En nedsættelse af den kriminelle lavalder bidrager ingenlunde til forebyggelse, men udelukkende til at skabe mere kriminalitet.
Det er et uomtvisteligt faktum, som nu den tredje konservative minister i træk blindt nægter at forholde sig til. Justitsminister Lars Barfoed har ellers slået nye toner an og bebuder mere resocialisering – fordi det virker. Men når snakken falder på den kriminelle lavalder, fastholdes den gammelkendte retorik om fasthed og konsekvens underligt nok. For det undrer såre, at regeringen holder fast i nedsættelse af den kriminelle lavalder, når de godt ved, at det ikke kun medfører flere kriminelle, men også flere ofre. Det forholder sig jo således, at der kun er negative konsekvenser forbundet med forslaget. Det være sig økonomiske, menneskelige og sociale. Absurditeterne står i kø, og det er lige før, problemstillingen kalder på en folkeafstemning. Da forslaget om en sænkning af den kriminelle lavalder sidste år dagligt tog overskrifter, viste en meningsmåling et pænt flertal for forslaget. Da debatten havde raset nogle uger, var folkestemningen vendt, og flere resultater pegede på det modsatte. Konklusionen må være, at oplysning virker, og befolkningen var blevet klar over, at forslaget på ingen måde kunne løse problemet med ungdomskriminalitet. Vi ved I Kriminalforsorgsforeningen, at ved ophold i fængsler eller andre former for sikrede institutioner udvikler de unge mange gange en asocial adfærd, asociale attituder og en negativ opfattelse af samfundet. Det etablerede samfund bliver så at sige fjenden, og de unge identificerer og forstår sig selv som en cool subkultur, der udtrykker sin foragt for samfundet gennem kriminalitet. Det har Justitsministeriets forskningsenhed i en rapport om ungdomskriminalitet fra august 2008 også påpeget: »Risikoen er stor ved at placere unge kriminelle på institutioner sammen, idet de på institutionen udvikler negativ ungdomskultur med antisociale attituder og antisocial adfærd«. Det er heller ikke tilfældigt, at vi har taget den internationalt anerkendte kriminolog Nils Christies yderst rammende udsagn til os: »Fængsler er universiteter i kriminalitet«, for i fængsler og lignende institutionstyper tales der uendelig lidt om følelser, familie, samfund, demokrati, job og uddannelse, men derimod ikke så lidt om kriminalitet.
