Svenske Sjöwall & Wahlöö havde en dansk forløber, Palle Rosenkrantz. For hundrede år siden skrev han den første moderne og socialt engagerede danske kriminalroman. Derfor er prisen for årets bedste bog i genren opkaldt efter ham. Cand.mag. Benni Bødker beretter. En dag i maj 1902 befinder Eigil Holst sig i de nordsjællandske skove. Overanstrengt og stresset af storbyen København har han besluttet sig for at tage en fridag og nyde forårets pragt. Den unge mand, der er tidligere løjtnant, er til daglig en ærgerrig overbetjent ved opdagelsespolitiet i København. Ved en skovsø nord for Esrum møder Holst en forhenværende ritmester ved de skånske dragoner og ikke mindst dennes yndige datter, Ulla. For at underholde pigen kaster Holst en sten i søen. Vandet kommer i uro, og frem dukker et barnelig. Et trist, men ikke usædvanligt eksempel på desperationen over en uønsket graviditet. Men som nidkær opdager går Holst videre og lader søen tømme. Og da er det, at et endnu mere alvorligt fund dukker op: »Vandet sank, og medens Blodet stivnede i hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om Fødderne, en om Halsen«. Ikke uden grund er Holst detektiv. Ganske som forbilledet Sherlock Holmes mestrer han deduktionens kunst, da han alene ud fra liget kan afgøre, at det er tale om en »ung Kvinde, der uden at tilhøre de egentlige løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed«. Første skridt er taget i jagten på en hensynsløs morder. Sådan foregår optakten til romanen 'Hvad Skovsøen gemte', der udkom på Gyldendalske Boghandels Forlag i oktober 1903 og senere blev bragt som en populær føljeton i Politiken. Bogens omslagsbillede er tegnet af den dansk-norske illustrator Louis Moe. Det viser en ung, velproportioneret - og ikke mindst velkonserveret - nøgen kvinde, der ligger livløs i vandkanten. Det var lidt mere gavmildt fra tegnerens side, end der var dækning for i romanen, men så var der også noget at komme efter for husarerne. Mere opsigtsvækkende er dog, at bogens håndtegnede undertitel stolt proklamerer, at der er tale om en 'Detektiv-Roman'. Det er nemlig den første danske af slagsen, og forfatteren er baron, cand.jur. Palle Rosenkrantz (1867-1941). Det er derfor fuldt fortjent, at han for denne pionerindsats inden for kriminalgenren i Danmark har lagt navn til den årlige Palle Rosenkrantz-pris, der uddeles af Det Danske Kriminalakademi. Selvfølgelig blev der skrevet historier om forbrydelse og straf i Danmark, længe før Rosenkrantz udgav sin roman. Allerede i 1829 skrev St. St. Blicher novellen 'Præsten i Vejlby', der endda bærer undertitlen 'En Criminalhistorie', og omkring århundredskiftet var en meget ung Robert Storm Petersen med til at skrive den omfangsrige føljeton 'Nattens København', om storbyens kriminelle underverden. Men disse og utallige andre må alle sammen betragtes som forløbere. Det er først med Palle Rosenkrantz, at en moderne detektivroman dukker op i dansk litteratur. Dermed kan genren siges at fejre sit 100-års jubilæum i år. Forfatteren Palle Rosenkrantz vækker næppe genkendelse i dag. Og det til trods for, at han var en af sin tids mest produktive. Slægten er derimod mere kendt. Navnet Rosenkrantz - som Shakespeare generøst udødeliggjorde i 'Hamlet' - stammer tilbage til 1500-tallet. Den betydningsfulde adelsslægt kan føres helt tilbage til 1300-tallet og tæller nogle af danmarkshistoriens mest fremtrædende mænd. Men Palle Rosenkrantz hørte ikke til den formuende og godsbesiddende del af slægten. Faderen efterlod ved sin død ikke meget andet end gæld, så efter en omflakkende barndom måtte den unge Rosenkrantz tage en uddannelse og stå på egne ben. Det var først, da han var i begyndelsen af trediverne, at han indledte sin forfatterkarriere. Men alt, hvad han foretog sig indtil da, ligner én lang forberedelse til debuten som kriminalforfatter. I 1891 blev Palle Rosenkrantz cand.jur. med en middelmådig eksamen efter en studietid, hvor han for lånte penge gjorde sit bedste for at leve livet som en af de velhavende adelsmænd og levemænd, som han netop ikke hørte til. Resultatet var en stor gæld og en halvdårlig uddannelse. Velmenende familie og venner sørgede derfor for at få den unge spradebasse sendt af sted til provinsen, hvor han måske kunne anlægge en mere mådeholden levefod. Resultatet blev, at Rosenkrantz blev anden byfogedfuldmægtig i Rødby på Lolland. Det må have forekommet som et pauvert eksil efter årene i København. Men han gjorde sig hurtigt venner med den lollandske adel, og allerede i 1895 lykkedes det ham med hjælp fra sine indflydelsesrige venner på godserne at avancere til den betydeligt mere lukrative stilling som første herredsfuldmægtig i Nakskov. Det var i det mindste en rigtig købstad med borgerskab og forlystelser. I tiden før den store retsplejereform i 1919 så det danske retssystem radikalt anderledes ud end i vore dage. Før reformen var kriminalprocessen inkvisitorisk, hvilket gav den enkelte dommer meget store beføjelser. Uden for København var politi- og domsmyndighed samlet hos én person. I købstæderne var det byfogeden, der ofte også udnævntes til byens borgmester, som således både var dommer og politimester. Byfogeden forenede den udøvende, dømmende og kommunalpolitiske magt. En magtkoncentration, vi i dag vil finde uhørt. Det var disse næsten enevældige dommere, den unge jurist Palle Rosenkrantz oplevede i sine år på Lolland i 1890'erne. Her stiftede han bekendtskab med alle de faldgruber og muligheder for justitsmord og hårdhændet retspleje, som tidens system gav mulighed for. Men her stiftede han også bekendtskab med praktisk kriminalefterforskning og en sag, der direkte kom til at dukke op i 'Hvad Skovsøen gemte'. I foråret 1897 blev der nemlig fundet et barnelig i en mergelgrav ved Kastager på det nordlige Lolland. Rosenkrantz var på det tidspunkt konstitueret som herredsfoged, og det var derfor ham, der skulle efterforske sagen og afhøre vidnerne. Det viste sig at være en tragisk historie om en ung, ugift tjenestepige, der havde slået sit barn ihjel og forsøgt at skjule det i mergelgraven. I samtiden - før aborten blev tilladt - en yderst banal og langtfra usædvanlig affære, men sagens detaljer blev husket og brugt i indledningen til detektivromanen i 1903. Palle Rosenkrantz' tid som retsbetjent på Lolland kom ikke til at vare meget længere. Stik imod hensigten havde han som en af provinsbyens spidser fortsat det stort anlagte liv fra studietiden. Men igen var det et liv finansieret af lånte penge, og hans foresatte følte sig i stigende grad utryg ved sin fuldmægtigs økonomiske situation. Resultatet var en fyring, der samtidig medførte, at Rosenkrantz måtte erklære sig konkurs. Og snart truede endnu en skandale, nemlig en mistanke om forbrug af betroede midler. Under stor opmærksomhed nåede Rosenkrantz at blive arresteret på sit pensionatsværelse i København og med politieskorte ført til Lolland. I sidste øjeblik blev en dom for bedrageri undgået. Til gengæld havde han efterhånden erhvervet sig kendskab til de fleste aspekter af tidens retssystem.Palle Rosenkrantz var håbløst skandaliseret. I Politiken konkluderes 14. oktober 1898, at nu var der »selvfølgelig næppe andet at gøre for Baron Rosenkrantz end at forlade Landet«. Det gjorde han også. Men han rejste ikke længere end til Skåne, hvor han på afstand af begivenhederne kunne ride den værste storm af og tage sin fremtid op til overvejelse. I Kungsparken i Malmø fattede han den beslutning, at det var som forfatter, han måtte forsøge at vinde sig et navn igen - og ikke mindst sikre sig selv og sin familie nogle hårdt tiltrængte indtægter. Der måtte imidlertid endnu en skelsættende begivenhed til, før den vordende forfatter endelig fandt sit stof. Sommeren 1899 blev Rosenkrantz igen indblandet i en retssag. For en bekendt, der var indehaver af et patentbureau, havde Rosenkrantz foretaget en række oversættelser. Da en check blev stjålet fra kontoret og kassereren arresteret, blev Rosenkrantz anmodet om at møde op i Kriminal- og Politiretten på Nytorv i København for at aflægge vidnesbyrd. Det er ikke umuligt, at årsagen til sagens udfald skal findes i Rosenkrantz' temperament. I hvert fald kom han og dommeren helt forkert ind på livet af hinanden. Rosenkrantz tog situationen fornærmeligt op og ville forlade retssalen. »Vent lidt«, sagde dommeren så. »Jeg sigter nu Dem for at havde tilvendt Dem Checken. Nu er De sigtet, og nu vil De maaske opføre Dem sømmeligt«. Dernæst blev Rosenkrantz hårdhændet forhørt. Kort efter blev han aldeles frifundet for sigtelsen, men den vilkårlige anklage fik langvarige følger. At påstå, at Rosenkrantz pådrog sig et dommertraume, er ikke helt ved siden af. Snart lod han dog den personlige fornærmelse glide til side til fordel for et mere ideologisk engagement i tidens retspleje. Næsten 30 år senere kunne han fortælle om begivenhederne, at han svor dommeren »et Had, der er bevaret endnu, og besluttede at lægge ud efter Kriminalretten og den kriminelle Retspleje«. Nu havde han fundet sit stof. Foreløbig gav det anledning til en serie artikler i Politiken. På egen krop havde Palle Rosenkrantz mærket, hvor stor en magt dommerne havde i tidens retssystem. I datidens inkvisitoriske retspleje blev tilståelsen anset for at være det eneste sikre bevis. Hele systemet baserede sig på at få den sigtede til at aflægge fuld tilståelse. Ville denne ikke, måtte man benytte pression. Tortur blev afskaffet i 1837, men varetægtsfængsling var allerede dengang et udbredt pressionsmiddel. Det hed ligefrem, at man lod en mistænkt 'sidde på bekendelse'. Alle afhøringer foregik for lukkede døre uden tilstedeværelse af en forsvarer og blev foretaget af den samme dommer, som senere skulle dømme i sagen. På den baggrund kan det ikke undre, at retsplejen i tiden omkring århundredskiftet ivrigt blev diskuteret. Nok var det danske samfund på mange måder blevet demokratiseret og humaniseret med grundloven i 1849, men hvad strafferetten angik, var Danmark håbløst bagud. Palle Rosenkrantz var langtfra ene med sin kritik. Diskussionerne om retsplejen var ikke bare et juridisk spørgsmål, men også i høj grad et folkeligt anliggende. Aviserne fokuserede på kriminalsager med vilkårlige fængslinger eller specielt hårdhændede afhøringer. Rosenkrantz fik sig hurtigt et navn som kommentator af de sager, Politikens journalister fokuserede på. Han satte de aktuelle begivenheder ind i et juridisk perspektiv og finpudsede sin systemkritik. En af de mest berømte af disse sager er det såkaldte Hjortshøjmord, hvis gådefuldhed har gjort den til en notorisk berømthed blandt danske kriminalsager. I begyndelsen af maj 1902 blev en ung pige brutalt myrdet ved Hjortshøj nord for Århus. Det næsten sirligt ordnede gerningssted stod i skarp kontrast til den brutale ugerning, og politiet var på helt bar bund. I en artikel i Politiken 25. juni 1902, efter at den unge piges fader var arresteret og mistænkt for drabet, skrev Rosenkrantz: »Herredsfoged Honnens tror, at Gaardejer Jens Peter Sørensen har myrdet sin Datter, og i Kraft af denne sin Overbevisning vil han under sit embedsmæssige Ansvar fravriste Arrestanten en Tilstaaelse herom. Det er Systemet. Der er ikke noget at sige dertil«. Rosenkrantz anerkendte altså, at myndighederne gjorde deres pligt, som loven påbød det. Snarere var det selve systemet, med dets enevældige dommere og vægt på tilståelsen, han anklagede for at sætte retssikkerheden på spil. Det var en kritik, han fortsatte i denne og andre sager, samtidig med at han forberedte at behandle problematikken i romanform. Det kan ikke undre, at Palle Rosenkrantz i sin første roman, efter at han for alvor havde givet sig i kast med retsplejedebatten, valgte at skildre et justitsmord. I 'Mordet i Vestermarie' (1902), der er en af forfatterskabets bedste bøger, tog han udgangspunkt i en autentisk sag fra Bornholm fra 1833. Det er en historisk dokumentarroman, men i Rosenkrantz' optik blev sagens formodede justitsmord forvandlet til en skarp anklage mod den samtidige danske retspleje. Anakronistisk, men i fuld overensstemmelse med tidens debat, hvilket Georg Brandes også havde øje for i sin positive anmeldelse i Politiken 17. november 1902. Herefter var vejen banet for 'Hvad Skovsøen gemte' med den moderne og videnskabeligt skolede detektiv Eigil Holst. Det krævede blot en opfordring fra Gyldendals driftige litterære direktør Peter Nansen om at skrive en lødig og underholdende kriminalroman. Romanen kan stadig læses med fornøjelse i dag og blev indledningen til et langt forfatterskab inden for genren. En indsats, der kun sporadisk blev anerkendt i samtiden. Sikkert fordi Rosenkrantz blev en levebrødsforfatter, der skrev meget og af svingende kvalitet. Men i hvert fald de tidligste kriminalromaner er realistiske skildringer, hvis litterære idealer er hentet i det moderne gennembruds problemrealisme, og som blander sig i tidens debat. Det var en indsats i retning af en mere lødig kriminalhistorie, der minder meget om, hvad det svenske forfatterpar Sjöwall og Wahlöö eller danskeren Poul Ørum skrev langt senere i århundredet. Deres romaner var med til at gøre genren stueren over for litterater og akademikere. Men Palle Rosenkrantz kom først.