Hvis jeg var Danmark, ville jeg nægte at blive kaldt et velfærdssamfund, før det var fuldstændig indlysende for enhver borger, at der er mere sund fornuft i at betale for, at lastbiler og tog får monteret et partikelfilter, end at betale for de sygedage, som den forurenede luft forårsager.
Og jeg ville slynge de regnestykker tilbage i hovedet på økonomerne, som konkluderer, at det kan betale sig for mig, Danmark, at benytte menneskers lunger til at rense dieseludstødningen, fordi partikelfiltre er for ’dyre’. Det holder ikke at tænke sådan; ikke kun, fordi det ser grimt ud, når nogen hoster blod op, men også fordi det samlet set kan koste mig langt mere at behandle disse mennesker, end det ville have kostet mig at betale for filtrene i første omgang. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være så fedtet, når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal betale for at få sund mad ud i alle hjemmene. Jeg ville betale alle de penge, det kræver at gøre de sundeste fødevarer til de billigste (droppe momsen, give tilskud og så videre). Og jeg ville kunne tillade mig det, for det, jeg sætter til på gyngerne, kommer ind på karrusellerne. Ikke nok med, at jeg tilsvarende ville beskatte usund mad; jeg ville spare alle de millioner, jeg i dag betaler for, at et dyrt sundhedsvæsen skal rydde op efter den dårlige kosts konsekvenser; for ikke at tale om de penge, der i dag ryger af sted til konsulentfirmaer, der skal finde på de rigtige sloganer, som skal få befolkningen til at spise sundt. Hvor svært kan det være? Hvis sundt er billigt, så behøver vi ikke smarte sloganer. Hvis jeg var Danmark, ville jeg i det hele taget være noget forsigtig med, hvad jeg brugte mit sundhedsvæsen til. Og på trods af at jeg ville se meget alvorligt på det forhold, at fedme er ved at udvikle sig til en epidemi, kunne jeg ikke finde på at bruge sundhedsvæsenets operationsstuer og lægernes recepter som metode til at løse problemet. Jeg ville føle, at jeg så ned på befolkningen, hvis jeg overlod det til lægerne at ordinere dem motion på recept, og til kirurgerne – hvis det trods lægens recepter alligevel skulle gå galt – operativt at indskrænke volumen i deres mavesæk. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene i spejlet om morgenen, hvis jeg vidste, at stadig yngre mennesker i stadig større omfang lider af stress og psykiske lidelser som angst og depression. Og mit grundvand ville fryse til is, hvis jeg hørte en rationel videnskabsmand, en medicinsk ekspert, fortælle, at han kan give disse unge patienter ’livet tilbage’, hvis han blot får lov til at ordinere dem den medicin, han plejer at ordinere de voksne. Det virker, siger han. Han har set miraklet. En fuldstændig sortseende ung mand blev forvandlet til en funktionsdygtig bruger af det danske uddannelsessystem via lykkepiller. Hvorfor skal staklerne lide, når der findes en løsning på deres problem? Spørger han. Hvis jeg var Danmark, ville mit svar være: Ja, du kan løse problemet, men kan du fortælle mig dets årsag? Hvad er grunden til, at det unge menneske ikke sprudler af liv uden piller? Og jeg ville spørge mig selv: Hvad er der sket med mig, Danmark, der har forårsaget denne udvikling? For mig er det alt andet end logisk, at velstandsstigninger og stigninger i psykiske lidelser tilsyneladende ikke er modsat korrelerede forhold, men nærmere synes at korrelere positivt. Dét er mit, velfærdssamfundet Danmarks, vigtigste videnskabelige problem. Nej, jeg ville ikke acceptere at blive kaldt et velfærdssamfund, så længe velfærd bliver defineret som et effektivt system til at løse de problemer, som den måde, vi har indrettet samfundet på, afstedkommer. Ordet ’velfærdssamfund’ er ikke synonymt med ’reparationsværksted’. Det er et positivt ideal om et samfund, hvor ikke blot det materielle grundlag, men også det immaterielle grundlag – selvfølelse og fællesskab, mening og lykke – er i orden. Og det ville ikke hjælpe på mit humør, at internationale undersøgelser igen og igen hævdede, at jeg, Danmark, har verdens lykkeligste befolkning, for jeg kender de nabolande, jeg bliver sammenlignet med, og jeg kender den statistiske metode godt nok til at vide, at disse undersøgelser ikke siger ret meget om, hvordan det virkelig forholder sig. Derimod foruroliger det mig, når jeg helt konkret kan læse i Weekendavisen (14.6.), at en helt ny gruppe patienter er begyndt at dukke op på Rigshospitalets psykoterapeutiske afdeling. For det, der kendetegner denne gruppe, er nemlig, at den består af mennesker, der ikke fejler noget; de føler sig bare ikke lykkelige; alt kører for dem – arbejdet kører, familien kører – men de mangler at kunne se den mening, der er betingelsen for lykkefølelsen. Hvis jeg var Danmark, ville jeg arbejde på at blive et velfærdssamfund ved at se på den samlede omkostning, som dårlig trivsel afstedkommer; og så ville jeg tænke, at jeg kunne spare disse penge, hvis jeg brugte flere penge på at give mennesker den rigtige start i livet. Det hjælper altså ikke på min pengepung, at der bliver sparet på udgifterne til daginstitutioner og skoler, hvis jeg dermed får givet de fremtidige borgere et personligt grundlag, som betyder, at de bliver behandlingskrævende. Min erfaring er nemlig, at hvis jeg ikke gør det rigtige i begyndelsen af processen, så koster det dobbelt længere fremme i systemet. Hvis jeg var Danmark, ville jeg se med grådige øjne på, hvor mange penge jeg kunne spare ved at indrette et pasnings- og skolesystem, hvor alle børn lærer sig selv at kende og slipper for at blive mobbet, misbrugt, ensrettet, holdt nede, tæsket og kedet ihjel i den vigtigste periode i et menneskes udvikling. Hvis hvert barn får konkrete erfaringer med sine personlige grænser og potentialer i skolen og lærer at gøre disse til udgangspunkt for sin læreproces, så vil det ikke senere i livet have behov for at spørge en anden (psykologen), hvad der er meningen; meningen vil være der hele tiden. Hvis jeg var Danmark, ville jeg derfor sikre mig, at det var de allerdygtigste voksne, der bliver ansat som pædagoger og lærere. Det ville jeg gøre ved at give dem mere i løn end læger, psykologer og advokater. Argumentet er, at selv om det er vigtigt at have dygtige læger, psykologer og advokater, når man bliver syg, forvirret eller skal skilles, så er det vigtigere at have dygtige pædagoger og lærere, der kan udvikle de fremtidige borgere, således at de ikke bliver så syge, forvirrede og mæglingskrævende. Og når det derfor er pædagoger og lærere, der udfylder den mest grundlæggende samfundsmæssige funktion, så skal det også afspejles i lønningsposen: barometret for social prestige. Men er der råd til det? Ja, jeg mener ikke, jeg har råd til at lade være, for hvis pædagoger og lærere bliver i stand til at bibringe børnene den rette grundlæring, så vil jeg ikke blot spare på regningerne til læger, jurister og psykologer, men jeg ville heller ikke skulle bruge så mange ressourcer på at uddanne unge mennesker til at forske, til at tænke innovativt og til at starte nye videnstunge virksomheder. De ville nemlig gøre disse ting af sig selv, hvis de fra starten fik den rette personlige og faglige udvikling. Hele pointen med at tænke, som jeg gør, er, at hvis jeg – Danmark – kunne sikre kvalitet i velfærden ét sted; dét sted, hvor hvert enkelt menneske for alvor begynder sit liv som borger, i børnehaven og skolen, så ville det sætte den helt rigtige bevægelse i gang i hele samfundet. Det ville være det helt rigtige udgangspunkt for at gennemføre en generel kvalitetsreform, der skulle gælde alle områder af velfærdssamfundet. Princippet for kvalitetsreformen ville være lige så simpelt som princippet om, at sund mad skal være billig mad: Det skal være dyrt at svine, det skal være billigt at bidrage til udviklingen af kvalitet. Jo mere kvalitet, man er i stand til at etablere inden for det område af samfundet, man befinder sig i, jo lettere skal man have det økonomisk. Altså hvis du producerer gode havemøbler, der kan vare i hundrede år, på grundlag af økologiske produktionsforhold, så vil du få støtte, og dine produkter vil ikke blive belagt med moms osv. Hvis du laver god kvalitet, så får du det let. Hvis du derimod laver noget værre bras, så skal jeg komme efter dig med gebyrer, ekstraskatter, skemaer, du skal udfylde, og bøder og cirkulærer og Ekstra Bladet. Hvis jeg var Danmark, ville jeg turde, hvor andre tier: Fortælle dig og alle andre brasmagere, at det er jer, der ødelægger Jorden! Prøv engang at tænke, hvordan du ville have det, hvis du var Danmark og satte dig en lørdag formiddag på containeren med småt brændbart og så, hvordan den ene trailer efter den anden blev tømt. Forestil dig, hvordan du studerede produktionsdatoerne på de kasserede ting og regnede efter, hvor ofte hver familie i Danmark skifter deres vaskemaskine, opvaskemaskine, tørretumbler, radio, cd-afspiller, minidisk, køleskab, computer, elektriske røremaskine og så videre ud. Hvordan ville du have det med at lægge krop til et sådant svineri? Hvis jeg var Danmark, ville jeg tænke, at hvis vi bliver ved med at belønne dem, der laver den dårligste kvalitet med den laveste pris, så kan det godt være, at vi vinder i globaliseringskapløbet, men når det sker, vil scenen være skiftet og kapløbet vise sig hele tiden at have handlet om noget andet, noget basalt, om overlevelse: om muligheden for at trække vejret, drikke vandet, spise maden, gå på gaden. Når ingen gider globaliseringskapløbet mere, vil et nyt kapløb gå i gang; menneskene inden for de forskellige territorier vil konkurrere om, hvem der har mindst skrammel; de økonomiske indeks vil blive erstattet af skrammelindeks, valutakurser med skrammelkurser. Og hvad skulle det så være for en fisk? Kort og godt, så betegner skrammelkursen målet for, hvor højt et tårn man ville kunne bygge af den mængde skrammel, der findes inden for et givent territorium. Forestil jer en fremtid, hvor værdi vil blive målt ud fra sådanne imaginære tårne, der stræber mod himmelen, som ironiske kommentarer til menneskehedens udvikling siden tiden i Babel. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke halse af sted i globaliseringskapløbet, men kigge ind under det, på skrammelkapløbet, og jeg ville ikke være bange for, hvad de andre mente om mig. Jeg ville forsøge at være myndig ud fra den definition, den tyske filosof Immanuel Kant har givet af begrebet. Myndighed, skriver han sådan cirka, det er at gøre brug af sin forstand uden anden ledelse end det, som fornuften og det rationelle argument tilsiger en. Og så er vi tilbage ved begyndelsen: Er det fornuftigt at bruge befolkningens lunger som luftrensningsfiltre? Er det fornuftigt at sprøjte junkfood ud i befolkningens øjenhøjde? Er det fornuftigt at medicinere befolkningen væk fra lidelser, som er skabt af vort samfundsliv? Er det fornuftigt, at arbejdet med at lave kvalitet har så hårde konkurrencemæssige vilkår? Hvis svarene er nej, hjælper det så at henvise til, at det er det, de andre gør? Dem i Kina, dem i New Zealand, dem østpå? Bliver det, der ikke er fornuft, til fornuft ved at henvise til et begreb som ’globaliseringen’? Hvis jeg var Danmark, ville stoltheden over min flotte økonomiske udvikling og demokratiske styreform ikke kunne forhindre, at jeg følte mig som et teenageland, der endnu ikke besad det modne lands myndighed. Den måde, jeg i dag forholder mig til globaliseringen på, minder mig om den alvor, hvormed en teenager følger moden, blandet med den lethed, hvormed hun er på vej til den næste fest: Hun skal se ud som de andre, og der skal være fuld fart på, fordi hun er for ung til at forestille sig, at hun ikke er udødelig. Men forskellen på at være Danmark og at være teenager – det er, at hvor enhver teenager med respekt for sig selv ved, at hun er drevet af en blanding af vildskab og irrationalitet og gejl, så er det, som om der i mig, Danmark, i dag hersker en tro på, at det er fornuft, der er på spil, når der bruges økonomiske begrundelser for at foretage sig noget fuldstændig afsindigt. Jeg har stor respekt for alt det, som vore politikere kan, deres personlige mod og evner til at operere inden for det spil, der hedder politik. Det vil jeg aldrig selv blive hårdhudet nok til at kunne, så respekt. Men er dette spil det rigtige? Sæt nu, at det er selve spillet, der er galt. Det var vel det, som de gamle mente, dengang da Karl Marx analyserede kapitalismens væsen, og hans fans gav sig i kast med uhyrlige samfundseksperimenter i Østeuropa: at det ikke er muligt at indrette et samfund på baggrund af en økonomisk mekanisme, som baserer sig på forbrug snarere end på fornuft. Historien viste, at disse mennesker langtfra fandt svaret, men hvad med det spørgsmål, de stillede, er det ikke stadig aktuelt? Kan vi med de metoder, vi regulerer samfundet med, løse de problemer, vi har, eller skal der nye metoder til? Kan vi løse de kriser, som forholdet mellem den fattige og rige verden skaber ved at betale ulandsbistand, fordele flygtninge i kvoter mellem os? – nej. Kan vi konkurrere os til en fredelig verden, en ren natur – nej. Jo mere vi vinder i den globale konkurrence, jo mere vil vores konkurrenter slække på sikkerhed og miljøkrav for at være med. Jo mere vi vinder, jo mere vil vore territorier blive målet for ’tabernes’ befolkningsoverskud. Jo mere vi vinder, jo mere vokser verdens skrammeltårne ind i himmelen som ulovlige penetrationer. Hvis jeg var Danmark, ville jeg tænke fremad – på det, der er fremtidens ressource: overlevelse.
