På Politikens onlinedebat stilles spørgsmålet 19. januar: Mener du, at genteknologien er farlig? Det turde kaldes et ledende spørgsmål. For er det ikke sådan, at alle redskaber kan være farlige, hvis de bruges forkert? Politiken kunne lige så godt have stillet spørgsmålet: Mener du, at spaden er farlig? Ja, hvis den bruges til at slå folk over nakken med. I sin nye bog 'Det nye liv' (Gyldendal, 2004) uddeler videnskabsjournalisten Lone Frank hug til de mange bekymrede, der er bange for bioteknologiens galopperende udvikling og kun ser dens farer. En angst, som i Europa har fået millioner til at vende sig imod genteknologien og har gjort politikerne handlingslammede. Statens forskningsmidler er svundet ind, og europæiske virksomheder, der før satsede på plante- og dyre-bioteknologi, har nu lagt kursen om. Måske til beroligelse for skeptikerne på vores breddegrader, men samtidig ser vi udviklingen fortsætte i USA og Asien med uformindsket styrke. Lone Franks ord er velgørende i en debat, der ensidigt har fokuseret på det negative og har nægtet at se på mulighederne ved den positive udnyttelse af bioteknologien. Lone Franks argumentation er skarp og rationel, og der er ikke megen respekt for fornemmelser og de følelsesbetonede argumenter. Men ved konsekvent at betragte bioteknologiens muligheder i et positivt lys vil Lone Franks tekst desværre blive opfattet som ensidig af mange og yderligere bidrage til at trænge tilhængere og modstandere over i de sort-hvide fløje. Lone Frank undervurderer den fornuft, der kan være i, at folk tøver med at juble over genteknologien. Det er rigtigt, at de fleste grunde er følelsesmæssigt betonede, men de må nødvendigvis tages alvorligt, hvis vi skal komme videre. Jesper Lassen, Lotte Holm og Peter Sandøe skildrer i deres bog 'Mere end risiko - Om danskernes holdning til genteknologien' resultatet af en stor interviewundersøgelse af danskere i perioden 2001-2002. De skriver her, at der er to meget store anstødssten i den danske befolkning. Dels opfattes genteknologien som unaturlig og »ulækker«. Det udløser bekymring for, om vi kommer til at overskride etiske rammer for, hvordan vi behandler vores medskabninger. Dels angives det, at den samfundsmæssige nytteværdi aldrig er blevet dokumenteret. Det gør, at der er risici, der ikke kan accepteres set i lyset af den ringe nytte. Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, angiver endnu en grund i debatbogen 'Der må da være en grænse' af Kasper Lippert-Rasmussen (Museum Tusculanums Forlag, 2003). Frygten for bioteknologien er tæt koblet til modstanden mod globaliseringen og den globale kapitalisme. Derved er bioteknologien blevet et symbol på angsten for fremtiden i de vestlige samfund. Brødfremstilling og ølbrygning er eksempler på god, gammeldags bioteknologi. Den langvarige forædling af vores kornsorter fra vilde græsser, som har fundet sted fra tidernes morgen, og hele det historiske avlsarbejde med at udvikle vores husdyrracer fra vilde dyr har også været en bioteknologisk proces, hvor organismer langsomt er blevet modificeret til at tjene vores behov. Disse eksempler på traditionel bioteknologi udgør basis for hele vores ernæring og har derfor været værdsat af mennesket i årtusinder. I dag har bioteknologien taget fart. Og det skyldes primært landvindinger inden for genteknologien, der gør det muligt at overføre arveanlæg fra en art til en anden. Den medicinske genteknologi var tidligt i front i Danmark og er nu en vigtig kilde til landets økonomi. Bioteknologisk produktion af rene lægemidler og andre nyttige stoffer er nu alment anerkendt. Men selv om en stor del af den medicinske anvendelse i dag nyder støtte i befolkningen, vækker andre anvendelser af bioteknologien voldsom modstand. Lone Frank beskriver således, hvorledes mediedækningen inden for et område, plantebioteknologien, har ført til »karaktermord på en hel teknologi«. Her ser hun rigtigt. I Danmark har debatten om genmodificerede planter således resulteret i, at store virksomheder som Danisco og Carlsberg, der tidligere investerede store midler i planteforskning, nu satser på andre 'ufarlige' forskningsområder. DLF-Trifolium, den eneste tilbageværende danske plantebiotekvirksomhed, forsker i at udvikle nye græssorter og har ingen planer om at udvikle afgrøder, der skal anvendes til fødevarer. Hvad med den etiske dimension? Er det ikke rigtigt at sætte grænser? Lone Frank mener, at »vi har fået et forkrampet forhold til etik, og det bunder i frygt«, og det skyldes, at etik er blevet vor tids erstatning for religion. Forskerne leger gud, mener de bange, så der er brug for at sætte grænser og kontrollere forskningens anvendelser. Men Lone Frank påpeger, at »debatten om bioteknologi og etik er præget af selvmodsigelser og mangel på stringens«. De etiske perspektiver ved de nye muligheder, bioteknologien åbner inden for kloning, transplantation og diagnosticering, er netop blevet vurderet af det såkaldte Kornerupudvalg, et lovforberedende udvalg med bl.a. formændene for Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd som medlemmer, der afleverede sin rapport til Folketinget 23. oktober sidste år. Udvalget har været enigt om at tillade nyttig kloning og genmanipulation af dyr. Der skal dog kun gives tilladelse til forskning inden for området, og hvert enkelt forskningsprojekt skal bedømmes individuelt af et særligt organ, før der gives tilladelse. Det er vist de færreste, der ikke kan se rimeligheden af, at der her trækkes grænser. Det er muligt, at grænserne vil flytte sig i fremtiden, men der er af Kornerupudvalget alligevel markeret en rimelig ramme for, hvad vi i dag vil acceptere. Det er rigtigt, at vi med den genteknologiske metode griber ind i naturen. Og ændrer den. Men gør det metoden unaturlig? Her kan jeg som biolog kun støtte Lone Franks argumentation og svare med et stort nej. Naturen er i evig bevægelse. De arter, der lever i dag, er forskellige fra dem, der var her tidligere, og dem, der vil være her i fremtiden. Og når arterne ændrer sig, er det, fordi deres arveanlæg ændrer sig. Alle livsformer har et sæt arveanlæg, arvemassen, som betinger deres form og funktion. Og arvemassen ændrer sig hele tiden. I naturen er det de bedst egnede, der overlever. De, der har den bedste arvemasse. Hvem definerer, hvem der er bedst egnet? Det kan være miljøet. Den, der tåler tørke bedst, er den, der overlever i ørkenen. Det kan være andre skabninger. Ens partner, for eksempel. Eller en selv. Når man vælger mage. Det er så få planter i naturen, der kan spises, at de enkelte, der har vist sig at være uskadelige, er blevet forædlet og forædlet til ukendelighed. De fleste af dem, vi anser for smukke, oprindelige og naturlige grøntsager og med stor fornøjelse spiser i dag, er muterede, indavlede, vegetabilske vanskabninger. Og tak og lov for det. Den vilde kål, som vokser på strande, er ikke ligefrem en herlig spise, men den er dog ikke giftig for mennesket. På basis af den vilde kål har mennesket udviklet hvidkål, rødkål, rosenkål, blomkål og broccoli. Flere vil kunne nævnes, og flere vil komme til. Ingen af dem er 'naturlige', ingen af dem vil kunne overleve i 'naturen', fordi de er deforme og enten bruger for meget af deres energi på at lave enorme knopper (som kål er det) eller på at danne monstrøse blomsterstande (som blomkål). Langt de fleste planter er uspiselige, enten fordi de er udstyret med torne eller brændehår, fyldte med kisel eller træmasse, eller er så bitre, at de er uudholdelige at tygge. Planter laver nogle af verdens stærkeste nervegifte med det ene formål at paralysere planteædere. De producerer narkotika, der rammer plantespiseres nervesystem, eller de udvikler blåsyre for at dræbe. En plante, der kan spises uden mén, og som tilmed smager godt, er 'unaturlig', så det forslår, og ville ikke kunne overleve længe i naturen. Det, vi kalder vores civilisation, kom ud af starthullerne for 10.000 år siden, da indbyggerne i det gamle Mesopotamien, landet mellem de to floder Eufrat og Tigris (i dag Irak) udviklede hveden fra vilde græsser. Det blev hele grundlaget for tusinder af års agerbrug. Aboriginere i Australien havde svært ved at skabe en tilsvarende udvikling. Ikke fordi de manglede gode ideer, men på hele det australske kontinent er der ikke en eneste plante, der egner sig til agerbrug. Det eneste oprindelige planteprodukt, Australien i dag eksporterer, er - makadamianødder. Genteknologienkan bruges til at lave ændringer i arveanlæggene, som lige så vel kunne være opstået i naturen. Således er det i princippet muligt at udvikle blomkål på ny i universiteternes drivhuse ved hjælp af genteknologi. Der, hvor genteknologien imidlertid træder ind, og hvor traditionel forædling har måttet give op, er, når fremkomsten af nye egenskaber kræver simultan ændring af flere arveanlæg eller ligefrem kræver, at helt nye arveanlæg formes. Det er ofte grundlaget for komplicerede egenskaber såsom f.eks. evnen til at tåle saltvand, tørke, insektangreb, kulde, frost, oversvømmelse osv. Hvad skal vi så bruge genteknologien til? Nytteetikken, eller utilitarismen, angiver et nytteprincip som grundlaget for etisk stillingtagen. Ifølge et nytteprincip er det således etisk forsvarligt at indføre en teknologi, hvis de fordele, den giver, vejes op mod de ulemper, der måtte være forbundet med den. Plantebioteknologien har enorme perspektiver og er måske den eneste mulighed for at sikre fremtidens fødevareproduktion. Perspektiverne er her udvikling af afgrøder, der kan klare ekstreme klimaer såsom tørke og kulde og kan tåle stress fra f.eks. salte jorder. En fremtidsvision er således opdyrkning af Sahara ved overrisling med saltvand - efter kort tid skulle naturlig nedbør kunne tilvejebringes på grund af fordampning fra det nye salttolerante korn. Der forskes også i at lave planter, der kan rense forurenede jorder for bly og cadmium. På trods af disse forjættende visioner kæmper plantebioteknologiens fortalere i Europa med ryggen mod muren. Kasper Lippert-Rasmussen, der er filosof, rejser i antologien 'Der må da være en grænse' (2003) selv spørgsmålet om gyldigheden af de moralske argumenter for at sætte grænser. Hvis vi bremser indførelsen af de nye teknologier på grund af teoretiske risici og dermed flytter fokus fra de positive muligheder, er det så moralsk korrekt? Er det ikke vores moralske pligt f.eks. at udvikle afgrøder, der kan mætte de sultende? Lone Frank er inde på det samme og fremhæver, at spørgsmålet om undladelsessynden må stilles, når der diskuteres gensplejsede afgrøder. Modstanderne har i princippet ret, når de påstår, at de eneste gensplejsede afgrøder, vi har set til dato, har været roer, der tåler sprøjtning med ukrudtsmidlet Roundup, samt majs, der danner et sommerfuglelarvemiddel, der godt nok er tilladt i økologisk jordbrug, men som kan overføres til andre majs via pollenspredning. Men bør vi på dette grundlag afskrive det plantebioteknologiske værktøj som værende uden nytteværdi? 'Of what use is a newborn baby?'. Det 'svar' er både Thomas Edison, Benjamin Franklin og Michael Faraday blevet citeret for at være kommet med, når spørgsmålet lød: Hvad kan vi bruge din nye viden til? Genteknologien er en nyfødt baby. Inden for plantebioteknologien har den helt sikkert potentiale til at vokse op til at blive et problembarn. Men det er min påstand, at med myndig opdragelse og kontrol bliver den til et afkom, vi alle sammen vil kunne blive stolte af og glade for. Bo Normander fra NOAH, der altid har været meget skeptisk over for genteknologi, skriver i artiklen 'Et spørgsmål om etik og magt' (moMentum, nr. 3, 2003), at »tørkeresistens er et komplekst samspil af dusinvis af gener, og det lader sig ikke sådan løse ved at indsætte et nyt gen i planten«. Her har Normander ret. Det er meget sjældent, at det blot er et enkelt arveanlæg, der betinger en plantes egenskaber, og hvis målet f.eks. er at hjælpe en plante, der ikke kan leve uden rigeligt vand, og vi leder efter en løsning i de tørketålende planter, er det vitterlig lettere at finde et enkelt frem for et dusin nye arveanlæg. Men han begår samtidig en eklatant fejl, når han hævder, at nuværende tekniske begrænsninger bør være grundlaget for at opgive en lovende teknologi. For Normander handler gensplejsning om etik - hvor meget skal vi pille ved naturen? - og om magt - hvem skal bestemme over vores fødevarer? Og han ser for sig, hvordan genteknologien kan gøre de fattigste ulande økonomisk og vidensmæssigt afhængige af rige lande og multinationale firmaer. I princippet er det noget vrøvl at afvise en teknologi, fordi store virksomheder kan se dens potentiale. Men Normander peger alligevel på et potentielt problem i fremtidens patenterede landbrug. Lone Frank interesserer sig meget lidt for den kapital, der styrer udviklingen af plantebioteknologien. Og rejser ikke spørgsmålet om, hvorvidt staten bør gå stærkere ind i at støtte den offentlige forskning på dette område, således at viden om plantebioteknologi bliver allemandseje, og dens resultater kan udnyttes til alles fordel.