Forestil dig en fredag aften i byen, musikken brager, og folk danser tæt. Bartenderen knokler i baren, mens diskoteket emmer af ferieluner og sommerhede. Du har mødt den sødeste pige. I går væk fra baren og stiller jer på trappen, du må bare kysse hende. Hun er dejlig. Men glæden varer kort, du overrumples. I bliver smidt ud af diskoteket. Hvad sker der? »Her må I ikke stå og kysse«, siger en af de ansatte, »det er ikke noget for vores kunder!«. Der var da også andre, der kyssede ...? Du er i det indre København. Visheden om den frigjorte metropol fordufter. Kvinden, du stod og holdt om, var ikke problemet. Ej heller dig selv. Men sammen, det var for meget. To kvinder, som kysser; dér går grænsen. Vi skriver 2004. To måneder senere. Fredag 17. september på samme diskotek ved Kultorvet i København, hvorfra de to kvinder blev bortvist. Musikken brager, og folk danser tæt. Men kl. 1 sker noget uventet. Der er mange par på dansegulvet. De kysser. En febrilsk og forbavset stemning sitrer langs dansegulvet. Hovedparten af de dansende par er kvinder. Aktionen er fuldendt. Vi er en stor gruppe kvinder, der mellem kl. 24 og 1 er taget ind på diskoteket for at lave en kysseaktion. Præcis kl. 1 kysser vi hinanden. Det er en happening, der svarer igen på bortvisningen af de to kvinder. Og et øjeblik forvandles rummet. Det heteroseksuelle selskab bliver minoritet for en stund. Et snapshot af en verden vendt på hovedet. Efter mit livs længste kys går min kæreste og jeg mod toilettet. Spændingen er udløst, ingen fik bank eller blev smidt ud. Men inde fra toilettet hører vi nu flere kvinder diskutere i toiletkøen. »Er det bare mig, eller er der ikke vildt mange lesbiske i aften?«, lyder det prøvende. Min kæreste og jeg fniser først bag døren. »Jeg tror, det er noget, de har aftalt; de var en masse, der kyssede på helt samme tid«. Stemmen bliver mere højrøstet. »Ja, hvorfor kan de ikke bare gå på Pan?«, lyder det spydigt. Og så stopper morskaben, samtalen bliver skinger. Vi føler os nødsaget til at forklare aktionen og træder ud fra toilettet. Men situationen eskalerer, den ene pige løber ind på toilettet og låser døren, mens hun råber: »Det er fand'me klamt!«. En anden pige er rød i hovedet, mens hun ophidset fortsætter: »Jeg forstår bare ikke, at I skal vise det frem. I har jo den der Mermaid Pride!«. Hun står klinet til døren og fægter med armene. Vi forsøger at forklare baggrunden for aktionen, men hun føler sig trængt op i en krog, og da den første pige med et hadefuldt blik i øjnene kommer ud, smutter den anden pige i sikkerhed bag toiletdøren. Jeg medgiver, at det kan opfattes som en provokation. Men episoden fra i sommer, hvor min bekendte mødte den søde pige på trappen; den var ikke tænkt som en provokation. Det var en episode, der harmonerer svært med loven om forbud mod forskelsbehandling. Hvis der ikke var tale om forskelsbehandling, så må samme praksis gælde for heteroseksuelle. Men hvor udbredt er det på danske diskoteker at smide heteroseksuelle gæster ud, fordi de kysser? Denne fredag aften var vi så en flok kvinder, der tog til lesbisk genmæle. Vi bidrog på vores måde til debatten om mangfoldighed - men mødte en mur af modstand. Danmark var engang foregangsland. Vi fik registreret partnerskab for homoseksuelle som det første land i verden. Vi lever højt på myten om de frigjorte danskere, der gav pornoen fri i 1969. Men det er en myte, og tærsklen for tolerance befinder sig i gulvhøjde. »Vi har ikke noget imod homoseksuelle, bare vi ikke skal se på dem - de har jo Pan«, lyder meldingen. I Danmark findes der ikke nogen forskning om udbredelsen af diskrimination af homoseksuelle. Men vi fik et fingerpeg om de statistiske vinde i DR's programrække 'OBLS, Oplysning om Bøsser og Lesbiske til Samfundet', der kørte over skærmen sidste år. Til programmet blev der udført en internetbaseret undersøgelse med 1.612 besvarelser fra bøsser og lesbiske i Danmark. Ifølge undersøgelsen har 44 procent af de lesbiske og 36 procent af bøsserne været ude for diskriminerende oplevelser relateret til deres seksualitet. Det er således mere end hver tredje homoseksuelle, der er blevet krænket udelukkende på grund af sin seksualitet. Kaster vi blikket over Øresund, har kriminolog Eva Tiby undersøgt homo- og biseksuelles vilkår i Sverige. I sin doktorafhandling fra 1999 slog hun fast, at hver fjerde homo- eller biseksuelle person havde været udsat for vold, trusler eller chikane. Tallene stammer fra 1996, og en tilsvarende landsdækkende undersøgelse er blevet gentaget dette forår med cirka 2.000 deltagere. Den viser en markant stigning de sidste otte år, således at 52 procent af undersøgelsens deltagere opgiver, at de har været udsat for diskrimination. Det er ikke til at sige, om stigningen skyldes en større opmærksomhed på problemet, der således fører til flere anmeldelser, eller om diskriminationen faktisk er steget. Men uanset forklaringen taler tallene deres eget alarmerende sprog, og intet tyder på, at de danske vilkår er mærkbart anderledes end de svenske. Denne fredag aften, vi var i byen, havde diskoteket fri bar og gratis adgang for kvinder, mens mænd måtte slippe 300 kroner, så vi konsulterede baren natten lang. Man kan rejse tvivl om konceptets lødighed; dog fandt vi det morsomt at feste for en billig penge, om end vi nok ikke var indtænkt i målgruppen denne 'Tøseaften', som diskoteket havde annonceret. Men festen var en blandet fornøjelse med løbende beretninger om ubehagelige oplevelser - også længe efter det koordinerede statement. På den føromtalte trappe fik en pige af nogle forbipasserende at vide, at hun var klam, da hun kyssede en anden pige. Og to af mine veninder fik ud på natten kommentarer på dansegulvet om, at de var ulækre. De havde forladt stedet på sekundet, hvis ikke vi andre havde været der. I den svenske undersøgelse fra foråret svarer 80 procent af de udsatte, at de har været ofre for bagtalelse, forulempning eller chikanerier, oftest gentagne gange. 22 procent har været udsat for trusler om vold. Jeg ved ikke, hvordan kriminologen Eva Tiby ville kategorisere vores oplevelser, men der er ingen tvivl om, at vi var mange, der følte os forulempede. Den gamle fordom om, at homoseksuelle springer på hvem som helst, fik også næring den aften. En pige, der underholdt med, at hun var kommet ind på diskoteket, selv om hun kun var 16 år, fortalte også, at det var første gang, hun var på det pågældende diskotek. Udsagnet blev straks repliceret med en advarsel: »Pas på, her er mange lebber i aften!«. Men det var ikke kun blandt de besøgende, at de underlødige udmeldinger fandt sted. Min kærestes gode veninde stod på dansegulvet i omfavnelse med sin hjertenskære, da en af diskotekets ansatte irettesatte parrets opførsel: »I må ikke kysse her!«. De havde forbløffet imødegået med et: »Hvad for noget?«, og fik anvisningen: »Hvis I absolut skal kysse, så gå over i et hjørne!«. Eva Tibys afhandling fra 1999 har titlen 'Hatbrott?', på engelsk 'hate crime', et ord, vi ikke har på dansk. 'Hate crime' er en handling motiveret af had mod visse grupper mennesker på grund af seksuel orientering, etnisk baggrund og lignende. At være udsat for 'hate crime' betyder, at man angribes, udelukkende på grund af hvem man betragtes at være - ikke som individ, men fordi man anses for at repræsentere en særlig gruppe. Konkret kan 'hate crimes' komme til udtryk som hadefulde samtaler, breve eller e-mail, eller det kan være fysisk mishandling og vandalisme. I undersøgelsen fra foråret har 12 procent af de udsatte været ofre for vold, og 11 procent har været ude for en sexforbrydelse. Herhjemme kender vi blandt andet til voldelige overfald fra de homoseksuelle medier, der løbende behandler fænomenet under betegnelsen gay bashing. Vi kender dog ikke omfanget, da dansk politi ikke registrerer overfald efter motivet til dem. 'Hate crimes' i form af for eksempel vold og chikane skader ikke kun de pågældende ofre. Der sendes samtidig et ildevarslende signal til resten af den gruppe, den udsatte tilhører. De konkrete episoder får vidtrækkende betydning, fordi de påvirker de udsattes livssituation på et dyberegående niveau. Truslen i sig selv bliver afgørende, mere end den konkrete vold eller diskriminering. Risikoen for at blive udsat for 'hate crime' gør, at man bliver hjemme eller på anden måde lader sin bevægelsesfrihed begrænse. Tiby viser i sin afhandling, at en tredjedel af de homoseksuelle, som ikke udsættes for 'hate crimes' på grund af seksuel orientering, træffer deres forholdsregler for ikke at blive udsat. Oplysningerne om, hvilke mekanismer der er forbundet med 'hate crime', giver mig således svaret på, hvorfor flere af mine bekendte vægrede sig ved at deltage i aftenens fest. De deltog ikke i aktionen. Ved nærmere eftertanke er jeg også selv mere årvågen, når jeg befinder mig i det såkaldte offentlige rum hånd i hånd med min kæreste. Blandt de par hundrede mennesker, som havde fundet vej til festen fredag aften, var vi 25 kvinder, som ikke delte flertallets seksuelle orientering. Men det var tilsyneladende problematisk, at vi viste det, selv om vi blot fulgte trop og lod os styre af kroppens hormoner, præcis som resten af aftenens (heteroseksuelle) selskab gjorde det. Vores lyst og glæde blev betragtet som en demonstration - ikke kun kl. 1, men hele aftenen - mens den tilsvarende heteroseksuelle praksis forblev usynlig for den heteroseksuelle selv. Der ulmede en klar undertone af 'Skik følge eller land fly', uden den mindste bevidsthed om skikkens egen demonstrative, udgrænsende karakter. En skik, hvorefter flertallet tager patent på normen, der ikke kun viser sig en enkelt aften på et diskotek i det indre København, men som alle steder og hele tiden minder os om heteroseksualitetens privilegerede status. Man kan betragte vores aktion som en enkeltstående begivenhed, der burde være unødvendig. Men tallene ovenfor forklarer nødvendigheden. Aktionen har flere lighedstræk med initiativer, der blev taget for mere end 30 år siden, som dengang også burde være unødvendige. Tilbage i 1971 var det forbudt for personer af samme køn at danse sammen offentligt. Det ville aktivistgruppen BBF, Bøssernes Befrielsesfront, gøre op med. De arrangerede derfor en aktion i Taverna i Tivoli, hvor de delte løbesedler ud og begyndte at danse med hinanden. Med det resultat at de blev smidt ud af personalet. Flere aktioner fulgte i kølvandet, blandt andet på Københavns Rådhusplads og på restaurant Cabona i Århus. I 1972 blev danseforbuddet ophævet. Vores ærinde var ikke en lovændring. På sin vis var vores budskab af langt mere ydmyg karakter, hvilket gør de negative reaktioner så meget desto mere nedslående. Og det var, hvad der påvirkede mig mest den fredag aften: de voldsomme reaktioner fra de heteroseksuelle kvinder. Ja, og så tør jeg knap forestille mig balladen, hvis aktionen havde indbefattet 25 bøsser, og hvilke reaktioner dette havde afstedkommet blandt de heteroseksuelle mænd på diskoteket. Flere af de heteroseksuelle kvinder havde det tilsyneladende svært nok. Det virkede, som om de følte sig truet af den lesbiske tilstedeværelse, sådan som de tog afstand. Men vi var der jo som par, og ingen af os havde til hensigt at indlade os på de heteroseksuelle kvinder. Vi var ikke ude på at score. Alligevel følte de sig intimideret. Var vi en trussel mod deres kvindelighed? Deres heteroseksualitet? Paradoksalt nok kender vi historien om den homoseksuelle, der har kvaler med sin seksualitet. Men denne aften virkede heteroseksualiteten pludselig skrøbelig. Måske rokkede det lesbiske indslag ved det heteroseksuelle fundament og skulle dermed sættes på plads. Muligvis blev det tydeligt, at der findes alternativer til normen, og det eksplicitte udtryk forvirrede og forargede. Men en forklaring kan også være det modsatte; at de lesbiske par blev tolket som hvilende i deres seksualitet. Og dette kan læses som en provokation for unge, som i dag måske har svært ved at finde fodfæste i egen seksualitet i vores gennemseksualiserede samfund, der presser dem til at kaste sig ud i alskens seksuelle udskejelser for ikke at blive stemplet som snerpede. Måske er det formålsløst at finde forklaringer. Jeg bliver bare så trist ved tanken om, at kærlighedens sprog mellem to af samme køn skulle have så mange ukvemsord med på vejen denne aften. Og tallene ovenfor gør mig ligeledes nedslået, hvordan kan nogen hade, true og slå andre, blot fordi disse andre ikke er heteroseksuelle? Hvordan kan noget af det smukkeste i mit liv, min kærlighed til en anden kvinde, udgøre nogen form for trussel? Den nylige debat om kirkelig vielse, som også denne avis har lagt spalter til, har været udlagt som en af de sidste bastioner på vejen mod fuldkommen lighed mellem heteroseksuelle og homoseksuelle. Men efter fredagens fest må jeg med mismod konstatere, at der er lang vej endnu, før andre seksualiteter end den heteroseksuelle får en ligeværdig plads i fortællingen om det såkaldt frigjorte land Danmark. Og med begrebet 'hate crime' og dets mekanismer in mente arbejder jeg aktivt på ikke at lade frygten få overtaget, selv om jeg næppe sætter mine ben på det pågældende diskotek foreløbig. For mig er det virkelig ikke et spørgsmål om kirkelig vielse. Jeg foretrækker i første omgang blot, at pigen på toilettet giver mig hånden frem for en verbal knytnæve, siden kan vi så inddrage de åndelige magter med en eventuel håndspålæggelse til følge. Jeg har intet ønske om at blive gift i en kirke, true eller gøre livet ubehageligt for andre; jeg vil blot kunne kysse min kæreste en fredag aften i byen, hvor musikken brager og folk danser tæt.