En vestlig journalist spurgte Mahatma Gandhi: Mr. Gandhi, hvad er din holdning til den vestlige civilisation? Hvorefter Gandhi svarede: Det ville være en god ide. Gandhi satte spørgsmålstegn ved den klassiske definition af, hvad det vil sige at være et civiliseret samfund og genoptog det filosofiske spørgsmål om, hvem der har retten og dermed magten til at definere, hvad der skal gælde som universelle principper for et samfund. Spørgsmålet er blevet et afgørende tema for de vestlige demokratier, der i stigende grad defineres af mennesker med forskellige opfattelser af, hvad der er værdifuldt. I Europa taler flere politikere om en ’værdiernes kamp’ og islamisterne bliver af mange udråbt til at være Vestens nye hovedfjende. Det skyldes bl.a., at islamisterne udgør et af nutidens mest markante brud på den etablerede konsensus, deres sort/hvide retorik og tendens til at manipulere modsætningsforhold mellem islam og Vesten, islam og demokrati, islam og sekularisering. Der foregår i dag en omfattende forskning i islamisme som politisk ideologi og opposition, og der findes en voksende interesse for islamister i Europa og deres rolle i den offentlige debat. Den danske debat om islamisme har snarere fokuseret på at fastholde islamismen som en trussel i stedet for at nuancere begrebet og komme med solide alternativer til de unge, der tiltrækkes af politisk islam. Ideen om islam som en altomfattende samfundsorden eller ideologi er ikke et marginalt fænomen, der kan tilskrives små radikale grupper. Islamistiske bevægelser er blevet en naturlig del af religion og samfund i muslimske lande, især i perioden fra 1860’erne og op til i dag. Men islam som politisk ideologi eller bevægelse fik først konkret udtryk med dannelsen af Det Muslimske Broderskab i 1928 i Egypten. Man kan karakterisere islamiseringen som et udtryk for utilfredshed med den herskende samfundsorden eller som en reaktion på den voksende materialisme, verdslighed, individualisme og økonomiske ulighed, som de moderne sekulariserede samfund har ført med sig. Der er tale om en kritik, der handler lige så meget om sociale værdier som om politik. Islam i en politisk eller ideologisk udgave er ikke et nyt fænomen, men har en foranderlig historie. Islamismen kan delvis anskues som muslimers trang til at definere sig selv på ny. Med fremkomsten af trykpressen og dermed en mellemøstlig offentlighed i det 19. århundrede blev forudsætningerne skabt for en objektivering og individualisering af islam. Trykningen af islamiske skrifter for offentligheden ændrede ulamaernes – de lærdes – monopol på at fortolke de islamiske tekster, da de ikke længere kunne kontrollere, hvorledes folk opfattede teksterne. En af årsagerne til, at islamisme af nogle betragtes som en trussel mod verdensfreden, er, at den bliver defineret som et kollektiv og sættes i forbindelse med terrorhandlinger. Men islamismen kan ikke betragtes som en homogen helhed eller som en global bevægelse. Islamismen har mange forskellige udtryk, og der findes et utal af forskellige fortolkninger af islamismen i praksis, idet meningspluralisme også eksisterer blandt islamister. I min bog ’Islam og Forsoning – en offentlig sag’ (2006) skelner jeg mellem tre former for islamisme. 1 .Reformislamister, der ønsker en islamisk reform af individerne og en genislamisering af samfundene i den muslimske verden, når der er konsensus i de muslimske befolkninger omkring ønsket om en islamisk stat. 2. Radikale islamister, Den islamiske stat skal indføres i den muslimske verden ved en samfundsrevolution, uanset om der er konsensus blandt befolkningen eller ikke. 3. Djihadister, hvor enkeltpersoner eller mindre grupper med ideologiske fællestræk med den radikale islamisme benytter vold som metode til at opnå politiske mål. Denne tredeling er en kategorisk distinktion. Der findes mange flere variationer af islamismen. Pointen er, at man ikke entydigt kan definere islamismen som en ting. Islamisme er en menneskeskabt politisk ideologi, som af islamisterne selv sidestilles med islam. Der er tale om en politisk og social nylæsning af Koranen og i den forstand er islamisme et moderne fænomen affødt af den moderne tid. Termen islamisme bruges sjældent eller aldrig af islamisterne selv. Hizb-ut-Tahrir er et eksempel på en gruppe islamister, og i Danmark har de formået at rekruttere medlemmer og sympatisører fra alle dele af samfundet. I stigende grad også fra de danske universiteter. Den universitetscentrerede islamisme er dog ikke et nyt fænomen, men har domineret den muslimske verden siden 1970’erne, hvor den har samlet mange kvinder og mænd som medlemmer og propagandister. Jeg spurgte engang en bror fra Hizb-ut-Tahrir, hvordan de var i stand til at samle 1.000 tilhørere og sympatisører til deres konferencer. Broren svarede: »Folk har altid et utal af undskyldninger for ikke at engagere sig i samfundspolitiske emner. Men vi er villige til at dø for vores SAG – etableringen af kalifatet i den muslimske verden, dvs. en forenet islamisk verden – politisk, militært, økonomisk og socialt. Intet er vigtigere. En tilbagevenden til Koranens fundament skal løse de problemer, som koloniseringen har medført, og sikre den islamiske verden mod vestlig dominans og militære overgreb. Vores længsel efter kalifatet er større end enhver verdslig relation. Vi er villige til at forlade vore familier, hvis det bliver nødvendigt«, sagde han. Hizb-ut-Tahrir tror på, at Gud er den øverste lovgiver, hvilket er den primære årsag til, at de tager afstand fra demokratiet – en term, de snævert definerer som: mennesket lovgiver. Herved negligerer de det faktum, at det altid er mennesket, der i sidste instans skal implementere Guds lov i praksis. Det er aldrig islam, der kommer til magten, men mennesker – og mennesker er fejlbarlige. Hizb-ut-Tahrir sidestiller demokrati med sekularisme, materialisme og kapitalisme hvilket er andre årsager til, at de afviser demokratiet. I Danmark argumenterer nogle politikere for et forbud af Hizb-ut-Tahrir. Men indtil videre er det ikke lykkedes at forbyde partiet. Malene Grøndahl, Torben Rasmussen og Kirstine Sinclair afviser i deres bog fra 2003 ’Hizb-ut-Tahrir i Danmark – Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?’ myten om Hizb-ut-Tahrir som et udtryk for farlig fundamentalisme. Men de mener heller ikke, at der er tale om et uskyldigt ungdomsoprør. Snarere defineres partiet som et seriøst alternativ til de vestlige samfund. De konkluderer endvidere, at Hizb-ut-Tahrir i Danmark på trods af deres til tider aggressive retorik fastholder en konsekvent ikke-voldelig ideologi, og at gruppen derfor ikke er farlig i ligefrem forstand. I stedet giver de deres bud på, hvordan man kan udfordre partiet fra en kritisk vinkel. Jeg er enig i deres analyser samt i vigtigheden af at anlægge kritiske vinkler på partiets ideologi, retorik, historiesyn, metode og brug af islamisk terminologi. Derfor har Kritiske Muslimer, som jeg er forkvinde for, dedikeret 2008 til at udfordre Hizb-ut-Tahrir fra en intellektuel vinkel via argumenter og via en kritisk dialog. Primært fordi vi ser det som vores pligt uanset den skrøbelige kontekst, hvor mange muslimer føler sig miskrediteret i medierne, at fortælle at vi ikke deler Hizb-ut-Tahrirs definition af hvad det vil sige at være muslim, deres definition af islam som en modpol til Vesten eller deres fasttømrede forestilling om et teokrati. Derimod deler jeg visse dele af deres politiske kritik af f.eks. den muslimske verdens korrupte ledere, herunder f.eks. Saudi-Arabien og vores invasion og krig mod Irak. Jeg betragter Hizb-ut-Tahrir som mine muslimske brødre og søstre, og jeg ved, at vi essentielt deler den samme intention, om at tilbede Gud oprigtigt og korrekt. Men vores udlægning af og praksis af islam er meget forskellige. Nogle gange er den korrekte metode at være hård i sin kritik og højlydt give udtryk for sin uenighed. Derfor har vi etableret et tæt internationalt samarbejde med tidligere ledende Hizb-ut-Tahrir-medlem Maajid Nawaz fra London og Quilliam Foundation – en tænketank bestående af afhoppere fra Hizb-ut-Tahrir, der arbejder for at dekonstruere Hizb-ut-Tahrirs argumenter og terminologi samt hjælper unge muslimer med at forlade Hizb-ut-Tahrir. Kritiske Muslimer ønsker i samarbejde med Quilliam Foundation at skabe et alternativt miljø for unge danske muslimer samt at hjælpe unge muslimer med ikke at havne i radikale miljøer. Jeg tror, at kritikken har en større effekt, hvis den kommer indefra de muslimske miljøer, og hvis den tager sit udgangspunkt i en dybereliggende viden om det man kritiserer. Vores kritik skal derfor ikke ses som en del af den populistiske kritik der formuleres hos nogle politikere, medier og pseudoislamspecialister. Det afgørende skel er ikke mellem demokrater og antidemokrater, som Villy Søvndal hævder. I sit forsøg på at opløse dem – og – os- tankegangen skaber han et nyt dem – og – os. Begrebet antidemokrat er langtfra et entydigt begreb og manifesterer sig meget forskelligt i praksis. Et sandt demokrati skal kunne rumme antidemokratiske tendenser, så længe de ikke forsøger at omvælte demokratiet med magt eller udøver diskrimination. Jeg forsøger at være objektiv i min kritik af Hizb- ut-Tahrir i den forstand at jeg prøver ikke at blive påvirket af de medieskabte fordomme som partiet er indhyllet i. Men det er et faktum at Hizb- ut-Tahrir i sin litteratur og i praksis negligerer den islamiske lære om pluralisme og respekt for divergerende holdninger. Koranen kan ikke i sig selv betragtes som et altomfattende lovkompleks, men sammen med profetens sædvane angiver Koranen snarere fundamentet for nogle universelle retningslinjer af etisk, spirituel og politisk karakter, som kan præge samfundene i en moderne verden. Jeg mener i lighed med nogle muslimske retslærde, herunder Tariq Ramadan, at de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand, at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform, men at Gud i stedet giver fundamentale principper, som er orienteret mod en vejledning om et givent styres generelle karaktertræk, efter er det op til menneskets forstand og forståelse for betydningen af fællesskabets bedste, at vælge den type styreform, der passer til den tid og virkelighed, man lever i. Med reference til de islamiske principper, der er levende i Guds sharia. Således er europæisk lovgivning forenelig med islamiske principper og Koranens ånd. Hizb-ut-Tahrir mangler evnen til at forstå vigtigheden af den islamiske læres indre dimensioner. Der synes at være en mangel på visdom inden for visse områder. Sharia (islams ydre rammer) og haqiqah (islams indre dimensioner) bliver ikke praktiseret på en nuanceret, afbalanceret og forenende måde. Der er for meget fokus på intellektet og de ydre rammer på bekostning af hjertet og de indre dimensioner. Gud siger: Himlen og jorden kan ikke rumme mig. Men den troendes hjerte kan. Arrogance, uvidenhed og hovmod forekommer især hos den, som ikke kender sig selv. Man er nødt til at kende sig selv for at kunne rumme andre. Jo mere man hviler i sig selv jo mere rummelig bliver man som menneske. Hizb-ut-Tahrir har ikke monopol på at definere et moderne kalifat. Kalifatet udgør ikke en fasttømret størrelse og defineres meget forskelligt af muslimer i nutiden. Nogle muslimer drømmer om kalifatet som en slags islamisk EU, andre anskuer kalifatet som et symbol på det muslimske fællesskab, mens andre anser kalifatet som en metafor for et spirituelt fællesskab der omfatter alle mennesker. Endelig afviser nogle muslimer kalifatet som en nutidig utopi. Vigtigst af alt er det muligt at forbedre verden uden at manipulere skel mellem islam og Vesten, muslimer og ikke-muslimer, som Hizb-ut-Tahrir gør det. Frygten for islamismen har cementeret en udbredt misforståelse om, at muslimer kun kan integreres succesfuldt i Europa, hvis vi afpolitiserer religionen og definerer tro som en privatsag. Jeg vil hævde det modsatte. Danmark skal ikke følge den franske model, der på formynderisk vis søger at eliminere religion fra det offentlige rum, men derimod søge at give plads til religionen som en legitim medspiller i det offentlige rum. Sekularisering indebærer en adskillelse af religion og samfundets politiske organisering, men denne adskillelse betyder ikke areligiøsitet og gælder ikke nødvendigvis for alle de samfundsmæssige forhold og de værdier, der ligger til grund for disse forhold. I verdslig sammenhæng kan religiøse argumenter indgå på lige fod med andre argumenter i den offentlige sfære og i den politiske debat, så længe de ikke tildeles særstatus eller forrang. For troende mennesker vil religionen spille en vigtig rolle, idet moral og værdier afspejler religiøse værdier. Sekularisering indebærer, at den politiske organisering afspejler andet og mere end religiøse værdier. Disse må inspirere og påvirke, men ikke diktere samfundets politiske organisering. Politisk islam er en faktor i det danske demokrati. Et forbud mod Hizb-ut-Tahrir vil ikke få partiet til at forsvinde, men vokse. Derudover vil det være med til at kriminalisere en gruppe mennesker og styrke dem i den forkerte forestilling, om at de ikke er en del af det danske fællesskab og dermed ikke har pligt til at deltage politisk eller på anden vis være med til at forme og forbedre de universelle værdier som vores danske samfund er bygget op omkring. Afhopperen fra Hizb-ut-Tahrir, Maajid Nawaz er et levende bevis på, at mennesker som alt andet her i livet er i stand til at gennemgå en forandringsproces. Dermed udgør han også et håb om en alternativ vej for de mange danske muslimer, der står på vippen til at vælge politisk islam i form af Hizb ut-Tahrir. Ethvert fællesskab fordrer en villighed til at rumme den fremmede, til at være tålmodige med, at folk rejser forskelligt og til at give afkald på at definere, hvad der er sandheden. Altså evnen til at turde miste retten og magten til at være i centrum og til alene at definere, hvad der er værdifuldt og vigtigt. For virkeligheden er således, at det ene menneskes ide om et fællesskab er et andet menneskes politiske fængsel.