Terrorisme har til formål at skabe ustabilitet. Det sker ikke ad normale kanaler, f.eks. med officiel krigserklæring eller parlamentarisk aktivitet, men med nålestik, som skal forurolige befolkningen. Derfor er de foretrukne mål for terroraktioner enten offentlige pladser - banegårde, tog, lufthavne, busser - eller offentlige bygninger med symbolsk betydning: Det Hvide Hus, Pentagon eller Twin Towers. Terroraktioner er sjældne, men skal være spektakulære for at virke. Den snigende død i kølvandet på biler, smøger og flødeskumskager rammer flere, men gør det på en lidet opsigtsvækkende måde. Flykatastrofer har derimod noget af samme effekt som terroraktioner. De rammer brutalt, kort og præcist. Logikken i terrorisme er at ramme fysisk begrænset, men symbolsk ubegrænset. Alle skal fornemme, at det kunne have været dem. På den måde kan en lille indsats have en uhyre effekt. Alle er ramt, om ikke fysisk, så dog symbolsk og potentielt. De kunne have været dér, hvor terrorismen slog ned. Resultatet kan være en art offentlig panik, som igen viser sig som hysteri, altså som et misforhold mellem anledning og reaktion. Hverdagen gennemsyres af uhygge, og enhver bærepose eller papkasse, som glemmes i det offentlige rum, bliver en kilde til uro: Det kunne være en bombe. Det er det nok ikke, men det kunne være, og det går ikke an at være ligeglad. Derfor får enhver borger en suveræn ret til at reagere, hvis han foruroliges over glemte sager, som der ifølge sagens natur findes tusinder af - små børn, kåde teenagere, travle mødre og senile gamlinge glemmer ting. Og politiet er nødt til at reagere, fordi det ikke går, at der i en formiddagsavis står, at 'Politiet var advaret - reagerede ikke'. Det skaber et ejendommeligt misforhold. I det fysiske rum, hvor vi har vores hverdag, spiller terroren ikke den store rolle, og der er ikke meget, vi kan gøre. Men vi lever også i et offentligt rum, skabt af massemedier, og her er terroren levende til stede. Her er der ikke mangel på voldsomme ord og dramatiske billeder om terrorisme. I det offentlige rum udløses en angst, som ikke kan finde et passende udtryk i hverdagen, og som derfor skaber en overfølsomhed, hvor alt kan være tegn på terrorisme. Er befolkningen utryg, vil den kræve sikkerhed. Men sikkerhed har en pris. Hver gang en borger reagerer på en glemt bærepose, udløses alarmen, stationer bliver lukket, tog og fly forsinkes, veje afspærres, så der opstår kaos og køer. Her kan befolkningen resigneret acceptere at betale prisen, som først og fremmest skal leveres i spildtid. Eller de kan resignere på en anden måde og acceptere, at terror er muligt, men usandsynligt, så der ikke er nogen grund til at hidse sig op. Risikoen for at blive kørt over er langt større. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe en befolkning kan holde ud at leve i en stadig ophidselse. Som tiden går, og hver eneste glemt pakke viser sig at være uskyldig, svækkes beredskabet. Den følsomme hud hærdes, og der kommer noget grotesk over, at en glemt kuffert på Amalienborg Slotsplads skal skydes med fire skud af Rulle-Marie, før den åbner sig og afslører sit indhold af tøj, eller at en sodavand, som eksploderer i Kongens Have, udløser den store alarm. Problemet er blot: Det kan ske. Da Danmark er besættelses- og beskyttelsesmagt i Irak, kan det være et rationelt mål for grupper, som ikke blot hader Vesten i al almindelighed, men også er fortørnede over krigen. De behøver ikke udgøre nogen organiseret gruppe, men kan arbejde på eget initiativ. Al-Qaeda er ikke længere en centralt styret organisation, men en løs ramme, som alle kan bruge til at markere, hvad det handler om. Så frustrerede teenagere, forbitrede muslimer eller almindeligt åndsformørkede individer kan påtage sig rammen og fylde den med hjemmelavede bomber. Opskriften findes på internettet. Så dilemmaet er: Risikoen er reel, men ringe. Det rejser to spørgsmål. For det første: Hvor længe kan en befolkning holde ud at leve i en stadig usikkerhed? Og dernæst: Hvilken sikkerhed er det muligt at opnå? Hvis spørgsmålet var overladt til folk selv, ville tingene falde på plads af sig selv - ikke fordi en teoretisk løsning er mulig, men fordi der med tiden opstår en praktisk balance. Hver enkelt ville give terrorismens en vis opmærksomhed, men ellers nyde den luksus at glemme. Andre ting er mere påtrængende. Men så enkelt er det ikke. Terrorisme er ikke overladt til hver borgers private fortolkning, men er et offentligt anliggende, som finder sit leje i det offentlige rum. Her opstår et interessant kredsløb, som vi kan kalde for terrorens cirkel. Den består i, at terrorisme iagttages af mange parter, som har hver sin interesse i at bruge den til egne formål. Vi kan nævne fem parter: befolkningen, massemedierne, politikerne, politikorpset og sikkerhedsindustrien. Den første part er befolkningen, som har en soleklar interesse i, at den ikke skal føle sig permanent truet. Den vil gerne vide sig sikker for terrorisme. Problemet er, at det kan den aldrig, medmindre den vil betale den uhyre pris, at de åbne samfund lukkes. Terrorisme kan udføres af amatører, og hver gang staten reagerer, kan terrorister reagere på statens reaktion og finde nye og opfindsomme metoder til at udøve terror. Selv om alle flypassagerer må tage turen gennem en metaldetektor og aflevere deres lommeknive, kan skarpslebne bambusknive være stærke våben i terroristers hænder. Og har man dem klistret på låret, går man trygt gennem lufthavnenes detektorer. Mål er der nok af - drikkevand, offentlig transport, symbolske bygninger, kendte mennesker - og midler er der også nok af: bomber, ild, bakterier. At det ikke er muligt at beskytte sig mod terrorisme, betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade stå til. Blot er spørgsmålet: Hvor meget skal man stresse hverdagen, før der opstår et misforhold mellem risiko og stress? Her træder de andre parter ind. Det sære ved dem er, at selv om de nok passivt reagerer på terrorismen og forsøger at komme den til livs, så har de også en aktiv interesse i terrorismen, fordi den kan medvirke til at fremme deres sag. Uden at ville det og måske endda uden at vide det går de terrorismens ærinde. At kalde dem nyttige idioter er for stærkt. Men de er ramt af en ond logik, de ikke kan smyge sig ud af. Vi kan fortsætte med næste part, massemedierne. Uden massemedier ville terrorismen kun være et problem for de direkte berørte. I kraft af tv og aviser bliver hele befolkningen ikke blot informeret om, hvad der er sket, men udsættes for dramatiske billeder af ofrene og de ødelagte ting - mennesker med blodet silende ned ad ansigtet, slægtninge, som skriger deres frustration ud over hele verden, bårer med blødende lig, og hvad der ellers kan vises på en skærm. Disse billeder går rent ind og bidrager mere end mange ord til at forurolige. De påvirker følelsernes strømførende lag langt stærkere end batteriet af indkaldte eksperter. Selvfølgelig kan massemedier ikke undlade at fortælle om terrorisme. Emnet er fabelagtigt egnet til tv - drama, synlige ofre, et globalt plot. Men massemedier nøjes ikke med passivt at registrere, hvad der sker i verden. De konstruerer, hvad der skal være den fælles virkelighed, fordi vore egne sanser er for svage og begrænsede til at holde os ajour med, hvad der sker i verden. Resultatet er, at massemedierne ikke blot fortæller om terror, men også holder angsten i live. Hermed er de forvandlet til agenter for terrorismen. For terrorister kan kalkulere med, at en mediebranche, som er sulten efter dramaer, vil agere som deres villige lejesvende og kolportere nyheder 24 timer i døgnet, samme billeder igen og igen. Man kan spekulere på, hvad der ville ske, dersom massemedierne indgik en gentleman agreement om ikke at rapportere om terror. Begrundelsen skulle være at 'sabotere sabotagen', fordi terroristerne ikke ville opnå deres mål, hvis de blev mødt med radiotavshed. De ville dræbe nogle mennesker, men ikke terrorisere befolkningen. I stedet skulle terrorisme behandles, som om den var en art naturkatastrofe - noget som sker, uundgåeligt, men sjældent, og uden at der er så meget at gøre ved det. En notits på side 4, side om side med bussen, som kørte galt. Blot er en sådan fantasi umulig. Ikke blot fordi der altid ville være en ambitiøs journalist, som ville bryde aftalen, men fordi det er massemediernes opgave at fortælle om vigtige begivenheder. Og hvem kan benægte, at terrorisme hører til i den kategori? Den tredje part er politikerne. Da de er afhængige af vælgerne og derfor stærkt opmærksomme på galluptal, følger de nøje, hvor foruroliget befolkningen er. Nye tal viser, at over halvdelen af danskerne betragter det som sandsynligt, at landet vil blive ramt af en terroraktion. Det er tal, som ingen ansvarlig og valglysten politiker kan være ligeglad med. Her må gøres noget. Og langsomt, bid for bid, strammes skruen om hverdagen. Registrering skal være muligt, tv-kameraer skal sættes op, beskyttelsen af privatlivet skal slækkes, alt sammen i den gode sags - sikkerhedens - tjeneste. Og hvem andre end terrorister og deres sympatisører kan være uenige i, at terror skal bekæmpes? Problemet er igen balance. For selv om terrorisme skal bekæmpes, skal det ikke være med alle midler. Blot går der ingen saglig skillelinje mellem, hvad kampen mod terror og hvad kravet om retssikkerhed kræver. Også politikere er med til at holde angsten ved lige. For jo mere de kræver en indsats mod terroren, jo synligere bliver terroren, og jo mere holdes angsten ved lige. De taler på vore vegne, når de griber luren og kalder til kamp. Også her kan man fantasere om, hvad der ville ske, dersom politikerne systematisk afdramatiserede terroren. Blot er de ramt af samme logik som massemedierne: De skal reagere på befolkningens tilstand. At de så kommer til at gribe ind i denne tilstand og forstærke angsten, gør dem kun indirekte til terroristernes nyttige idioter. De kan ikke, og skal ikke, undlade at reagere. Den fjerde part er politiet. De skal løse den praktiske opgave at skabe sikkerhed. Det er dem, måske bistået af militæret, som skal gribe ind, hver gang en bærepose er blevet glemt - eller hensat - på et offentligt sted. Det er politiet, ikke politikerne, man ringer til, dersom man har mistanke om terrorisme. Og politiet er nødt til at reagere, hver eneste gang. For det kunne jo være. Men heller ikke politiet er blot en passiv part. Også de har deres private interesse. For ligesom andre offentlige institutioner er de ikke uden interesse i, at opmærksomheden om politiets arbejde vokser, at politiets opgaver prioriteres højere, at politiet får nye opgaver - alt sammen noget, som kan udløse ressourcer. Ligesom læger ikke blot helbreder sygdomme, men også skaber sygdomme ved løbende at udfinde nye måder at helbrede på, skaber politiet ikke blot tryghed, men også utryghed. For jo mere utryghed, jo mere politi. Derfor er det ikke fra politiet, man skal regne med udtalelser om at klappe hesten, vende skråen i munden og spise brød til. Tværtimod vil politiets knalddygtige kommunikationsfolk, med øjnene lysende af troværdighed, fortælle alle tv-avisernes mikrofonholdere, at Danmarks beredskab mod terrorismen er alt for ringe. Endelig kan vi nævne sikkerhedsindustrien. Heller ikke den har interesse i, at befolkningen er tryg og fornøjet. Skal den sælge udstyr til overvågning, alarm, registrering og samkøring af registre, kan en vis dosis - behersket, selvfølgelig - skræk være et nyttigt middel til at øge indtjeningen. Heller ikke herfra kan man forvente appeller om koldt vand i blodet. Terrorisme er ikke blot et faktisk, men frem for alt et symbolsk fænomen. Dens betydning ligger ikke fremme i dagen, men afhænger af en fortolkning. De fem parter, som vi har nævnt i det foregående - befolkning, massemedier, politikere, politi og sikkerhedsindustri - har hver sin interesse i terrorismen. For befolkningen er interessen næsten entydig: at undgå terrorisme. For de øvrige er sagen mere speget. Hermed mener jeg ikke, at de aktivt skaber terrorismen, blot at terrorisme, uanset hvor fæl den er, også betragtes med koldsindige øjne og bruges som et redskab til at fremme egne mål. Terrorismens cirkel er ikke skabt af en enkelt part. Alle fem parter bidrager til at holde cirklen kørende. Da cirklen ikke er skabt som et bevidst værk, afhænger dens videre udvikling heller ikke af en enkelt part. Den stabiliserer sig selv, så at sige. Alle reagerer på de andres reaktioner, så cirklen bliver selvkørende. Det vigtigste spørgsmål er, om befolkningen kan bevare sansen for proportioner: at døden for en terrorists hænder er en højst usandsynlig sag. Da terrorisme samtidig er umuligt at undgå, må den mødes med en sindsro, som ikke er helt identisk med resignation. Helt banalt skal man selvfølgelig undgå at opføre sig som en glad idiot. Men derudover er der ikke meget, man kan stille op, og skulle uheldet være ude, er vi alle Vorherre en død skyldig. Vi kan ikke forsikre os ud af terrorismen. At hensætte samfundet i en tilstand af uophørlig panik er derimod at gå terroristernes ærinde. De spreder død, javist. Men hvis vi alle bidrager til at fortsætte, hvor de slap, og sende døden ud i alle samfundets fineste kapillærer, så har vi for alvor tabt, og de har vundet.