Når love overtrædes, og forbryderen går fri, svækkes retsfølelsen og sammenholdskraften i samfundet. Når grundloven bøjes eller endog brydes, og forbryderen går fri, svækkes retsfølelsen grundlæggende. Kampen om fortolkningen af landets grundlov er derfor en væsentlig del af den overordnede politiske værdidebat. Men regeringen har forsøgt at stoppe debat om et muligt lovbrud. Grundloven og den særlige og besværlige procedure, der er skabt for at gøre det vanskeligt at lave om på den, er både i teorien og i praksis grundlaget for alle andre love. Højesteret har stadfæstet dette ved at dømme Tvindloven grundlovsstridig. Det er i andre lande en selvfølge, at politiske og retlige afgørelser kan prøves ved domstolene i forhold til denne grundlæggende retsnorm. Men en sådan prøvelse af politiske beslutningers lovmedholdelighed er først langsomt ved at vinde indpas her i landet (Tvind- og Maastrichtdommene). Statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet sagsøgt af 24 engagerede og bekymrede borgere, som det hedder i et lidt klodset forsøg på at oversætte det amerikanske 'concerned citizens', for brud på grundloven. Han sagsøges som repræsentant for regering og forvaltning, der er ansvarlig for at forberede og træffe beslutning om dansk deltagelse i det amerikanske og britiske angreb på Irak 17. marts 2003. I alt 61 medlemmer af Folketinget stemte for og 50 imod, mens 68 simpelthen ikke var til stede 21. marts til at deltage i den afsluttende debat om beslutningsforslaget »om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak«. Regeringens og DF's beslutningsforslag bygger naturligvis på en (embedsmands) fortolkning af grundlovens paragraf 19 stk. 2 og en række beslutninger i FN's Sikkerhedsråd. Problemet er, at denne tolkning efter alt at dømme er i strid med grundloven, Folkeretten og FN's charter (at Sikkerhedsrådet er eneberettiget til at beslutte væbnet konflikt og til at tolke Sikkerhedsrådets beslutninger). Vi 24 har anlagt et såkaldt anerkendelsessøgsmål mod statsministeren med det mål at få domstolenes ord for, at regeringen har brudt grundloven. Herefter er det op til Folketinget at tage stilling til dommen. Sagen er for så vidt enkel: Alle juridiske eksperter - inkl. den britiske regerings chefjurist, indtil han senere blev banket på plads til at støtte Blair - er enige om, at USA's og Storbritanniens angreb i marts 2003 er i strid med folkeretten. Det fremgår af alle tilgængelige juridiske fortolkninger af grundlovens paragraf 19 stk. 2 og dens forarbejder, at den danske regering kun kan anvende militær magt i selvforsvar eller i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds beslutninger. Statsministeren henviser som den amerikanske og britiske regering til en række tidligere sikkerhedsrådsresolutioner primært i forbindelse med Iraks krig mod Kuwait som legitimering for angrebet. Men disse resolutioner drejer sig om andre forhold, og det overses, at den sidste egentlige resolution (nr. 1441) om intervention i Irak fra november 2002 direkte er imod en militær intervention, og at udviklingen i månederne op til krigen var ét stort mislykket forsøg på at få presset sikkerhedsrådsmedlemmerne til at støtte en angrebsbeslutning. Situationen beskrives af en forsker i international politik med speciale i FN således: » . . . de gamle mandater fra 1990-91 vedrørende Kuwait og de våbenhvilebetingelser, som Irak dengang måtte gå ind på, herunder afvæbning, fandt - trods britiske og danske påstande om det modsatte - ikke anvendelse i 2003, for det første fordi bemyndigelsen af militær magtanvendelse i november 1990 handlede om Kuwaits befrielse, for det andet fordi det store flertal i FN's Sikkerhedsråd afviste, at der kunne bruges magt til afvæbning af Irak i marts 2003, for det tredje fordi de ikke-militære midler (våbeninspektionen) langtfra var udtømte og for det fjerde og helt afgørende i forhold til ethvert folkeretligt forsvar af krigen, fordi der, som det også fremgik med al tydelighed af våbeninspektørernes rapporter, ikke forelå nogen overhængende eller umiddelbar trussel mod international fred og sikkerhed«. (Tony Brems Knudsen, lektor i international politik og forfatter til den mest omfattende gennemgang af forløbet bl.a. i: 'FN: Slaget om Irak, Konsekvenserne for FN og den internationale retsorden i: Johansen og Kunding (red.) Atlantiske tilstande, Akademisk forlag 2004 s. 243). Det hævdes også, at den manglende endelige beslutning (et resolutionsforslag blev trukket tilbage) lader det være uvist, om der kunne være blevet støtte til krigen. Tony Brems Knudsen beskriver denne situation således: Det er rigtigt, at et resolutionsforslag fra USA ikke kom til afstemning: »Det er derimod ikke korrekt, at vi aldrig vil få at vide, hvordan forslaget ville være blevet modtaget, hvis det var blevet fremlagt. Tilkendegivelserne i Sikkerhedsrådet pegede ... klart på, at selv et simpelt flertal i Sikkerhedsrådet og den dermed forbundne moralske sejr forekom helt uden for rækkevidde, eftersom forslagsstillerne på intet tidspunkt havde udsigt til at opnå mere end i alt fire stemmer til fordel for et angreb på Irak (S/PV.4714, s. 9-34)«. De sidste cifre er en henvisning til referatet, som enhver kan tjekke på nettet. Sagsøgernes søgsmål drejer sig kun om selve krigserklæringens legalitet og ikke om den senere besættelse, som foregår under anbefaling fra FN, og som derfor har en folkeretlig basis. Grundlovsfædrene og de daværende og nuværende juridiske eksperter er enige om, at Danmarks brug af militær magt skal ske i overensstemmelse med folkeretten og FN's charter. Som det hedder hos ordføreren for partiet Venstre i diskussionen om den nye grundlov i 1953: »at militære magtmidler kun kan anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt«. Det er ikke sket i dette tilfælde. Også de jurister der, som professor Henning Koch, mener, at sagen ikke kan og bør føres, mener, at der formodentlig er tale om brud på grundloven. Der er ikke dukket nogen folk op med indsigt i sagens faglige og juridiske indhold, som støtter regeringens krigserklæring - tværtimod har Dansk Institut for Internationale Studier i sin rapport fra juni 2005 erklæret krigen ulovlig, og senest har den tyske Forbundsforvaltningsdomstol erklæret krigen for folkeretsstridig og imod FN-chartret, ligesom den norske og svenske regerings jurister. Alligevel er sagens store spørgsmål, om de 'magtpolitiske' hensyn vil stoppe eller fordreje sagen. Der er en dansk juridisk tradition, som gør domstolene meget tilbageholdende med at anerkende søgsmål, som ikke er begrundet i en 'retlig interesse' hos sagsøger, som skal være personligt berørt af den pågældende sag. Det er et tricky juridisk problem, hvordan påtale af brud på grundloven så skulle finde sted, især da det er en udbredt folkelig myte - der tilsyneladende også gælder blandt politikere - at Hørups gamle dictum »Ingen over og ingen ved siden af Folketinget« gjaldt retten til at bestemme over finansloven og alle andre love inklusive grundloven. Men i 1996 afsagde Højesteret dom i Maastricht-sagen og gav 12 sagsøgere - som også var blevet dømt ude af 'ledende jurister', inkl. Henning Kock - medhold i, at de var søgsmålsberettigede, fordi suverænitetsafgivelsesspørgsmålet havde almen interesse og ville påvirke dem som borgere i EU. Mht. sagens substans tabte sagsøgerne, men der har siden været talt om en mere aktiv rolle for domstolene. I den aktuelle sag om brud på en af grundnormerne for samfundet er sagsøgernes påstand, at de bekymrede, engagerede og aktive politiske borgere ser deres grundlæggende rettigheder truet i og med, at der er sket brud på grundloven, og at dette kan foregå upåtalt. Man kan, som Asger Baunsbak Jensen sagde det ved afleveringen af stævningen 11. oktober, se det som et forsøg på at hæve værdikampen op på et mere alvorligt plan: Det er selve grundlaget for vores samfundsorden, der er til diskussion. I begrebet om en grundlov ligger, at den skal være vanskeligere for magten at forandre eller fuske med. Det er blevet sagt, at der er tale om magtens selvbinding. Odysseus, der lader sig binde til skibsmasten og stopper sine mænds ører med voks, for at han kan høre sirenernes lokkende sang, men ikke råbe sine mænd op til at løsne sig, er blevet brugt som symbol på denne indsnævring af magtens råderum, som magten ikke selv formår at udvide. Grundlove er beskyttet af besværlige regler og spærregrænser og forsynet med en særlig aura af urørlighed. Myten om denne øverste lovs ukrænkelighed punkteres til stadighed af magtteknikere og kynikere, og ukrænkeligheden er da heller ikke givet, men har historisk vist sig at være resultat af en værdikamp på liv og død mod magtkynismen. Den nuværende amerikanske religiøse højrefløjs kamp om retten og magten til tolkningen af forfatningen gennem sortering af højesteretsdommere er et aktuelt eksempel. Og kampene for borgerrettigheder og anerkendelse af folkerettens regler er et andet. Det kræver stort demokratisk sortsyn at forestille sig, at en domstol med rent formelle midler vil afvise søgsmålskompetence i en sag, hvor grundlovsbruddet er så klokkerent, og hvor lovbruddets konsekvenser i form af usikkerhed om regler for fremtidige krigserklæringer er så dødsikkert. Imidlertid er påstanden om, at sagsøger ikke lider skade eller ikke har en retlig interesse i brud på grundloven, ikke en sag, domstolene tager op. Dette helt centrale spørgsmål afgøres alene af sagsøgte, statsministeren og regeringen. Anders Fogh Rasmussen kan vælge at vise, at han tager sig selv og sin regerings argumenter for lovmedholdeligheden af krigserklæringen alvorligt ved at få rettens vurdering af et spørgsmål, som alle i det mindste må kunne enes om, at der er usikkerhed omkring. Da det drejer sig om, at der er sået rimelig tvivl om, hvorvidt grundloven er overtrådt, er det vel en udenforstående juridisk vurdering værd? Statsministeren kan selvfølgelig vælge at dække sig bag teknikaliteter og håbe, at sagsøgerne bliver nægtet formel søgsmålskompetence. Hvorefter den handling, som de allerfleste - bortset fra gerningsmanden - ser som et brud på Danmarks grundlov, får lov at være en ustraffet handling. Næste gang vil det ligefrem være en lovlig handling, og årtiers arbejde for et forpligtende folkeretligt system vil være knust. Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen har en plan, som han luftede i hele dagspressen i slutningen af maj i år (Berlingske Tidende 20. maj). Han ønsker - og støttepartiet støtter ham - at Danmark også i fremtiden skal være i stand til at føre krig uden om FN. Statsministeren, regeringen og dens støtteparti har selv ved sin komplette afvisning af at lade lovmedholdeligheden og beslutningsprocessen bag folketingsbeslutning 118's krigserklæring undersøge sat sig i den situation, at borgerne må udnytte den demokratiske ret til at henvende sig til den tredje statsmagt - legalitetskontrollen i domstolene. Man kan med rette spørge: Hvorfor skal værdikampen foregå i retssalene efter nærmest amerikansk mønster? Personligt er jeg ikke begejstret for denne politisering af retten, men ser ikke andre udveje, hvis spørgsmålet om grundlovsbruddet skal sættes øverst på den politiske dagsorden, hvor det hører hjemme. Efter et års krig og besættelse var der i foråret 2004 en række offentlige høringer om krigen. Det blev her tydeligt for enhver, at selve krigsbeslutningen og dermed legaliteten i regeringens beslutning ikke kunne diskuteres. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti erklærede 15. april 2004, at der ikke var mere at komme efter - der har været undersøgelser nok, nu må vi se frem, sagde Peter Skaarup og satte en stopper for debatten om grundlovsbruddet i Folketinget. Det meget snævre politiske flertal ønskede ikke at se sin egen handling i lyset af dens katastrofale virkning på FN, Folkeretten og grundloven - og befolkningen i Irak. Kontrollen med magten og magtarrogancen må træde i karakter.