Nu er vi alle amerikanere, hed det efter 11. september 2001. Ja, siger docent i statsvidenskab Mehdi Mozaffari: og gid vi amerikanere var anderledes. 11. september 2001var vi »alle amerikanere«. Ingen har bedre, kortere og klarere end Le Mondes chefredaktør, Jean-Marie Colombiani, udtrykt følelsen af dyb sorg, chok og forvirring og samtidig den helhjertede og betingelsesløse solidaritet med amerikanerne. 12. september kl. 11.59 afsluttede Colombiani sin berømte artikel, der begynder med følgende sætning: »Dans ce moment tragique ou les mots paraissent si pauvres pour dire le choc que l'on ressent, la première chose qui vient à l'esprit est celle-ci: nous sommes tous Américains!«.At være franskog med høj og klar stemme sige »Vi er alle amerikanere«, er både bemærkelsesværdigt, modigt og ærligt. Kun to en halv måned senere, i november 2001, offentliggjorde samme Le Monde et sekssiders specialtillæg med titlen: 'L'Amérique mal-aimée'. Undertitlen var: 'De Bogota à Pékin, l'antiaméricanisme se porte toujours bien.( ... ) L'opinion publique internationale a de nouveau fait passer les Américains du statut de victimes à celui d'accusés' (på dansk: 'Det uglesete USA' - 'Fra Bogota til Beijing trives antiamerikanismen stadig i bedste velgående. ( ... ) Den internationale offentlige mening har igen frataget amerikanerne deres offerrolle og sat dem på anklagebænken'). 11. september var vi »alle amerikanere«. Er vi alle amerikanere nu? Dette er et af de mest påtrængende spørgsmål i vor tid, både for os og for amerikanerne. For at demonstrere hvor vigtigt og samtidig hvor speget dette spørgsmål er, så lad mig i forbifarten nævne, at da mere end 800 mennesker i oktober blev holdt som gidsler i Moskvas Drubrovka-teater, var der ingen, der sagde »Vi er alle russere«. Og da russiske kampvogne knuste Tjetjeniens civilbefolkning, sagde ingen »Vi er alle tjetjenere«. Hvorfor? Måske fordi forholdet mellem amerikanerne og resten af verden er noget særligt. I spørgsmålet »Er vi alle amerikanere?«, er der særligt to ord, der springer i øjnene: ordet 'vi' og ordet 'amerikanere'. Hvem er 'vi'? 'Vi' er unægtelig et kompliceret og ambivalent begreb. Begrebet kan betragtes fra flere mulige vinkler: en antropologisk, en filosofisk, en psykologisk, en kulturel og så videre. 'Vi' kan referere til mennesker af samme race og etniske tilhørsforhold. Tilsvarende kan 'vi' betegne tilknytningen til en religion eller en nation: 'Vi kristne' eller 'vi danskere'. 'Vi' kan også betegne tilhørsforholdet til en kultur eller civilisation: 'Vi europæere', for eksempel. Inden for de politiske videnskaber defineres 'vi' normalt som henholdsvis 'folk' og 'folkeslag'. Dette er for eksempel tilfældet i forordet til FN-pagten, hvor det hedder: »Vi, de forenede nationers folk ...« Samme formulering findes i USA's konstitution: »Vi, De Forenede Staters folk ...« eller i indledningen til Romtraktaten fra 1957, hvor »Europas folk« omtales. Og John Rawls, den fremtrædende amerikanske filosof, der døde for nylig (24. november), kaldte sin sidste bog: »The law of People« ('Folkenes lov', red. Det er en interessant pointe, at 'vi' i antropologisk, national og kulturel betydning altid skaber en modsætning til nogle andre. Andre racer, andre etniciteter, andre nationer eller andre kulturer. Det er dog ikke tilfældet, når det gælder begrebet 'folk', navnlig når det står i flertal. 'Folk' står ikke i modsætning til noget som helst. Faktisk har 'folk' den fordel, at det rækker ud over de nævnte inddelinger. Derfor går jeg ud fra, at det omtalte 'vi' henviser til 'folkene' og mere eksplicit til 'verdens folk'. Hvis det er korrekt, må den første del af spørgsmålet omformuleres således: »Er vi, verdens folk, alle amerikanere nu?«.Lad os nu senærmere på det andet ord, »amerikanere«, som er endnu mere kompliceret. Hvem er amerikanerne? Hvis vi lægger Alexis de Tocqueville og andre dybsindige og sofistikerede studier og analyser til side, og anvender en mere simpel fremgangsmåde, tror jeg, det er svært at finde noget andet land end USA, der i så høj grad afspejler verden i sin helhed. På godt og ondt. I USA kan man træffe umådeligt dumme såvel som umådeligt kloge folk. Enhver race, religion, sprog, idé og skik er til stede i USA. De er højt kultiverede og sofistikerede, såvel som rå og primitive. Denne rejse kan muligvis fortsætte i det uendelige. Faktisk er USA en slags menneskehedens zoologiske have, hvor alle arter er repræsenteret. Denne variationsrigdom er komplet i så høj grad, at hvis alle andre mennesker end amerikanerne skulle forsvinde fra Jordens overflade, ville menneskehedens arv stort set være sikret, både genetisk, kulturelt og politisk. Derfor er det ikke nogen overdrivelse at påstå, at amerikanerne er børn af hele verden. På godt og ondt. Disse betragtninger leder os til at konstatere: »Vi, verdens folk, kan ikke være imod amerikanerne, fordi amerikanerne er eksempler på os alle«. Men sagen er ikke så ligetil. Barnet er ikke længere et barn. Han voksede op og blev en herlig ung mand. Stærk og magtfuld med en usædvanlig dynamik og en fantastisk evne til at finde på nye ting. Hans muskler er store, og hans appetit kender ingen grænser. Ingen har nogen sinde set en skabning som ham. Han er alle vegne, i hver en afkrog af verden, under havene, inde i de mindste atomer. Himlen og Jorden er dele af hans enorme rige. Amerika-nerne er klar over deres styrke. I 'USA's nationale sikkerhedsstrategi' fra september 2002, som er blevet ratificeret af George Bush, kan man læse: »USA besidder en styrke og indflydelse i verden, der er uden fortilfælde og uden sidestykke i nutiden«. Hovedet på vores enorme amerikanske ven er stort - meget stort. Lige så stort som The Big Apple (New York, red.). Og det er fuldt af ambitioner, projekter, håb og forventninger. Ingen i historien - ingen kejser, ingen profet, ingen kalif, ingen zar, ingen Führer, ingen hertug - har nogensinde haft så grandiose, flerdimensionelle og vidstrakte ambitioner som vore dages USA. Det er landets mål at udbrede dets projekter til hele verden. I den samme erklæring kan man læse: »USA må stå fast på de ufravigelige krav om menneskeværd: Retssikkerhed, begrænsninger i statens absolutte magt, ytringsfrihed, religionsfrihed, lige ret for loven ...« og så videre. Så langt så godt! Men hvad med fangerne på Guantanamo-basen? Er deres forhold i overensstemmelse med »retssikkerhed« eller med »menneskeværd«? Bestemt ikke! Er spionage døgnet rundt mod amerikanere på amerikansk jord i overensstemmelse med den amerikanske forfatning og amerikansk lov? Amerikanske advokater og intellektuelle er stærkt uenige om, hvordan man skal vurdere disse forhold. Så »Vi, verdens folk, vi beder amerikanerne om at respektere deres egne grundlæggende værdier og principper (...) uden at gøre forskel!«. Disse principper er helt afgørende. Ikke kun fordi de er værdifulde i sig selv, men særligt fordi de er en del af det arvegods, som er USA's sjæl. Det er fundamentale principper. Op gennem historien har der været mange riger og supermagter, der ville erobre hele verden. Ingen af dem var demokratiske. Andre riger byggede på rå militærmagt og udemokratisk politik. USA bygger naturligvis på en meget stærk militærmagt og demokratisk politik. Den demokratiske styreform udgør en af de bemærkelsesværdige sider ved USA. Her er et eksempel: Wilson var på mange måder en fiasko som politiker. Fareed Zakaria skriver således i The New Yorker oktober 2002 under titlen 'Vores vej': Når nogen i dag slår til lyd for menneskerettigheder og demokrati, taler for selvstændighed for minoritetsgrupper eller for afvikling af koloniherredømmer, kritiserer hemmeligt og fordækt diplomati eller støtter internationale organisationer, så bliver vedkommende med rette kaldt 'wilsonianer'.George W. Bushbliver ofte karakteriseret som en snæversynet realist, og han vil helt sikkert ikke finde sig i at blive kaldt 'wilsonianer'. Men da han ledte efter ordene, der skulle beskrive hans håb for verden efter den kolde krigs og Golfkrigens afslutning, greb han fat i en af Wilsons mest berømte ideer. »Det, som er på højkant«, sagde Bush, »er en stor tanke - en ny verdensorden, hvor forskellige lande bliver samlet om en fælles sag. Vi skal opfylde menneskets universelle forhåbninger: fred og sikkerhed, frihed og retssikkerhed«. Man behøver ikke være naiv for at være wilsonianer. Man skal bare forstå, at militærmagt ikke er nok til at løse verdens komplicerede problemer. »Så vi, verdens folk, vi er alle wilsonianere!«. Indtil 11. september var amerikanerne et lykkeligt folk. Det var de glade dage med 'amerikansk særstatus'. Når man ser bort fra en episode i 1812, havde ingen fremmed magt eller fremmede grupper angrebet USA's kontinentale territorium. 11. september udgjorde afslutningen på den 'amerikanske særstatus'. Det var måske indledningen til en normalisering af amerikanerne. Folk tror ofte, at USA på grund af sit overlegne militær er i stand til at gøre hvad som helst. Det er en forkert og grundløs antagelse. Det er en kendsgerning, at siden afslutningen af Anden Verdenskrig er USA ikke kommet særligt langt med militærmagt alene. Faktisk har USA i denne periode tabt hver eneste krig, som landet har udkæmpet. Eller USA er i det mindste ikke kommet ud som sejrherre. Koreakrigen i 1950'erne. Nordkorea er stadig kommunistisk og det tredje medlem af 'ondskabens akse'. Cuba og historien med Svinebugten. Fidel Castro er stadig ved magten, næsten 40 år efter det amerikanske militærs mislykkede invasion. Vietnamkrigen ... der er vist ikke grund til at vade mere i dette smertefulde kapitel af amerikansk historie. Interventionen af Libanon i 1980'erne med de katastrofale konsekvenser. Golfkrigen ... Saddam Hussein sidder stadig i Bagdad. Og listen er længere endnu. Men der er nogle krige, som USA helt oplagt vandt: Eksempelvis i St. Dominicia, Grenada og Panama. Disse krige udgør supermagtens militære sejre siden Anden Verdenskrig!Imidlertid skalman lede efter den virkelige sejr et andet sted, nemlig i den kolde krig. Med andre ord vandt USA og Vesten groft sagt den kolde krig, som endte med, at Sovjetunionen gik i opløsning. Denne krig blev netop ikke vundet med militærmagt - magtanvendelse - men dels ved hjælp af politik og dels på grund af indbygget strukturel svaghed i det sovjetiske regime. Sovjetunionen styrtede sammen under vægten af bløde værdier: menneskerettigheder, Sakharov, Solsjenitsyn, Helsinki-erklæringen om folkeslags rettigheder og så videre. Ikke på grund af militær magt. Det kan se ud, som om nogle amerikanere glemmer denne vigtige sejr og vigtigheden af de bløde værdier og politik. Amerikanerne må huske på, at alt, hvad USA har opnået af magt og prestige i årene mellem 1945 og 1989, blev vundet ved landets positive og virkningsfulde deltagelse i oprettelse af internationale institutioner. Dengang var USA den egentlige arkitekt bag institutioner som FN, Den Internationale Valutafond, OECD, NATO, Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling og mange andre. Det var multilateralismens dage. Så »Vi, verdens folk, vi beder amerikanerne om at fortsætte med at være slagkraftigt multilateralistiske. For deres egen skyld, og for verdens skyld!«. Som professor Joseph Nye Jr., dekan på Kennedyskolen i økonomi (Harvard), skriver i sin aktuelle bog om paradokset ved amerikansk magt: »Magt i det 21. århundrede vil bero på en blanding af hårde og bløde ressourcer. Intet land er bedre udrustet end USA på alle tre afgørende områder - militært, økonomisk og politisk. Vi ville begå den største fejl i en sådan verden ved at henfalde til endimensionelle analyser og ved at tro, at investering i militærmagt alene kan sikre vores position«. Så »Vi, verdens folk, vi beder amerikanerne om ikke at begå denne store fejltagelse«. Som to amerikanske videnskabsmænd - Richard Falk og David Krieger - skriver i The Nation (4. november 2002): »Der er to måder at ødelægge FN på: at se bort fra organisationens betydning i krigs- og fredssituationer eller at gøre den til gummistempel for geopolitiske operationer af tvivlsom karakter under folkeretten eller FN's charter. Før 11. september anvendte Bush den første synsvinkel. Siden har han benyttet sig af den anden ved at anmode FN om at give verdens eneste supermagt velsignelse til en uberettiget krig«. Det skader også FN med den åbenlyse amerikanske dobbeltmoral og hykleriet. Det kommer til udtryk, når USA anmoder om håndhævelse af FN's sanktioner mod Irak, for samtidig er amerikanerne konsekvent modstandere af at gøre noget som helst for at håndhæve strømmen af Sikkerhedsrådets resolutioner, der pålægger Israel at trække sig tilbage fra besat palæstinensisk område, at standse ulovlige bosættelser og at rette sig efter Genève-konventionen. Ironisk nok indeholder Sikkerhedsrådets resolution 687, som Bush citerede i sin retfærdiggørelse af en krig mod Irak, også det mål at etablere en atomvåbenfri zone i Mellemøsten og at arbejde mod at fjerne enhver form for masseødelæggelsesvåben fra regionen. Selvom dette virkelig er mål, det er værd at stræbe efter, har Bushs regering ikke løftet et øjenbryn over den kendsgerning, at Israel i mange år har rådet over atomvåben. Så »Vi, verdens folk, vi anmoder amerikanerne om at stoppe dobbeltmoralen og den forfærdelige uretfærdighed, som det palæstinensiske folk lider under«. »Vi, verdens folk, ved også, at sukker og olie ikke har samme handelsværdi. Men hvis Cubas regime er et diktatur, så er Saudi-Arabiens det også! Vi beder derfor vore 'sukkersøde' amerikanske venner om at standse 40 års embargo mod Cuba«. Og endelig: »Vi, verdens folk, vi er alle amerikanere nu og for altid. Det er grunden til, at vi sådan ville ønske, at amerikanerne var anderledes«. Oversættelse: Lars Davidsen og Peter Christian Mollerup