Viden og tro blandes ideligt sammen. Terrorhandlinger forsvares ved at henvise til hellige skrifter eller politiske manifester. Kronikøren, der er direktør for Forskningsstyrelsen, mener, at vi alle må tage os sammen og lytte til den fælles sproglige og genetisk arvede fornuft. Ingen menneskelig sag kan tænkes at være højere end menneskehedens ve og vel. Men hvad er menneskelighed, når det kommer til stykket? Især efter 11. september trænger spørgsmålet sig på. Og nu som før fabulerer man om menneskelighed ud fra rent politiske og religiøse forestillinger - f.eks. i EU's aktuelle bestræbelser for at definere terrorismen. Med udgangspunkt i stærkt forældede hellige skrifter, der øjeblikkeligt ville blive afvist, hvis de først var fremkommet i vor tid, præsenterer man os for en række påstande om begrebet menneskelighed . Påstande, der kun bliver troet, fordi vi åndeligt stadig lever i religionernes antropocentriske verdensbillede - det vil sige forestillingen om, at mennesket er skabt i Guds billede og placeret i verdens navle. Men denne opfattelse af mennesket er en regulær forbandelse, fordi den 'ophøjer' os selv til det højest mulige niveau for indbildskhed. I stedet kunne man søge videnskabens hjælp for at forstå, hvad der er ens for alle mennesker, og hvad alle derfor burde kunne mødes fredeligt om. Især glemmer man at tage udgangspunkt i dét, vi faktisk véd om menneskenes fælles egenskaber som følge af, at vi har en fælles oprindelse og udviklingshistorie. Det afgørende er, at man på religiøst og politisk grundlag ikke formår at skelne mellem rodfæstede - det vil sige udviklingshistorisk bestemte - og mere flygtige menneskelige egenskaber. Man går straks om bord i en lovprisning af de værdier, der gælder i ens egen kulturkreds, uden at forstå om disse værdier stikker dybere i menneskets natur end andre. En dybere og videnskabeligt forsvarlig forståelse af begrebet menneskelighed må efter min opfattelse tage udgangspunkt i, at begrebet skal gælde for alle mennesker uanset kulturel baggrund, og uanset hvilken tid vi lever i. Menneskelighedsbegrebet skal være alment og varigt. Men det er der ikke så meget, der er. Og dét, der er alment og varigt, bliver undertrykt, fordi det kolliderer med vores indbildskhed. Men det ligger fast, at alle sunde mennesker sanser verden virkelighedsnært og på omtrent samme måde, fordi de forfar-stammer, der ikke har gjort det, nødvendigvis måtte gå til grunde. Det ligger også fast, at alle sunde mennesker taler et sprog, som er oversætteligt til alle andre sprog, fordi sprogene er vores beskrivelse af virkeligheden, og fordi de forfar-stammer, der har beskrevet virkeligheden forkert, nødvendigvis måtte gå til grunde. Tilsammen indebærer sansningens og sprogenes virkelighedsnærhed derfor, at alle sunde mennesker har en kollektivt arvet fornuft , som er ens for alle sunde mennesker. Denne fornuft kaldes sanserationaliteten og sprogenes dybdegrammatik, det vil sige logikken. Disse to menneskelige egenskaber er det eneste, der i udgangspunktet kan begrunde, at vore handlinger og udsagn kan blive meningsfulde i forhold til et alment og varigt menneskelighedsbegreb. Problemet er blot, at meningsfulde handlinger og udsagn kan fortolkes meningsløst , hvis man f.eks. af religiøse og politiske demagoger kan bringes til at tvivle på sansernes og sprogets troværdighed. Derved kan de, der formår at skabe denne tvivl, sætte menneskene op imod hinanden, fordi vi gennem fortolkningernes bedrag kan blive frataget den arvede og velbegrundede tillid til fornuften. I dag er denne tro på fortolkninger blevet dominerende, fordi vi gennem de sidste 100 år er blevet indoktrineret med det påstået humanistiske synspunkt, at alle argumenter er subjektive og derfor er lige gode. Men humanisme er ikke ensbetydende med den totale værdirelativisme og mangel på rationale. Et både humanistisk og naturvidenskabeligt forsvarligt synspunkt er, at der som følge af evolutionen er en almen og varig menneskelig indgang til begreberne fornuft og begrundelse, til trods for at vi lever i vidt forskellige kulturer. Arven af biologisk og sproglig rationalitet sikrer, at vi ikke går til grunde i det kaotiske, daglige nærvær med omgivelserne og hinanden - det private og lokale - men at vi først og fremmest kan handle efter en mere overordnet rationalitet, som er begrundet i det varige og almindelige, og som er nedfældet i generne og sprogenes logik. Man kan sige, at det egentligt umenneskelige er at sætte den kollektivt arvede sanserationalitet og logik under administration af private eller lokale forestillinger som f.eks. en trosretnings sakramenter eller et regimes program. En sådan konklusion er den filosofiske essens af moderne evolutionsbiologi og sprogfilosofi med geologen Charles Darwin og sprogforskeren Noam Chomsky som nogle af de vigtigste erkendelsers ophavsmænd. Men det er især Darwins erkendelse af vores slægtskab med dyrene, der er årsag til, at religiøse og politiske demagoger kun opfatter evolutionsteorien som en hovedfjende. Sprogevnen deler vi jo kun med dyrene i evnen til at udvikle kropssprog, hvorimod de anatomiske ligheder mellem dyr og mennesker er indlysende - og derfor farlige for vores mere indbildske forestillinger om menneskets guddommelige særstatus. Således er det langtfra noget særsyn, når f.eks. muslimske elever på Vestre Borgerdyd Gymnasium ikke vil undervises i udviklingslæren. Helt tilsvarende ser man hvert år i USA's 'bibelbælte' - det vil sige de sydlige og midtvestlige stater - en stribe såkaldte 'abeprocesser', hvor USA's højesteret må omgøre delstaters beslutninger om at forbyde undervisning i palæontologi (videnskaben om fossilerne), evolutionsbiologi eller genetik. Og det giver vel sig selv, at denne undervisning aldrig har været tilladt i islamiske stater som Saudi-Arabien, Iran, Libyen og Tunesien. I udgangspunktet er kristen og jødisk religion gennemsyret af den samme gammeltestamentlige idé, som de muslimske fundamentalister fortsat forfægter med våben, nemlig, at mennesket er skabt én gang for alle af Gud. I det religiøse univers er menneskets åndsevner ikke resultat af en lang naturlig udvikling af sanserationaliteten, men udtryk for Guds almagt og ubøjelige vilje: Gud har skabt verden én gang for alle, og på den sidste skaberdag kronede han værket med sit eget billede - Mennesket , det vil sige os selv. Men 'Gud' ligger uden for det testbare. Derfor er gudsforestillinger et genialt redskab for demagoger. Ingen egentlig religiøs påstand kan afprøves, og gudsforestillinger kan derfor benyttes som springbræt til virkelighedsfjerne tolkninger af denne verden, således at demagogien kan trænge ind i det virkelige univers og forføre menneskene til ikke at tro på den arvede fornuft, men på de påstande, der fremmer demagogernes hensigter. Især derfor er opdagelser fra palæontologien, evolu- tionsbiologien og genetikken fortsat kilde til eksistentiel usikkerhed, vrede og beskyldninger om blasfemi fra både Vestens og Mellemøstens religioner. Denne situation adskiller sig ikke afgørende fra vreden mod Kopernikus, da han i middelalderens slutning opdagede, at Jorden - den bolig, som Gud havde givet menneskene - ikke er universets centrum. Nu som dengang vil nye erkendelser af, at vi mennesker ikke er altings centrum og formål, give anledning til store omvæltninger i verden. Kopernikus' opdagelse skabte grundlaget for reformationen i 1500-tallets begyndelse og den moderne videnskabs opståen i 1600-tallet. Og som dengang ser vi nu, at ny viden - f.eks. fra molekylærbiologien, bioteknologien og genteknologien - skaber store omvæltninger for vores religiøse, etiske og politiske selvforståelse, i takt med at den nye viden bliver udbredt. Nu som dengang vil vi først og fremmest se, at den ene 'vækkelse' efter den anden søger at sætte menneskene op mod deres tab af guddommelig betydning, og at religiøse ledere beordrer troende til kamp - og terror - mod videnskaben og de samfund, der huser den. Religionernes antropocentriske opfattelse er derfor en regulær forbandelse. Den 'ophøjer' os selv til det højest mulige niveau for indbildskhed, hvor mennesket - og dermed de religiøse og politiske demagoger - kan indtage pladsen på tronen ved siden af Gud og være 'den almægtiges højre hånd'. Fra dette allerhøjeste niveau kan vi træde 'i en højere sags tjeneste' og - endog med et Ole Wivel-citat fra 1984 (se Højskolesangbogens nr. 136) - »gå skaberen til hånde«, når vi skal »redde verden«. Men herved kan enhver god som ond handling forsvares uden argumenter ved blot at henvise til 'hellige skrifter', 'politiske manifester' og andre meninger. Især er disse lette svar om 'en højere sag' en forbandelse, fordi de pålægger os at se bort fra kendsgerninger, som enhver kan se, høre og tænke sig til. Ofte straffer man dem, der nægter at se bort fra erfaringen og fornuften, med en voldsom brutalitet, som kun kan begrundes med, at 'blasfemister' f.eks. i form af naturvidenskabsmænd og teknikere forbryder sig mod 'den allerhøjeste' og meningen med det hele. Denne religiøse eller politiske krænkelse af enhvers umiddelbare evner, er umenneskelig i dette begrebs egentlige forstand. Accepten af denne krænkelse af området for konkret viden - fornuftens og videnskabens område - er den egentlige grund til, at terror overhovedet kan forekomme. Man kan sige, at terror og almindelig kriminalitet adskiller sig fra hinanden ved, at kriminalitet er begrundet i almindelige, men uønskede menneskelige egenskaber (som f.eks. overdreven egoisme, sadisme, perverteret seksualdrift, sindssygdom, tvang, stofmisbrug, raseri og blind vrede). Terror forudsætter desuden, at terroristen ikke kun lider af disse kriminelle egenskaber, men også er blevet forkvaklet, så han hellere tror på ubeviselige påstande om f.eks. religion og politik end på de arvede evner til at sanse virkelighedsnært og til at tænke logisk. Terrorister ophøjer så at sige 'hellige skrifter' - hvad enten disse er religiøse eller politiske manifester - til eviggyldige sandheder, til trods for at disse 'eviggyldige sandheder' ikke alene strider mod erfaringen og fornuften, men også mod de tekniske og videnskabelige hjælpemidler, som terroristen må stole på for at kunne udføre de kriminelle handlinger. En terrorist er således dybt inkonsekvent og ude af stand til at se uoverensstemmelsen mellem hans overbevisning og den viden, han anvender i praksis. Det er nødvendigt for en terrorist at bygge tilværelsen op omkring den løgn, at 'målet helliger midlerne', når han f.eks. 'går skaberen til hånde' for at myrde 'vantro' og bombe deres huse. For en terrorist bygger erkendelsen af 'målet' på lavere normer for viden og fornuft end erkendelsen af 'midlerne'. Den videnskab og teknik, som terroristen må stole på for at udføre de kriminelle handlinger, kunne ikke være opstået, hvis hans forestillinger om målet var sande. Og den videnskab og teknik, som terroristen anvender i praksis, strider mod den 'højere sag's idéer om, hvordan verden fungerer. Men denne mangel på konsekvens skygger ikke kun for terroristers dømmekraft. Hellige skrifter, som er skrevet for årtusinder siden, og som ville blive afvist, hvis de først var fremkommet i vor tid, sætter fortsat dagsordenen for mange eksistentielle debatter og politiske handlinger. Gennem konkret politik, aggression, krig og terror har utalllige kirke- og statsledere defineret menneskeligheds-begrebet ud fra guds- eller statsforestillinger, der kun i ringe grad er forpligtet af dét, vi faktisk ved om menneskelighedens grundsubstans. Det vil sige uforpligtet af dét, der i særlig grad adskiller os fra andre bevidste væsner: at vi mennesker kan lade vore meninger og handlinger være styret ikke blot af den umiddelbare erfaring og fornuft, men også af erkendelser, som andre mennesker har gjort og delagtiggjort os i, og som rækker ud over vor egen tid og nuværende omgivelser. Men det er også med denne opfattelse af begrebet menneskelighed, at videnskaben kan komme i vanskeligheder med religiøse og andre forestillinger om større perspektiver på verden end vore egne private perspektiver. En religiøs tro eller politisk overbevisning er jo netop en forestilling om noget, der rækker ud over os selv, f.eks. en forestilling om 'en højere sag'. Men her må man skelne skarpt mellem sanserationelle og følelsesmæssige forestillinger om dette uden for os selv. Mange eksempler på denne utilladelige sammenblanding af viden og tro findes også i videnskabshistorien. F.eks. hos den store fysiker Maxwell, der på dødslejet blev spurgt, hvordan han var kommet på sine berømte ligninger. Han svarede, at han følte, at hans tanker og pen var blevet ført af noget større end ham selv, af noget uden for ham selv. Hvilket jo er en dybt religiøs betragtning om, at han ikke selv havde fundet ligningerne, men at hans tanker og hånd var ført af Gud. For mig at se er dette en lige så indbildsk forestilling om at være Guds udvalgte som den, vi finder i vores antropocentriske verdensbillede og hos de muslimske terrorister - og for den sags skyld hos 'God's own people'. Det korte af det lange er, at Maxwells ligninger er sande og gjorde ham berømt, fordi ligningerne kan eftervises videnskabeligt. Ikke fordi han selv troede, at hans tanker og hånd blev ført af Gud. Da vor store landsmand - anatomen, geologen og biskoppen Niels Stensen (Steno) - i 1600-tallet grundlagde geologien og palæontologien, forklarede han, hvordan denne utilladelige sammenblanding af tro og viden kan finde sted: »Men i de ting der er frembragt ved kunst at ville beundre det frit handlende menneskes geni er en stor enfoldighed, da dog mennesket kun gennem en tåge ser, hvad det har udført, hvilke organer det har brugt, og hvad der er bevægende momenter for disse organer«. (J.M. Hansen: 'Stregen i sandet, bølgen på vandet'. Forlaget Fremad 2000). Hvad enten et menneske er en stor kunstner eller videnskabsmand, forstår han ikke, hvad der sker i hans krop og hjerne, selv om han er i stand til at frembringe nok så geniale resultater. Et menneske må ikke af den grund forfalde til den 'enfoldighed', at hans tanker eller hånd er ført af Gud. Vi forstår ikke os selv. Menneskets hjerne - forklarede Steno - er så indviklet, at den aldrig vil kunne fatte sig selv! Som den første videnskabsmand i verden viste Steno - måske især fordi han var sig sin stærke religiøsitet bevidst - at vi aldrig må begrunde videnskaben med religiøse forestillinger. Tværtimod skal vi søge sandheden gennem sansningen (erfaringen) og tankens stringens (logikken) - det vil sige gennem videnskaben. Hvis vi mennesker tror, at der er hinsidige sandheder om Gud, må vi aldrig undertrykke videnskaben, men søge gudsforestillinger, der ikke strider mod dét, vi ved. Med det hinsidige er det som med det fremtidige: Vi kan principielt intet sikkert vide om det. Det kan derfor godt give logisk mening at være troende, ligesom det kan give mening at forudsige fremtiden. Men at tvinge mennesker til at styre deres handlinger i denne verden af forestillinger om det hinsidige er lige så umenneskeligt som at tvinge mennesker til at lyve om nutiden for at det skal passe med spådomme om fremtiden. Om fremtiden ved vi, at den ikke eksisterer. Kun den realiserede fortid og nutid er virkelig og sand. Det allerede eksisterende skaber dét, der vil komme. Ikke omvendt. Kunne vi bare få samme opfattelse af det hinsidige: at vi selv har skabt Gud. Ikke omvendt.