Jeg er i den lykkelige situation at kunne fortælle en afsluttet historie: uniformens. Denne bizarre beklædningsform fik sit første knæk under krigen i Irak og har nu fået det næste under krigen i Afghanistan, hvor den er blevet så idiotisk et handikap for den ene krigsførende part, mens den anden kan udføre alle sine fjendtlige handlinger i ly af almindelig civil beklædning, som end ikke den bedste drone kan afsløre. Men lad os begynde i den anden ende: De første tilløb til ensartet beklædning kendes fra visse krige i oldtiden, specielt borgerkrige, hvor alle kriges grimme risiko for friendly fire var stor i den almindelige blodige forvirring. Med kristendommen kom siden munkeordenerne og deres særlige uniformering: ligheden for Herren, afsondretheden fra det øvrige samfund og det modsatte køn stadfæstet gennem den ens beklædning. En uniform er et underkastelsessymbol. På korstogstiden var der næppe store muligheder for at ramme forkert i kamptumulten, når kristne og muslimer sloges om den hellige stad, her udmærkede de kæmpende sig helt tværtimod ved at give forfængeligheden frit løb og pynte sig med brynjer, fjerbuske, skjolde og lanser – der har alle dage været en bizar og fascinerende sammenhæng mellem forfængelighed og dødsforagt. Først under religionskrigene i det 16. og 17. århundrede blev risikoen for af vanvare at slå sine egne ihjel alvorlig. Det er jo ikke til at se på en hastig rytter, om han er tilhænger af den ene eller den anden udlægning af den hellige nadver, så for en sikkerheds skyld fik han et bånd i sin feltherres farver. Uniformen indførtes mere systematisk i Europa sammen med enevælden og de store stående armeer. Officererne førte an, de ville særligt nødigt slås ihjel af deres egne og var måske også særlig pyntesyge. I Danmark indførtes uniformen samtidig med enevælden i 1660, og den er da også på alle måder barn af denne samme enevælde: kæft, trit, retning – og påklædning. Uniform vil sige ensartet form. Diktaturets stadfæstelse og folkekære selvbekræftelse. Den ensartede påklædning (herunder også distinktioner, epauletter, kravetøj, blanke knapper, diverse hovedbeklædninger, støvler, foruden sabler og skydevåben) lægger op til yderligere ensretning, som vi kender den fra eksercitsen, jeg’ets selvudslettelse: Den uniformerede hilser med højre hånd holdt vandret ind mod højre tinding, gør ret eller rør, retter ind mod højre, står skulder ved skulder osv. og opfører sig så vidt muligt ligesom sin sidemand. Alt sammen et særligt fascinosum i en tid, der som vor lægger så demonstrativ vægt på den originale personlighed. Underkastelsen føres ud i det ekstremt demonstrative, når flest mulig soldater går i række og geled, i samme takt, med samme tramp af samme slags støvler, geværet på samme skulder, øjnene gloende stift ind i formandens nakke osv. Og så er geledderne endda ordnet efter højde! De højeste går forrest med deres bestøvlede sparkeskridt, de laveste kommer til sidst. Foran eller på fløjen spankulerer en officer. Den engelske dronning er ingen Führer Det er elementært øjegribende at følge den kongelige livgarde på dens daglige march ned gennem Købmagergade i København, med piber og trommer – og betragte den almindelige civile interesse for det bizarre fænomen, ikke at forglemme den både flotte og kraftige tamburmajor i spidsen. Pointen ved alle militære opvisninger er præcisionen og disciplineringen. Jo flere der gør nøjagtigt det samme på én gang, jo mere imponerende. Se blot, hvor præcist afstemt kolonnernes taktfaste marchering er, rundt og rundt omkring et større blomsterbed nede under den engelske dronnings balkon på hendes fødselsdag, koordineret med forbiflyvning af syv jagerfly med rød og hvid røg ud af halerne – nøje timet med at majestæten selv personligt træder frem på balkonen og vifter nådigt til den fjerne vinkende folkemængde med sin højre behandskede hånd!
Ingen finder på at sammenligne dette eklatante stykke disciplinering med de aldeles tilsvarende, som vi – med Hitler som truende Führer på talerstolen – har lært at afsky: den engelske dronning er jo ingen Führer. Det her er jo kun en fødselsdagshilsen. Eller hvad er det i grunden? Undersåtter? Ensformen er det vidunderligt drastiske udtryk for afgivelse af suverænitet, af individualitet, en pompøs protest mod den individualisme, vi ellers bryster os så hæmningsløst af. Men uden uniformen var det moderne samfund utænkeligt: På den ene side den indre uniformerende indlæring: den sproglige og kulturelle, der afsluttes med en eksamen, her i landet taler og tænker vi dansk, basta, det kan man endda skulle aflægge særlig prøve på for at blive optaget i rigsfællesskabet, og efter hver vore nervøst overståede prøvelser indgår vi i forskellige arbejdspladshierarkier.
