Der er en linje i Sankt Hans Midsommervisen, som alle, selv Shu-bi-dua, kender, så der får den ikke for lidt: »Vi e-e-elsker vort land«. Ja, vi gør. Både Pia og Anders, jeg og alle de andre, selv folk med et mindre rent dansk-klingende navn. Så liden det end måtte være, det land. »Og ved midsommer mest«. Vi vil jo alle bare det bedste for dette skrupskøre lille land. Vist er det ikke stort, men der kan heller ikke være så meget, når det skal være godt alt sammen. Og det skal det. Det bedste er ikke godt nok, til den man elsker. Vi har bare så forskellig en måde at vise vores kærlighed på. Fædrelandskærlighed kan af nogle tolkes og ikke mindst praktiseres således, at det for andre fremstår næsten som landsskadelig virksomhed. Jeg holder båltale på Bådebroen ude på Christianshavn tæt på Christiania midt i den storbypulsende syreholdige sommernat - langt fra sund og bælt og skov og krat. Her hører vi ikke nattergalens sang - vi hører trafikken bruse. Mens bålet blusser, og det oser af gammel maling, benzin og imprægnerede giftgasser, opdager vi knap, at dagene igen bliver kortere, og der bliver koldere og koldere i dette barske, lille land langt mod nord. Pia Kjærsgaard holder sin båltale på Parcelgårdsvej ved Roskilde Fjord, hvor Tage Nielsen og hans hustru gæstfrit har åbnet deres dejlige herregård for DF. Der bliver bål, medbragte madkurve, dannebrog og nattergaledansk fællessang med dan-trioen Funtex - hvilken lykke. Der er udsigt til en tale, der sikkert også kommer til at handle om fædrelandskærlighed og om Dalai Lama, som har signeret sin bog med kærlighed til danskhedspatenttøsen, Det Kære Skår herself. Med den bog i hånd bliver det svært at føre kampen videre mod de farvede, de farlige, de fremmede her til lands, til vands og i luften. Dalai Lama selv har lige så svært ved at leve op til det beige-leverpostejfarvede mønsterdanskheds-ideal som alle de andre knaldkulørte fremmede, men han kom jo også bare på lynvisit. Til daglig nøjes han med at sætte kolorit på tilværelsen derhjemme, selv om han slet ikke har noget hjem mere, i hvert fald ikke når man kigger i et atlas. Hvis Anders Fogh Rasmussen skulle have holdt båltale et sted i den selvlysende sommernat, ville den nok også have handlet om, at han vil det bedste for Danmark og om mødet med Hans Hellighed, den tibetanske Dalai Lama. Måske ville Fogh oven i købet være iklædt sin katak: Det hvide silketørklæde, som han fik forærende af Dalai Lama, og som er et tibetansk symbol på ønsket om langt liv og ditto venskab. Med det om halsen ville der opstå et skingrende paradoks, når han istemte: »Vi vil fred her til lands (...) og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende ...« osv. Dengang sangen blev skrevet, kendte man ikke til klyngebomber og anden fjernstyret våbenteknologi. Det er en meget mere civiliseret måde at føre krig på. Med en Fogh ved roret og en Bushki baglandet kunne de bare komme an, de udenvælts fjender, også dem fra Irak. Med sådan en kombination kunne det gå grueligt galt. Men mange ser Fogh som Danmarks svar på Berlusconi - Foghisconi. Han er i deres øjne en meget imposant personlighed, navnlig når han leger krig med de store drenge. En veritabel helt. En stor magtfuld superpower-batman, som med et kast pludselig blev forvandlet til en lille, forbitret puha-shower-klatman med den berømte, globalrøde splatklat på det racemusegrå armanierede jakkesæt. Det billede har gået sin sejrsgang over hele kloden. Man skal være forsigtig med at gå og smide ting på folk, men man kan godt blive så ophidset, at man kommer til at tabe noget. Og verden fik i det mindste et synligt bevis på, at der var stor folkelig modstand mod den danske krigsdeltagelse. Når de styrende ikke længere kan styre sig, er det på tide, at de styrede opfører sig lidt mere ustyrligt. Fogh førte glad og fro Danmark ud i en krig uden folkets opbakning. Det generede ham slet ikke, at det folk, han er ansat til at lede, ikke ville være med til nogen krig. Han forbrød sig mod alle parlamentariske spilleregler, da han kaldte tusindvis af grundlovssikrede, fredeligt demonstrerende borgere fra alle alders- og socialklasser for »nyttige idioter, der går Saddam Husseins ærinde«. Vi holdt os for venlige til at give svar på tiltale med udsagn som »unyttige Facade-Fjogh står i blærede Bushkmænds tjeneste«. Man siger om politikere, at de er som duerne på Rådhuspladsen: Så længe de er ved jorden, æder de af hånden, men så snart de kommer i luften, skider de på én. (Den har jeg ikke selv fundet på. Det er et folkecitat, der stammer fra de store strejker i 1930'erne, men det holder stadigvæk.) Duer kan ikke gøre for, at de taber en klat og nogle gange rammer folk, for de er bare nogle små, umælende kræ, men store, voksne mænd må altså have lært at styre ringmuskulativerne. Særligt når de sidder i en VC-regering. Hvis de alligevel ikke kan tilbageholde en udladning, må de også være forberedte på, at de kan risikere at få noget på tøjet: Fogh blev simpelthen ramt af en såkaldt selvfremprovokeret rekylklat. Nogle kaldervores regering for en flok ukultiverede kræmmersjæle. Andre kalder dem handlekraftige, og det er fuldstændig korrekt. De er alt for handlekraftige til sådan et lille land som Danmark - der er snart ikke mere tilbage at handle med. Da Fogh var skatteminister, gled han ud i noget kreafil bogføring. Nu sidder han som statsminister og bogfører sig endnu mere kreativt frem med rædselsværket: 'Fra socialstat til minimalstat'. Fortsættelsen bliver måske: Fra minimalstat til bananstat. Med den baggrund er det ikke så mærkeligt, at han holder hånden over sine ministre, når de går og fifler med deres egne kreafiffige sideprojekter. Nu har vi en finansminister med mottoet: Går(d)'en, så går(d)'en. Kirkeministeren går Fogh i spinatbedene med noget gør det selv-bogføring for viderekomne, og når det gælder miljøet, har Lomborg fået kam til sit hår med videnskabelige ugler i uredeligheden. Fru Justitia er sponsoreret af erhvervslivet, og der var også noget med Brians briller. For slet ikke at tale om diverse fejltacklinger i Farummodellen! Jeg erbekymret, oprigtig bedstemoderligt bekymret for mit fædreland. Der skulle jo gerne være lidt tilbage til børnebørnene. Jeg synes også, det er tid til forandring - jeg hader faste tider og stramme rammer. Lad os for Guds skyld (hvis han nu slet ikke er der, har han fået skyld for meget) lukke op for noget nyt. Men når man ser de her stivnede, humørforladte mænd og kvinder fra Venstre, konservative og Dansk Folkeparti tone frem i landskabet og tale om normalisering, så bliver jeg ikke nervøs, jeg bliver decideret - rædselsslagen. Skal de være et mønster til efterlevelse for hele dannerfolket, bliver der ikke meget råderum for fantasien og vild, utilpasset originalitet. Der bliver ingen plads til smukke vildskud. Alt skal måles og puttes i kasser. Nattergalen får kun lov til at synge, hvis det er en mekaniseret kunstfugl som den i H.C. Andersens eventyr. Det bliver Scandic-standard, formstøbte, konformt ensrettede Blockbuster pap-salgsfigurer, udstanset som arketype, og plastlaminerede discountværdier for alle, lige fra Gucci til Fjällräven, tag to for 19,50. Tak spids! Jo, jeger bekymret for, hvordan det dog skal gå os i det her lille fedtglinsende, eventyrpølliske smørhul i jorden af et drømmerige. Hvordan man end vender og drejer sagen, har vi fået et ultrahøjredrejet Venstre-regime. En Venstre-regering, som er totalt afhængig af ekstremister fra Dansk Forskelsparti. 11. september 2001 fik nøjagtig de konsekvenser, som var mit første privat-lokale forudanende febersyn: Nu bliver Pia Kjærsgaard statsminister. Det er hun næsten også blevet. Det er der mange danskere, som er henrykte over - men trods alt er det min faste fornemmelse, at der er endnu flere, der er dybt foruroligede ved de formørkede fremtidsperspektiver. Vi har sandelig også fået kærligheden at føle, siden de er kommet til at sidde tungt på magt-mazarinen. Ud med alt og ned med det hele. I hvert fald med alt det, der bare så meget som lugter af kvalitet og kreativitet - og ikke mindst kultur. Den, der ikke er med os, er imod os. Regeringen er ikke tynget af ideologiske blokeringer. De tåler frem for alt ikke kritik. Polariseringen mellem for'ere og imod'ere bliver mere og mere markant. Fogh Rasmussen udtalte for nylig, at vi ikke har nogen opposition. Nej, det tror da pokker. Folk tør ikke stå frem med navns nævnelse og tale magten imod, for så er der kontant afklapsning ved kasse ét. Jeg hører den ene rædselshistorie efter den anden, ikke kun fra kolleger. Det kan få barske konsekvenser at benytte sig af sin ret til ytringsfrihed, selv om den ret står skrevet i grundloven. Man bliver ikke sat i fængsel for at sige sin mening, men hvis man har en anden mening end magthaverne, dann haben wir andere Methoden. Da den tyske gæstedirigent Gert Albrecht ved en direkte torsdagskoncert-transmission på DR indledte med at udtale sig negativt om den danske krigsdeltagelse i Irak, var DF fluks på pletten med forslag om blacklistning. Det har vi ikke officielt haft i Danmark før. Det blev indført i Amerika under McCarthy og lanceret som McCarthyism. Hvad skal vi kalde det på dansk? Pia-nisme eller Fogh-isme? Det er i hvert fald et forsøg på knægtelse af ytringsfriheden. Jeg fik selv for alvor den første smagsprøve på de nye trendenser i Gladsaxe til en nytårskoncert, hvor jeg var indbudt som konferencier med min nytårstale. Da jeg bare antydningsvis berørte emner som flygtninge og indvandrere, udvandrede tre publikummer, og så var jeg på tålt ophold resten af seancen. De tre var naturligvis lokale rødder fra DF. Da publikum blev tilbudt at få pengene tilbage, blot for at have måttet lide den tort og svie at være udsat for mine ytringer, kunne man se et lysende faresignal forude. Her er tale om indvarsling af nye tider. For nylig holdt jeg en grundlovstale på Københavns Radio, DR. Talen blev ganske vist sendt, men fik følgende kommentar med på vejen fra speakeren: Fru Helgers grundlovstale var helt og aldeles udtryk for hendes egne holdninger og dermed ikke fuldt dækkende for Københavns Radios holdninger til hverken regeringen eller grundloven. Ta' den! Bare DR ikke ender med at snuble i sine egne regeringsknæfald. Til tiderkan det virke, som om vores lille land er spærret inde af en kulravende sort rundhorisont. Men trods alt tror jeg, at der er grund til at bevare optimismen. Jeg har ikke noget synligt bevis på Dalai Lamas accept - men jeg tror lige så fuldt og fast på kærlighedens evigtgyldige magt, også den til fædrelandet. I disse dage vender lyset sig igen fra os. Nætterne bliver længere. Forsommeren er forbi, nattergalen forstummer. Inde i byen gør det måske knap så ondt - for der kommer nattergalen jo alligevel ikke og synger. Såmænd gør den så! På Christiania - tænk et under at bo i et lillebitte land med en millionhovedstad, der har format til at have et frirum, hvor den virkelige nattergal kun holder op med at synge, fordi det gør den nu engang til Sankt Hans. Men den kommer igen. Til næste år sidder den atter på Christiania og synger. Hvis fristaden er der endnu til den tid. Regeringen truer med bål og brand, og med sværdet i hånd skal hver fristadsfjende beredte dem finde. Kærlighed er en rummelig størrelse. Når folk forelsker sig, går nogle systematisk i gang med at ændre den tilbedte, så den passer til de ideelle fordringer. Når folk flytter til Christianshavn, så gør de det, fordi her er så oprindeligt, så pittoresk, så charmerende, så anderledes - og så går de ellers i gang med normaliseringen. De forelsker sig i det skæve, og så skal det rettes ud! Men mon ikke regeringens trusler bare er tom sabelraslen? Christiania er en del af Danmarks charme. Den repræsenterer den frihed, som vi sætter så højt. Både Pia og Anders ville gerne møde Dalai Lama. (Og det er mere, end den tidligere regering ville!). Jeg tror ikke, at der udelukkende ligger skjulte politiske, strategiske motiver bag det møde. Nej, det var en bods- og bedringsgestus. Pia og Anders er blevet klappet på skulderen og har fået bøger og venskabstørklæder, og det forpligter. Dalai Lama siger selv: Min religion er venlighed. Jeg tror, at Pia og Anders er blevet grebet af det menneskekærlige budskab, så alting nu forandrer sig til det bedre. Der bliver igen plads i Danmark, også til de svage, de skæve, de kulørte og de utilpassede. Og så får nattergalen lov til at komme igen og igen og synge og forelske sig på Christiania i Danmark lige til Sankt Hans. Vi vil fred her til lands - nemlig. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde og konforme.