0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den missionerende godhed

Systemet Politiken, den hadefulde venstrefløj og den afmægtige politiske korrekthed giver ikke op så let. Deres propagandakrig fortsætter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fredag 8. december. På min computer indløber kl. 21.00 følgende e-mail:

»Kære Søren Krarup. På søndag bringer Politiken et helt PS tillæg om Danmarks udsendelse af afviste psykisk syge kosovoalbanere. Sagen kort er, at UNMIK og UNCHR i Kosovo i seks år har sagt nej til at modtage hjemsendte asylansøgere, hvis de var psykisk syge. Fordi regionens sundhedssystem ingenlunde var i stand til at tage sig af dem. I sommer fjernede UNHCR de psykisk syge fra sit position papir, og siden er godt 100 kosovoalbanere blevet sendt retur fra Danmark.

Vi har lige været i Kosovo. Sundhedssystemet dur stadig ikke – på nogen måde. Og mange af de her syge mennesker er den rene elendighed nu. Vi har talt med mange sundheds- og politiske kilder både ude og hjemme, og de inkl. UNHCR kritiserer Danmark for at være inhumane og ikke leve op til sit ansvar.

Det hele står i PS søndag, hvor også Rikke Hvilshøj deltager.

Denne mail er et forvarsel om, at vi gerne vil ringe til dig på søndag og få en kommentar til en politisk opfølgningshistorie mandag. Hvis der er et særligt tidspunkt, du er bedst at træffe og et favoritnummer, vil vi selvfølgelig være taknemmelige, hvis du lader os det vide.

God weekend. Bedste hilsener, Johanne Tuxen og Camilla Høy. Camilla Høy-Jensen, journalist«.

Da jeg havde læst brevet, svarede jeg samme aften:

»Kære Politiken. Det er imponerende at konstatere den energi, de ressourcer og den umage, I gør jer for at finde noget at sværte regeringen og DF med. Det svarer ganske til propagandaen med ’Den hemmelige Krig’. Jeg er sikker på, at I og jeres blad vil rejse jorden rundt fem gange og til månen med, hvis I kan genere Anders Fogh med det. Det ville virke imponerende – hvis man ikke anede hensigten. Vil du hilse Tøger Seidenfaden. Venlig hilsen, Søren Krarup«.

Nej, man aner hensigten med denne imponerende godhed, der rejser til Kosovo for at følge og føle med de hjemsendte kosovarer, som efter at have trodset dansk lov og ret i mange år er kommet tilbage til deres eget land. Man aner hensigten med Systemet Politikens godhed, ligesom man i de samme dage ikke blot anede, men konstaterede den. Det er den rene kynisme. Det er et politisk spil, der bruger alt, syge mennesker, internationale konventioner, tilfangetagne afghanere, til at fremme sit politiske mål – at kompromittere Systemskiftet af 2001 og bringe Systemet Politiken tilbage til regeringsmagten.

Elskværdige læser, husker du den film, ’Den hemmelige krig’, der i de samme dage søgte at ophidse sindene mod regeringen og den danske krigsdeltagelse i Afghanistan? Her havde den officielle institution DR, der som sådan er forpligtet til oplysende og upartisk journalistik, sat mange penge og lang produktionstid i at frembringe en ’dokumentarfilm’, der intet dokumenterede, men kun mistænkeliggjorde og bagvaskede. Skulle man beskrive dens karakter, måtte man svare, at den kunne være lavet af Enhedslistens spindoktor. Entydig propaganda fra ende til anden, hvor alle de filmiske tricks var taget i brug for at anklage statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade for meddelagtighed i tortur mod krigsfanger.

Utvetydig svindel. Et snedigt forsøg på politisk hetz, som altså benyttede Danmarks officielle Radio til at mistænkeliggøre landets regering, og som samtidig arrangerede fremvisningen på en sådan måde, at venstrefløjen i Folketinget fik serveret anklagen på et sølvfad og kunne fremkomme med de hertil hørende krav om rigsret m.m.

Tonen er blevet ond i landet. Har man sin gang i Folketinget, kan man konstatere venstrefløjens desperation og hadefuldhed, og tillige konstaterer man, hvorledes venstrefløjen er allieret med medierne i et indædt forsøg på at kompromittere dem, der har skabt Systemskiftet. Af personlig erfaring har jeg lært, at man skal være meget varsom med at udtale sig til journalister. Hvad man siger, bliver fordrejet og brugt imod én. Alt kan bruges. Alt bliver brugt.

’Den hemmelige Krig’ er ét eksempel.

Dagbladet Politikens demonstrative omhu for og godhed mod tilbagesendte kosovarer er et andet.

Jeg har grundlag for at fastslå det, for jeg har haft lejlighed til at iagttage forholdet, idet jeg har været indblandet i det.

Sagen er jo nemlig, at Danmark har en udlændingelovgivning, hvor asylansøgeres ansøgning bliver grundigt gennemgået, først af Udlændingeservice, førhen Udlændingestyrelsen, siden af Flygtningenævnet, der er domstolen på området, ledet af en dommer. Det er grundigt og seriøst arbejde. Enhver kan forvisse sig om det ved at læse Flygtningenævnets rapport.

Og når denne grundige og seriøse sagsbehandling slutter med, at den kendelse afsiges, at asylansøgeren skal rejse tilbage til sit hjemland, fordi der ikke er basis for asyl, så skal den nu afviste asylansøger forlade landet. Siger dansk lov, som gælder i Danmark. Og hvis den nu fhv. asylansøger nægter det, skal de danske myndigheder tvinge ham eller hende til at rejse hjem.

Men problemet har været, at Irak og Kosovo nægtede at modtage tvangshjemsendte asylansøgere. I Irak var det amerikanerne, der ikke ville bidrage til at forværre situationen ved at modtage sådanne problematiske personer. I Kosovo var det den af NATO ledede styrke, Unmik, der sagde nej, når Danmark ville tvangshjemsende kosovarer. I de danske asylcentre – der jo er beregnet til ophold i de kortvarige tidsrum, som en asylsag varer – samledes derfor et stort antal irakere og kosovarer.

Det gav naturligvis de danske myndigheder problemer, for hvorledes behandle de mange familier, der simpelt hen nægtede at rette sig efter dansk lov? Hvorledes tage sig af de børn og voksne, som de voksnes obstruktion tvang til årelange ophold på asylcentrene? Skulle vi simpelt hen kapitulere over for pressionen og give asyl til dem, der var frække og kyniske nok til at blæse på Flygtningenævnets afgørelse?

Nej, det skal ikke være sådan, at man får sin vilje ved at være tilstrækkelig hensynsløs over for vores lovgivning. Skulle man lade sygdom og arrangeret mummespil være årsag til at suspendere dansk lovgivning?

Spørgsmålet var standende.

31. MARTS 2006 var jeg med Integrationsudvalget på tur til asylcentrene i Kongelunden, Lynge og Sandholmlejren. Vi talte med de voksne, af hvilke adskillige var sygemeldte, og med børnene, som fik undervisning i klasserne. Fra Kongelunden kørte vi til Lynge, hvor børnene fra Sandholmlejren gik i skole, og endnu en gang fik vi lejlighed til at snakke med børnene, og det gik for alvor op for mig, hvorledes disse børn befandt sig i en ødelæggende utryghed og foreløbighed. Ved det efterfølgende møde med lærerne og Røde Kors rejste jeg spørgsmålet, idet jeg spurgte, hvorledes man kunne vedblive med at lade forældrenes frække hårdnakkethed skade de arme børn. Straks fik jeg at vide, at det måtte vi ikke snakke om.

Hvorefter vi tog til Sandholmlejren og oplevede det samme: forældre, som nægtede at rette sig efter Flygtningenævnets afgørelse, og som lod deres børn betale prisen i form af denne utryghed og foreløbighed. Forældre, som henviste til psykisk sygdom som årsag til deres obstruktion. Men også forældre, som jo selv havde skabt sygdommen – hvis den var reel – ved at sige nej til at rejse hjem, således at de sad i årevis i asylcentre, der var indrettet til noget ganske andet.

Jeg må tilstå, at jeg blev moralsk forarget over disse forældre. De forekom mig at mishandle deres børn ved at bruge dem som gidsler i kampen mod de danske myndigheder. Og da jeg 21. april var på besøg i Sandholmlejren, ledsaget af TV 2 Nyhederne, blev jeg bekræftet i indtrykket, idet disse psykiske sygdomme virkede alt andet end overbevisende. Jeg er ikke psykolog. Jeg er heller ikke læge. Men jeg fik et meget levende indtryk af simulerede dårligdomme, hvor det gribende indtryk, viderebragt af et indforstået tv-kamera, var det vigtigste.

Og uden for den lejlighed, hvor jeg talte med en familie, ventede min kone og blev omringet af snakkende børn. »Her er så dejligt om sommeren!«, sagde en lille dreng til hende. Men straks faldt de andre børn over ham. »Det må du ikke sige!«, hvæsede de. Og således fik også hun en fornemmelse af en meget bevidst hensigt ...

Nu er der sket det lykkelige, at Unmik har opgivet sin modstand mod at modtage tvangshjemsendte kosovarer. I det sidste halve år er adskillige af de kosovoalbanske familier, der klamrede sig til asylcentrene, blevet hjemsendt ved det danske politis foranstaltning, og vi har håb om, at der kan begynde at komme normale, legale tilstande, hvis også irakerne kan