknologiens mange muligheder og tilbud har hun autonomi. Hun kan vælge til, og hun kan vælge fra. Men hun bliver konstant mindet om, at en vordende mor ikke længere blot er en kvinde, som venter et barn, hun er nu en person, der kan risikere at føde en mongol. Og teknologien sikrer jo vores sikkerhed, og derfor er det nærmest uansvarligt ikke at anvende den. Men paradoksalt nok kan den komme til at sikre vores usikkerhed, vores utryghed, vores angst og vores bekymring. Mange gravide sætter deres graviditet på 'standby', indtil de er blevet undersøgt. Ofte fortæller de slet ikke omgivelserne, at de venter sig, før de har besluttet, at de nu også vil vente sig. En kvinde fortalte, hvordan hun »lukkede døren ind til barnet«, fordi hun var utryg ved, hvad hun ventede. Også i forbindelse med ens død er autonomi et ofte gentaget argument for, at f.eks. aktiv dødshjælp (eutanasi) skal lovliggøres. At vælge sin død opfattes på samme måde som at vælge sit liv, altså hvilket liv man vil føre. Vi kan i stor udstrækning vælge uddannelse, arbejde, venner, livsform, religion. Selvbestemmelse om ens egen livsafslutning bliver en videreførelse af en ideologi, som præger mange menneskers liv. Det er det forføreriske i argumentationen. Er man herre over livet, kan man vel også være herre over døden. Argumentationen for eutanasi ved henvisning til selvbestemmelsesretten overbeviser derfor igen i sit udgangspunkt, fordi de, der eventuelt skal stemme om det eller svare på det i en meningsmåling, ikke kan forestille sig ikke at skulle kunne bestemme selv. Eller at de måske skulle kunne ønske ikke at have det valg. Ingen skal pille ved vores frihed, ved vores selvbestemmelsesret. Det vigtige her er, at ingen af os i virkeligheden ved, hvad det vil sige at være så fortvivlet og så fuld af håbløshed, at man kan ønske sin død. I de situationer, hvor eutanasi skulle komme på tale, vil den lidende være i en sådan tilstand, at en følelse af at være tilovers og en byrde kan betyde, at valget ikke bliver så frit, som andre valg - og som raske mennesker forestiller sig, at det er. Man kan måske lidt firkantet sige, at indførelse af eutanasi på de raskes betingelser vil blive på de lidende og syges bekostning. Indførelse af screening på de syges betingelser vil blive på bekostning af de raske. En norsk undersøgelse om lægers holdning til eutanasi viste det paradoks, at læger, der tænker mest paternalistisk (formynderisk), altså som lettere ser bort fra patientens selvbestemmelse, også er mest positive over for eutanasi. Det ligner i alt fald et paradoks, netop fordi autonomien påstås at være respekteret. Men paradokset er nok kun tilsyneladende, for motivet til at efterkomme patientens ønske om aflivning (eller måske tilskynde patienten direkte eller indirekte?) kan være en oprigtig overbevisning om, at det er i patientens bedste interesse at blive taget af dage. I virkeligheden er selvbestemmelsen halveret, når det gælder døden. Vi kan bestemme os til at dø, når vi ikke vil leve, men vi kan ikke bestemme os til at leve, når vi skal dø. Og der er endnu et problem ved den tilsyneladende selvbestemmelse, nemlig dette, at den, som bestemmer sig for at dø, dermed afskærer sig selv fra herefter at bestemme noget som helst. Når det gælder døden, kan man kun bruge sin selvbestemmelsesret ved at aflevere den - endegyldigt. En lærer tog sine elever hen på kirkegården ved solopgang. De skulle se på gravstenene i morgenlyset. De skulle læse årstallene. Der er et fødselsår og et dødsår. Og ind imellem er der en bindestreg. Læreren ville minde dem om, at den lille bindestreg var det, som det drejede sig om. Fødslen er en tilskikkelse, døden er en tilskikkelse, men det i midten, sagde hun, det er ikke blot en tilskikkelse, det er også et tilvalg. Det er godt, at vi i et samfund som vort fortæller og underviser om autonomi. Men når vore børn stiller de grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi bliver født, og hvorfor vi skal dø, er det ikke let for nogen voksen at svare. Vi kan i alt fald ikke svare rationelt eller logisk - men måske ved hjælp af poesi eller myter, som fortæller om liv og død på en anden måde. Jeg tror, forblindelsen og forvildelsen om muligheden for saglige autonome valg især indtræder, hvis de valgmuligheder, vi mener, mennesket har, også skal udstrækkes til de to årstal på hver side af bindestregen - fødslen og døden. Altså hvis man lader, som om det, som i virkeligheden er tilskikkelser, uden videre kan gøres til tilvalg. Det paradoksale er, at i selvbestemmelsens navn svigtes mennesket selv. Det overlades - det overlades til sig selv. Man har kaldt det frihedens fængsel.