Bliver den årlige nettoindvandring på 18.000 eller bare 10.000 personer? Det kommer an på prognosens forudsætninger, så den fhv. økonomiske overvismand maner til forsigtighed med tal og tendenser, også dem fra indenrigsministerens tænketank, Bonnerup-udvalget Efter 11. september er det blevet endnu vigtigere at holde styr på indvandrerdebatten. Et af hovedproblemerne er, at det er så svært at se skoven for lutter træer. Medierne - og da især tv - vil helst præsentere problemerne som konkrete eksempler i form af personlige historier, nøjagtig som det er tilfældet, når man skal belyse sygehusenes ventetider etc. Det gør det vanskeligt at bevare over-blikket. Det bør imidlertid ikke afholde dem, der er interesseret i spørgsmålene fra at prøve på det. Et naturligt udgangspunkt for en drøftelse af indvandrer-politikken er, at den danske befolkning siden engang i 1970'erne ikke har været i stand til at reproducere sig selv på lidt længere sigt. I begyndelsen af 1980'erne fik kvinderne i gennemsnit kun 1,4 barn; siden da er tallet steget til godt 1,7. Men der er ikke mange, der regner med, at fertiliteten hos de danske kvinder i en overskuelig fremtid vil stige så meget, at det vil indebære en konstant eller svagt stigende befolkning. Nu er en faldende befolkning af mange grunde, også økonomiske, en problematisk sag. Som udgangspunkt bør vi derfor være glade for den indvandring, som vi har fået. Som bekendt har Danmark i princippet ført en restriktiv indvandrerpolitik helt siden mellemkrigstiden. Undtagelsen var en kort periode omkring 1970, da der var mangel på arbejdskraft. I praksis var resultatet en begrænset nettoindvandring frem til 1980'erne. Herefter tog den imidlertid fart. Igennem 1990'erne androg den samlede nettoindvandring i alt over 130.000 personer. I samme periode er den samlede befolkning her i landet vokset fra godt 5,1 til godt 5,3 mio. personer. Af dem var der i 1990 godt 200.000 indvandrere (inkl. børn); dette tal er i løbet af 1990'erne vokset til op mod 400.000, svarende til ca. syv procent af befolkningen. Af indvandrerne kommer knap 300.000 fra tredjelande. Antallet af 'danskere' har stort set været konstant igennem 1990'erne, godt 4,9 mio. Når det har kunnet lade sig gøre til trods for den faldende fertilitet, skyldes det, at der for tiden er relativt mange 'danske' kvinder i den frugtbare alder. Men antallet af 'danskere' må forventes at falde i de kommende år. I det foregående afsnit trådte jeg på en af de mange landminer, som er karakteristiske for indvandrerdebatten. I de fleste lande er det relativt let at få oplysninger - endda ret detaljerede - om de udenlandske statsborgere, som befinder sig i landet. Men så snart de pågældende er blevet statsborgere i opholdslandet, forsvinder de fra 'udlændingestatistikken'. Man ved derfor ikke, hvor stor en del af befolkningen, der er født i udlandet. For en halv snes år siden begyndte Danmarks Statistik systematisk at opdele den danske befolkning i 'indvandrere', 'efterkommere' (i alt: 'udlændinge') og 'danskere'. Groft sagt er indvandrere født i udlandet af udenlandske forældre. Efterkommere er indvandrernes børn og børnebørn, og danskere er resten af befolkningen. Centralt i denne opdeling er det, at en person aldrig kan skifte gruppe. Selv om en indvandrer måtte have fået dansk indfødsret, forbliver hun/han stadig indvandrer. Denne nye type af statistik vakte en del røre, da den blev præsenteret for offentligheden. Bo Bojesen tog i november 1991 spørgsmålet under behandling, som det fremgår af tegningen. Også jeg hørte til dem, der ikke brød sig om, at f.eks. indvandrere skulle forblive i denne kategori, uanset hvor godt det var lykkedes dem at blive integreret. Danmarks Statistik nøjedes imidlertid med at erstatte 'danskere' med 'øvrige'. Det må da også erkendes, at med det omfang, indvandringen har taget de sidste 15 år, er det vigtigt med en talmæssig belysning af udviklingen af antallet af indvandrere som et udgangspunkt for en vurdering af, hvordan integrationen forløber. Karen Jespersens tænketank (Tænketanken), også benævnt Bonnerup-udvalget, har taget tyren ved hornene; de anvender de oprindelige betegnelser uden forbehold; befolkningen opdeles altså i udlændinge (indvandrere plus efterkommere) og danskere. De tager udgangspunkt i de ovenfor nævnte tal, hvorefter der i dag er knap 400.000 udlændinge i Danmark. Af dem er op mod 100.000 efter-kommere, de fleste er i skolealderen. Som bekendt gør Danmarks Statistik for tiden forsøg med at lave befolkningsprognoser meget langt frem i tiden. Det skal ikke her bestrides, at sådanne langtidsprognoser kan være af interesse med henblik på at belyse det såkaldt fremtidige forsørgerproblem, der jo består i, at vi bliver stadig ældre, samtidig med at vi tilsyneladende gerne vil begrænse det antal år, hvor vi er erhvervsaktive. Når det specielt gælder antallet af indvandrere, kan der imidlertid være grund til at begrænse tidshorisonten til f.eks. 20 år. Det er der flere grunde til. For det første må man danne sig et skøn over den fremtidige årlige nettoindvandring, og det er ikke let på baggrund af udviklingen i 1990'erne. Tallene svinger voldsomt fra år til år, hvad der i nogen grad afspejler konflikter i udlandet, ikke mindst på Balkan. I de allerseneste år har nettoindvandringen i øvrigt været noget lavere. Det er da også værd at notere, at Danmarks Statistiks egne skøn er baseret på to helt forskellige tal for den fremtidige årlige nettoindvandring. Ifølge den traditionelle statistik vil den gradvist nærme sig til 18.000 personer, mens de nye langtidsprognoser regner med en årlig nettoindvandring, der på længere sigt nærmer sig et langt lavere niveau, nemlig 10.000 personer årligt. Allerede denne forskel burde mane til forsigtighed, og det er med glæde, man noterer, at en af Tænketankens næste rapporter vil søge at belyse den fremtidige udvikling i antallet af udlændinge. For det andet vil tallene under alle omstændigheder blive mere usikre, jo længere frem i tiden man skønner, som følge af befolkningens ændrede sammensætning og demografiske adfærd. Indvandrernes fertilitet vil sikkert gradvist nærme sig danskernes, og samtidig vil børnene (også kaldet: efterkommerne) udgøre en stadig større del af befolkningen - og om deres demografiske adfærd ved vi ifølge sagens natur ikke meget, allerede fordi efterkommerne i dagens Danmark som nævnt hovedsagelig er børn. Det tredje forbehold over for fremskrivninger over meget lange perioder er det vigtigste: Som det er fremhævet ovenfor, kan tallene pr. definition ikke afspejle, hvorvidt og hvornår de enkelte indvandrere bliver integreret. Men der er al mulig grund til at antage, at som tiden går, tilpasser man sig det samfund, man lever i, på bekostning af det samfund, man kommer fra. I dag mærker man ikke meget til, at de fleste københavnere jo efter sigende stammer fra Jylland. Ser man mere konkret på befolkningsgrupper, der gennem tiden har ønsket at bevare deres særpræg, så har de erfaringsmæssigt haft svært ved at holde skansen. Det gælder så forskellige grupper som de ortodokse jøder i Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig. Hvor hurtigt man kan forvente, at indvandrernes integration i det danske samfund vil foregå, er der vist ikke mange, der kan give et konkret bud på. Men i hvert fald tre faktorer trækker i retning af, at man ikke skal være alt for optimistisk. For det første har vi i Danmark ikke nogen tradition for at etablere kontakt med fremmede - og da slet ikke med udlændinge. For det andet forløber integrationsprocesserne naturligvis lettest, hvis antallet af indvandrere ikke er alt for stort, målt i forhold til den samlede befolkning, og samtidig nogenlunde stabilt. Som ovenfor nævnt regner man i dag med, at ca. 7 procent af befolkningen er indvandrere (inkl. børn). Ifølge den stærkt debatterede DREAM-fremskrivning fra Danmarks Statistik vil i 2020 antallet af danskere være faldet til godt 4,7 mio., mens antallet af indvandrere (inkl. børn) vil være steget til ca. 750.000 eller knap 15 procent af den samlede befolkning, altså en ganske betragtelig stigning. For det tredje er forløbet af integrationsprocessen afhængigt af, hvor meget indvandrernes medbragte kultur ligner vores egen. Tænketanken sondrer mellem på den ene side EU, det øvrige Norden samt Nordamerika - og på den anden side resten af verden, de såkaldte tredjelande (hvor man altså medregner det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet). Som nævnt kommer knap 300.000 af indvandrerne (inkl. børn) fra tredjelande. Med risiko for at trætte med alt for mange tal skal det nævnes, at de seks Tredjelande, hvor flest indvandrere (incl. børn) er født, er Tyrkiet (50.000), det tidligere Jugoslavien (41.000), Libanon (20.000), Pakistan (18.000), Irak (18.000) og Somalia (16.000). Man kan altså ikke påstå, at det drejer sig om befolkningsgrupper, der medbringer en kultur, der ligner vor egen. På denne baggrund er der efter min mening ikke noget mærkeligt i, at man drøfter mulighederne for at begrænse indvandringen. Som bekendt vedrører denne debat især kriterierne for at give flygtninge asyl (permanent opholdstilladelse) samt for at give grønt lys for familie-sammenføringer. Det kan være værd at understrege, at det afgørende trin i den proces, der fører den enkelte indvandrer frem mod et muligt dansk statsborgerskab, netop er bevillingen af permanent opholdstilladelse. Har en person først fået den, har hun/han i praksis store muligheder for at blive i Danmark til sine dages ende, medmindre den pågældende forser sig meget groft mod den danske straffelov. Én ting er, hvilken politik man skal føre m.h.t. den fremtidige indvandring. En anden er, hvorledes man skal fremme integrationen mellem danskerne og de 300.000 indvandrere, som allerede er kommet her til landet, et tal, der givetvis vil vokse, uanset hvor meget man måtte ønske at begrænse den fremtidige nettoindvandring. Tænketanken fremhæver, at de vigtigste faktorer, der kan bidrage til at fremme integrationen, er danskkundskab og uddannelse samt beskæftigelse eller anden form for selvforsørgelse, således at de pågældende klarer sig uden indkomstoverførsler fra det offentlige. Heri er der næppe mange, der vil være uenige. Derimod er der langtfra enighed om, hvordan en sådan politik skal føres ud i praksis. Da Tænketanken udsendte sin første rapport (pris: 40 kr.) lige før sommerferien, blev det fra indvandrerside fremhævet, at integration blev opfattet som et spørgsmål, der hovedsagelig stillede krav til indvandrerne. Man kan måske godt forstå, at de opfattede sagen på denne måde, men påstanden kan nu ikke stå for en nærmere prøvelse. Dels stiller spørgsmålene om danskkundskaber med videre samt - ikke mindst - problemerne med at skaffe dem beskæftigelse også krav til det samfund, som de skal integreres i. Dels fremhæves det - efter min mening med rette - i rapporten, at indvandrerne har krav på, at danskerne respekterer deres oprindelige kultur, f.eks. deres religion og påklædning. Mens vi - stadig efter min mening - kan forvente, at indvandrerne stifter bekendtskab med, hvad vi kalder dansk kultur, kan vi da heller ikke forlange, at de tilegner sig den som et led i integrationen. Denne sidste konklusion er så meget desto mere nærliggende, som der jo ikke er to definitioner af 'danskhed', som er ens, jævnfør Politikens meget illustrative lørdagsserie. Efter 11. september er spørgsmålet om religion i almindelighed og islam i særdeleshed kommet i fokus. Det fundamentale svar i kort form er efter min mening, at det i alle tilfælde drejer sig om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad guds er, uanset hvilken Gud man taler om. I det hele taget kan disse lidt spredte synspunkter måske bedst sammenfattes på den måde, at vor trang til at stille krav til andre er særlig ilde anbragt, når det drejer sig om indvandrere. Langt de fleste af dem er jo interesseret i, at integrationsprocessen forløber så fredeligt som muligt. Indvandrerne er imidlertid en meget heterogen gruppe, og det bliver let højtråbende minoriteter, som især tiltrækker sig mediernes opmærksomhed. Det kender vi jo i øvrigt også fra urolige elementer blandt unge danskere. Til sidst nogle bemærkninger om de instrumenter i den økonomiske politik, som skulle kunne fremme integrationen af indvandrerne på det danske arbejdsmarked. Det er i forvejen præget af ret små lønforskelle mellem højtlønnede og lavtlønnede, altså en ret lille lønspredning. Fra fagøkonomisk side fremhæves en større lønspredning ofte som det centrale middel til at fremme integrationen. Hermed skabes incitamenter til at søge beskæftigelse. Måske skal vi dog snarere sammenligne problemerne omkring indvandrernes adgang til det danske arbejdsmarked med kvindernes problemer for et par årtier siden: Det er holdningsændringer, der skal til. Herunder at succes-historierne efterhånden spredes og dermed overdøver mediernes fokusering på det, der går galt. At økonomernes ensidige anbefaling af øgede incitamenter ikke altid fører til de tilsigtede resultater, skal man blot tænke på Grønland nogle årtier tilbage for at finde et godt eksempel på. Var der noget, der bidrog til at ødelægge de grønlandsk- danske relationer, var det det såkaldte fødesteds-kriterium, der skulle sikre, at danskerne fik højere løn end grønlænderne. Og det var netop udtænkt af en skarpsindig dansk økonom.