Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Brandes' kamp mod spøgelseskunst

Georg Brandes er et forbillede i kampen mod værdiudhulingen i vor tids kunst. Han fastholdt, med udgangspunkt i Michelangelo, at kunst må være en helhed af Det Skønne, Det Gode og Det Sande, skriver kronikøren, der er dr.phil. i historie.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi lever i en tid, hvor indflydelsesrige kredse i billedkunsten erklærer den helheds- og sjælsopbyggende tradition død. Alt er i dag anderledes, lyder det. Renæssancen kan vi slet ikke lære noget af. For helhed opstår, sagde man dengang, når kunstneren prøver at skabe forbindelse mellem Det Skønne, æstetikken, Det Gode, etikken, og Det Sande, den uforstilte virkelighed. Mennesket bliver smukt i sind og krop, hvis det i oprigtighed prøver at gøre det gode, så verden bliver mere sand, mindre undertrykkende. Så får det sjæl og dybde.

Nej, sådan har det aldrig været, siger disse kunstnere. Det var noget, de gamle bildte sig ind. Mennesket er kun skabende på overfladen. Sjælen er pompøs, arrogant, indbildsk. Den er luft i luften, så at sige. Mennesket består af brudstykker, der er klasket sammen af de tilfældige nutidige omstændigheder, som det påvirkes af, produktionsforhold, miljø, mode, mennesker, det løber ind i. Mennesket er på den måde et produkt af tilfældigheden.

Men det er bare fint. For ud fra den opstår der muligheder, og dem gælder det om at udnytte - til at skabe sig magt. Derfor må man hinsides godt og ondt, for de fælles normer for Det Gode baster og binder én. Det enkelte menneske bestemmer selv ud fra sin position, lyst og behov, hvad der er 'godt' og 'sandt' for det. Ud fra det må det udfolde sig. Så bliver det frit.

Derfor gælder det i kunsten som i hvert menneskes subjektive virkelighed om at satse på Det Skønne, æstetikken, og i forlængelse af Kant og romantikken om at adskille det fra de flygtige størrelser, Det Gode og Det Sande.

Men gør vi det, som mange i dag, hvordan går det så? Her er det vigtigt af fæstne sig ved, hvordan en af vore største intellektuelle, danskereuropæeren Georg Brandes, reagerede på dette selvtilstrækkelige menneskesyn, der allerede i hans tid satte sig tungt på magten.

Brandes havde rod i liberalismens progressive periode før 1848, og han iagttog fuld af harme, hvordan det åndelige tilbageslag og fællesskabsopløsningen bredte sig. Det gik op for ham, »at hver stat rummer to nationer, de besiddende og de besiddelsesløse«. Og han fandt, at det vestlige borgerskab, der indtil 1848 havde kæmpet for 'folkefrihed' og ikke kun for klasseinteresser, siden blev bagstræberisk. Men det kuede ham ikke. Som ung bar han på en levende fremskridtstro, med håb om at tidens borgerskab kunne reddes ved at skyde på dets dobbeltmoral og materialisme og give det kendskab til dets rødder bagud, så menneskeslægten efter nutidens nedtur siden kunne nå højere op end nogensinde.

I traditionen betragtede han renæssancen i Italien som et højdedrag, som vi burde lære af. Michelangelo »står«, skrev han 1871, »højt over min ånds niveau«. Hans gud på det sixtinske loft fra 1511 så Brandes som en menneskegud eller snarere et gudmenneske, skabt af og for renæssancens nye, frie menneske, den første moderne europæer. Og det menneske blev sig selv, ikke bare i opgør med den mørke middelalders undertrykkende kristendom og syge traditioner, men også i brændende ildhu efter at vide alt og ordne alt i verden til det bedre. Han voksede til en uomo universale. Og han brød ind i verden, på én gang selvbevidst, foretagsom, skabende, storsindet, godgørende, hensynsløs og ægte. Som en kunstner med sin ånd, båret af fornuften, det vil sige af 'den frie tanke', besad han blik for tidens progressive ideer, og de var alt andet end subjektive, men passede til fællesskabet.

Dette led under, at oplysningstidens endnu ædle citoyen forvanskedes til en brysk borger, bare med egen magt og ydre ære på programmet. Brandes vidste tilmed, at mennesket var »mangfoldigt ved naturnødvendighed og af naturen splittet og delt«. Alligevel fik det ham ikke til at opgive sjæl og helhed. Tværtimod fandt han det desto vigtigere at betone, at mennesket var »ét ved frihed«: »Frihed, vilje, beslutning gør mennesket helt«, giver det sjæl og skæbne.

Netop sådan var for Brandes Michelangelos gud. Og hvem kan benægte det: Sådan er han - med sin elektrificerende pegefinger, der ikke er brysk insisterende, men frisindet ansporende. Det gjaldt om i en efterhånden problematisk tid, at skabe Adam, det vil sige bevidstgøre mennesket, sådan som eliten i den tidlige renæssance før Michelangelo bevidstgjorde folket.

Det fik Brandes til at se Donatellos 'Sankt Georg' fra 1416 som sit store forbillede. Med fundament i antikkens republikanisme, middelalderens ædle ridder og sin egen tids »borgersind og folkelige kunstsans« blev Sankt Georg udtryk for en almenånd, der ikke var undertrykt af, men stod »i forhold til rigdommen«, så »det florentinske folk ... til forskel fra menigmand nu til dags« blev »en kunstnerisk anlagt befolkning«. Eliten var dengang skabende, ikke bare herskende.

Brandes vidste, at nutidens menneske næsten måtte rykke sig selv op med håret for at blive et ædelt stormenneske, fordi frihed, lighed, kærlighed svandt ind i det nye bourgeoisi. Dette rasede da også over hans storværk, 'Hovedstrømninger', for det brød sig ikke om at lære sig selv at kende, som det ikke siden har gjort. Så var det blevet alt for forskrækket. Derfor dyrkede det helt fra Thorvaldsens tid i stigende grad neutralitet og overflade, billeder af billeder i stedet for af en verden, man ikke mere higede efter at få til at gro mentalt. Som det stadig lyder i elitære akademikredse: Kun overfladen er skabende. Vi står højt hævet over befolkningen.

Netop Thorvaldsens kunst reagerede Brandes i pagt med vennen Julius Lange da også stærkt imod som upersonlig og ulidenskabelig: »Han gjorde sin kunst til et organ for andres følelser, andres erotik, andres helte, andres idealer«, som han citerede Lange i sit store værk 'Michelangelo Buonarroti' fra 1921. Det er i vor tid reduceret til: ingen ægte følelser, kun føleri, ingen erotik, kun sex, ingen helte, ingen idealer, kun teatralsk heroisme.

Brandes fastholdt den engagerede lidenskab op gennem livet. Det gør ham fantastisk at læse i vor tid, hvor ironi, nihilisme, legemsforladt abstraktion og l'art pour l'art, kunst for kunstens, ikke for livets skyld har skabt spøgelseskunst overalt. Brandes advarede gang på gang mod, at denne kunstdyrkelse kunne føre til dekadence: »I vore dage udnyttes gerne i konservativ mening den sætning, at kunsten er sit eget formål«. Brandes fandt, at kunst og litteratur skulle tage parti såvel for folket og fædrelandet som for »verdenstanker, menneskehedens store almindelige interesser«.

Derfor var han imod at nøjes med Det Skønne og fjerne Det Gode og Det Sande. Enheden mellem de tre, som kunsten byggede på i gotik og renæssance, da frihed, lighed og kærlighed fik vækstbetingelser, kunne ganske vist ikke fastholdes fra 1500-tallet. For da tog den politiske og religiøse undertrykkelse fart og avlede manierismen i kunsten. Den viste derfor en helhed med store huller eller ligefrem en angstfuld splittelse, efterhånden tillige forarmede marionetagtige mennesker, levende døde, spøgelser midt på vejen.

Brandes blev også efterhånden klar over, at enheden heller ikke kunne bevares efter oplysningstiden i hans egen nedgangstid. Men den så han det til gengæld som sin særlige opgave at vende. Det frembrydende sammenbrud skulle forvandles til gennembrud. Og gennembrud krævede bestræbelse mod ny helhed. De skyggemennesker eller marionetter, der dukkede frem i impressionismen, brød han sig som Lange ikke om. Derfor ønskede han 1882 som kunstudøvelsens mål en sammenhæng mellem »retningen mod Det Sande«, troskaben mod det uforstilte i den historiske eller moderne virkelighed, »retningen mod Det Skønne«, bestræbelsen mod formfuldendthed, og »retningen mod Det Gode«, den reformatoriske begejstring for store religiøse og socialpolitiske tanker. »Den som kun søger Det Skønne, han skildrer af den menneskelige vegetation kun stammen og kronen«, skrev Brandes: Han glemmer det sandhedselskende, der går ned i dyb og rødder.

Men den sammenhængstænkning mistede efterhånden fodfæste i meget af modernismen, der med inspiration fra manierismen begyndte at se kunstens hovedmål i et så tilintetgørende opgør med det undertrykkende i traditionen, at alt i den næsten røg over bord, så man til sidst befandt sig nær et tomrum, zero. Et sådant avler altid vold, dæmonisering, håbløshed, hvorfor det nærmest bliver umuligt at forestille sig noget medmenneskeligt, endsige ædelt i næsten. Gør man ikke det, leder man ikke efter det, og hvem finder det så.

Det reagerede Brandes imod. Han så skeptisk på digtere som Baudelaire, der var »forfinede indtil sygelighed«, præget af »forrykte laster«, som det lød 1893, af »ironi, satanisme, mæthed ved livet«. Han blev mere og mere lunken rygvendt over for moderne kunst og litteratur i en insisteren på livets frugtbarhed trods al tilbagegang. I stedet kastede han sig ud i den sociale og politiske debat. I en rasen med Demosthenes over, at »politik alle vegne ikke er andet end den kunst ustraffet at være uretfærdig«, angreb han hårdere og hårdere de europæiske lederes og plutokratiets pengefikserede, klasseundertrykkende og imperialistiske politik, der endte i Første Verdenskrigs folkemord. Han blev europæisk fortaler i første række for alle de undertrykte folk og samfundslag, så Hans Hertel utvivlsomt med rette finder, at de sidste tyve år af hans liv blev de mest frugtbare.

Hvor længe endnu, rasede han 1923, vil de vel ikke helt udryddede tænkende undlade at gøre indsigelse mod den herskende, men alt andet end skabende elite. Hvor længe vil befolkningerne »vedblive at føde og beundre dem, så de kan fortsætte deres ubeskriveligt patriotiske virksomhed«. Sådan lød det i en bidende appel, der i dag er helt aktuel over for den aggressive amerikansk-vestlige globalisering med militære midler.

Ansigt til ansigt med »de ulykker, under hvilke Europa nu bryder sammen«, fik Brandes behov for i fortiden at finde et stormenneske og skabe en guldalder, som han i lede over sin egen tid kunne søge tilflugt i. Guldaldre opstår ofte, når menneskers fremskridtstro visner. Det blev Michelangelo og renæssancen, men kun indtil 1512. En guldalder karakteriseres ved, at den forgyldes og gøres langt mindre problematisk, end éns egen tid og nogen tider er. Det betød, at Brandes i renæssancen kom til at dyrke Det Skønne og almene på bekostning af Det Gode og Det Sande, tidens barske og undertrykkende miljø, både i Firenze og Rom.

»Så længe Michelangelo ikke er kommet under kontrareformationens indflydelse, er hvad han dyrker og tilbeder kun skønheden«, lyder det i den store biografi om Michelangelo. Brandes ser ikke den livslange kamp, som Michelangelo førte ikke bare i højrenæssancen, men også i den frembrydende manierisme fra omkring 1510. Han ser ikke, hvordan han modsat manierismens efterhånden mange l'art pour l'art-kunstnere stædigt kæmpede for at bevare noget af helheden og sammenhængen mellem skønt, sandt og godt.

I en guldalder har Det Skønne nemlig styr på og er derfor overordnet Det Gode og Det Sande, der anses for næsten automatisk at komme til deres ret. I en forfaldstid isoleres Det Skønne endnu mere fra Det Gode og Det Sande, der fortrænges og ignoreres, hvorfor Det Onde griber én bagfra og sejrer, og den undertrykkende virkelighed gør Det Skønne grimt og grumt. Michelangelo var jo kunstner og måtte derfor formodes i en dekadenceperiode nærmest at kapitulere til tredelingen, blive fuld af den ironi, det had og den menneskeforagt, som Brandes kunne se i modernismens kunst.

»Ånden, der taler« ud af Michelangelos 'Dommedag' fra 1530'erne, lød det derfor, »er ikke mere renæssancens, ikke mere humanismens, ikke fri og harmonisk, ikke jubel over livsfylde, men krav på rettergang, ... den ... mørke, livsfjendtlige kirkeligheds ånd«. Brandes ser ikke, at Michelangelo raser over Kristusfiguren i 'Dommedag' og gør ham til et grumt pavespejl. Han ser ikke, hvordan samtidens mennesker, blandt andre homoseksuelle, til højre i billedet tager kærligt om hinanden, inden de kaster sig ud i kamp mod pavefyrstemagtens undertrykkende regime. Brandes gør i for høj grad uhistorisk Michelangelo til forlænget arm for den statsmagt, som en del af Brandes' arvtagere også siden knyttede sig til, men som Brandes selv i sin egen tid vedholdende bekæmpede.

Netop den kamp gør ham uundværlig. Hans udvikling er et gribende eksempel på, hvor svært det er at være historiker og humanist i en civilisation, hvor man - trods ihærdig bestræbelse på at fremhæve åndens og menneskeskikkelsens primat, helhedens nødvendighed og kunstens eksistentielle nytte - fra magtens og snart sagt alle sider bombarderes til at lade så halsløst et projekt falde. Det tjener ham til ære, at det ville han ikke, selv om der kom huller i helheden og hans kunsthistoriske syn. Hvem har kunnet undgå det? Ånd og kampvilje fastholdt han. Hvor mange har præsteret det?

Desværre fik Brandes ikke ret i en profeti fra 1889. Her håbede han, at det 20. århundrede »med uvilje ville vende sig fra det 19. århundredes smuldrende fundamenter«. I så fald ville man »ikke kunne andet end søge tilbage til den eneste store fortid: det 15. århundredes italienske renæssance«. Det skete desværre ikke. Form og indhold i den tids sjælesøgende værker er glemt. Med det stigende forfald i den moderne civilisation har man i stedet ud fra den i starten endnu levende surrealisme og ud fra andre ismer bygget på den mere og mere indholdstomme manierisme, der svarer til det tilsvarende forfald i 1500-tallets Italien. Hvad passer også bedre til en narcissistisk tid?

Men skal den bare blive ved og ved og ved? Det rejser et spørgsmål til mange af nutidens kunstnere: Vil I vedblive at dyrke Det Skønne på bekostning af Det Sande og Det Gode? Og til kunstens beskuere: Vil I vedblive at falde på halen for den slags kunst? Gælder det ikke om som Brandes at efterlyse en kunst med dybde og rødder, så vi får hjælp til at opdage vore egne rødder?

En sådan kunst har ganske vist eksisteret i hele moderniteten, men der er alt for lidt af den, og hvor mange har orket at tolke den og dermed gøre den levende?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

Forsiden