Hans stemme brydes et par gange i satellitforbindelsen. Han lyder træt. Men det er den smukke dybe stemme, jeg har lært at elske. Min kæreste sidder i Musa Qaléh. Der er heldigvis ikke skud i baggrunden, mens han ringer. Han er den rolige type. Realist, ukuelig, glad, stædig - på alle måder svær at slå omkuld. Jeg spørger til hans drenge - de har det godt. De lever stadig højt på den post med breve og pakker, de fik op sammen med de livsnødvendige ammunitionsforsyninger og feltrationerne. En grim gummimaske, jeg havde sendt, fik dem til at grine i en time. De små ting tæller. Samtalen slutter. Jeg ved, at der går en uge, inden jeg hører fra ham igen. Jeg har fortalt ham, at jeg elsker ham. At jeg er stolt af ham. Jeg har en notesbog, hvor jeg skriver stikord til de ting, vi skal huske at tale om. At man er blevet sprunget over i køen i Netto, er ligesom ikke længere et issue. Livet har antaget en dyrebar intensitet. Det velforsørgede symptomatiske brok, som mit fædreland kendetegnes ved, falder til jorden. Min bror er også lige blevet udsendt til Afghanistan ca. 250 kilometer fra Musa Qaléh. Jeg undværer i øjeblikket de to bedste mænd i mit liv. Det er selvfølgelig hårdt. Det er imidlertid ikke det, denne artikel handler om. Den handler om, at Danmark ikke er et militærdiktatur, hvor forsvaret selv kan bestemme, hvilke opgaver det vil løse. Den handler om, at vi bor i et rigt land, hvor folk har svært ved at se, hvad andre landes problemer kommer dem ved. Den handler om, at de civile borgere nogle gange er mere barbariske end de militære borgere. Jeg har netop været til et pårørendearrangement, hvor den danske næstkommanderende for enheden i Helmandprovinsen råt for usødet orienterede civile mødre, fædre, kærester, søstre, brødre og børn om tingenes tilstand i den barskeste af de missioner, vi har i øjeblikket. Det gik op for mig, at fordi jeg selv har en militær baggrund og arbejder deltids i systemet, er det langt lettere for mig at acceptere og forstå krigens vilkår. Angsten for at miste min kæreste eller min bror er formentlig ikke mindre for mig end for så mange andre. Men forståelsen af, hvad der foregår, er større. En blidt udseende kvinde forlangte, at man trak danskerne ud og bombede hele byen. Det er altså civile mennesker som hende selv, der bor i denne by. Desværre kan de ikke gå i Netto og blive sure over, at køen er for lang. Taleban truer dem og deres familier på livet, hvis ikke de gør, som der bliver sagt. Det er en slags slaveri. Diktatur. De få rester af myndighedsstrukturer, der er tilbage i denne by, f.eks. politimesteren og hans folk, bliver dræbt sammen med deres familier, hvis danskerne trækker sig ud. Den tager vi lige igen: Politimesteren, hans familie, hans betjente og deres familier bliver dræbt, hvis danskerne trækker sig ud. Politimesteren holder stand sammen med de danske soldater. Denne politimester rummer en heroisk kim, der vidner om menneskets ukuelighed til alle tider. Så hvorfor bomber vi ikke bare det hele? Hvorfor jævner vi ikke bare det sydlige Afghanistan med jorden? Hvorfor skal min søn/søster/kæreste/far/bror/mand sidde 2.500 kilometer fra Danmark og blive skudt efter? Sandheden bag disse forståelige spørgsmål er, at det er en politisk afgørelse. Fordi Danmark ikke er et militærdiktatur, har vi politikere, der afgør, hvilke konflikter vi skal blande os i. Det er heldigvis ikke sådan, at forsvaret selv afgør, hvilke konflikter det vil blande sig i. Det er heller ikke sådan, at vi i denne situation har valgt at vente på, at andre lande betaler med deres indbyggeres liv, inden vi kan gå ind og tage os af den pæne, letforståelige opgave at dele humanitær hjælp ud. Og nej, drengene er heller ikke dernede for at dele klistermærker ud. Der er massevis af folkemord verden over, som vi overbærende og kaffeslux brende kan sidde foran tv-skærmen og ignorere. Med begrænsede resurser og kraftige beskæringer i forsvaret er det ikke alle de konflikter, der burde have hjælp, som får det. Men det ville være himmelråbende egoisme at læne sig tilbage, rodfæste sig i sofaen og nægte at hjælpe. Hvis man vælger at negligere den nød, som kræver politisk handling i form af en militær indsats, så bør man afmontere de politiske skyklapper og se i øjnene, hvem man derved bevidst lader i stikken. Man bør indrømme, hvilken pris man ønsker at betale - og for hvad. Vi er et rigt land. Vores problemer er små sammenlignet med andre landes. Det forpligter. Derudover er det også det klogeste på lang sigt at gøre noget ved problemerne, der hvor de er, i stedet for at vente på, at konsekvenserne af dem når os. Uligheden og uretfærdigheden fører til drab, krige, ekstremisme, had mod de rige lande, der intet gør, etc. Det er vel noget af det, som krigen mod terrorisme handler om. Terrorismen er vel et symptom på, at noget er galt i verden. Blandt andet fordi nogle er blevet sure på os, der har mere end dem og stadig vender det blinde øje til. Vi underviser nu rutinemæssigt soldater, der skal udsendes, i kultur, kropssprog, kommunikation, brug af tolk, mødedeltagelse og meget andet, der måske ikke lyder militært. Ofte varetager jeg selv en del af denne undervisning, og jeg gør altid et stort nummer ud af at understrege de helt basale signalværdier. Danske soldater er generelt mere vellidte ude i verden end så mange andre, fordi de populært sagt er bedre til at tage flue-solbrillerne af, smile og vise mennesket bag uniformen. Tillid og fred skabes af mennesker. Det gør ufred og mistillid også. En stor del af forskellen på, om det er det ene eller det andet, vi får skabt, handler om viden og færdigheder inden for kultur og mellemmenneskelige relationer. Sædvanligvis er det i opgaver, hvor de ovennævnte færdigheder finder stor anvendelse, at vi ser de danske soldater indsat. Såkaldte stabiliseringsoperationer. En hel del af vores soldater er formentlig bedre uddannet i kropssprog, kultur, smalltalk og tillidsopbygning end den gennemsnitlige politiker, læge, lærer eller børnehavepædagog. Vi underviser også soldaterne i meget andet. Førstehjælp, naturligvis. Forhold ved gidseltagning eksempelvis. Og nej, det gælder ikke begge veje, som en af mine venner troede. For eftersom vi er soldater, tager vi af gode grunde ikke gidsler. Men vores soldater møder mange risici. At blive taget som gidsel er en af dem. Men derudover er der undervisningen i kampfærdigheder. Det, mange vel forstår som klassiske soldaterfærdigheder. Blandt andet at skyde og ramme. Det er desværre langt mere disse sidstnævnte færdigheder end de førstnævnte, vores drenge i Musa Qaléh har brug for i øjeblikket. De ville sikkert selv ønske, at det var muligt at tale sig ud af situationen, men det er ikke tilfældet. Musa Qaléh ligner ikke noget, danske soldater tidligere har været indsat i. Det er ikke en stabiliseringsoperation. Det er en kampoperation. Men der skal ikke herske tvivl om, at drengene derude også klarer den manøvre godt. De gør alt, hvad de kan og må. Konflikterne i verden kan desværre ikke altid løses udelukkende med humanitær hjælp. Der er ingen journalister i Musa Qaléh til at berette om konflikten og den angst, indbyggerne lever i. Der er ingen Røde Halvmåne-medarbejdere, der hjælper. Der er ingen FN-observatører, der skriver rapporter. De ville blive dræbt. Skudt. Før disse vigtige instanser kan komme på banen, skal der etableres sikkerhed. Folk skal kunne bevæge sig i byen uden at blive skudt af Taleban. Hvordan etablerer man sikkerhed? Det gør man ved at sende en militær magt ind, som sætter sig tungt på området, og hvis nogen vifter med en skyder, så bliver de skudt. Det er ikke nice business. Det er ikke flinkt, rart, hyggeligt eller pænt. Det er ikke rundbordssnak. Det er ikke en tv-debat, man kan slukke for. Det er ikke typisk dansk. Men det standser konflikten. Det redder liv. Der er regler for krigen. Vi må ikke bombe, der hvor vi tror, der er noget. Vi skal vide, at der er noget. Vi skal have koordinater. Vi må ikke skyde uden grund. Vi skal trues, skydes på, før vi skyder. Det er svært for mødre at forstå. For nogle år siden rejste en major rundt i Danmark med et brætspil, hvorpå firmaers ansatte i grupper kunne indgå alliancer eller føre krig mod hinandens lande. Med et skævt smil fortalte majoren mig, at han efter nogle års turné med sit brætspil havde konstateret, at de mest krigssøgende var sygeplejersker. De mest fredssøgende var soldater. Der er mange ret divergerende opfattelser af, hvad soldater egentlig er for nogle størrelser. Ofte har jeg oplevet mine soldaterkolleger strande som modtagere af sønderlemmende kritik fra mine politisk interesserede kunstnerkolleger. Men kritikken af vores engagement i diverse brændpunkter rundt om i verden vedrører rettelig politikerne. Soldaten er kun instrumentet. Politikerne er hånden, der har adgang til hele medicinskabet og den udvidede værktøjskasse. Politikerne bestemmer, hvornår der skal købes nyt værktøj, og i hvilket omfang. Politikerne er hånden, der vælger hammeren eller sandpapiret. For soldaterne selv kan det være barskt at blive klemt inde mellem professionel ansvarsfølelse og de pårørendes følelser. Hvis man vil gøre både de pårørende og soldaterne en tjeneste, så skal man forsøge at oplyse de pårørende og også eventuelle kommende pårørende (befolkningen) lidt bedre om, hvad der foregår, og navnlig hvorfor. Hvad der foregår, kan forsvaret besvare. »Hvorfor?« er politikernes afdeling. Man risikerer naturligvis en øget debat, som måske ikke nødvendigvis vil være præget af stor ansvarsfølelse for konflikterne i verden omkring os. Det er naturligvis lettere at lukke øjnene for, hvad der sker i lande langt væk, end det er at tage beslutningen om at sende danske soldater ud. En far hævdede igen og igen på dette pårørendemøde, at vi ikke har noget at gøre derude. At det ikke nytter. Tålmodigheden hos de civile fædre er lavere, end den er hos de militære sønner. Soldaterne ved, at de vil blive skudt på i en periode. En lang periode muligvis. De har statistisk haft en såret næsten hver anden dag. Men det ser værre ud hos modstanderen. Med tiden vil modstanderen tyndes ud. Taleban har ikke et fornuftigt alternativ at tilbyde befolkningen. Deres rekrutteringsgrundlag er ikke, hvad det har været. Afghanerne er opportunister. De overlever og har overlevet det mest utrolige. De vil gerne selv. Før Sovjetunionen og senere Taleban var de på sporet. Hvis de får hjælpen og støtten, kommer de på sporet igen. Helmand var en gang Afghanistans kornkammer og ikke Vestens leverandør af opium og heroin. Helmand kan blive et kornkammer igen. Men de skal have hjælp. Patienten kæmper for sit liv, men han skal have sikkerhed, ro, lægehjælp, medicin. Lige nu sidder der 110 danske drenge i Musa Qaléh. De kæmper for patientens ret til overlevelse. De sætter livet på spil, det er en erhvervsrisiko. De gør det, fordi de er den udøvende magt bag politikernes ord. De rejser ud i verden og gør, hvad politikerne har besluttet, at der skal gøres. Man kan være uenig, men det må så være en uenighed, der angår politikernes beslutninger og ikke soldaternes. Man kan tage konsekvensen næste gang, der er valg her i landet. Soldaterne er mennesker. Disse mennesker er helte. De udfører en opgave, andre har bedt dem om. De udfører et farligt hverv på vegne af dig og mig, der sidder herhjemme med kaffekoppen i skødet og følger med i TV-avisen og sæbeoperaerne. De får selvfølgelig penge for det, de gør. Min kæreste får, mens han er udsendt, 25.000 kroner udbetalt pr. måned - men det kan næppe alene motivere nogen til at lade sig beskyde daglig, være i kamp fra morgen til aften og være i kampberedskab 24 timer i døgnet, vel? Ville det kunne motivere dig til at udsætte dit liv for risikoen? Der er heller ikke nogen af dem, der kan lide at skyde andre mennesker. Uanset at de andre er talebanere og skyder efter ens kammerater og en selv. Men de arbejder i et firma, hvor de kan lide at være, og hvor de har kammerater, hvis lige ikke findes andre steder. Og de tror på, at de gør en forskel i verden. Min kæreste beklager sig ikke over, at jeg springer i faldskærm. Jeg beklager mig ikke over, at han har valgt at yde en indsats i verden. Begge dele er med livet som indsats. Men hans er unægtelig noget mere ædelmodig end min. Han udfører sit arbejde. Han arbejder for, at der med tiden kan blive plads og arbejdsro til dem, der skal leve i Musa Qaléh.