DANIEL ER i en alder af tre år det, som man kan kalde et svingdørsbarn. Daniel blev fjernet akut hjemmefra, da en nabo ringede til politiet, fordi hun hørte barnet skrige i timevis. Hans alkoholiserede mor blev fundet bevidstløs, og Daniel blev først anbragt i en plejefamilie, der måtte opgive efter få måneder. Daniel blev i stedet anbragt på en døgninstitution, hvor diverse test og undersøgelser efterhånden viste, at Daniel er skadet for livet. Både på grund af morens misbrug under graviditeten, der har givet Daniel en mindre hjerneskade og på grund af massivt omsorgssvigt i de første leveår. Daniel blev faktisk anbragt uden for hjemmet allerede umiddelbart efter fødslen, fordi man dengang ikke vurderede, at moren kunne påtage sig ansvaret, men han blev hjemgivet af kommunen, da han var knap et år gammel, fordi moren i den periode fungerede bedre, og fordi man vurderede, at hun ville kunne magte opgaven, hvis Daniel kom i vuggestue hver dag. Maria er elleve år og bor i familiepleje. Hendes mor var kun 17 år, da hun fødte Maria, og hun blev hurtigt alene med barnet. Marias mor deltog i et vuggestueprojekt, da hun var gravid og tilbragte de følgende år i en række projekter, der skulle hjælpe hende i gang med en uddannelse eller et job, men hun holdt ikke fast ved nogen af tingene, og Marias tilværelse var turbulent fra begyndelsen, fordi moren flere gange skiftede kæreste og dermed også bolig. Der var øje på Maria fra kommunens side fra begyndelsen, og der blev underrettet fra sundhedsplejerske, vuggestue og børnehave flere gange op gennem barndommen. Marias mor fik da også hjemme-hos-støtte en periode, ligesom hun i en tid var på familiebehandlingshjem med Maria. Men da Maria begyndte i skolen, gik tingene for alvor galt. Den grundlæggende omsorg, som personalet i vuggestue og børnehave havde givet Maria, forsvandt, og Maria viste sig at have indlæringsproblemer og at være aggressiv over for de andre børn. Maria begyndte også at blive væk fra skolen og strejfede i stedet rundt i et nærliggende butikscenter. Da hun en dag blev samlet op af det lokale nærpoliti i selskab med en mand, som tidligere havde været dømt for sædelighedskriminalitet over for børn, satte myndighederne endelig ind, og Maria blev anbragt uden for hjemmet. Hverken Maria eller Daniel får nær så godt et liv, som de ellers kunne have fået. De kommer resten af livet til at kæmpe med de skader, som de tidlige leveår har givet dem. Og det mest smertelige er, at de to børn har mistet den tryghed, glæde og tillid, som små børn soleklart har ret til, og at de år aldrig kommer tilbage. MARIA OG Daniel er desværre ikke enestående. De er tværtimod helt typiske eksempler på det, som vi kalder forebyggende indsats over for truede børn i Danmark. Politikken i forhold til de allersvageste, som i den grad ikke kan forsvare sig selv, består som oftest af socialt brandslukningsarbejde. I Danmark opfører vi os, som om voldsomme sociale problemer og deres konsekvenser for små børn kommer som et lyn fra en klar himmel, som om det er tsunamier, man er værgeløs over for, og som man højst kan rydde op efter, når skaden er sket. Realiteterne er imidlertid, at man i de fleste tilfælde allerede på forhånd kan forudsige, hvornår det går galt, og at man allerede i spædbarnsalderen kan udpege, hvilke børn der senere vil få massive følelsesmæssige problemer. Vores systemer er bare ikke gearet til at handle på det. Resultaterne af den store forløbsundersøgelse af 6.000 børn, der blev født i 1995, og som bl.a. består af oplysninger fra børnenes forældre, viser, at man allerede i seksmåneders alderen kan se, hvilke børn, der med stor sandsynlighed vil få sociale, følelsesmæssige og indlæringsmæssige problemer. Forskerne bag undersøgelsen slår også fast, at der er en tilbøjelighed til at »vente og se«, når et barn er ramt af sociale problemer i familien, og der er en tilbøjelighed til først og fremmest at tilbyde hjælp til forældrene i den tro, at det vil hjælpe barnet, selv om alt tyder på, at der skal en direkte børnerettet indsats til. Og mens myndighederne »venter og ser« og prøver at hjælpe forældrene, smuldrer de værdifulde og altafgørende udviklingsår væk med alvorlig risiko for tidlig og uoprettelig skade til følge. FORSKNINGEN bestyrker egentlig bare den viden, som man kan få fra enhver vuggestuepædagog, der med stor sikkerhed kan udpege de børn i flokken, der er dømt til problemer gennem opvæksten og senere i livet. Pædagogen har bare hverken redskaber eller ressourcer til at handle i forhold til det, fordi vi i vores system ikke agerer ud fra faresignaler. Der er først støttetimer, behandling og krav fra myndighederne, når skaden er sket, og barnet har fået symptomer. Den nyeste forskning omkring børn, der er anbragt uden for hjemmet, er nedslående. I Danmark anbringer vi typisk meget sent. Børnene er som regel over seks år gamle, før det sker, og der har enten været prøvet mange andre ting inden, eller også bliver alvoren i barnets problemer først opdaget, når det begynder i skolen. Det går ikke ret godt for de anbragte børn senere i livet. Flertallet klarer sig elendigt i skolen, formentlig på grund af en skidt start, fordi de lider under følelsesmæssig uro, og fordi de tit bliver flyttet frem og tilbage mellem diverse institutioner, plejefamilier og de biologiske forældre, alt efter hvordan forældrene har det. De bliver også senere i livet bærere af en række store problemer som psykiske lidelser, misbrug, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og så videre - og deres egne børn kommer også i højrisikogruppen for at blive fjernet hjemmefra. Ser man på den hårdest belastede gruppe af alle børn: De børn der anbringes uden for hjemmet, allerede mens de er helt små, er der en række markante karakteristika: * 44 procent af de små anbragte børn har mindst en forælder, der selv har været anbragt uden for hjemmet som barn. * Mere end en fjerdedel af de yngste anbragte børn har en mor, der fik sit første barn som teenager. * 44 procent af forældrene er eller har været misbrugere. * I 40 procent af familierne har vold været direkte medvirkende til, at forældrene gik fra hinanden. Når man dertil lægger, at hovedparten af disse forældre er på kontanthjælp eller førtidspension, må man sige, at familierne ikke har været fremmede for det sociale system. Det er familier, der længe før anbringelsen af barnet, ja før fødslen, har haft tykke sagsmapper. Alligevel viser forskningen, at mere end hvert tredje af de børn, der fjernes hjemmefra før de er tre år gamle, bliver anbragt under institutionslignende forhold, selv om man regner med, at de skal være anbragt i lang tid. Årsagen er, at de allerede i denne alder vurderes at være så skadede af deres opvækst, at de er behandlingskrævende. Dette har intet med forebyggende arbejde og tidlig indsats at gøre. Det er grotesk at lade babyer vokse op i familier, hvor de når at lide varig skade inden tre- årsalderen, når systemet kender familierne på forhånd, og når man har solid viden, der dokumenterer risikoen. DET ER naturligvis ikke helt ukompliceret at gøre en tidlig indsats over for de udsatte børn. Der er og skal være store krav til retssikkerhed for biologiske forældre. Der er stærke bånd mellem børn og biologiske forældre, som ikke blot kan negligeres. Og man skal passe på ikke at tage afsæt i den sociale arv på en måde, så man dømmer mennesker (og forældre) ud fra deres baggrund. Men man skal til gengæld se på risikofaktorer og indlede et forpligtende samarbejde med de forældre, der har et bredt spekter af faresignaler, allerede i graviditeten. Og så skal der handles, før det går galt, og ikke når det går galt. Der er i Danmark brug for, at vi tør være langt mere offensive over for gravide misbrugere: Det er f.eks. ikke rimeligt, at man f.eks. har lov til at alkoholskade et foster. Børnelæger med ekspertise inden for området har længe bedt om, at der bliver mulighed for at tvangstilbageholde gravide misbrugere, fordi de misbrugende mødre i klare stunder ofte selv beder om denne hjælp. De ønsker selvfølgelig ikke at ødelægge deres børns liv. DER ER brug for, at vi i Danmark sætter massivt ind med en forebyggende indsats over for de meget unge, enlige og socialt sårbare kvinder, der tidligt bliver mødre. Teenagemødre tegner sig selvstændigt for en betragtelig andel af de børn, der vurderes som de mest truede. Der bliver født mere end 1.000 børn af teenagemødre hvert år, og statistisk set er deres udsigter dårlige: Som tidligere nævnt har en fjerdedel af de små anbragte børn en mor, der er teenagemor, og anbringelsesprocenten i gruppen er skyhøj sammenlignet med gennemsnittet. Der er også brug for, at vi reagerer længe før, børnene tager skade i stedet for at »vente og se« og lave lappeløsninger. Sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og sågar behandlere af seksuelt misbrugte børn kan fortælle, hvordan underretninger kan hobe sig op på det enkelte barn i årevis, før der sker noget brugbart. Og når noget så sker, har barnet fået varige men og har fået stjålet sin barndom. Sidst men ikke mindst er der i høj grad brug for, at vi giver børnene fred, når vi har opgivet de biologiske hjem. Den nuværende lovgivning er baseret på de biologiske forældres rettigheder og de biologiske bånd frem for alt. Dette handler mere om holdning end om viden. Der er til gengæld masser af dokumentation for, at børn for alvor tager skade af at være svingdørsbørn, der aldrig ved, hvor de bor næste år, og som måske pendler mellem biologiske forældre og skiftende plejeforældre gennem hele barndommen, fordi det er forældrenes forfatning, der afgør barnets liv - og ikke barnets behov. Ser man hele anbringelsesområdet ud fra et børneperspektiv, er den eneste indlysende konklusion, at en anbringelse ikke må udsættes. Børns psykiske helbred er lige så dyrebart som deres fysiske, og man må ikke tage risikoen, hvis der først er mistanke om, at et barn kan tage skade af at bo hos de biologiske forældre. I tvivlstilfælde må familien anbringes på familieinstitution, så der er et sikkerhedsnet for barnet, mens situationen afklares. Det er også en indlysende konklusion, at man i langt flere tilfælde skal anbringe børn for hele barndommen og kun lave beslutningen om, hvis noget ganske særligt taler for det. Det er ikke barnets tarv at leve i en venteposition, hvor det ikke kan få lov til at knytte sig gedigent følelsesmæssigt til sine plejeforældre, fordi de biologiske forældre hele tiden kæmper for hjemgivelse og ikke vil give barnet ro. Anbringelsesreformen vil på nogle punkter forbedre retstilstanden for børn, der er anbragt, eller som skal anbringes uden for hjemmet. Men anbringelsesreformen er i bund og grund et stykke lappearbejde, fordi problemerne skal findes og løses, før tingene går så galt. Der er faktuel viden om, hvilke børn og hvilke familier, der får problemer. Der er også faktuel viden om faresignaler. Det, der mangler, er en tidlig helhedsorienteret og målrettet indsats. DER ER brug for, at sundhedsplejersker, pædagoger og lærere umiddelbart og akut kan få professionel hjælp via kommunen, når de bliver bekymrede for et barn. Der er brug for, at kommunerne forpligtes til at lave akutte og dybtgående undersøgelser, når de får en underretning, og der er brug for, at kommunerne indfører kvalitetssikringssystemer, så det kan sikres, at børnene ikke falder gennem sikkerhedsnettet. Der er brug for, at man allerede i graviditeten forholder sig til forældreevnen hos de svageste gravide og deres partnere og forholder sig til, om der skal et særligt tilbud til. Der er med andre ord brug for, at man ikke bare »venter og ser«, når et barn har problemer. For de forsvinder erfaringsmæssigt ikke af sig selv - tværtimod. Der er brug for, at man ændrer lovgivning og praksis, så indsatserne tager afsæt i børnenes behov og retsstilling frem for i 'biologisme' og i forældres ret frem for alt. Der er også brug for, at man anbringer ordentligt, når man anbringer, at man så vidt muligt inddrager barnet, og at man træffer beslutninger, der tager udgangspunkt i barnets liv og lyst frem for i forældrenes forfatning. Endelig er der brug for, at man uddanner og støtter frontpersonalet i sundhedsplejen, daginstitutioner og skoler i, hvordan de skal opspore og handle i forhold til truede børn, og at man giver dem mulighed for at gøre noget. Vores erfaring i Børns Vilkår er, at frontpersonalet oplever, at de ofte ikke har nogle steder at gå hen, når de bliver bekymrede, og at de til tider opgiver at underrette, fordi der alligevel intet sker - bortset fra at de mister familiernes tillid. Sidst, men ikke mindst er der brug for en ekstra håndsrækning til de personalegrupper, der møder de udsatte børn hver dag. Det handler om flere ressourcer til daginstitutioner med mange socialt belastede børn. Og en udvidelse af hele vores forebyggende sundhedspleje. Og i de senere år er der netop sket det modsatte. Det er et alvorligt skridt i den forkerte retning. Jeg tror, at politikerne undervurderer deres vælgere, hvis de tror, de blot får børnefamiliernes stemmer med løfter om forhøjet børnecheck og prisgrænser i daginstitutioner. Vi ved fra vores brede kontakter med familier og professionelle, at der er et massivt ønske om at gøre en tidlig indsats for de mest udsatte børn. Kvaliteten af et samfund måles nemlig allerbedst på, hvordan samfundet behandler de svageste. Den socialpolitiske dimension har indtil videre glimret betænkeligt ved sit fravær i valgkampen - vi venter længselsfuldt på det første politiske udspil.