Sognepræst Søren Krarup, nybagt MF for Dansk Folkeparti, ser helst danskerne og folket som børn. Det samme gjorde enevældens konger og 1930'ernes Hitlervenlige tyske teologer. Krarup er ikke nazist, men hans sprogbrug minder om deres, konstaterer forfatteren og DR-medarbejderen. Søren Krarup møder tit en rar mand. Det sker, når han holder foredrag, når han går på gaden, eller når han sidder hjemme ved telefonen. Så er der ofte en rar mand, der melder sig med oplysninger og hyggelige ord, for den rare mand er også hyggelig. I bøger, artikler og debatindlæg nævner Søren Krarup så ofte denne rare, hyggelige figur, at ingen kan være i tvivl om, at han er kisteglad for, at han findes. Måske skyldes det et personligt savn, for selv er Søren Krarup ikke spor rar. Han ser måske nok rar ud, men i virkeligheden er han vred, og hans skriverier er fulde af hårde og aggressive ord. Han vil ikke fred, men sværd, skriver han, og han plages konstant af frygtelige syner om kulturradikale humanister og Danmarks undergang. Alene af den grund er det godt for Søren Krarup, at den rare mand er til, for han er hverken intellektuel eller travl journalist, men bare flink og reel. Denne funktion som trøstermand er dog ikke den eneste årsag til, at Søren Krarup ofte omtaler den rare mand. Han er nemlig også beviset på, at det, som Søren Krarup kalder for 'folket', endnu er til, og at dette folk er af nøjagtig den beskaffenhed, som Søren Krarup påstår, det er. For Søren Krarup består folket nemlig af rare og hyggelige mennesker, der egentlig er at betragte som en slags børn. Folket består i sin kerne af uskyldige mennesker, der burde have lov til at hvile uanfægtet i det givne, men hvis uskyldstilstand hele tiden trues af onde kræfter, der hader den almindelige mand og alt, hvad der er dansk. Den rare mand er nemlig også dansker, og det at være dansk er som at være et barn. Det er noget, man fødes til. Der er tale om et fællesskab, der grunder sig i blod og jord, og en indvandrer kan således aldrig blive dansk. I sin seneste bog, der hedder 'Kristendom og danskhed', skriver Søren Krarup: »At være dansk kan sammenlignes med at være et barn af sine forældre eller sin slægt«. Den rare mand er således den danske histories og tidens barn. Han er kort sagt barn af selveste Mor Danmark, og den status skal der værnes om, for det gælder ikke blot i det nationale, men også i det evige, thi den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Det har Jesus selv sagt, og Søren Krarup giver ham ret, så der kan man bare se, der gælder samme regler for såvel det himmelske som for det danske. Den rare mand er også kendetegnet ved at være tilfreds med sin lod i livet. Der er intet oprør i ham. Han kender sin plads og bliver på den. Han er nemlig ikke blot rar og hyggelig. Han er også artig og holder sig til det liv, han har lært at kende fra barnsben. Ikke noget med fleksibilitet eller eksperimenter med nye livsformer. Det er frikadeller og kartofler med brun sovs hele vejen igennem. Den rare mand er nemlig selve den almindelige dansker, der i al uskyld elsker sin Morten Korch og sine enkle sympatier. Hos ham er alt godt. Der er humor, storsind og varme, men meget talende er han ikke. Det fortolker Søren Krarup som blufærdighed. Den rare mand vil »have lov til at tie med alt det, der ligger ham dybest på sinde«. Den rare mand er således også den tavse dansker, og det er naturligvis også meget godt. Det giver i det mindste Søren Krarup lejlighed til at udfolde sin digteriske fantasi uden at blive modsagt, og så kan alt ske. Når den rare, tavse dansker ikke går meget i kirke, udlægger Søren Krarup det således som et udtryk for »danskernes stilfærdige loyalitet mod deres fædres og deres egen kirke«. Hos menigmand finder man kort sagt alt, hvad der er godt. Her er ægthedens og sandhedens sted, skriver Søren Krarup henført. Dette syn på menigmand er i grunden elitært, for det er set fra oven. Det er en drøm om folket, der har prædikestolens perspektiv. Det er præsten, der ser ned på sin menighed, der tavst og andægtigt ser op til ham og lytter til hans ord. Dette menneskesyn bærer tydelige genklange fra enevældens dage. Enevælden var gejstlighedens storhedstid, for dengang var præsterne ikke blot Guds, men også kongens repræsentanter, hvis opgave det var at belære det jævne folk om, at enhver bliver salig i sin stand. Dele af den danske gejstlighed har endnu ikke glemt denne herlige tid, og Søren Krarup skriver da også begejstret om enevælden som et system, der beskyttede folket mod den herskende klasse. Denne klasse havde nemlig udviklet sig til en elite, der udpinte den menige befolkning og lod hånt om det fælles fædreland. Derfor blev den sat fra bestillingen, og så fik man enevælden. Det var en dejlig tid, for da gik stat og kirke sammen i en højere enhed. Landet blev styret af en kristen konge, der var Guds tjener og landets vogter, og som i landet således også i sognene. Derude var præsten Guds tjener og åndelig fører for beboerne, som han betragtede som sine børn - sognebørn. Det var tider, og Søren Krarup har svært ved at tilgive dem, der afskaffede enevælden. Det tog alt sammen sin begyndelse under den franske revolution. Den sidder endnu som et åbent sår i sindet på ham. Den var en katastrofe, og dens forfærdelige frugt er menneskerettighederne og humanismen. Fy føj. Her blev afgudsdyrkelsen sat i system. Galt var det i Europa og værre i USA, men allerværst blev det i Sovjetunionen. Dette skyldtes alt sammen, at Gud blev afskaffet til fordel for mennesket. Man ville kort sagt ikke anerkende, at mennesket i alle væsentlige forhold bør betragtes som et barn. I stedet vil mennesket bestemme selv og lave sine egne love og konstruere sine egne rettigheder, men det er at opføre sig som et opsætsigt barn. Desværre har dette opsætsige barn fået sin vilje, og nu lever vi med de sørgelige konsekvenser. Med menneskerettighederne »indledtes den ideologiske dyrkelse af det retfærdige menneske eller den menneskelige retfærdighed, som har guillotinen og Gulag Øhavet og koncentrationslejrene som sine logiske frugter«. Hvad den rare mand angår, kender jeg ham for resten også. Jeg holder endda af ham. Jeg er i familie med ham, og indimellem har jeg såmænd selv træk til fælles med ham. Jeg forstår hans uro over tidens omskifteligheder og ved, at det ofte er ham, det går ud over, når virksomheden skærer ned eller laver nye strukturer. Den slags kan fagbladene fortælle mangt og meget om. Forleden læste jeg om en tidstypisk arbejdsplads, hvor stabile 45-årige medarbejdere, der altid har gjort deres pligt, nu er i fare for at blive fyret, fordi de har været rare og gode og koncentreret sig om det nære, mens efteruddannelsen måske er blevet forsømt. Man kan sige, at det er sørgeligt, at det er kommet dertil, men det er nu hverken menneskerettighedernes eller de kulturradikales skyld. Årsagerne skal findes andre steder. Søren Krarup kunne for eksempel begynde at spørge om menneskesynet hos de unge løver i Venstre. Mit kendskab til den rare mand stammer i øvrigt også fra min opvækst i det vestjyske, hvor hele min barndoms sogn var beboet af rare mænd og rare koner, der havde været tro mod det nære og derfor ikke havde flyttet sig åndelig talt, siden de blev født, men som ukritisk havde overtaget deres forældres synspunkter. Sognets liv var domineret af en stor, autoritær kristen ideologi. Havde disse mennesker haft den fulde magt, ville Danmark være et land, der på mange måder ville minde om en kristen udgave af DDR. Man kunne åndelig talt ikke trække vejret, så det var en eksistentiel nødvendighed for os som unge at gøre oprør for at komme ud i det fri. Det var ikke let, men det var nødvendigt. Vi forsøgte at gribe verden for at begribe os selv, og indimellem var vi sikkert utålelige, men vi var på vej og satte samfundet i bevægelse. Sådanne iltningsprocesser er vigtige i ethvert samfund, der vil være levende. I et sådant samfund skal ingen kunne regne med at have sine synspunkter i fred. Der skal altid være plads til modsigelsen, og den rare mand skal altid være beredt til at blive modsagt af sine børn. Gud nåde det folk, der ikke tillader sin ungdom at gøre op med sine forældres synspunkter. Sådan ser Søren Krarup ikke på det. Hans syn på forholdet mellem generationerne er autoritært og førmoderne. Det giver ham nogle problemer i forholdet til en demokratisk samfundsorden, der opfatter mennesket som en voksen borger, der tænker over tingene, og som efter bedste evne forsøger at tage stilling til dagens store og små spørgsmål. Den slags byder Søren Krarup imod. Mennesket er som et barn, basta, og det skal eliten respektere, men det gør eliten bare ikke. Eliten krænker det jævne menneske med sin viden og sine synspunkter. Eliten forstår ikke den almindelige hverdagsmager, og derfor er der opstået en dyb kløft mellem elite og folk. Denne påstand er en fast bestanddel af højrefløjens retorik. Den fremføres i et toneleje, der skifter mellem aggressivitet og klynkeri, og den bruges som et forsvar for alskens uvidenhed og dårlig smag. Sådan var det før i tiden. Sådan er det nu. Det går vidt og bredt, og lige bagstræverisk er det. Enhver, der tænker anderledes end den rare mand, bliver fremstillet som en fjende, der hader den almindelige dansker. Enhver, der mener at vide noget særligt, bliver automatisk sat under anklage for at tilhøre den forræderiske elite, der hylder de store, abstrakte ideer og derved svigter hverdagens rare mænd og koner. Fladt og jævnt skal det alt sammen være, og sikke noget sludder. Folkeligt er det i hvert fald ikke. Det er lefleri og pop. De kloge mennesker, der i sin tid grundlagde de folkelige højskoler, havde en klar forestilling om, hvordan samvirket mellem folk og elite burde være. De søgte at få fat i de bedste og klogeste hoveder, for de var af den overbevisning, at hvis folket skal leve og udvikle sig, har det brug for sin elite. Men sådan lyder det ikke fra Søren Krarup og hans fæller. De forlanger, at enhver skal være tro mod det nære og mod den udgave af Danmarks historie, som Søren Krarup mener, er den eneste rigtige, og denne forestilling om det danske skal de være villige til at give alt for. Endog deres eget liv. Som et eksempel fortæller Søren Krarup om 18. april 1864, da en overmægtig tysk styrke havde indtaget de danske forsvarsværker på Dybbøl Skanse, og udfaldet af slaget var afgjort. Da stormede den danske 8. brigade opad mod den overmægtige fjende i noget, der kun kan betegnes som en selvmordsaktion. Før stormen sagde en af de danske officerer til sine folk: »Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Gud vil give os den«. Søren Krarup skriver herom, at det er nogle af de smukkeste ord, han kender. »Stilfærdigt, jævnt og uden patos«, og han mener, at vi »som et dansk folk« bør sige det samme til hinanden i dag. Det er i sandhed uhyggelige ord, for er det ikke præcis den samme holdning, der ligger bag de selvmordsaktioner, vi har været vidne til i New York og Palæstina? Etikeren, professor, dr.theol. Svend Andersen, der selv stammer fra Sydslesvig, synes også, dette er uhyggeligt. Han har anmeldt Søren Krarups bog om kristendom og danskhed i Danmarks Radio og i Flensborg Avis, hvor han blandt andet skrev, at Søren Krarup med sin tilbedelse af den danske selvmordsaktion i virkeligheden beder danskerne om at slutte op bag den totale krig, ligesom Goebbels i sin tid gjorde det, da han råbte til tyskerne: »Vil I den totale krig?«. Og for at der ikke skulle være nogen tvivl om beskaffenheden af det kristne indhold, skrev Svend Andersen, at Søren Krarups »totalitære, nationalistiske undergangsretorik intet har med evangelisk kristendom at gøre«. Det er efterhånden få danske teologer, der orker at diskutere med Søren Krarup. Svend Andersen bør prises for at have gjort forsøget, for det er højst påkrævet, at nogen påviser, hvad der egentlig er på færde her, og det er ikke så uskyldigt, som det måske tager sig ud. Svend Andersen sammenlignede ikke blot Søren Krarup med Goebbels, men også med de tyske teologer, der i mellemkrigstiden var venligt stemt over for Hitler, blandt andet fordi de faldt for hans tyske nationalisme. De hadede også demokratiet og længtes tilbage til en fortid, da landet blev regeret af en kristen fyrste, og præsterne var hyrder for deres sognebørn. De jamrede også over den afstand, der var opstået mellem eliten og folket. De drømte om en tysk kristelig landskirke, der skulle frigøre sig fra alt, hvad der ikke var ægte tysk. I denne kirke »brænder den hellige offerviljes ild«, og de fantaserede om »ét folk, én Gud, ét rige, én kirke!«. Søren Krarup er ikke nazist, men hans sprogbrug minder i uhyggelig grad om den kristent nationalistiske retorik, de tyske kristne anvendte i mellemkrigstiden. Da »en rar fynbo« gjorde Søren Krarup opmærksom på Svend Andersens anmeldelse, blev han rasende og opførte sig som en, der er blevet ramt på en nerve. Han skrev tilbage og beskyldte Svend Andersen for at være en ondskabsfuld, perfid og underlødig discipel af den underlødige humanist K.E. Løgstrup. Som modbevis anførte han indigneret, at han redigerede et blad, Tidehverv, der i 1930'erne arbejdede sammen med en tysk teolog, der tog afstand fra Hitlers teologiske medløbere, så der kan man bare se, og så gik de krarupske fraser i øvrigt på ham som møllevinger. Selve kernen i Svend Andersens indlæg kom han ikke ind på, og hvad anklagen om at ligne de tyske medløbere angår, er det er jo før set, at man tager farve af dem, man mener at bekæmpe. Dette synes at være tilfældet for Søren Krarup. Der er al mulig grund til at følge ham nøje og lytte til de dystre ekkoer fra fortiden, der runger gennem hans ord.