TOUR DEJA-VU? Kylling eller konge? Skurk eller helt? Doping eller ej? Retfærdigt eller uretfærdigt? En dansk cykelrytter har for gud ved hvilken gang fået nationen til at gå i selvsving og voksne mænd til at græde som små børn.

Først af lykke over den danske actionmans bjergtagende bedrifter. Siden i vrede over at få frataget deres gule legetøj. Og igen i år er det sportsjournalisternes skyld. For journalister opfører sig jo altid som grådige gribbe på jagt efter uskyldige kyllinger og ørne – og gribbe er som bekendt nogle af de værste ådselædere, vi kender. I den seneste tid har de moralske, ja for nogen nærmest eksistentielle, spørgsmål om cykelsportens væsen og uvæsen stået i kø for at blive besvaret. Og for nogle cykelfanatikere er spørgsmålene tilsyneladende blevet så svære at besvare, at man i enkelte tilfælde foranlediges til at tro, at det må være kyllingehjernerne, der trykker. Samtidig fristes man til at konstatere, at de eneste, der igen i år kan cykle grinende hele vejen hen til banken, er de selviscenesættende filminstruktører, idrætsteoretikere, spindoktorer, advokater og andre glødende pedalfans, der har gjort heltedyrkelse af sportens udøvere og falsk markedsføring af professionel cykelsport til et lukrativt personligt fagspeciale. Fremtrædende idrætsdebattører er med Bjarne Riis’ tilståelse af, at han for 11 år siden snød sig til sejren i Tour de France, og senest med Michael Rasmussens ufrivillige exit fra samme løb, atter kommet i medvind midt i mediernes agurketid. Nogle af dem endda så meget, at de som selvbestaltede pr-medarbejdere for cykelsporten nu føler det helt legitimt at føre en pseudointellektuel krig imod den samlede danske journaliststand. En krig, der tilsyneladende ikke alene har til formål at skyde budbringeren af enhver kritisk historie om cykelsporten, men som paradoksalt nok også placerer ansvaret for alle idrætsgrenens elendigheder hos de medier, som både cykelsporten og de selv er økonomisk afhængige af. I ly af folkestemningen har disse romantiske provokatører oppisket en uhørt hadefuld fordømmelse af de sportsjournalister, der i offentlighedens tjeneste er ansat til at fortælle cykelsportens brogede historie så nøgternt og nuanceret som muligt, og som i en måned hver sommer knokler i døgndrift på de franske bjergtinder for at finde ud af, hvad der er op og ned på løgnens lange landeveje. Dermed gør cykelromantikerne ikke blot sportens udøvere og journalistikken en kæmpe bjørnetjeneste. De gør sig også skyldige i at præsentere befolkningen for et så ensidigt og virkelighedsfjernt billede af cykelsporten, at det i uhyggelig grad minder om historieforfalskning. Listen over cykelryttere, der har fået ødelagt deres helbred og sågar er døde af doping, er så lang som en udmarvende bjergetape. Og listen over læger, massører og sportsdirektører i cykelsporten, som har tjent sig fede på at fylde doping i unge, naive ryttere, ville få selv den mest fanatiske fan til at kaste op over bagmændenes kemiske eksperimenter med atleternes kroppe, hvis de vidste, hvor meget den kyniske produktion af professionelle cykelryttere minder om landbrugets produktion af medicinsk pumpede svin. Det er næppe det sportsliv, ansvarlige forældre ønsker at tilbyde deres børn – uanset hvor glade børnenes far og hans jævnaldrende venner er for at iklæde sig kropsnære klovnedragter og skyde sig selv af på sommerens landeveje til fare for sagesløse medtrafikanter på flugt fra tv-skærmens cykelguruer. Og at påstå, at alle moderne sportsjournalister kun er ude på at få sportsheltene ned med nakken, er lige så forkert som at hævde, at alle journalister, der beskæftiger sig med integration og indvandrerproblemer, er fremmedfjendske. Selv hvis man ser bort fra, at doping kan føre til alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for de ryttere, der vælger at overtræde cykelsportens egne – ikke journalisternes – regler og dermed gør sig skyldige i at snyde sig til hæder og penge på bekostning af de kolleger, som ikke snyder, er der al mulig grund til at sætte pris på det fåtal af sportsjournalister, som stiller kritiske spørgsmål til den verden, de får løn for at beskrive på godt og ondt. I journalistisk forstand har sportens verden traditionelt set netop altid været forskånet for større offentlig kritik af brud på egne regler. Dels fordi mange sportsjournalister med deres redaktørers velsignelse har fastholdt sig selv og hinanden i en rolle som kritikløse mikrofonholdere. Dels fordi mange medier stadig betragter sport som uskyldig leg, der ikke skal behandles efter almindelige journalistiske principper, men som et åndeligt frikvarter, hvor medierne oven i købet kan tjene rigtig mange penge på at være sponsorer og medarrangører. Alligevel går to af dansk idræts førende debattører, filminstruktøren Jørgen Leth og idrætsprofessoren Verner Møller, sammen med andre ligesindede nu med næb og kløer til angreb på danske sportsjournalister. Journalisterne skal ikke blot være mikrofonholdere for sportens helte. Journalisterne skal også undlade at orientere den undrende offentlighed, de er sat i verden for at oplyse, hvis de falder over noget, som kan sætte sportsheltene i et dårligt lys. Kæmper Leth og Møller for Michael Rasmussen? Kæmpede de for Bjarne Riis? Næppe. I det mindste ikke hvis man skal tage de ord, der kommer ud af næbbet på såvel den gamle ørn fra Herning som den lidt yngre kylling fra Tølløse, bogstaveligt. For dansk cykelsports to faldne fyrtårne giver begge – i hvert fald offentligt – udtryk for, at en effektiv dopingkontrol med strikse regler om, at rytterne altid skal fortælle cykelsports- og antidopingmyndighederne, hvor de befinder sig på kloden, er nødvendig for at redde cykelsporten fra de ryttere, der vælger at spille hasard med deres helbred og snyde sig til sportslig hæder og millioner af euro på bankkontoen. Hvis man vælger at tro på, hvad Riis og Rasmussen siger, må man derfor konkludere, at de skydegale fortalere for, at professionelle sportsudøvere skal have lov til at snyde lige så meget, de vil i kampen for at vinde – og at der skal være et element af snyd i sport, før vi andre gider beskæftige os med udøvernes bedrifter – ved langt mere om, hvad der foregår inde i kyllingens, ørnens og vores egne hjerner, end Riis, Rasmussen og vi selv gør. Selv om jeg nærer stor respekt for Leths og Møllers evner som provokerende idrætsromantikere og folkeforførere og til enhver tid vil forsvare deres ret til at ytre sig om hvad som helst, når som helst, vil jeg dog samtidig tillade mig at tvivle på, at deres psykoanalytiske talenter står mål med deres retoriske evner. Personlig interesserer sport mig ikke en pind, hvis der er snyd med i spillet. Efter Michael Rasmussens fyringssag mener Verner Møller endda at vide, at det franske etapeløb nu er alt for stort til Danmark og danskerne. Professoren konkluderer frejdigt, at danskerne ikke magter at forholde sig til professionelt cykelløb og i øvrigt slet ikke egner sig til sport. Den tidligere landsholdsspiller i håndbold siger, at når man ikke vil have de hurtigste og bedste ryttere med, fordi de eventuelt kan være dopede, så bør man overveje, om man i Danmark har en for høj moral til at deltage i internationale sportskonkurrencer. Verner Møller træder så hårdt på sin velsmurte retoriske klinge, at han uden omsvøb tør fastslå, at hvor udenlandske sportsjournalister, som eksempelvis de spanske, passer på deres atleter, så har vi i Danmark slagtet Kyllingen og Ørnen og behandlet de to cykelryttere fuldstændig uanstændigt. Det er uden sammenligning den mest uanstændige og fejlagtige analyse af såvel de to konkrete tilståelsessager fra Riis og Rasmussen som cykelsportens generelle dopingproblemer og dansk sportsjournalistik, jeg længe har hørt. Skal danske sportsjournalister ikke referere og analysere, når vor tids største idrætsnavn af egen drift vælger at tilstå, at han har snydt sig til en millionformue? Skal danske journalister ikke fortælle, at en dansk rytter i gult midt under Tour de France af sin arbejdsgiver får en fyreseddel, der begrundes i, at han har indrømmet at have løjet og dermed brudt sit holds regler? Det ville svare til at kræve, at alle danske journalister også skal holde hånden over eksempelvis danske politikere, der snyder i skat, eller danske erhvervsledere, som begår dokumentfalsk, blot fordi spanske journalister måske holder hånden over korrupte spanske politikere og erhvervsledere. Verner Møller har uden tvivl ret i, at flere danske sportsjournalister end tidligere nu stiller kritiske spørgsmål ved cykelsportens skyggesider end tidligere. Men det kan han først og fremmest takke sin helt Bjarne Riis og dennes 11 år lange løgn for. Ørnens tilståelse af seks års dopingmisbrug, som toppede, da han vandt Tour de France i 1996, fik for alvor danske sportsjournalister til at åbne øjnene for cykelsportens fortielser. Men set med journalistiske øjne er et par kritiske spørgsmål vel egentlig et ganske godt sundhedstegn i en idrætsgren, som i mere end 100 år har fyldt omverdenen med løgn. At det var et par spørgsmål fra en dansk journalist, der tager sit fag alvorligt og lever op til almindelige journalistiske principper om at belyse alle sider af en sag – inklusive dem, sagens hovedperson ikke ønsker frem i offentligheden – der fik Michael Rasmussen fyret fra Rabobank, er i øvrigt alt andet lige at tillægge sportsjournalister for stor magt. Og at kalde det uanstændigt, at journalister tillader sig den frækhed at stille spørgsmål om den verden og de mennesker, de er ansat til at beskrive, demonstrerer blot en himmelråbende uvidenhed om journalistikkens opgave i et demokratisk samfund, som i bedste fald skyldes en følelsesmæssig fortrængning. I den forstand adskiller Verner Møllers udtalelser sig ikke væsentligt fra Jørgen Leths livslange forsvarstale for kunstneres ret – ja nærmest pligt – til at dope sig for at begave alle os andre med sublime præstationer. Og Leths mekaniske mantra om, at moderne sportsjournalister er en flok moraliserende sundhedsapostle og revsende renselsesprædikanter, der ødelægger verdens sande sportshelte og folkets fascination af cykelløb, er ganske enkelt ikke rigtig. Jeg har stor forståelse for, at Verner Møller i kraft af sit job som offentlig debattør lever af at spidde sporten, herunder sportsjournalistikken. Og jeg har stor sympati for Jørgen Leths filmiske tilgang til verden og hans ønske om at fastholde illusionen om Tour de France som et fantastisk umenneskeligt drama, ingen forfatter eller instruktør kunne have skruet bedre sammen – også selv om jeg ikke er enig med ham i hans betragtninger om doping som kunstens nødvendighed. Men det virker, som om de to debattører ser lige så lidt forskel på teori og virkelighed som på fantasifuld filmfortælling og dokumenterende journalistik. Og når den utidige sammenblanding af så vidt forskellige begreber og udtryksformer udmønter sig i et uvederhæftigt, udokumenteret og moraliserende angreb på ytringsfriheden som det, Jørgen Leth og Verner Møller har sat ind imod journaliststanden, er der i folkeoplysningens tjeneste grund til at komme med et par faktuelle korrektioner. For med ganske få undtagelser har danske og udenlandske sportsjournalister altid haft ry for at være langt større sportsfans end journalister. Og jeg vil vove den påstand, at selv i dag er hovedparten af de mange hundrede sportsjournalister, der dækker Tour de France, stadig så begejstrede for cykelsporten, at ingen med bare et minimum af kendskab til virkeligheden kan beskylde dem for at være grådige journalistgribbe på jagt efter uskyldige ofre i rytterfeltet. Selv den mest kritiske forsamling af sportsjournalister herhjemme og i udlandet behandler som regel altid sportens stjerner og vandbærere yderst anstændigt og respektfuldt, ja nogle er nærmest på grænsen til det bukkende – også selv om det omvendte langtfra altid er tilfældet. Som sportsjournalist lærer man hurtigt at omgås sportens mange store egoer med en vis forsigtighed og ydmyghed. For alternativet er, at sportens helte slet ikke vil tale med dig, og så kan du få meget svært ved at passe dit arbejde som journalist. Især hvis det også lykkes heltene at vende folkestemningen imod dig. Der findes utallige eksempler på sportsstjerner, som hjulpet af højt betalte spindoktorer, rettighedshavende tv-kommentatorer og andre pr-medarbejdere har haft held til at skræmme spørgelysten ud af enhver ung journalist. Ikke mindst i cykelsporten, hvor det især i de senere år er blevet almindeligt blandt trængte ryttere at sortliste journalister, der stiller kritiske spørgsmål, selv om netop denne idrætsgren ellers bryster sig af, at den er en af de mest folkelige, fordi såvel tilskuere som journalister kan komme tæt på selv de største helte. Men hvad er nærheden til stjernerne og sportens folkelige popularitet værd, hvis den ikke kan tåle kritik? Og hvad er Jørgen Leths og Verner Møllers hyldest til ytringsfriheden og frisindet værd, hvis deres ytringsfrihed og frisind ikke rummer plads til andre end ligesindede? I mit sind er der ingen tvivl. Fri os for moraliserende kyllingehjerner på frihjul, lad sportsjournalisterne passe deres arbejde, og giv dem den anerkendelse, de fortjener i ytringsfrihedens navn.