I foråret deltog jeg i Projekt Columbus i Ballerup. Det er et otteugers afklaringskursus, som er målrettet sygemeldte med depression og/eller stress. Ifølge den nyligt indgåede aftale mellem beskæftigelsesministeren og arbejdsmarkedets parter om en ny politik på sygefravær skal jobcentrene i fremtiden kunne tvinge sygemeldte til at vende tilbage til arbejdet eller tage imod et aktivt tilbud inden ni uger. Sker det ikke, kan den sygemeldte miste sygedagpengene, ligesom kommunens refusion fra staten falder fra 60 til 35 procent. Jeg ser derfor med en indre gysen, at kurser er ved at blive sat i værk i en lang række kommuner i samarbejde med ErhvervsPsykiatrisk Center (PsykiatriFonden), som er støttet af Beskæftigelsesministeriet. Kurserne har til formål at integrere/fastholde sygemeldte med depression og/eller stress på arbejdsmarkedet. Andre igangværende kurser fra private aktører henvender sig til sygemeldte med ADHD, angst, Aspergers Syndrom, autisme, depression, funktionelle lidelser, manio-depressiv sygdom, OCD, personlighedsforstyrrelser, skizofreni, skizotypisk sindslidelse, spiseforstyrrelser og stress. På Projekt Columbus i Ballerup var de knap så ambitiøse og indskrev kun personer, som var sygemeldte med depression og/eller stress. Jeg var blevet henvist til et forløb af min kommune efter en depression, i hvis kølvand jeg kun havde det godt, når jeg sad og kiggede ud på naboens gamle frugttræer. Jeg blev syg første gang som syvårig, hvor jeg i et anfald af angst og ubehag satte mig ned i skolegården og ikke kunne rejse mig igen. Siden da er lidelsen kommet og gået som stormbølger i mit liv, hvor jeg taber alting på gulvet, og det har efterhånden i løbet af mine 47 år sat sine spor – på trods af at jeg har prøvet alt mellem himmel og jord fra psykoanalyse til multi-inkarnations-terapi og har arbejdet som moderne danser i New York og som hostess i et mødecenter hos Mærsk. Selve behandlingen af depressionssygdommen viser sig nemlig at være lige så kompliceret, frustrerende og anstrengende som lidelsen gør den til for den enkelte. Men har man været meget syg én gang, er risikoen for nye episoder høj. Jeg var nu syg for tredje gang på fire år. Således mødte jeg yderst skrøbelig op i foråret til otte ugers afklaring i et hus, som lå imellem to trafikerede hovedveje i Ballerup. Vi skulle være på anden sal, og i resten af huset blev der afviklet arbejdsevnevurderinger for mere eller mindre nedbrudte borgere. Her var den allersidste arbejdsreserve, som skulle stables op på benene – og jeg var nu en del af den. Den første dag blev vi præsenteret for Cykel-Per, som jeg har valgt at kalde ham. Der indgik motion tre gange om ugen i forløbet, og det skulle vi starte på allerede den første dag. Af med tøjet, på med træningstøjet og op på spinningcyklerne. Temmelig grænseoverskridende, når psyken er så tynd som det fineste spindelvæv. Cykel-Per hoppede op på podiet på førercyklen, skruede op for musikken og begyndte at heppe på os: 15 skrøbelige sjæle cyklede taktfast rundt i pedalerne ledsaget af høj musik, høj puls og en mand, som jublede: »Kom så, jaaa, kom så!« og slet ikke kunne få armene ned. Som en af deltagerne senere udtalte: »Det var aldeles rædselsfuldt!«. Dette skulle have været den mest effektive kur mod depression, og jeg var allerede dumpet. I forløbet indgik fire coaching-sessioner, og dem havde jeg set frem til. Måske var det muligt at komme lidt tættere på, hvad fremtiden kunne bringe. Min vejleder var frisk, sød og glad. Hun spurgte forventningsfuldt, hvad jeg havde tænkt på i forhold til job. Det havde jeg ikke noget svar på, da jeg ikke havde tænkt på ret meget andet end at holde helvedet fra døren de sidste seks måneder. Men jeg blev grebet af den friske stemning og gik derfra med en plan – jeg skulle undersøge muligheden for at blive ergoterapeut. Det lød håbefuldt, mens jeg var der. Men der blev ikke taget højde for, at jeg faktisk lider af en temmelig udmattende følelsesmæssig ubalance, som jeg var i psykiatrisk behandling for – det talte vi i hvert fald overhovedet ikke om. Men denne virkelighed skulle de efterfølgende dage spænde ben for mig med bølger af uoverkommelighedsfølelser, hver gang jeg forsøgte at nærme mig pc’en. I et desperat forsøg på at få noget brugbart ud af mine coaching-sessioner skiftede jeg derfor vejleder, men det gik efterhånden op for mig, at formålet med coachingen udelukkende var at afklare mig i forhold til arbejdsmarkedet. Og afklaringen gik helst ud på, at jeg skulle i praktik og derefter i fuldtidsarbejde. Hvad skulle jeg nu stille op med en psyke, som spændte ben for ethvert tiltag, jeg bare tænkte på at sætte i værk? Jeg følte mig mindre og mindre som en succes. Og jeg følte mindre og mindre, at jeg blev taget alvorligt. Det blev for eksempel svært for mig at skulle synge: »Det er i dag et vejr – et solskinsvejr!« om morgenen, når jeg selv følte mig som en misforstået tordensky. Jeg var i hvert fald nu i gang med at dumpe til det andet forsøg på at gøre mig klar til arbejdsmarkedet, og jeg havde det elendigt. Det var omkring dette tidspunkt, at jeg begynde at skælde ud på Cykel-Per, som til min forfærdelse skulle forestå en stor del af undervisningen. Han havde nemlig for vane at ignorere os, når vi havde det dårligt, og da jeg konfronterede ham, svarede han: »Jeg taler ikke til depressionen«. Cykel-Per kunne også rigtig godt lide at være i centrum, og han sluttede hver anden sætning med: »Er I med?«. Dette var meget anstrengende, fordi de fleste af os var overhovedet ikke med det meste af tiden. I lyset af sygdommens alvor og karakter kan det undre, at kurserne bliver udbudt af personer, som ikke altid har den nødvendige viden om og erfaring med psykiske lidelser. Underviserne er oftest lærere, socialpædagoger/rådgivere, jobkonsulenter og akademikere. De kan være nok så velmenende og entusiastiske, men det kan man altså sagtens være på den forkerte måde, som ovenstående illustrerer. Depression lister sig ind i sjælen som en stille gift og kan udvikle sig i en ganske alvorlig retning. En svær depression fører i 15-25 procent af tilfældene til selvmord, og på WHO’s statistik over graden af social belastning ved sygdomme ligger depression på sjettepladsen – lige over skizofreni og på linje med blindhed. Det er ikke, fordi jeg vil male fanden på væggen mere, end han allerede er, men for at understrege, hvor vigtigt det er, at man får den rette behandling i tide og ikke udsættes for unødigt pres og stress. På afklaringskurset var jeg ved at blive overbebyrdet. Jeg kunne ikke rumme undervisningen: Stresshåndtering, Ernæring, Transaktionsanalyse, Identitet og Roller, Krop og Sind, Arbejdsmarkedværksted, Livsbuer, Kommunikation, Den Gode Arbejdsplads, Ego-Gram Profiler, Personlige Grænser m.m. Det var hårdt, fordi min hjerne allerede var lukket ned på grund af overbelastning. I hvert fald holdt jeg op med at bruge min sparsomme energi på at forsøge at følge med, og jeg begyndte at forlade lokalet, når jeg blev stresset. Dette blev dog yderst pinligt for mig – med det resultat, at min psykiske feber steg og mit selvværd faldt. Det var meningen, at vi efter otte ugers undervisning skulle i tre måneders virksomhedspraktik. Denne praktikplads skulle vi selv finde, hvilket for mig – ud over at skulle udholde at være på stedet – blev et uoverstigeligt problem. »Skal vi selv finde en praktikplads?«, spurgte jeg Cykel-Per. »Ja«, svarede han og vendte sig om. Dette var det tredje og sidste forsøg på at gøre mig parat til at komme ud på arbejdsmarkedet – og jeg var mindre parat end nogensinde. Min psykiske tilstand var nu yderst svingende, og til sidst foreslog en medkursist, at jeg ringede til min psykiater – jeg havde det jo rigtig dårligt. Næste dag sad jeg hos ham, og vi blev enige om, at det ikke var en særlig god idé at fortsætte. Derefter udskrev han en recept på et nyt præparat, jeg skulle tage, for at supplere det, jeg fik i forvejen. Jeg måtte konstatere, at jeg havde fået det værre af at gå på afklaringskurset, og jeg vendte tilbage til min stol ved køkkenvinduet for igen at sidde i fred og kigge ud på naboens gamle frugttræer. Jeg har efterfølgende fået det en del bedre ved hjælp af ovennævnte psykiaters viden og arbejde med min medicin samt min psykolog (for egen regning), som har mere end tyve års erfaring med mennesker som mig. De fleste undersøgelser indikerer da også, at en kombination af medicin og samtale-terapi er den mest virksomme behandling for angst/depressionssygdommen. Jeg kan nu derfor med en undren se tilbage på de otte uger. Og jeg er nødt til at spørge, om kurserne dybest set går ud på at presse syge mennesker i fuldtidsarbejde på rekordtid? I et forsøg på at nedbringe sygefravær og fremskaffe arbejdskraft? Det kan jo ikke være så vanskeligt at udvikle og tilrettelægge forløb, som tilgodeser deltagernes interesser og behov. Jeg vil næsten vove at påstå, at selv jeg kunne have gjort det bedre. Og derfor må jeg konstatere, at beskæftigelsesministeren enten er ligeglad eller ikke har sat sig ordentligt ind i sygdommen, og jeg håber virkelig på det sidste. Man kunne jo nå langt på otte uger i forhold til en restituering af sindet. Men hverken på Projekt Columbus eller på Psykiatrifondens Depressionsskole bliver man tilbudt nogen form for afspænding af sindet. I efteråret 2007 var jeg på et månedlangt kursus i ErhvervsPsykiatrisk Center, og her blev vi budt på psykoedukation. En forelæsningsrække om årsager, symptomer og behandling af stress/depression og en indføring i Kognitiv Terapi. Vi fik udleveret skemaer, så vi kunne registrere vores negative tanker og vende dem til positive. Men bare tanken om at udfylde skemaerne var så overvældende, at den ikke kunne overvindes. Som en medkursist medfølende sagde til mig: »Jeg kunne heller ikke rumme undervisningen i begyndelsen, men nu er det tredje gang i træk, jeg er her«. Hvorfor søren skal man gå i tre måneder på det samme kursus, som man ikke er i stand til at følge med i? Kunne man overveje at tilpasse kurset bedre til deltagerne? Jeg vil gerne her indskyde, at når man er ramt af depression, kan man ikke rumme noget som helst. Og man kan allermindst af alt rumme pres og nederlag. Det eneste, man har brug for er ro, tid, natur, faste rammer, enkle, indsigtsgivende dialoger og samvær med ligesindede i det omfang, man magter det. Hvis man absolut skal bruge sin minimale energi på indlæring, har man mere brug for at høre om reglerne for fleksjob, førtidspension, sygedagpengeperioder og kontanthjælp, men det blev overhovedet ikke nævnt på nogen af de kurser, jeg deltog i. En forudsætning for deltagelse på kurserne er, at man er »rask nok til selv at gøre en indsats for at få det bedre«, og kurserne kan ikke erstatte behandling. Men dette er ikke en undskyldning for utilstrækkelig behandling. Man siger heller ikke til en kræftpatient: »Kom igen, når du er rask, så kan vi hjælpe dig«. Og jeg vil her tilføje, at jeg anser depression for kræft i sindet. Enhver kan se, at det ikke hænger sammen, og man kan frygte, at disse arbejdsmarkedsrettede kurser bliver udbudt på bekostning af udviklingen af bedre behandlingsmuligheder. Den psykiatriske skadestue i min kommune er for eksempel netop blevet lukket for henvendelse om natten, og en åben psykiatrisk afdeling med 22 sengepladser er ligeledes blevet lukket. Og der har aldrig været noget sted at gå hen, når man er for rask til at blive indlagt, men for syg til at magte sin almindelige hverdag. Ingen skal bydes at gå rundt alene i helvedes forgård, det er et virkelig skræmmende sted at være. Der bliver lagt et alt for stort ansvar for bedring på den enkelte. Man skal huske på, at dette er en gruppe mennesker, som er specielt sårbare, og som sjældent er i stand til at råbe op. Depression er en stille og usynlig lidelse, som ikke desto mindre angriber sindet med store konsekvenser i form af forringet livskvalitet og stor personlig lidelse. Jeg mener, at der skal tilbydes individuelle, helhedsorienterede, åbne forløb, hvor man giver folk en ærlig chance ved at møde dem respektfuldt og ligeværdigt dér, hvor de er. Ingen skal presses ud over deres egen grænse, før de selv er parate. Man kan ikke skynde sig at blive rask, uden at det som regel giver bagslag, og man bliver mere rask i længden, hvis man får den rigtige opbakning og støtte lige fra starten. Derfor håber jeg, at der er nogle vågne og ansvarlige mennesker, som indser det absurde i at behandle os som den sidste arbejdsreserve.