Billig efterligning og friluftskitsch. Sådan er provinsen, når den skal være fin, skriver professor Lars Qvortrup. Fra Odense og omegn. Hvor ligger den danske provins? For amerikanere ligger den i København. For dem er der ikke noget så provinsielt som livgarde og kongehus, gågader og hjælpsomme politibetjente. For københavnere skal den opsøges i Jylland eller på Fyn: provinshoteller, provinsaviser, trikotageforretninger og egnsmuseer. Bagerforretninger, der åbner kl. seks om morgenen - som i gamle dage. Fiskerkuttere, som slæbes på land ved Lønstrup, og hvorfra ægte fiskere sælger friskfangede fisk. For os alle sammen er den enten et sted derude eller tilbage i tiden. Provins beror med andre ord på en forskel: Provinsen er det, der ligger hinsides det urbane centrum, eller som befinder sig i barndommens land. Provinsen er altså ikke et sted, men en forskel: mellem nutid og fortid, mellem det urbane og det oprindelige. Men hvad mere er: Provinsen skal selv være mærket af denne forskel. Den skal ikke bare være 'autentisk' eller 'oprindelig'. Oprindelige folkeslag er ikke provinsielle, men netop oprindelige. Vild natur er ikke provinsiel, men farlig. Tager man på vildmarksferie, er det ikke provinsen, man besøger. Først når disse folkeslag eller denne natur længes efter eller forsøger at efterligne det urbane, om end naturligvis på en ubehjælpsom og kitschet eller rørende måde, bliver de provinsielle. Det provinsielle skal så at sige indbygge forskellen mellem by og land i sig selv for at blive provinsiel. Provinsen skal rumme dette lille, ufrivillige glimt af at være bagefter og af at være klar over det uden derfor at kunne udligne forskellen. Der skal en iscenesættelse - helst ufrivillig - til, for at provins bliver provins. Hvad ville fiskerne i Lønstrup have været, hvis ikke Michael Ancher havde bidraget til deres selviscenesættelse, og hvordan skulle københavnerne kende dem, hvis ikke de først havde været på Skagens Museum for at studere typen. Så der står de altså og iscenesætter hinanden: københavneren, som allerede på vej ned mod stranden prøver at lægge sproget i et drævende leje for at blive forstået. Og fiskerne, som spotter københavnere på lang afstand og straks forøger priserne med ti procent og lægger det skoledanske fra sig for nu ikke at skuffe de gode kunder. Sådan er provinsen: en forskel, som bærer mærket af sin forskel, og som enten forstår at udnytte den eller i forsøget på at udligne forskellen gør den så meget desto tydeligere. Den første provins er den iscenesatte provins, som i virkeligheden driver gæk med modtageren. Den sidste provins er den stræbsomme og troskyldige og måske derfor helt ægte provins. For mig - der bor i Odense - ligger provinsen i Faaborg. Den ligger i Faaborg By og i egnen omkring Faaborg, nærmere betegnet Svanninge Bakker, den mest udprægede provinsnatur, man kan tænke sig. Allerede i slutningen af 1700-tallet fik københavnerne øje på dette område, nemlig da den navnkundige Erik Pontoppidan udarbejdede 'Den danske Atlas'. Under besøget på Sydfyn fik han hjælp af sognepræsten i Ollerup, hr. Bredstorf, »en velfortient og naturkyndig Patriot, som jeg paa Publici Vegne takker for mange gode Efterretninger om denne Provins«. Jamen der har vi det jo allerede: »Denne provins«, selv om betegnelsen dengang også havde en neutral og teknisk betydning som betegnelse for et område eller en egn. Men at også det andet betydningslag, det provinsielle, rumsterer i betegnelsen, forstår man, når man læser videre: For hvad kalder denne gode sognepræst disse bakkedrag nord for Faaborg: Ifølge Erik Pontoppidan kalder han »... disse Banker sine Fyenske Alper«. Man hører det for sig: Som nyuddannet teolog fra Københavns Universitet er den unge hr. Bredstorf kommet til egnen og har for at sætte sig i respekt - markere en forskel - brugt en betegnelse, som sognebørnene ikke før har hørt: »Alperne« og til forskel herfra: »De fynske Alper«. Jo, den lærde mand har nok styr på geografien. Da han så har været præst på egnen i tyve år og har fået et ejendomsforhold til stedet - »mine« fynske Alper - kommer professor Pontoppidan fra København og spotter den latterlige provinsialisme. Disse »banker«, som jo ikke engang er 100 meter høje, kalder han »sine Alper«. Ak, hvor provinsielt. Overfortolker jeg? På ingen måde, i hvert fald ikke hvis vi skruer tiden hundrede år frem. Nu er det ikke Erik Pontoppidan, men en af hans efterfølgere, den københavnske professor i geografi Eduard Erslev, som er ude med riven. I en artikel fra 1882 med titlen 'De fynske Alper' skriver han med tydelig adresse til ubehaget ved at blive latterliggjort i urbane kredse: »Dersom en fremmed kommer til Faaborg efter at have rejst omkring i Schweiz, og hører, at vi kalder et lille Højdestrøg hos os med det pompøse Alpenavn, maa han finde os altfor latterlige i vor nationale Forfængelighed eller ogsaa lidt indskrænkede«. Så her har vi altså den ene side af det provinsielle: det latterlige og pinlige. Det indskrænkede. Men den anden side må ikke glemmes: det tiltrækkende, troskyldige og naive. Ti år efter Erslev er vores store forfatter Henrik Pontoppidan på rejse i præcis den samme region. Han havde lovet at bidrage til en bog af den københavnske udgiver M. Galschiøtt om 'Danmark i Skildringer og Billeder', og det tvinger ham altså til Faaborgegnen. I dag må man som Troels Kløvedal eller Ib Michael hele vejen om på den anden side af Jorden for at finde ægte natur og autentiske folkeslag. I slutningen af 1800-tallet skulle man såmænd blot drage ud i den danske provins. Men er afstandene blevet længere, så har fortryllelsen over disse autentiske folk, især pigerne, ikke ændret sig. Rige er de jo ikke, herude på landet, konstaterer Henrik Pontoppidan, men den fynske landbefolkning synes at eje »en Sans for Hygge, for Skønhed, for Blomster, for skinnende Ruder og nykalkede Vægge«, som ganske bjergtager kulturturisten. Her er det tydeligvis en anden iscenesætter, der har gjort forarbejdet: H.C. Andersen, som jo ikke blot var kendt med forskellen mellem hovedstad og provins, men som også i den grad forstod at drage nytte at den, havde allerede i 1829 i Kjøbenhavnsposten erobret københavnernes hjerter med 'Hist, hvor Vejen slår en Bugt' eller 'Moderen med Barnet - et skærmbrætsbillede', som den dengang hed. For det er jo en del af kunsten ved at være provins: Man skal kende de besøgendes forventninger bedre, end de selv gør. På sin vandring bliver Pontoppidan naturligvis inviteret indenfor af en lokal bondemand, som han spørger om vej (jo, det er et af vores trick i provinsen: Man kommer ikke ud igen uden at have købt landæg, jordbær eller asparges til overpris). Her bliver han ikke alene præsenteret for den »lille, trivelige Kone«, men også for deres »unge vakre Pigebørn, hvis blanke Øjne og runde Kinders Farve tydeligt tilkendegiver dig, at din uformodede Indtrædelse straks har sat deres let vakte Interesse i Bevægelse«. Pontoppidan er solgt på stedet: Der skænkes øl og kærnes smør, og minsandten om ikke de vakre piger serverer fint hvidt helligdagsbrød, »som de støtter op mod deres fyldige og bankende Bryst« for den letantændelige fremmede. For sådan er provinsen også: brændstof til den urbaniseredes drømme om det autentiske liv. Her har vi altså egnen omkring Faaborg. Tilbagestående og latterlig, ja, men også naiv og tiltrækkende. Der mangler kun én ting, før den kvalificerer sig til at være provinsiel på den helt rigtige måde: Den skal selv være klar over sin lidt tilbagestående status, og den skal stræbe mod at være finere, end den er. Sådan som den stakkels sognepræst i Ollerup ufrivilligt gjorde. Eller sådan som alle de gør, der sælger kunsthåndværk og nyopgravede økologiske (når nu de vil hà dem med orm) kartofler, dér hvor vejen slår en bugt. Forudsætningen for, at provinskonstruktionen kan komme i stand, er, at der er nogen fra provinsen, som er bevidst om forskellen. I forhold hertil er urbanisering - i dag hedder det globalisering - ikke en forhindring, men en nødvendig betingelse. De, der bor i centrum, skal få øje på periferien, men dem i periferien skal også have et blik for centrum. For først da kan de enten forsøge at udligne denne forskel eller at drage nytte af den. Manden, som opfyldte denne forudsætning - og nu er vi tilbage på Sydfyn - var den navnkyndige faaborgenser Mads Rasmussen, grundlægger af og direktør for Dansk Vin- og Konserves Kompagni. Beauvais i København, datidens førende konservesvirksomhed, tog i 1905 kampen op med den fremstormende konkurrent i Faaborg ved at gøre Mads Rasmussen til direktør i Beauvais og købe virksomheden i Faaborg. Men helt i overensstemmelse med min teori om det provinsielle skete der det, at jo mere københavner Mads Rasmussen blev, desto mere bankede hans hjerte for Faaborg. Ikke mindst som mæcen for de fynske malere - Fritz Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen osv. - har han sat sig varige spor. På et tidspunkt i karrieren begynder selv de mest entreprenante rigmænd som bekendt at bekymre sig om eftermælet. For Mads Rasmussen rakte formuen ikke til et operahus, men dog til et museum og en naturpark i Faaborg. Og både museet og naturparken demonstrerer, at for at være rigtig provinsiel må man ganske vist komme fra provinsen, men også kende til livet i hovedstaden og have ambitioner om at gøre tingene derude i provinsen finere og mere urbane, end de umiddelbart er. Lad os først besøge den naturpark, der i dag er blevet til udflugtsmålet Svanninge Bakker: I 1910 købte Mads Rasmussen Fritz Sybergs berømte maleri 'Aftenleg i Svanninge Bakker'. I dette billede fik det sydfynske landskab den fortolkning, som det siden har måttet leve op til: nedgræsset beplantning, tydelig landskabsform, fjernhorisont og folkelighed. Inspireret af billedet erhvervede Mads Rasmussen året efter netop den del af bakkerne nord for Faaborg, som dannede kulisse for Sybergs natursceneri: Svanninge Bakker. For netop sådan skal Sydfyn se ud, kunne nykøbenhavneren Mads Rasmussen godt se: bølgende bakker i forgrunden, sydfynsk øhav i horisonten og en kreds af folkedansere midt i billedet. Projektet var at udlægge området som det, han selv kaldte en naturpark en miniature. Arealet var på 34 tønder land og kostede ham 657 kr. Straks efter købet gik Mads Rasmussen i gang med at planlægge beplantningen. Han engagerede handelsgartner J.J. Hansen fra Faaborg og rådførte sig både med ham og med Det Danske Hedeselskab. Blandt andet luftede han nogle planer om - ud over »naturlig vækst« (bl.a. lyng som skulle indføres fra Jylland) - at plante kirsebær- og ferskentræer, sådan som han havde set det på forretnings- og kurrejser i Tyskland. For sådan er provinsen, når den skal være fin: billig efterligning og kitsch. Både Hedeselskabet og handelsgartneren prøvede forsigtigt at tale ham fra de mere eksotiske vækster. Ikke alene synes jordbunden at være uegnet, advarede handelsgartneren. Mads Rasmussen måtte også »... stryge den slags Ting, naar det skal være en Dukke-Nationalpark, for dertil hører ialtfald ikke Færsken, knapt nok Kirsebær«. Og for at helgardere sig trak handelsgartneren i et brev fra 14. maj 1911 både Rasmussens stolthed, forholdet til kunstnerne og hans økonomiske sans ind i billedet. »Det er vist ogsaa klogere at lave det hele paa den Maade at der slet intet plantes, som ikke hører til Vegetationen paa saadanne Steder. Dermed undgaar De først Konflikt med Kunstnerne, dernæst Skuffelser med Hensyn til forventet Væxt og så videre«. Det blev, som handelsgartneren foreslog, idet Mads Rasmussen dog senere - i 1915 - ikke kunne dy sig for at anlægge en diskret lund af japansk kirsebær ind mod en af naboerne. Behøver jeg at tilføje, at de 'rigtige' københavnere fra starten syntes, at det hele var lidt småpinligt? Politiken sendte en mand over for at dække indvielsen af naturparken i juni 1913, hvor der blev serveret punch, opsendt fyrværkeri og holdt taler i bakkerne. Jo, mente den udsendte københavner, det var da i orden, at man ville gøre denne fest til en årligt tilbagevendende begivenhed. Men man havde dog fra den rigtige side af Valby Bakke et velment råd til fynboerne: De fremtidige arrangementer »... kunne blive endnu bedre, hvis de blev ordnede med fremtrædende Talere eller Sangere, som ved deres Ord og Sange kunde give Aftenens særegne Stemning Udtryk«. Også senere har kampen om bakkernes 'rigtige' udformning været intens. I 1930'erne klagede Achton Friis i sit store værk 'De danskes land' over den stærke nåletræsbevoksning. I 1940'erne rettedes kritikken mod den overdrevne gyvelbevoksning, for gyvel er jo i virkeligheden en fransk plante, anførte man. I 1974 købte staten bakkerne af Mads Rasmussens arvinger, og i 1976 blev området indviet som naturpark. Men hvad gjorde man for at 'bevare' området, det vil sige for at opretholde Fritz Sybergs iscenesættelse? Man udsatte får for at bremse væksten, og man fik dispensation fra fredningsbestemmelser, så man kunne fjerne skov i såkaldt markante slugter for derved at gøre landskabet mere fynsk. Så hvad er Svanninge Bakker? Ikke 'autentisk natur', men snarere et stykke provinsnatur, som i tidens løb er blevet forskønnet med bygninger, kirsebærtræer, lyng og dramatiserende skovbeklædning, men som fik sin grundlæggende udformning, da Fritz Syberg i år 1900 drømte sig tilbage til de gode gamle dage med 'Aftenleg i Svanninge Bakker'. Ikke så snart var Mads Rasmussen færdig med sin naturpark, før han kastede sig over det næste projekt: Faaborg Museum. 10. juli 1915 blev det indviet, bygget i nyklassicistisk stil med græske borter og med to usædvanlig tykke og lavstammede doriske søjler omkring hoveddøren. Her har vi altså provinsen i sin urform: På den ene side er den sig selv, men på den anden side er den altid også mindre end og bagefter centrum og som regel en lille smule kikset. Alperne er ikke provinsielle, men 'De fynske Alper' er. Akropolis er o.k., men Faaborg Museum ...Provinsen er ikke blot en kopi af en bedre og større og flottere original. Nej, provinsen er en naiv kopi af det urbane centrum. Hvis kopien ikke er troskyldig, men er en bevidst kopi, så bliver den ironisk. Men den ikkeironiske, det vil sige den enfoldige, troskyldige, naive kopi, det er den provinsielle kopi: Sådan som søjlerne foran museet i Faaborg kopierer de utallige europæiske museer, som kopierer græske templer; men med den forskel, at foran Faaborg Museum er der kun to tykmavede, ja, provinsielle søjler. For ganske vist er provinsen som allerede sagt dårlig smag, fordi den kopierer så troskyldigt, så souveniragtigt og så stilblandende; men den er samtidig immun over for den urbane kritik, fordi den ikke selv ved, at den har båret sig forkert ad, og fordi dens stolthed over resultaterne, over søjlerne og de høje bakker, gennemstrømmer dem med et betydningsindhold, som flytter dem væk fra såvel den dårlige kopi som fra den småkyniske ironiske kopi og over i det ægte provinsielle. Vi holder af søjlerne foran Faaborg Museum, fordi de har fundet frem til en ny betydning og derfor har frigjort sig fra originalen, ligesom vi holder af amagerhylden med minder fra Mallorca, af besøget hos farmor med jordbær og fløde og af sættekassen med miniatureflasker fra Rioja og minoiske vaser fra Kreta. Ja, selv den planlagte kirsebær- og ferskenlund i Svanninge Bakker ville såmænd have udstrålet en smuk provinsiel stolthed, alene over at kunne gro dér, så langt mod nord blandt lyng og gyvel. Findes provinsen stadigvæk i et globaliseret og hyperkomplekst samfund? Hvis det er rigtigt, at 'provins' beror på en forskel, der er bevidst om sig selv, så gør den det mere end nogensinde, for aldrig er der produceret flere selvbevidste forskelle end i dag. Mellem New York og 'resten af verden'. Mellem København og Fyn (behøver jeg at nævne Rigsarkivet?). Mellem Odense og Faaborg. Men også mellem musik fra i går og i dag, modetøj fra Paris og Moskva, biler fra Italien og Korea. Men inden for kategorien 'det provinsielle' kan man fortsat skelne mellem dem, der ved, at de er provinsielle, og dem, der er så provinsielle, at de ikke har opdaget det. Derfor er de mest provinsielle mennesker i Danmark dem fra hovedstaden, som tror, at København er verdens centrum. Vi nænner blot ikke at sige det, os i provinsen. For hvem skulle vi så sælge vores økologiske kartofler, friskfangede fisk og friluftskitsch til? Kroniker bragt tidligere i serien om PROVINS:
6. juli, 7. juli, 13. juli, 14. juli, 20. juli